Kundby-pigen er grundstoffet i to vigtige teaterstykker

af i Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Hvordan bliver en 15-årig pige pludselig terrorist? Og kan vi alle ende som radikaliserede bombeterrorister? Både Pigen med bomberne og Den første dråbe blod er relevant nutidsteater, der med to forskellige greb på historien om Kundby-pigen giver mulighed for eftertanke og refleksion, skriver Ole Blegvad. 

Lige nu kan man opleve to teaterstykker, som begge har sit udspring i historien om Kundby-pigen. Pigen med bomberne, skrevet og instrueret af Tue Biering, der opføres af Teatret st. tv, i samarbejde med Mungo Park. Den anden forestilling er Den første dråbe blod skrevet af Robert Reinhold, instrueret af Robert Parr og opført af Børne- og ungdomsteatret Teatret FairPlay i Holbæk.

Heldigvis har de to forestillinger hver deres greb på historien om Kundby-pigen. I Holbæk er den 15-årige pige centrum i fortællingen, der kronologisk ruller historien ud. I Pigen med bomberne er fokus flyttet fra pigen til alle omkring pigen. Historien tager sit udgangspunkt i sagen om pigen fra Kundby, men er gjort almen. Kan alle blive radikaliseret? Hvordan handler vi som samfund? Er vores frygt og angst for ”piger med bomber” overdrevet eller i orden?

Kan vi alle ende som radikaliserede bombeterrorister? Hvordan bliver en 15-årig pige pludselig terrorist? Er det samfundets skyld? Er det morens skyld? Hvis skyld?

I forbindelse med premieren i Holbæk har pigen gennem sin forsvarsadvokat kritiseret FairPlay for sætte stykket op. Til P1 Morgen sagde advokaten:

“Hun synes, det er underligt, at hendes historie skal gøres til genstand for underholdning, fordi det er en rigtig trist historie, som har haft nogle meget store omkostninger for både hende og hendes familie”, sagde forsvarsadvokaten Mette Grith Stage.

Jeg har nu set begge stykker og forstår, hvis man som involveret kan føle sig ramt. I min optik åbner begge stykker muligheden for relevant og konstruktiv refleksion og debat. Grundstoffet fandtes i forvejen i mediernes behandling af sagen og i retsbøger. Nu har Teatret FairPlay og Teatret st. tv. givet historien om Kundby-pigen et kunstnerisk ansigt, og leveret to vigtige samtids-teaterstykker.

Kundby-sagen kort

Det er første gang, en kvinde herhjemme er tiltalt for at forberede en terrorhandling. Pigen er 15 år og bor i den lille landsby Kundby nær Holbæk på Sjælland.

13. januar 2016

Politiet ransager en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. De finder sprængstoffer.

Den 15-årige pige bliver anholdt. På hendes sociale medier kan man se, at hun er konverteret til islam i oktober 2015. Hun har fotos på nettet, hvor hun optræder med pistoler og skriver om jihad.

14. januar 2016

Den anholdte pige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk. Det sker for dobbeltlukkede døre, så på det tidspunkt får offentligheden ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.

Pigen bliver isolationsfængslet i 12 dage og varetægtsfængslet til 9. februar 2015.

8. marts 2016

Både den nu 16-årige pige og en 24-årig mand bliver i retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København. De får begge igen forlænget deres varetægtsfængsling, hvilket gentages løbende det næste år.

10. februar 2017

Hun tiltales for at forberede bombefremstillinger og for at planlægge prøvesprængning. Pigen har ifølge anklageren skaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand. Han bliver derfor løsladt.

18. maj 2017

Pigen idømmes seks års fængsel ved byretten i Holbæk.

31. maj 2017

Statsadvokaten anker dommen til Østre Landsret og går efter forvaring.

27. november 2017

Den 17-årige pige idømmes otte års fængsel ved Østre Landsret.

Pigen er i dag 19 år. Hun er undervejs blev dømt for at overfalde en pædagog på en lukket institution, hvor hun afsoner sin straf, samt for at have sendt et trusselsbrev til sin tidligere fysiklærer og mentor.

Kilder: DR og Ritzaus Bureau.

Den første dråbe blod, Teatret Fair Play, Foto af David Trood.

FairPlay: Ungdomsteater til forståelse og refleksion

Rammen, scenografien på Teatret FairPlay er en fængselscelle. Pigen er placeret i cellen. Pigen er centrum for historien.

Moren, stedfaren, politifolk, anklagere, pædagoger, fysiklæreren og andre voksne kredser omkring cellen. De er stemmerne, de fornuftige, de usympatiske, de irettesættende. De er de voksne.

I cellen forklarer og fortæller pigen om sin opvækst. Om ustandselig at flytte, om hele tiden at begynde på en ny skole, få nye lærere og klassekammerater, som ikke forstår hende. Om at blive drillet og mobbet. Om stedfaren, der misbruger hende. Om at skære i sig selv og høre stemmer. Om den manglende kærlighed og omsorg. Om svigt. Om turen til Tyrkiet, hvor hun møder kærligheden. Hvor hun blive introduceret til Islam.

Den første dråbe blod rammer præcist og stilsikkert målgruppen, som jeg ser forestillingen sammen med. En 8. klasse fra en lokal folkeskole

Vi hører hende håne de vantro og om sin tro på Allah. Om sharia og jihad. Om kemiske forbindelser med salt- og citronsyre. Om planerne om at lade bomber springe på sin gamle folkeskole og på den jødiske skole i Hellerup. Om at føle sig elsket fremfor at føle sig som et nul.

