LIV & MENNESKER // KLUMME – Nærvær og personlige holdninger er en kontrolleret disciplin i taxibranchen. Det ved taxamand alias Jesper Grunwald alt om. Han har gennem tiderne kørt med alle holdninger fra forstenede racehadere til erklærede revolutionære. Og en enkelt søn af en boliviansk koka-avler. At køre taxi handler om effektiv persontransport under rolige omstændigheder. Politisk og værdimæssigt.
Bekendelsesløs udveksling kunne man sige. Målet er jo, at der ikke opstår konflikter mellem kunder og chauffør. Men der bydes på overraskelser.
Næste kunde bliver en god anledning til en snak om andet end dagen og vejen. Det er fyraften, og turen er bestilt til en adresse, der huser en stor, udenlandsk ejet produktions- og salgsvirksomhed.
Dialog – altså, hvis jeg skyder rigtigt. Mine gæt er min egen lille sportsgren i det daglige taxiarbejde – altså at forudsige behov hos næste kunde, allerede inden jeg har mødt vedkommende. Jeg plejer at sammenligne det med et af den digitale tidsalders buzzwords: big data. Gennem 10 år har jeg samlet en enorm mængde data, som i første omgang ingen orden har. Med tiden og med flere data kommer erfaringerne.
Nogle er temmelig banale. Hvis der kommer en bestilling lørdag ved 23-tiden til et villaområde i de nordlige forstæder – og jeg kan se, at bestilleren hedder Magnus – er det mit gæt, at navnet signalerer ungdom. Der er stor sandsynlighed en tur til bymidten i vente. Forventningsfuld og oppe at køre. Hvis bestillingen derimod ligger kl. 04.30, er stikordet formentlig “stangvissen”.
Der er guld i luften
Med tiden kommer den mere avancerede erfaring. Når bestillingen kommer en fredag eftermiddag til en arbejdsplads, og der er et udenlandsk navn på, er det meget ofte en ”lufthavnstur”. Fra lufthavnen får jeg sandsynligvis mulighed for at køre en anden kunde retur til byen eller de nordlige forstæder. Der er guld i luften.
Jeg troede, jeg havde styr på mine big data, for taxien en bestilt af en dansker. Men jeg tager fejl. Han foretog opkaldet, men taxien er ikke til ham men til to udenlandske kolleger – en franskmand og en tysker, der begge skal ind på to hoteller i bymidten.
Det sværeste ved at være venstreorienteret i Danmark er, at det sgu går ret godt …
De er veloplagte og dialogorienterede efter en lang dags drøftelser – bl.a. af den kendsgerning, at deres virksomhed er overtaget af en japansk gigant-koncern. Der er blevet talt om virksomhedskultur og fremtidige strategier.
Det er tidligt på min vagt, og jeg er voldsomt veloplagt. De taler engelsk til mig og lidt småblæret fortæller jeg dem, at jeg slipper for at tage stilling til, om vores dialog skal være germansk eller frankofil. Jeg taler ”turistfransk” – og flydende tysk qua min prøjsiske baggrund.
De smiler, og scenen er sat.
De spørger til, hvad min tidligere beskæftigelse er, når jeg nu taler flere sprog, og så får de historien om springet fra chefgangene til det søde liv i hyrevognen.
Ja, scenen er sat – til en dialog på lige fod.
Jeg har gennem tiderne haft meget længere og mere givende diskussioner om samfundsforhold, når jeg kører med forretningsfolk frem for med politikere. På denne tur snakker vi om Danmark og vores ”konsensuskultur”, hvor vi er ret gode til at blive enige i sidste runde. Uden at sætte min egen politiske holdning i spil siger jeg: ”Det sværeste ved at være venstreorienteret i Danmark er, at det sgu går ret godt …”
Den griner vi alle tre ad.
Men tag nu ikke fejl.
Jeg tager aldrig disse diskussioner med vildtfremmede mennesker i taxien uden brug af mine big data. Med en forsigtighed, fordi det her er en professionel transportopgave – ikke et politisk vækkelsesmøde. Jeg kører med en tysker og en franskmand fra den velstillede middelklasse i hvert af de to lande, og jeg antager, at der er forskel på værdierne hos den proletariserede klummeskriver og de to erhvervsfolk. Her skal man vist være idiot for ikke at gætte rigtigt.
