SYRIEN // REPORTAGE – I Aleppo vokser kløften mellem den nye syriske magtelites løfter og lokale realiteter. I millionbyens kurdiskkontrollerede områder tydeliggøres betydningen af det magtfulde mindretals rolle i fremtidens Syrien.
ALEPPO – Bag et skrivebord i et ualmindeligt stort kontor sidder den øverste lokale magtudøver i Syriens næststørste by. Borgmesteren i Aleppo, Mohammed Ali Al-Aziz, er udpeget af det nye HTS-styre i Damaskus.
HTS (Hay’at Tahrir al-Sham) er oprørsgruppen, som i december 2024 tog magten fra den mangeårige syriske diktator Bashar Al-Assad efter en lynoffensiv på to uger. Gruppen er klassificeret som en terrororganisation af både EU og USA, men har i snart ni måneder siddet på magten i størstedelen af Syrien.
Mens fingrene trommer hvileløst på skrivebordet, modtager han POV International til en samtale, der på borgmesterkontorets forlangende som udgangspunkt ikke må være politisk.
Men som alligevel hurtigt bevæger sig ind på Aleppos måske mest politiske spørgsmål: de kurdiske kvarterer, Sheikh Maqsoud og Achrafieh.
De to kurdisk-dominerende nabolag består af omkring 200.000-300.000 indbyggere og administreres af det kurdiske selvstyre DAANES. I praksis befinder det sig udenfor såvel lokalmyndighederne i Aleppo som centralregeringen i Damaskus’ kontrol. Med andre ord: en problematisk parentes i de nye magtudøveres legitimitet.
Spørgsmålet om, hvad der skal ske med kurderne, også er et spørgsmål om, hvad der skal ske med Syrien
”Jeg vil sammen med byrådet i Aleppo varetage administrationen af de to nabolag, Sheikh Maqsoud og Achrafieh. Vi sørger for mad, infrastruktur og elektricitet, og så fjerner vi checkpoints fra det gamle regime. Det er meget vigtigt,” fortæller Mohammed Ali Al-Aziz, mens flere unavngivne folk finder sig til rette i lokalet og lytter med på samtalen.
”Assad negligerede Sheikh Maqsoud. Vi gør det modsatte. Vi lytter og samarbejder med lokaladministrationen.”
Få kilometer fra borgmesterpaladset har piben dog en anden lyd. I et byrådskontor i Sheikh Maqsouds kurdiske selvadministration fortæller områdets viceborgmester, Ahmad Al-Abdullah, hvordan afstanden mellem ord og handling bliver længere og længere, når det kommer til forhandlinger med de nye syriske magthavere.
”Jo, vi har udmærkede relationer til borgmester Mohammed Ali Al-Aziz, men myndighederne i Aleppo har ikke sendt nogen form for hjælp til os. Intet. Og det på trods af, at vi har en aftale med dem. Så nej, det er klart, at vi kan ikke stole på myndighederne i Aleppo, og vi kan heller ikke stole på HTS-regeringen i Damaskus,” fastslår han siddende under portrættet af den kurdiske leder, Abdullah Öcalan, som har været fængslet i Tyrkiet siden 1999.
Et portræt, som ikke er til at overse, uanset hvor man bevæger sig hen i området.
Konflikten i Aleppo er ligeledes en problematik, som overskrider byens grænser. Det er en konflikt mellem et nyt regime og en kurdisk minoritet med så stærk en magtbase, at spørgsmålet om, hvad der skal ske med kurderne, også er et spørgsmål om, hvad der skal ske med Syrien. Men først må man forstå, hvilken betydning det kurdiske folkeslag egentlig har i dagens Syrien.
De syriske kurdere er velorganiserede
Det kurdiske mindretal i Syrien består af 2-2,5 millioner mennesker. De lever hovedsageligt i den nordøstlige del af landet, men også i små enklaver rundt om i landet som eksempelvis i Aleppo. Kurderne erklærede selvstyre i 2012, og den dominerende politiske gren PYD har stærke forbindelser til PKK, det kurdiske arbejderparti i Tyrkiet.
