TEATER // ANMELDELSE – Der er også migrantarbejdere i de danske jordbærmarker. Fokus i Vredens bær er dog på de marokkanske kvinder, der tager til Huelva, for at sikre danskerne jordbær året rundt. Legalt eller illegalt, men altid med svage rettigheder.
”Er der nogen her, der ikke kan lide jordbær?” – spørger Manuel næsten som det første publikum til Vredens bær. Få rækker hånden i vejret.
Det vækker en erindring om de jordbær, jeg plagede mig til omkring min fødselsdag i starten af april, da jeg var lille. De smagte ikke af særlig meget, men det var jordbær. De var israelske, fløjet til Danmark. De var dyre og en eksotisk luksus. Det var dengang – før Danmarks optagelse i EU.
På Teater Republique får vi historien fra bærplukkernes egen mund
I dag er det vel de færreste, der tænker på sæson for hverken frugt eller grønt. Netop for jordbærrenes vedkommende er de tilgængelige hele året, ikke specielt dyre og stort set altid fra Spanien, hvor de næsten udelukkende plukkes af migrantarbejdere. Dermed er vi tilbage ved Vredens bær (med et respektfuldt nik til John Steinbeck).
Sårbarhed, der er til at forstå
Fix+Foxy, der står bag Vredens bær, har specialiseret sig i virkelighedsteater, og på Teater Republique får vi historien fra bærplukkernes egen mund. Det vil sige på spansk og tekstet på en skærm over scenen.
Det er en effektiv finte. Dels fordi dialog på marokkansk ikke oversættes, så vi selv kan føle hjælpeløsheden ved ikke at forstå et sprog. Dels fordi fire danske piger agerer på scenen til de virkelige jordbærplukkeres historier – herset rundt til tilråbene ”venga, venga” og ”trabajo”. Kom så – kom så. Arbejd. Det er en sårbarhed, der er til at forstå.
Undervejs forvandles den tomme scene på Teater Republique til de plastikdækkede jordbærmarker, overfyldte sovesale, som koster de legale migrantarbejdere dyrt, og slumlejre for de illegale. Illusionen skabes for øjnene af os. Både fysisk og via videokameraer, hvis effektivt vinklede billeder fuldender illusionen. Vredens bær brillerer med sin medfortællende scenografi.
Spanske arbejdslejre
”Der er altid arbejd’ nok til dem, som gider arbejd’”, messede Niels Hausgaard i et af sine gamle numre. I Vredens bær er migrantarbejderne bare fanget mellem manglende muligheder for at tjene til dagen og vejen i hjemlandet, og de spanske/europæiske arbejdsgiveres trussel om at sende dem hjem, hvis de ikke accepterer vilkårene.
Vredens bær fremmaner billeder af bagende hede, af den tørre vind i plastikoverdækninger, af mudderet, når det endelig regner, af smerterne, som jordbærplukkerne må udholde
Den daglige kvote er 450 meter jordbærplanter. Uden at plukke de grønne bær, uden at overse et eneste rødt. Kommer du bagefter, skal du ud at tisse, eller bliver du nødt til at hente vand, så får du ikke arbejde i morgen. Intet arbejde, ingen penge.
Team-lederen pisker tempoet op og straffer mere, end han belønner. Er i øvrigt tit selv migrantarbejder. Hvem sagde kapo? Ja, ligheden med en koncentrationslejr er iøjnefaldende.
Vredens bær fremmaner billeder af bagende hede, af den tørre vind i plastikoverdækninger, af mudderet, når det endelig regner, af smerterne, som jordbærplukkerne må udholde. Hvis de ikke lever op til akkorden, truer hjemsendelsen.
Legale og illegale
Og vi skal endelig ikke tro, at de er populære i landet for deres indsats for at plukke ”det røde guld” og skabe eksportindtægter til Spanien. For ”de kommer og tager vores arbejde”. Tja, hvad skal man sige til det?
De marokkanske kvinder kommer til Spanien på en tremåneders arbejdstilladelse – svarende til højsæsonen. Men der er måder at omgås reglerne, så man kan blive. Det mere end antydes, at arbejdsgiverne opfordrer til dette, fordi de illegale migranter er endnu nemmere at udnytte. På alle måder.
Alligevel foregår Vredens bær altså på spansk. Mange holder ud, nogle gifter sig, nogle opnår statsborgerskab. Men de fire fortællere stiller op på vegne af mennesker, de kender, og som endnu er på den rejse. Unge som gamle. Fra Marokko, fra Ghana, fra Rumænien … fortsæt selv listen.
Jordbærplukkere i alle lande, forener Eder
Det bliver næsten for meget. Heldigvis er der en rød tråd gennem Vredens bær, nemlig rejsen mod den forjættede opholdstilladelse. Præcis som i Steinbecks roman er det en lidelseshistorie. Der er ikke meget håb om retfærdighed, men der er en stille værdighed i de fire aktører. Manuel, Fatima, Laila og Mustapha har ikke ladet sig kue.
Vredens bær har en bitter smag
Det er næsten ærgerligt, at Vredens bær ikke havde premiere d. 1. maj. Dagen efter kan gøre det, uden at vi går glip af budskabet. For det handler ikke bare om, at de spanske jordbærplanter synes at bære bitter frugt, når man har set forestillingen. ”Jordbærplukkere i alle lande, forener Eder”, som Karl Marx ville have udtrykt det.
For nej, løsningen er ikke bare at holde sig til de danske jordbær i sæsonen. For hvad ved du om arbejdsforholdene for de – hovedsagelig – østeuropæiske jordbærplukkere herhjemme? Og jeg tør næsten ikke tilføje et ”som kommer og stjæler arbejdet fra os”.
Den samme historie kan fortælles om helårstilgængeligheden af meloner, vindruer, blommer og alt muligt andet i supermarkedets bugnende frugt- og grøntafdeling. Har du i øvrigt spekuleret over behovet for kunstvanding i de klimaforandringstruede lande, hvor det alt sammen dyrkes?
Forbrugerdilemma
Vredens bær gør vores forbrugerdilemma meget konkret. Det er på sin vis en meget underholdende forestilling, fordi der sker så meget på scenen. Der er også en god portion humor. Ellers ville det nok ikke have været til at holde ud.
Det kunne selvfølgelig have været fortalt af danske skuespillere. Der er bare en dramatisk effekt i, at det er almindelige mennesker på scenen med selvoplevede historier. Det stiller krav til koncentrationsevnen både at følge simultantolkningen og effekterne på scenen, men det giver som nævnt mening.
I sidste ende peger Vredens bær på bekvemmelighedens pris. Måske er det ikke så dumt, at vi koncentrerer os lidt mere om at se verdens tilstand.
Læs mere om bl.a. arbejdsmarked og forbrug i POV Business.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