Så er vi nået til den enes hotel i midtbyen. Vi stiger ud, og jeg giver ham den blanke flight-kuffert. Han stikker næven frem og siger tak for en hyggelig tur og en interessant samtale.
Nu er jeg alene med franskmanden, der i eftermiddagens svage lys godt kunne ligne en lidt fuget udgave af Alain Delon i slutningen af det forgangne århundrede. En smuk, moden mand med et karakterfuldt ansigt.
Der er en smule stemning af ”gensynet-mellem-gamle-venner”, da han er tilbage i den lune taxi. Det er mig, der lægger ud med religionen
Vi er nået til emnet – indvandring. Det er nyt for ham, at Danmark er lidt af en høg i det spørgsmål, selv om vi har centrum-venstre-flertal her i landet.
Men her er konsensuskulturen igen. Selv den politiske buldren kan ikke skjule, at der er et bredt flertal for en stram udlændingepolitik.
Jeg placerer ikke mig selv i den debat men agerer snarest som en lidt berøringsangst journalist, der ikke vil fornærme kernelæseren. Jeg ved jo, at diskussionerne om fremmede kulturer og religioner er hårde i Frankrig, som både har en solid kolonialistisk fortid, og at modbydelige terrorhandlinger har skærpet konfliktfladen mellem det formelt sekulære Frankrig og religiøs fanatisme. Og at der er bydele i landet, hvor kulturerne lever i en slags aggressiv arms control.
Men uanset min kundes politiske ståsted i landet, hvor alle går på gaden og demonstrerer for et godt ord, og hvor den yderste højrefløj har tag i folket langt op i middelstanden, har vi en spændende samtale mellem to livs- og samfundsinteresserede, modne herrer.
Min nye ven og hans hemmelighed
Vi må stoppe diskussionen lige inden emnet religion, da vi er nået frem til hotellet.
Om jeg vil vente på, at han får tjekket ind og er klar til at køre ham til en af byens fine restauranter senere? Vente et kvarters tid med tændt taxameter, fordi turen har været god og samtalen spændende?
Mit svar er et indlysende ja.
Der er en smule stemning af ”gensynet-mellem-gamle-venner”, da han er tilbage i den lune taxi. Det er mig, der lægger ud med religionen. Jeg fortæller ham, at jeg tilhører den danske folkekirkes frisindede del. At jeg er grundtvigiansk opdraget, hvor vi gerne i min mormors hjem tog en sildemad og en øl med snaps, når valgmeningspræsten havde talt. Grundtvig med valgsproget ”Mennesket først – kristendommen så”.
Jo, jo vi tror på gud, ”men ikke så det gør noget” – for nu at manipulere det gamle Poul Schlüter-citat om at være konservativ.
Nu holder vi foran restauranten, hvor den god stemning presser sig gennem vinduerne mod den regnvåde gade. Men jeg må lige nå mit sidste spørgsmål til ham:
Jeg fortæller stort set aldrig denne baggrundshistorie til nogen
– Har du noget tilhørsforhold i religiøs henseende?
Han tøver kort og kigger på mig i spejlet. Jeg fortjener et svar, synes han helt tydeligt, når vi nu har haft vore interessante dialog.
“Jeg er konvertit. Jeg skiftede til Islam for mere end 25 år siden for at jeg kunne gifte mig med min indonesiske kone. Hun er mor til begge mine studerende drenge. Det var nødvendigt for hende og hendes familie. Men jeg praktiserer ikke. Jeg er ikke specielt religiøs”.
– Og din kone?
“Jo, hun overholder nogle af reglerne og højtiderne – men ikke specielt stramt”.
– Og dine drenge?
“Jamen, de er jo i sagens natur muslimer. Men de praktiserer ikke”.
Vi er så tæt på hinanden, at jeg må stille et sidste spørgsmål, når jeg tager de religiøse spændinger i Frankrig i betragtning.
– Men sig mig, bliver du nogensinde generet af dine omgivelser når folk finder ud af, at du er muslim. Altså midt i korstogene fra den ene og den anden side.
“Jeg fortæller stort set aldrig denne baggrundshistorie til nogen, der ikke er i min nærmeste kreds. Slet ikke i disse år”.
Jeg stiger ud mylderet på den befærdede gade. Holder døren – og på hemmeligheden.
Denne gang er det mig, der stikker hånden frem og siger tak for en god tur. En væsentlig samtale mellem venner – uden at vi kender hinanden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her