Rent forsvarsmæssigt udgør det i årevis amerikanskstøttede SDF den militære gren, og mindretallet udgør alt andet lige en betydelig magtfaktor i Syrien.
”Kurdernes betydning for Syrien som et forenet land er blevet mere og mere tydelig siden Assads fald. Kurderne er en særdeles velorganiseret befolkningsgruppe, og mange andre syriske minoriteter ser op til dem på grund af deres demokratiske selvstyre og sammenhold,” fortæller Mustafa Kemal Topal, adjunkt ved Institut for Menneskerettigheder på RUC.
Fra sit kontor i Roskilde beskæftiger han sig indgående med de kurdiske mindretal i Mellemøsten og understreger kurdernes betydning for den midlertidige syriske præsident Ahmed Al-Sharaa og hans HTS-styre:
”Det nuværende styre i Damaskus kan simpelthen ikke opnå legitimitet uden kurderne. Men kurderne er rent militært stærkere end regeringen, hvis hær består af måske 70.000-80.000 soldater, hvorimod kurderne nærmer sig de 100.000.”
Det nuværende styre i Damaskus kan simpelthen ikke opnå legitimitet uden kurderne
Alligevel befinder kurderne sig på visse punkter i en knibe. I Syrien er det nemlig ikke kun indenrigspolitiske kræfter, der tegner landets fremtid. Amerikanske ønsker om at legitimere præsident Ahmed Al-Sharaas magt, kombineret med en stor tyrkisk indflydelse på regeringen, tvinger det kurdiske mindretal ud i spørgsmålet om, hvorvidt man bør forsøge at slutte fred med de syriske magthavere, eller om man fortsat bør kæmpe for et autonomt kurdisk selvstyre.
”Det er repræsentativt at se det kurdiske problem ud fra situationen i Aleppo. Det er en sammenhæng, der går på tværs af landet. Hvis kurderne laver noget i Raqqa, hævnes det i Sheikh Maqsoud, og det tydeliggør blot kompleksiteten i de her mange konflikter,” siger Mustafa Kemal Topal.
Tilbage i bydelen Sheikh Maqsoud ses der også med skepsis på en fremtidig relation til HTS-styret.
”De anser os for at være terrorister. Hvorfor? Fordi det nye regime er præcis som det gamle,” fortæller 23-årige Shams Saad Al-Din.
Hun er jurastuderende og har boet i nabolaget hele sit liv. Som aktiv i kvindeforeningen Yektixa Jinên Ciwan, som ligger i et undseeligt hjørne af Sheikh Maqsoud, beskriver hun med vred dirren i stemmen en forskelsbehandling, der snarere synes at trække parterne længere fra hinanden end omvendt.
”Jeg risikerer at blive arresteret, når jeg går fra Sheikh Maqsoud og ind i Aleppo. De mener ikke, at kvinder skal have rettigheder, og når jeg så ovenikøbet er både kurder og kvindeforkæmper, går der ikke lang tid, før sikkerhedsstyrkerne stopper os.”
”Assad ville gøre os til arabere. Det er det samme, som sker nu. De vil ensrette hele landet, men Syrien består af mere end én etnicitet og én religion”
Bashar al-Assad mistede magten i december 2024, og det fik det syriske folk til at se frem til forandring. Men nu, næsten ni måneder senere, synes nutiden at gentage fortidens mønstre. De strukturelle uligheder består, og i de kurdiske enklaver, som Sheikh Maqsoud, mærkes det tydeligt.
Langs de grusede veje i området ligger et fælleshus, som fungerer som samlingspunkt og frirum for kvarterets unge. I et af rummene sidder en gruppe kvinder og mænd i rundkreds. Foran dem står Manaf Jaffer, tidligere engelsklærer og i dag aktiv i arbejdet for ligestilling og kurdernes rettigheder.
”Assad ville gøre os til arabere. Det er det samme, som sker nu. De vil ensrette hele landet, men Syrien består af meget mere end blot én etnicitet og én religion.”
Stemningen i lokalet er intens, og Manaf Jaffer taler tydeligt og med en vis iver, når han sætter ord på den kollektive frustration.
”Vi er klar til at finde fælles løsninger, men det skal gå begge veje. Jeg tror stadig, at forandring er mulig, men kun hvis vi insisterer på den. Og det begynder med en ny forfatning.”
Tilbage på det store kontor i borgmesterpaladset i Aleppo lyder en anden version af virkeligheden. Her insisterer borgmester Mohammed Ali Al-Aziz på, at der arbejdes på at skabe et inkluderende og ligeværdigt samfund.
”Jeg arbejder sammen med alle religioner og etniske grupper for at kunne skabe et nyt Aleppo,” siger han og fortsætter:
”Der er 117 kvarterer i Aleppo, hvor alle behandles ens. Hvert kvarter har en mukhtar, en høvding, som bestemmer, og som er vores bindeled til folket i det pågældende kvarter. Mukhtaren er folkets stemme.”
Ahmed Al-Sharaa ved, at han har brug for kurderne. De er nøglen til legitimitet, både internt og over for det internationale samfund
Alligevel står de to virkeligheder langt fra hinanden. For hvem skal man tro på, når der ikke længere er overensstemmelse mellem ord og handling?
Ifølge adjunkt Mustafa Kemal Topal er det ikke nødvendigvis de lokale myndigheders vilje, der står i vejen for samarbejdet, men snarere presset udefra. Særligt fra Tyrkiet.
”Det er vanskeligt at vurdere pålideligheden hos parterne, men jeg tror, at den kurdiske side er mere troværdig. Hvorfor skulle de lyve, hvis de rent faktisk modtog fødevarer og støtte?”
Mustafa Kemal Topal peger på, at HTS-regimet i udgangspunktet ønsker at overholde aftaler med kurderne, men bliver presset til kursændringer efter møderne med mindretallet. Her har tyrkiske rådgivere ifølge ham stor indflydelse og arbejder aktivt for at svække kurdernes position.
”Borgmesteren i Aleppo har sandsynligvis mange tyrkiske rådgivere, som presser på for at lukke ned for kurderne,” siger han.
Selv hvis HTS forsøger at holde sig til aftalerne, risikerer de, at adgangen til vand og forsyninger lukkes ned fra tyrkisk side.
”Ahmed Al-Sharaa ved, at han har brug for kurderne. De er nøglen til legitimitet, både internt og over for det internationale samfund,” fortæller Mustafa Kemal Topal.
Mellem håb og sekteriske spændinger
I balancegang mellem modstridende interesser forsøger borgmester Mohammed Ali Al-Aziz at navigere mellem de mange aktører. Det er pragmatismens kunst, hvis ambitionen er at styrke båndene mellem Aleppo og Sheikh Maqsoud uden at lade sekteriske skel dominere.
”Det handler om, at vi respekterer, at sekterne er der, og at vi respekterer deres forskellighed. Det gamle regime gjorde det modsatte. De forsøgte at så splid,” siger borgmesteren.
En holdning, som viceborgmester i Sheikh Maqsoud Ahmad Al-Abdullah i udgangspunktet deler, men han ser i praksis, at regimet handler anderledes.
”Syrien glider gradvist over i et mønster af sekteriske spændinger. Konflikterne mellem HTS og regioner som Suweida og Latakia viser tydeligt, at etnicitet og religion spiller en altoverskyggende rolle, mens regeringen i Damaskus i stigende grad mister grebet,” siger Ahmad Al-Abdullah.
Horisonterne i det syriske samfund er åbne, men det er uklart, om det er nye veje, der anes i det fjerne, eller blot gamle mønstre i ny forklædning.
Håbet, derimod, står klart for den kurdiske viceborgmester: ”Vi håber allermest, at fremtidens Syrien bliver et fredeligt Syrien. Vi ønsker en føderal stat, der anerkender basale menneskerettigheder, og som anerkender det kurdiske folkefærd.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og