I dette inferno lyder de voksne stemmer. Morens afmagt. Fysiklærerens forsøg på at hjælpe, indtil planerne bliver for fremskredne. Pædagogerne på opholdsstederne, der skifter hele tiden og ikke kan huske de unges navne. Fængselsbetjente og politi, der råber af den 15-årige pige.

Når pigen har det godt, åbnes hendes verden og celle, hvor hun kan bevæge sig ud. Men historien er kendt. Hun ender i fængsel.

”Den første dråbe blod vil (på et eller andet tidspunkt) tilgive alle mine synder”, siger pigen igen og igen i et forsvar for sine handlinger.

Instruktøren Robert Parr og manuskriptforfatteren Robert Reinhold har valgt at fortælle historien lineært. Det giver et stort overblik og forståelse. Charlotte Amalie Kehlet spiller rollen som pigen med stor indlevelse og troværdighed, mens Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson med stort overblik hopper rundt i de mange voksenroller.

Den første dråbe blod rammer præcist og stilsikkert målgruppen, som jeg ser forestillingen sammen med. En 8. klasse fra en lokal folkeskole. En af pigerne fra skoleklassen siger bagefter:

“Jeg synes stykket var rigtig godt. Jeg har læst om pigen i aviserne. I stykket var det som at høre historien indefra, fra pigen selv.”

Pigen med bomberne åbner sin taske og viser, hvad der er i den. Pressefoto.

Teatret st. tv: Mere læserbrev end teater

Tue Biering går i Pigen med bomberne, som han både har skrevet og instrueret, den modsatte vej. Han lader tre voksne stemmer være fortællingens omdrejningspunkt, men ti forskellige teenagepiger bliver en blanding af fortællingens motor og scenografi. De ti piger siger nærmest ingenting under forestillingen.

Kundby-pigen er heller ikke nævnt. Men historien er med til at sætte retning for de voksne kvinders samtale. Og der kommer vi rundt om mange af sagens problemstillinger: Kan vi alle ende som radikaliserede bombeterrorister? Hvordan bliver en 15-årig pige pludselig terrorist? Er det samfundets skyld? Er det morens skyld? Hvis skyld? Hvad er pigens eget ansvar? Skal vi være ekstra bange og angste for terror nu? Og ikke mindst, ville pigen egentlig have sprængt bomberne?

Der er rigtigt meget spændende stof. Teksten bliver dog lidt for meget som et sammenkog af kloge menneskers debatindlæg, da sagen kørte på sit højeste. Jeg savner en mere underfundig og knap så dokumentarisk dialog.

Hvorfor overhovedet lave teater om Kundby-pigen? Jeg synes begge stykker giver svaret. Uden at være hverken dømmende eller fordømmende, uden at løfte pegefingre, så får vi med to forskellige greb på historien et indblik og en indsigt i historien om pigen fra Kundby

Men heldigvis har Tue Biering altid et trick eller to i ærmet. Alle skal ikke nævnes, men outroen er nærmest genial. De ti piger fortæller hver især, hvad de skal lave i morgen: ”Jeg skal i skole, hjem og lufte hund, og være sammen med min veninde.” ”Jeg skal i praktik. Bagefter skal jeg hjem til min mormor”. Da den sidste står alene tilbage på scenen, siger hun: ”Jeg skal i skole, til sport og lufte min hund”, så kigger hun ud i salen og tilføjer ”Jeg lyver tit.”

Tue Biering leger også med tanken: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis bomben var sprunget? Forestillingens smukkeste scene er skabt sammen med scenografen Simone Bartholin. Der kommer to store sække med små stofstykker ind på scenen. I begyndelsen bruges de til barnets leg, som farvede snefnug flyver de rundt i rummet. Med et forvandles scenen til blodbadet efter en bombe er sprunget. Stofstykkerne er pludselig symbolet på død og ødelæggelse. Det er smukt, afskyeligt, tankevækkende og grusomt på samme tid. Som teater er det pissegodt.

Men der er for få af disse smukke aha-oplevelser, så for mig bliver Pigen med bomberne lidt for meget dokumentar og lidt for lidt alt det teater, som Tue Biering ellers er en mester til.

Vigtigt, ikke dømmende teater

Debatten har, som skrevet, været der. Hvorfor overhovedet lave teater om Kundby-pigen? Jeg synes begge stykker giver svaret. Uden at være hverken dømmende eller fordømmende, uden at løfte pegefingre, så får vi med to forskellige greb på historien et indblik og en indsigt i historien om pigen fra Kundby. Både Pigen Med Bomberne og Den Første Dråbe Blod er relevant nutidsteater, der – fordi emnet er så alvorligt – giver mulighed for eftertanke og refleksion.

Forhåbentlig bliver der mulighed for at se begge forestillinger på turné rundt i landet.


‘Pigen Med Bomberne’ spiller på Mungo Park til lørdag 12. oktober
Instruktion og manuskript: Tue Biering
Medvirkende: Betina Grove, Marianne Søndergaard, Nana Morks

‘Den Første Dråbe Blod’ spiller på Teater FairPlay i Holbæk til lørdag 12. oktober.
I
nstruktion: Robert Parr. 
Manuskript: Robert Reinhold.

Foto: PR

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur