9/11 // KLUMME – Et halvt år efter 11. september 2001 mødte jeg et forandret New York: downtown lå smadret hen, luften på Manhattan havde en besynderlig lugt, og stemningen var mat, skriver Ann Mariager. Dengang lød forklaringen om giftige rester i luften næsten utrolig. I dag ved vi, at tusindvis af kræfttilfælde forbindes med støvet fra katastrofen.
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
Det var fredag aften 22. november 1963, da vores far kom hjem og fortalte, at USA’s præsident John F. Kennedy var blevet skudt. Min lillesøster og jeg sad musestille og lænede os ind til vores mor.
Far løftede røret på drejeskivetelefonen og ringede til det, der hed Ritzaus Telefonavis. Dengang kunne man få de seneste nyheder ved at ringe til 0051. Far gentog for os, hvad oplæseren sagde i telefonen: Kennedy var erklæret død på Parkland Memorial Hospital. I Danmarks Radio blev en klassisk koncert afbrudt, og nyhedsoplæseren meddelte: ”Præsident Kennedy er i aften død efter et attentat i Texas”.
Sådan er der historiske, tragiske meldinger, der sætter sig i ens bevidsthed for evigt. Begivenheder, der bliver mere end husket, begivenheder, som nærmest sætter sig i ens DNA. Jeg vil til evig tid huske, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte om mordet på JFK.
Det samme gælder 11. september 2001.
11. september 2001: Den dag alt gik i stå
I dag er det 25 år siden terrorangrebet på USA. Fire passagerfly blev kapret af den islamistiske terrororganisation, al-Qaeda. De fløj to af flyene direkte ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, så de kæmpestore, 110 etagers bygninger faldt sammen og brændte i ugevis.
Et tredje fly blev fløjet ind i det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter, Pentagon, i Arlington, Virginia. Og et fjerde fly styrtede ned på en mark i staten Pennsylvania, efter at passagererne havde forsøgt at overmande flykaprerne.
Jeg befandt mig på Tåstrup Teater for at overvære den allerførste gennemspilning af den amerikanske dramatiker Eve Enslers Vaginamonologerne.
Manuskriptet til denne skelsættende, feministiske forestilling havde jeg oversat. Så det var spændende for første gang at skulle se den opført i ét stræk med et dygtigt ensemble.
Men sådan gik det ikke. Et stykke inde i forløbet dukkede forestillingslederen pludselig ud fra mørket. Vi måtte stoppe. Et lille TV-apparat ved hans pult havde billeder og lyd om terrorangreb på den amerikanske østkyst. Hvad? Vi gik med ham backstage. Alle stod vi bestyrtede og så det ske. Vi sagde ikke ret meget. Efter noget tid kiggede vi på hinanden og blev enige med instruktøren om, at vores første gennemspilning måtte vente til dagen efter.
Efter 9/11 blev verden mindre ubekymret
Det slog mig, hvor meget sikkerhed kom til at fylde efter 9/11. Engang i slutningen af 80’erne tog vi, min daværende livsledsager og jeg, til New York og boede hos en ven, der var på ferie i København. Vores ven var med det samme SAS-fly, vi skulle hjem med. Og mens vi pakkede vores kuffert, kom vennen ind ad døren og sagde:
”Hvad søren, er I ikke taget til lufthavnen endnu”, grinede han. Så vi drønede ud af døren og kom ud i JFK-lufthavnen 20-30 minutter før afgang. Bagagen blev tjekket ind, og vi spurtede til gaten, viste vores boardingkort og hoppede ombord. Også her blev vi mødt af grin, nemlig besætningens: ”Hvad ér det for et tidspunkt at komme på?”. Men med kom vi.
Efter 9/11 kan man aldrig havne i den situation. Man skal tjekke ind i flere timer før afgang. Der er sikkerhedstjek, mænd og kvinder med vagtsomme blikke, laptoppen ud af rygsækken, makeup og tandbørste og en drikkedunk i plasticpose på et rullebånd sammen med rygsækken. Op med armene igennem en screening. Og hvis du har et kunstigt knæ, så husk og sig det. Pling!
