Hverdagskarrusellens paradoks: Kender du fornemmelsen af hele tiden at være på vej videre?

i Liv & Mennesker/Sundhed af

NYTÅR // KOMMENTAR – Har du svært ved at sætte dig ned og lave ingenting, kigge ud ad vinduet og dvæle ved nuet? Mærker du følelsen af konstant at skulle nå noget uden i grunden helt at vide hvorfor, spørger Signe Neumann Andersson, der savner nærvær og tid til at reflektere i hverdagen. 

Det er mit indtryk, at mange af os haster rundt fra det ene gøremål til det andet uden at give os tid til at reflektere over, hvad vi har gang i og hvorfor, det er vigtigt for os at presse så mange aktiviteter ind i en dag, i et år, i et liv.

Kalenderen bliver fyldt til bristepunktet med arbejde, sport, mere eller mindre frivillige sociale arrangementer og opgaver for institutioner, skoler, foreninger og bestyrelser. Vi præsterer, til vi segner og klapper os selv på ryggen, imens vi beundrer det voksende antal stjerner på vores skuldre.

Hvis der er en pause til ro og refleksion, er det ikke sjældent, at vi i stedet tilbyder os selv underholdning. Vi tænder radioen under madlavningen, tjekker mobilen i toget, lytter til lydbog i bilen eller hører podcast, når vasketøjet skal foldes. Stimulanser og distraktioner af enhver art bliver flittigt anvendt.

Hvorfor er vi egentlig så forhippede på, at tingene skal gå stærkt og helst hurtigere og hurtigere. Hvorfor vil vi have mere og mere? Hvad er det, vi skal nå i sidste ende?

Jo mere vi når, jo mere vi oplever, og jo hurtigere vi gør det, desto mere tilfredse kan vi være med os selv, synes opfattelsen at være. Om aftenen, når alle fluebenene for en effektiv og produktiv dag er sat, kan vi med sindsro lægge os under dynen og føle os som gode samfundsborgere og som en del af fællesskabet.

Men hvorfor er vi egentlig så forhippede på, at tingene skal gå stærkt og helst hurtigere og hurtigere. Hvorfor vil vi have mere og mere? Hvad er det, vi skal nå i sidste ende?

Hvor er det, vi skal hen og hvad er det, vi vil væk fra?

De spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, og i forlængelse heraf dukker endnu flere op:

Er det følelsen af rastløshed på grund af tab af mening, vi forsøger at dulme? Har vores behov for at få denne ubehagelige tilstand på afstand fået tag i os som individer og i samfundet som helhed? Skete der en ændring og accelererede tempoet i takt med, at tro og spiritualitet blev tabu?

Måske prøver vi at løbe fra døden ved at forebygge, kvalitetssikre, effektivisere, dygtiggøre og udvikle os ihjel. Et skræmmende paradoks, der giver sig til kende hos mange ved dødslejet, når de siger, at det eneste de fortryder, er, at de arbejdede så meget, i stedet for at bruge tid sammen med dem, de elskede.

Med andre ord er vi nødt til at udholde rastløsheden, når den dukker op og undersøge, hvad den dækker over og hvad, der skaber den

Det er som om, mange af os først sætter et spørgsmålstegn ved tingenes tilstand, når vi rystes af livets ukontrollerbare hændelser som sygdom og tab af vores nærmeste. Først her stopper vi op, gør status og får ordentlig fat i vores inderste værdier. Det er vel egentlig ret menneskeligt, for livserfaring gør os til dem, vi er.

Men jeg synes, vores opskruede tempo har taget overhånd. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at vi går og bilder hinanden ind, at det ikke kan være anderledes.

Det tror jeg imidlertid godt, det kan. Det vil dog kræve, at vi ser nærmere på, hvad der er årsagen til tempoet og trangen til konstant at være i gang og være produktive.

Med andre ord er vi nødt til at udholde rastløsheden, når den dukker op, undersøge, hvad den dækker over og hvad der skaber den.

Netop det, synes jeg, vi skal sætte os for i det kommende årti: at dvæle mere og nå mindre.

Lad os reducere hverdagskarrusellens centrifugalkraft, så vi kan bruge kræfterne på nærvær frem for på at holde fast af frygt for at falde af.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Signe er uddannet læge og har 15 års erhvervserfaring i bagagen. Hun har stor erfaring med formidling af lægefaglig viden - både som underviser, kursusleder og skribent.

Signe skriver også gerne om temaer, der vedrører fællesskaber, menneskelig trivsel, eksistentiel psykologi- og filosofi. Det er alle sammen interesseområder, som hun håber kan blive omdrejningspunktet for den virksomhed, hun drømmer om at få op at stå.

Det ligger Signe på sinde at indføre klimavenlige tiltag i sin dagligdag - særligt for sine 3 børns skyld. Hun har måtte sande, at det kræver en del at omlægge sine vaner, trods sine gode intentioner. Især i en travl hverdag.

Signe har derfor oprettet en "forening" i sit lokalområde, hvor det er meningen, at medlemmerne skal inspirere og hjælpe hinanden med at være klimavenlige. Hun mener det er betydeligt sjovere, nemmere og mere effektfuldt at være et fællesskab, der tager skridtet ind i bæredygtighedens verden.

Signe kan kontaktes på helelinjer@gmail.com.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i
Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel