USA // DEBATINDLÆG – Som socialdemokrat ville jeg traditionelt have heppet på Demokraterne. Jeg krøllede da også sammen i fosterstilling, da Trump vandt i 2016, men nu tænker jeg anderledes. Trumps idéer er på mange måder socialdemokratisk sund fornuft, skriver socialdemokrat og formand for Dansk Regnbueråd Jesper W. Rasmussen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har ikke pludselig skiftet holdninger. Faktisk har jeg værdimæssigt været indrettet, som det fremgår af de to links – og herunder – i langt den største del af mit voksne liv. Løbende er nuancer kommet til bl.a. gennem mit arbejde som folkeskolelærer.
Man skal lære, så længe man har elever, siges det, og som lærer ved man, at eleverne sommetider oplever ting meget stærkt og ikke forstår hinanden. Det relationelle arbejde er derfor afgørende at lykkes med, hvis eleverne skal kunne optage viden og deres venskaber trives, være givende og holde.
Som alle andre var jeg blæst væk over den politisk ubeskrevne populist Barack Obama
Den samme tilgang har jeg, hvad angår Amerikas Forenede Stater: Vi skal lykkes med at forstå USA, dets borgere og lederskab på begge sider. Alt andet er demokratisk dovent og uansvarligt, men det arbejde oplever jeg, at mange danskere, høj som lav, forsømmer.
Vi får godt nok heller ikke megen hjælp fra hverken vores medier eller politiske magthavere, synes jeg, men opgaven består. Og derfor må vi selv grave og undersøge for bedre at forstå. Det arbejde har jeg gjort over en årrække ift. Trump og USA, og jeg er landet et sted, jeg ikke havde ventet. Mildest talt.
Jeg er old-school socialdemokrat med en pæn portion nationalkonservatisme i ascendanten. Jeg ligger med andre ord til højre inden for partiet, ligesom Mette Frederiksen, Kaare Dybvad m.fl. gør. Jeg tror på vigtigheden af et stort, samlende midterparti. Socialdemokratiet ligger desværre forkert på en række områder i dag, set med mine øjne, særlig når det kommer til den ekstreme kønsideologi, men jeg bliver og kæmper. Kald det bare socialdemokratisk stockholmsyndrom.
Som socialdemokrat ville jeg traditionelt have heppet på Demokraterne. Jeg krøllede da også sammen i fosterstilling, da Trump vandt i 2016, for jeg er en dansk centrist, og da jeg kender en af Barack Obamas venner, en ledende fundraiser, som blev min ven, da jeg boede i Los Angeles, blev jeg inviteret til Obamas første indsættelse.
Som alle andre var jeg blæst bagover af den politisk ubeskrevne populist Barack Obama og håbede, han kunne bringe forandring og ikke mindst forbrødring. Obama endte desværre med at skuffe fælt i sin anden præsidentperiode, hvor meget af den dybt splittende, intersektionelle nyracisme, vi ser i dag, for alvor tog fart.
Trump er med sin fejlbarlighed, sine selvmodsigelser og store kompleksitet et dybt autentisk menneske
Jeg er bøsse, og i 2022 var jeg med til at starte LGBT-foreningen Dansk Regnbueråd, som jeg i dag er formand for. Vi startede foreningen som et oprør mod identitetspolitikken, der er en post-millennial version af 70’ernes kulturmarxisme.
Efter identitetspolitikkens rangsystem (kaldet intersektionalitet) kan børn fx få irreversibelt medicinsk kønsskifte. I identitetspolitik er uforanderlige overflademarkører som hudfarve, køn, sexualitet, kønsidentitet og abilitet (handicap) afgørende for din rangering/validitet som menneske. Ikke hvem du er som menneske. Indeni.
Biden/Harris-administrationens holdning til bl.a. børnekønsskifte, som de ønsker at sikre med en føderal garanti samt det altomfattende nyracistiske, antisemitiske og kønsnedbrydende menneskesyn, der totalt har overtaget på den amerikanske (og danske) venstrefløj og i de amerikanske institutioner, blev afgørende for min politiske erkendelsesrejse. For det er etisk og moralsk forkert, det, der er sket – og hamrende farligt, som jeg ser det.
Mediernes dækning af den intersektionelle race- og kønsideologi i Danmark har været mangelfuld eller tendentiøs. Kritikken af ekstrem kønsideologi er fuldstændig fraværende fx på Danmarks Radio og TV 2. Her hyldes børnekønsskifte og kropsdysmorfi i bedste sendetid fuldstændig ukritisk. Til gengæld er Trump, siden han indtrådte i politik, blevet dækket dommedagsagtigt skingert.
En medfødt hylekor-skepsis gjorde mig dog med tiden nysgerrig: Kunne alle de mange vilde og konstante beskyldninger mod Trump være sande? Halvdelen af amerikanerne stemte jo på ham.
Stormen på Kongressen den 6. januar var en grim foreteelse, der blotlagde USA’s store indre politiske spændinger som sjældent før og viste den amerikanske forfatnings styrke …. forløbet var på ingen måde Donald Trumps ”finest hour”
Som i relationsarbejdet med børnene på skolen, begyndte jeg af nysgerrighed at praktisere det, jeg i årevis havde prædiket over for ungerne: Se mennesket i den, du er uvenner med, find de ting, I har til fælles, husk, at man ikke behøver at være enige, og at respekt for individuelle forskelle er en god ting.
Jeg kan godt lide Trumps idéer
Jeg orienterede mig om realiteterne i forhold til Trumps politiske resultater. Jeg blev klogere på dem og kunne faktisk ret godt lide dem. Det var på mange måder ”socialdemokratisk sund fornuft”, meget af det. Udsat for Amerika. Og Trump. Han var derudover helhjertet imod identitetspolitik og børnekønsskifte. Mine rynkede bryn blev langsomt til opspærrede øjne.
En ven anbefalede mig historikeren Victor Davis Hanssons velanmeldte bog The Case for Trump. Den var utroligt oplysende om Trump som politisk fænomen.
Jeg mærkede min forståelse af Trump vokse, ikke mindst via erkendelsen af, at menneskelig fejlbarlighed, uansvarlighed, narcissisme og syndig, amoralsk livsførelse udmærket kan være en side af det samme menneske, som også rummer evnen til at udvise stor kærlighed, ømhed, være en god, elsket far, kunne tilgive, have en dyb fædrelandskærlighed, enorm handlekraft – og menneskelig styrke og modstandskraft på et nærmest episk/bibelsk niveau.
Trump er med sin fejlbarlighed, sine selvmodsigelser og store kompleksitet et dybt autentisk menneske. Hans sprechstallmeisteriske prangergestalt, komplet med tåbelige, sårbart ego-drevne overdrivelsesløgne, provokerende, nedladende, sommetider hyperbolsk retorik, nuanceres og kontrasteres af alt det andet, jeg nævnte ovenfor. Han er virkelig et anti-skønmaleri af et menneske.
En af de store anstødssten ved Trump har for mange været de talrige retssager mod ham. Mange danskere sammenligner det amerikanske retssystem 1:1 med det danske – men de er vidt forskellige
Warts and all, som Oliver Cromwell sagde. Og der er endog meget synlige vorter.
Stormen på Kongressen den 6. januar var en grim foreteelse, der blotlagde USA’s store indre politiske spændinger som sjældent før og viste den amerikanske forfatnings styrke. Selv om en* demonstrant blev dræbt af politiet, så blev den konstitutionelle alvorlighed af hændelsen blæst tragikomisk op. Trump blev frikendt for ansvar i en efterfølgende rigsretssag – men forløbet var på ingen måde Donald Trumps ”finest hour”.
En af de store anstødssten ved Trump har for mange været de talrige retssager mod ham. Mange danskere sammenligner det amerikanske retssystem 1:1 med det danske – men de er vidt forskellige. USA har aldrig ansat sine ledende embedsmænd, fx statsanklagere, efter meritokratiske ansættelsesprincipper. De fører i stedet valgkamp og vælges siden ved afstemning blandt borgerne. Dommere fører ikke valgkamp, men er politisk udpeget af enten statens guvernør eller af den siddende administration til de føderale dommerembeder.
Amerikanernes måde at drive retssystem på ligger dermed fjernt fra vores. Og at drive og bemande retssystemet som amerikanerne gør, forekommer mig at være forbundet med en række ganske alvorlige risici. Det være sig både for egentlige, politisk forårsagede justitsmord og for en generel, systemisk skabt mistillid til retssystemet. Opfattelsen af, at Trump er blevet politisk retsforfulgt, er udbredt i USA.
Trump har i sit private og forretningsmæssige liv sikkert såret mange mennesker og handlet angribeligt. Det samme har Biden, Harris, Clinton, Reagan, JFK, Washington et al. givetvis også. Politik på det niveau er verdens barskeste kontaktsport, og der er nærmest nødt til ”at være noget i vejen med dig”, for at du kan vinde og blive i gamet. Mere eller mindre åbenlys narcissisme synes at være de rigueur. De er demokratiets elitesportsudøvere, dopet, grim og unfair, som sporten kan være. Det er bare sådan, det er.
