
LIVSSTIL // KLUMME – Igennem en del år har jeg kommunikeret på livet løs med mine læsere. Og jeg har opdaget noget: Når læserne er uenige, bruger de ofte min socioøkonomiske status som skældsord. Og det virker, fordi man i vide kredse bliver set som suspekt, hvis man er alt for rig. Og naturligvis til grin i øvrigt, hvis man vil kaldes ”progressiv” – ikke bare på venstrefløjen. Også de borgerlige skælder en ud for ”virtue signalling”. Man lader bare, som om man er ”en af de gode”, for man burde vide bedre.
For nogle år siden skrev jeg på opfordring en artikel til magasinet ELLE. Den hed ”Er du klog eller pæn”. Det er en velkendt kliché, nogle vil måske endda kalde den slidt – også lang tid før Katherine Diez – at kvinder og især piger ofte må vælge: Er du lækker, er du nok en blæst blondine, men hvis du er seriøs og ikke så pæn, er du nok lidt af en nørd og muligvis endda klog?
Jeg interviewede flere kvinder, der dengang bekræftede denne fordom.
Alle ved, hvem vi taler om. Det var os, der tabte valget i USA i 2024 i øvrigt. Der er mange, mange flere af de andre
Modsætningen mellem ”krop og ånd” er som nævnt klassisk og beskrives fantastisk præcist i Louise Zeuthens skønne bog Krukke om Suzanne Brøgger, der som ung skribent leverede reportager fra verdens daværende brændpunkter til Politiken, samtidig med at hun skrev artikler til modeblade.
Den unge Brøgger blev i intellektuelle kredse mødt med foragt, fordi hun, som Zeuthen skriver, ikke ”havde fuldskæg og var akademiker”, men gav den i rollen som nøgenmodel ved siden af arbejdet som forfatter.
At få kritik for, at man umuligt kan have noget hjemme på den øverste etage, hvis man interesserer sig for krop eller udseende, er ikke forbeholdt kvinder.
Det er samme modsætning, som er på spil, når Joachim B. Olsen i sin tid fik tildelt øgenavnet ”kuglestøderen”. Dovent erstattes en kritik af det politiske budskab med en nedvurdering af kroppen som det, der fortæller historien om, at manden ikke var en seriøs politiker.
SMS: Bliv væk fra Folkemødet dit overklasseløg
Jeg kom til at tænke på artiklen i ELLE og eksemplerne med Brøgger og Olsen, som jeg tidligere har beskrevet, fordi jeg sidste år blev skældt ud i en anonym SMS for at være ”overklasse”. Afsenderen mente, at jeg burde holde min mund lukket og blive i USA – og i hvert fald ikke tage på Folkemøde.
Forestillingen om, at man – ligesom man ikke kan være ånd og krop på en gang – ikke kan være et godt menneske i Danmark, hvis man er velbeslået, stortrives især på venstrefløjen. Overklassen er de onde. De ressourcesvage er derimod gode (samtidig med, at det er synd for dem).
Når man går ned og ser lidt nærmere på kasserne, bliver begreberne imidlertid noget løse i fugerne, for hvad med den selvstændige tømrer, der ikke har andre i sit brød, men som via lidt smart sort arbejde ved siden af sin succesrige virksomhed er stenrig?
Når det er sagt, er det faktisk et stykke tid siden, jeg sidst er blevet skældt ud med selve ordet ”overklasse”.
Det forekom ganske regelmæssigt på min gamle arbejdsplads, Dagbladet Information, hvor mange af mine (i øvrigt herlige) læsere som en refleks mente, at man måtte være en ondsindet tølper, hvis man havde mange penge; og i hvert fald have udnyttet andre, mere ædle eksistenser – såsom fattige eller i hvert fald ”arbejderklassen”.
Opdelingen skete uden, at det nødvendigvis blev nærmere udspecificeret, hvem der kunne kvalificere til medlemskab af disse kategorier – og den reaktion kan man ikke altid fortænke læserne i, for hvis man har været en del af den danske venstrefløj hele sit liv, er denne modsætning en, man er flasket op med og ikke nødvendigvis en, man har haft brug for at tænke over, eftersom alle andre rundt om en har været rørende enige.
Men ens borgerlige venner kan også sagtens skælde ud. For hvis man er ved muffen økonomisk, men stiller sig på venstrefløjens side og vil være grøn og ligestillingsorienteret, så er man nemlig bare en virtue signalling idiot. Altså en, der gerne vil skilte med sin progressive status, selvom man jo burde mene noget andet, forstår man.
Ser man nærmere på kasserne, bliver begreberne imidlertid løse i fugerne, for hvad med den selvstændige tømrer, der ikke har andre i sit brød, men som via lidt smart sort arbejde ved siden af sin succesrige virksomhed er blevet godt polstret? Eller konsulenten, der også har egen virksomhed, men som heller ikke er arbejdsgiver.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at de begge har udnyttet deres kunder, der har betalt overpris for ydelser, men hvis man samtidig har knoklet som et bæst 70 timer om ugen i årevis, er det alligevel lidt besværligt at få billedet af den onde kapitalist med hatten til at stemme.