Et New York i skyggen af katastrofen
Jeg var i New York et lille halvt år efter terrorangrebet, og den internationale storby, jeg mødte, var en helt anden end den, jeg kendte og havde elsket og skrevet om siden slutningen af 70’erne. Stemningen var mat, nedslående.
Dele af downtown var smadret og utilgængelig, og rundt om på Manhattan var der en besynderlig lugt. ”Ja, det er fra 9/11-flyene”, forklarede lokale venner. ”Det er rester fra brændslet, der stadig hænger i luften, i bygningerne, i alt”. Det syntes jeg lød besynderligt, dengang.
Men ikke nu, alle disse år efter, når jeg læser om de tusindvis af kræfttilfælde, der i dag forbindes med det giftige støv, som hvirvlede rundt i luften flere år efter katastrofen. Og som den nuværende borgmester for få dage siden er begyndt at frigive tusindvis af dokumenter om. Papirer, som angiveligt viser, at lokale politikere gang på gang har vildledt offentligheden om luftkvaliteten efter Tvillingetårnene styrtede sammen.
Da hun omsider havde rystet oplevelsen af sig, besluttede hun og kæresten, at nu skulle livet dæleme leves! De meldte sig blandt andet ind i en klub for rutsjebaneentusiaster, og en forårsdag i 2003 gik de ombord i en af de ældste rutsjebaner i USA
Rhea Leman, den amerikanskfødte, danske dramatiker, skrev og optrådte med en fremragende monolog, Holy Shit, på Cafe Teatret i København året efter 9/11. Her beskrev hun bl.a., hvordan hendes egen søster den dag flygtede væk fra tvillingetårnene hjem over Brooklyn Bridge. Hun overlevede. Søsterens historie skulle vise sig at blive en facet af et tema, nemlig flugt, som Leman-familien havde overlevet i flere generationer.
Et andet eksempel er en af mine studiekammerater i USA, hvis datter på 32 den 11. september 2001 blev evakueret ud af sin lejlighed i området Lower Manhattan. Den kaotiske oplevelse var så voldsom for hende, at der gik længe, før hun følte sig psykisk stabil igen.
Da hun omsider havde rystet oplevelsen af sig, besluttede hun og kæresten, at nu skulle livet dæleme leves! De meldte sig blandt andet ind i en klub for rutsjebaneentusiaster, og en forårsdag i 2003 gik de ombord i en af de ældste rutsjebaner i USA. Vognen var sikret behørigt med både sikkerhedsbælte og -bøjle. Men pludselig under turen rejser min venindes datter sig op, angiveligt for at prøve det, rutsjebane-fans kalder air time, en kort tid i luften, hvor man mærker vægtløshed.
Men det gik helt galt: Min kollegas datter blev slynget ud af vognen, hun landede på jorden hårdt kvæstet og blev erklæret død på hospitalet. Senere, når min kollega og jeg har talt om datterens tragiske endeligt, og det har vi gjort mange gange, er vi nået til den slutning, at hun jo dybest set var offer for 11. september. Hvis terrorangrebet aldrig var sket, så var hun aldrig blevet evakueret. Og siden traumatiseret. Og derefter fået behov for at leve et liv on the wild side.
”Med tårnene faldt en hel verden, en idé og en orden sammen”, skriver journalist og forfatter Martin Krasnik i sin bog, Den skinnende by. For folk, der er født i slutningen af 90’erne og fremefter, kan det nok være vanskeligt at forstå, hvordan verden ændrede sig.
På samme måde som vi, der ikke har oplevet 2. verdenskrig, ikke helt kan sætte os ind i den periode i historien. Læse om den, jo. Men at have den mejslet ind i bevidstheden, det skal man have oplevet perioden for.
Tænk engang, hvor meget der er sket siden, også politisk. Donald Trump er blevet præsident for anden gang. Og New York har fået sin første borgmester, der er muslim. Demokraten Zohran Mamdani trådte til i januar i år. I dag, 11. september, agter han at møde op til den mindehøjtidelighed, der bliver afholdt på Ground Zero.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og