Dæmonisering af folkevalgte er skræmmende nemt og en obskøn, destruktiv folkesport. Den dyrkes også herhjemme fx mod min egen partiformand, Mette Frederiksen
Givet at de alle er voldsomt uperfekte, er man i en ærlig analyse derfor nødt til at se på, hvilken politik fx Trump og Harris hver især ønsker at gennemføre og i begges tilfælde, hvilken politik de i fire år rent faktisk gennemførte eller var med til at gennemføre.
Ved en hurtig gennemgang kan nævnes, at under Trump-administrationen blev en grænsemur opført, illegal indvandring begrænset, ISIS nedkæmpet, ingen andre krige startet, økonomien var god for alle samfundslag, og Abraham-aftalerne satte en ny retning for fredsprocessen i Mellemøsten. Trump gjorde punkt for punkt det, han sagde, han ville gøre.
Vicepræsident Kamala Harris fik én stor opgave under sit vicepræsidentskab: at standse migrantkrisen. Det formåede hun ikke, og hun (og mainstream-medierne) nægter nu, at hun nogensinde har haft den opgave. Dette er selvsagt ikke en analyse, men det er det rids, mange af Trumps vælgere har på deres politiske nethinde. Det er deres oplevelse af 2016-20. Og politics is perception.
Gamle partier forandrer ofte væsen i løbet af historien. Slaveejerne i Syden var fx demokrater, og slavernes befrier, Abraham Lincoln, republikaner.
I vores moderne tid er der så sket endnu et markant værdiskifte – i begge partier – og jeg må følgelig konstatere, at hvis jeg kunne stemme til det amerikanske valg, ville jeg stemme republikansk. Ikke med glæde, men af nødvendighed i forhold til mine værdier. Og med dyb undren over, hvordan det dog gik så galt for Demokraterne og for det USA, jeg elsker og altid har været dybt fascineret af.
Dæmonisering af folkevalgte er skræmmende nemt og en obskøn, destruktiv folkesport. Den dyrkes også herhjemme fx mod min egen partiformand, Mette Frederiksen. Umenneskeliggørelse og det resulterende, irrationelle had bekymrer mig, det være sig i storpolitik eller i skolegården. For konsekvenserne kan være fatale. Bogstaveligt talt.
Det her er ikke et defensorat for Trump. Det er en politisk rejsebeskrivelse med en opfordring til dig om at kaste dig ud i samme vilde og vigtige demokratiske øvelse
Trumps bombastiske form skræmmer mig ikke længere. Jeg kan fint gennemskue den. Jeg er imidlertid skræmt af, hvor meget skadelig politik vælgerne synes i stand til at æde, blot fordi den sælges af politikere, der ”taler sproget”. Form over indhold er en af tidens farligste svøber. Forfærdende lovgivning er blevet gennemført af fløjlsbløde folkevalgte, som fx Justin Trudeau, der har kunnet negere canadisk vælgerskepsis med ”politisk lækkert hår”. Trump er ikke en sådan politiker. Og slet ikke med håret.
Det her er ikke et defensorat for Trump. Det er en politisk rejsebeskrivelse med en opfordring til dig om at kaste dig ud i samme vilde og vigtige demokratiske øvelse: at nuancere din forståelse af USA’s måske kommende præsident, Donald J. Trump, og hans vælgere. De udgør nemlig halvdelen af den amerikanske vælgermasse. Hvad du ender med at konkludere, er ikke så vigtigt. Det er undersøgelsesprocessen, der tæller. At du gør arbejdet og går til det åbent og ærligt.
Vi bruger endeløse kræfter på at få ungerne i folkeskolen til at kunne omgås hinanden og konfliktløse. Eleverne lærer, at store uenigheder er en del af livet, og de erfarer med tiden, at samstemmighed ikke er målet. Forståelse og respekt for andre og deres synspunkter er.
Det er en lærdom, jeg kunne unde flere af os aktivt at tage med ind i voksenlivet.
* Mens der ved stormen på Kongressen den 6. januar 2021, som Jesper W. Rasmussen skriver, kun var én, der blev dræbt af politiet, medregner man ofte også de fire personer, der døde i månederne efter, når man taler om dødstallet. Læs mere her.
Jesper W. Rasmussen mener ikke, at de fire efterfølgende dødsfald med rimelig sikkerhed kan tilskrives stormen på Kongressen, og derfor fremgår de heller ikke i debatindlægget.
Klik dig videre til meget mere USA-relateret stof lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