Privilegieblind er smartere som skældsord end ”rig”
Man kunne også bruge betegnelsen ”småborger” (la petite bourgeoisie ifølge Karl Marx, men hvem taler overhovedet fransk på venstrefløjen længere?).
Hvad med den fastansatte journalist i København, der med sine otte ugers ferie, ret til orlov, 37 timers arbejdsuge med betalt frokost, hæve-sænke bord og ca. 40.000 kroner i månedsløn?. Hen kan da umuligt være en del af sultens slavehær. Men på den anden side bliver hen sjældent kaldt ”overklasse”
Og hvad med den virkelig velhavende topembedsmand, departementschefen med villa og net bondehus i Provence? Han har jo aldrig sådan rigtig direkte udnyttet nogen.
Eller den fastansatte journalist i København, der med sine otte ugers ferie, ret til orlov, 37 timers arbejdsuge med betalt frokost, hæve-sænke bord og ca. 40.000 kroner i månedsløn? Også selvom der – indrømmet – p.t. bliver færre og færre af lige den slags. Men du kender typen. Hen kan da umuligt være en del af sultens slavehær. Men på den anden side bliver hen sjældent kaldt ”overklasse”.
Det hele peger nok på, at marxismen har kendt bedre dage.
Muligvis derfor er der da også inden for de seneste år kommet betydeligt bedre betegnelser. Man kan fx bare bruge den udbredte term, ”privilegieblind”, der både er langt mere præcis og malende, og som ud over at danne bedre billeder på folks nethinder også har den fordel, at den kan bruges om såvel den kreative, kulturelle, politiske som den økonomiske overklasse.
At betale for fortidens synder
Det plejer ellers godt nok at være ”den hvide mand”, der per automatik sidder på flæsket, men som en venindes søns amerikanske klasselærer siger det med sin T-shirt: ”The future is female”.
Det synes drengen godt nok ikke er så fedt, men det er bare tough shit. Den 14-årige må bære byrden for sine forfædres synder, og eftersom Fortune 500-indekset fortsat formelig bugner med hvide, halvgamle mænd, er der ikke noget at gøre ved det.
”Det er ligesom med en hel generation af tyskere,” forklarede min veninde mig. De har jo heller ikke gjort noget, men de betaler af på regningen for nazisterne. Men betaler af på fortiden. Drengene er havnet som collateral damage på en historisk kønsslagmark
Drengen må lide, fordi hans forfædre har mæsket sig, forgrebet sig på yngre kvinder, nydt og dermed syndet, mens de har leget overherrer. Den unge mand betaler prisen, mens ungdomsgenerationen af kvinder cykler derudad og nu i de amerikanske storbyer tjener langt mere end de unge mænd.
Og derfor – kan man tilføje – stemmer flere og flere af dem på Trump og elsker Jordan Peterson – eller synes, ligesom Mark Zuckerberg, at ”maskuline dyder” er nedvurderede.
”Det er ligesom med en hel generation af tyskere,” forklarede min veninde mig. De har jo heller ikke gjort noget, men de betaler af på regningen for nazisterne. Men betaler af på fortiden. Drengene er havnet som collateral damage på en historisk kønsslagmark.

”Det giver totalt mening,” tænkte jeg, selvom jeg ikke kan lade være med at have lidt ondt af mine egne tre drenge. Men de må håbe på at blive godt gift, trøster jeg mig med.
Nuvel – det var en omvej, men sådan er det ofte med privilegier. Lige pludselig diskuterer man noget helt andet.
Da jeg her i POV for år tilbage skrev en klumme om, hvor herligt det var at forbruge med Amazon her i USA, hvor de digitale varehylder flyder over med tilbud, og hvor det, man bestiller, kommer til ens dør dagen efter, gik nogle af POV’s læsere også i bro og hvæsede, at jeg skulle skamme mig over min overflodslivsstil.
Flere bedyrede, at de aldrig nogensinde – som i aldrig – skulle nyde noget af at handle i den skatteunddragende Jeff Bezos’ imperium, og jeg var kynisk nok til at svare, at det får vi jo at se. For i alle andre lande flokkes forbrugerne om Amazon-kalven, og mon nu danskerne er meget anderledes? Jeg tvivler, det må jeg erkende.
En meget klog ven, jeg har, bemærkede til denne strøm af bebrejdelser, der blev nedkaldt over mit syndige, storforbrugende hoved, at det ikke var logisk, fordi, som han sagde: ”Overklassen i USA er jo netop dem, der bruger de døddyre fancy små specialbutikker og lækre boghandler, mens de fattigste ikke har råd.”
”Hvem tror du betaler for, at du kan få de ting så billigt?” spurgte et par kvinder retorisk (som selv ikke drømmer om Ole Henriksens produkter, må man gå ud fra). Det stod klart i konteksten, at de selv mente at kende svaret. ”DET ER DE FATTIGE, der betaler for dit urimelige luksusliv.”
