LEDELSE & CORONA // POV BUSINESS – Hjemmearbejde foran computeren er nødvendig under Coronakrisen, men ingen kan fysisk eller psykisk holde til at glo ind i en skærm otte timer om dagen. Ledere må justere krav og rutiner, så det digitale arbejde bliver menneskeligt bæredygtigt, skriver Mille Sjøgren i en opfordring til dem med lederansvar.
Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære direktører, virksomhedsejere, arbejdsgivere, mellemledere og alle jer andre, som holder medarbejder-Danmarks skæbne i jeres hænder.
Vil I ikke nok være søde at få jeres ansatte væk fra computerne? Ellers dør de både fysisk og psykisk, og de kommer ikke tilbage på arbejde som hele mennesker, når det igen er muligt at være sammen.
Når jeg ser mig omkring blandt venner, kollegaer og familiemedlemmer, ser jeg mennesker, som er presset helt ud på eksistensgrænsen af at leve under COVID-19. De er kede af det, stressede, deprimerede og både fysisk og psykisk kørt helt ned under gulvbrædderne. De har simpelthen mistet motivation for at arbejde.
Hvis folk ikke kommer væk fra computeren, ud i luften, mærker lyset og får trukket vejret dybt ned i lungerne, kommer medarbejder-Danmark tilbage på arbejdspladserne som krøblinge
Pandemien bærer selvfølgelig en stor del af ansvaret, men situationen bliver kun gjort værre af arbejdsgivere, som forventer, at deres medarbejdere præsterer det samme som normalt under disse unormale tider.
Danskerne har metaforisk fået brækket det ene ben af pandemien, og arbejdsgiverne står og slår på det andet ben med en kæp – folk kommer til at falde, og de kommer til at falde tungt.
Devisen ser for mange arbejdsgivere ud til at være, at folk dagligt skal sidde otte timer foran skærmen med en kalender booket op med Team-møder, Zoom-samtaler og Skype-opkald. Tilsæt to børn med hjemmeundervisning og et soveværelse, som er omdannet til interimistisk kontor til to, og så lyder det som begyndelsen på en dystopisk fremtidsfortælling i forskellige nuancer af grå.
Fuldtidsarbejde foran computeren dræner
Jeg er hverken læge eller psykolog, men jeg vover mig alligevel ud på isen og påstår, at ingen kan holde til at glo ind i en skærm så mange timer om dagen.
Cykelturen til arbejdet, de fysiske møder, samtalerne i kitchenettet, fyraftensøllen og den hyggelige sludder på vej op mod stationen efter en god arbejdsdag er erstattet af computerskærm, computerskærm og computerskærm.
Det virker til, at mange ledere tror, at man kan erstatte timerne i en normal arbejdsdag med timerne i en digital arbejdsdag 1:1. Det kan man ikke, og det er ikke fair at bede om det.
Har du nogensinde mødt nogen, som rejser sig efter otte timer foran skærmen og er fulde af energi? Fulde af kreativitet? Nej vel. Energi og kreativitet opstår nemlig, når vi er blandt andre mennesker.
Som arbejdsgiver har du ansvaret for, at dine medarbejdere har det godt. Det gælder både før, under og efter pandemien. Mange af jer løber fra det ansvar
Nu har hele verden lært, at det kan lade sig gøre at arbejde digitalt og på afstand, og det giver store muligheder i arbejdslivet, specielt fordi det har vist sig, at mange mennesker bliver mere produktive derhjemme sammenlignet med på kontoret.
Nu skal vi så lære, at det ikke betyder, at vi kun skal arbejde. For når digitalt arbejde beviseligt er mere effektivt og produktivt, burde vi jo i sagens natur også arbejde færre timer, end vi gør, når vi dimser rundt på kontoret.
Jeg er selv en digital nomade og elsker at arbejde digitalt, men jeg elsker det, fordi det giver mig mulighed for at sammensætte min dag med eventyr og fleksibilitet.
Som digital nomade har jeg selv arbejdet på afstand af mine arbejdsgivere/kunder i 12 år, og min erfaring fortæller mig, at mere end fem daglige timer foran skærmen er opskriften på en mental nedsmeltning.
Hvis folk ikke kommer væk fra computeren, ud i luften, mærker lyset og får trukket vejret dybt ned i lungerne, kommer medarbejder-Danmark tilbage på arbejdspladserne som krøblinge. Det gælder både fysisk og psykisk, men så sandelig også i forhold til loyalitet. Jeg kan allerede mærke den smuldre derude, fordi mange arbejdsgivere skubber aben, der er konsekvensen af pandemien, videre til deres medarbejdere.
Nødvendig justering af forventninger og rutiner
Men sådan bør det ikke være. For hele tanken bag at arbejde digitalt og på afstand handler jo om fleksibilitet. Den er lidt svær at få øje på i disse tider.
Som arbejdsgiver har du ansvaret for, at dine medarbejdere har det godt. Det gælder både før, under og efter pandemien. Mange af jer løber fra det ansvar, fordi verden ikke længere er, som den var før.
Men I kommer også til at betale regningen, når jeres arbejdsstyrke melder sig langtidssyge med stress, depression og fysiske sygdomme, fordi de brugte for meget tid foran skærmen under pandemien og for lidt tid på de ting, som var sunde for dem.
Jeres medarbejdere har været enormt tilpasningsparate til situationen, men nu bliver situationen nødt til at blive tilpasset til dem
Det er godt, at I sikrer, at økonomien kan fortsætte under de nuværende betingelser, men kan I ikke komme med nogle bedre løsninger? Innovation skaber også god økonomi, men otte timer foran skærmen virker ikke særligt innovativt.
Lad være med at have Teams-møder efter klokken 14 eller før kl 11, hvor mange af jeres medarbejdere har deres mest produktive timer. Måske skal I holde hele fredagen fri fra onlinemøder og få folk udendørs i nogle timer, mens det stadig er lyst. Lad dine medarbejdere gå tur sammen på tværs af organisationen.
En vigtig pointe i digitalt arbejde på afstand er nemlig: Bedøm ikke folk på, hvor mange timer de lægger på jobbet, bedøm dem på deres produktivitet.
Jeres medarbejdere har været enormt tilpasningsparate til situationen, men nu bliver situationen nødt til at blive tilpasset til dem, hvis vi skal være menneskelige bæredygtige.
LÆS MERE I POV OM HJEMMEARBEJDE HER
Topillustration:Joshua Woroniecki, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her