Det var godt set. Det er den lavere middelklasse, der (ud over Bezos selv) har haft mest gavn af Amazons nethandel, hvor man pludselig kan få en masse ting meget billigere, som kun de mest velstillede har haft mulighed for at erhverve sig tidligere
Men det er heller ikke godt, forstod jeg på læserne. Ud over at alt det forbrug også går ud over klimaet.
”Hvem tror du betaler for, du kan få det så billigt?”
Da jeg – igen muligvis en kende for begejstret for den danske smag, hvor man jo helst holder sig ved jorden, for det tjener en bedst, som vi ved fra Grundtvig – fortalte, at man, dvs. jeg, også kunne købe Ole Henriksen cremer til 8 dollars (ca. 56 kroner) henne i min lokale outlet, og morede mig over, at den samme creme kostede 295 kroner i Danmark, fik jeg også nogle meget oprørte bemærkninger med på vejen:
”Hvem tror du betaler for, at du kan få de ting så billigt?” spurgte et par kvinder retorisk (som selv ikke drømmer om Ole Henriksens produkter må man gå ud fra). Det stod klart i konteksten, at de selv mente at kende svaret: ”DET ER DE FATTIGE, der betaler for dit urimelige luksusliv.”
Mit svar om, at det da er alle dem, der lader sig groft snyde af luksusmærkevarer-producenterne (undskyld, Ole H.) og betaler en grotesk overpris for en lille dåse creme, der sikkert koster 10 kroner at fremstille, der bliver snydt her, nød til min overraskelse ikke fremme på POV’s væg på Facebook, hvor diskussionen udfoldede sig.
Ens sociale formkurve har godt af at være på røven – gennem modgang bliver man, som amerikanerne siger ”relatable”. Andre kan forholde sig til ens trængsler
Og så er vi fremme ved pointen i alt det med overklassen og underklassen og de privilegieblinde. For om end der findes enkelte gode rige mennesker (sådan nogle som enkefru Plum, der i det danske gav sine penge til en fond, som begavede et væld af gode formål på venstrefløjen, indtil en advokat formøblede det hele bort og huskede at betale sig selv så rigeligt), så bliver det ikke anderledes i Danmark.
De rige er onde. De fattige er gode mennesker. For gennem lidelse bliver man ædel og større, man polerer sin aura, så den skinner. Mens man ved vellyst, forbrug og en let gang på jorden bliver måske ikke sort i sjælen, så i hvert fald gennemsigtig og profilløs.
Og nej, jeg taler naturligvis ikke om, hvorvidt man faktisk har et nemt og muntert liv, for det har man som bekendt ikke, når man er fattig. Man har det ganske rigtigt ofte ad helvede til; jeg taler om den kulturelle figur, myten om det gode og fattige menneske, der i sin karikatur er lige så håbløst som forne tiders illusioner om ”den ædle vilde”.
Mine kritikere har ret. Jeg tilhører den ene procent. Jeg køber balkjoler
Nuvel – hvad er pointen?
Egentlig blot at gå til bekendelse og erkende. Jeg har tænkt over det i årevis, fordi jeg jo selv er rundet af venstrefløjen og dermed har pisket mig selv med skorpioner (nå ja – af og til i hvert fald) over det med overklassen. For mine kritikere har ret. Jeg tilhører den ene procent. Jeg køber balkjoler.

At jeg også arbejder som en hest – og at min bedre halvdel arbejder endnu mere, vel en 70-80 timer om ugen – er sagen uvedkommende. At vi selv betaler for universitet, sygesikring og meget andet, er kun rimeligt. Og i øvrigt – som en person meddelte mig på Messenger i forrige uge – så er min mands arbejdsgiver ”en del af Trumps nye kleptokratiske oligarki”. Hold da op – selvom hans administrerende direktør endda var stor Hillary Clinton-donor tilbage i 2016.
Nå, men selvom jeg til mine dages ende vil kalde mig selv venstreorienteret, når jeg bliver spurgt – jeg er også tilhænger af diversitet, en grøn miljøpolitik, barselsorlov, ligestilling og EU og så videre ad nauseam – så er jeg også klassisk liberal (hvilket i USA heldigvis for mig betyder ”progressiv”). En kombination, der i øvrigt bliver kritiseret i mange lande, hvor det nok kan være helt i orden at være velstående, så længe man bare så også er borgerlig.
Er man det ikke, bliver man i Storbritannien benævnt champagne socialists, på fransk la gauche caviar, i USA taler man om limousine liberals, i Sverige hedder det rödvinsvänster, og da jeg var barn, talte man om kystbanesocialister i det danske, et ord, der er gået ud af sproget – muligvis til fordel for café latte-folket, ramsløgsspisere, speltsegmentet eller Richards Floridas den kreative klasse.
Eller bare dem, der befinder sig i Inger Støjbergs københavnske saloner.
Alle ved, hvem vi taler om. Det var os, der tabte valget i USA i 2024 i øvrigt. Der er mange, mange flere af de andre.
Denne klumme blev oprindeligt publiceret 15. juni 2018, men er revideret 30. januar 2024.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.