FILM // ESSAY – Samtaler har været helt centrale for film, siden der blev sat lyd på. Og de fleste gange tænker vi ikke nærmere over det. Men to nye film har fået Frederik Bojer Bové til at tænke over samtalens æstetik, for hvad nu hvis de relationer man skildrer er så ulige, at man ikke engang kan snakke lige sammen? Hvad bør man så gøre med sin film?
Engang imellem er det nemmest at komme frem til en pointe om en film ved at sammenligne med en anden. Efter jeg havde set Bille Augusts Pagten tirsdag aften, var der noget, der nagede, men jeg kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var. Efter jeg så Andrej Konchalovskijs Kammerater! onsdag morgen faldt det på plads.
Det var måden, folk snakkede sammen. Man kunne ikke fornemme styrkeforholdet mellem samtalepartnerne i Pagten. Det kan man i Kammerater!
Og så var der ikke så meget andet at gøre end at begynde at skrive. For det peger hen mod et grundlæggende problem i for mange danske film.
Kammerater!
83-årige Konchalovskij har haft en virkelig lang karriere, som jeg ikke skal opsummere her – læs hans wikipedia! – men han er nok den eneste filmskaber, der har arbejdet med både Tarkovskij – som manusforfatter på dennes film i tresserne – såvel som Sylvester Stallone – som instruktør af Tango & Cash efter Konchalovskij emigrerede til USA i firserne. Han var nærmest glemt i mange år, men har fået et ret stort comeback på det seneste, hvilket nu er kulmineret med Kammerater!, den første Konchalovskij-film der har fået dansk distribution i årtier.
Konchalovskij er ikke noget æstetisk geni à la Tarkovskij, men når han er bedst, så ved han, hvad han laver og tør noget, som er anderledes end det meste. Kammerater! er blandt hans bedste film og har en ganske særlig opklippet æstetik med en hel masse små og meget geometriske klip, hvor der er gjort rigtig meget ud af lys og skygge i de sort-hvide billeder.
Det føles ret kaotisk og ude af balance, hvilket passer godt til filmens fortælling om Novocherkassk-massakren i 1962, hvor der pludselig blev skudt på fredelige demonstranter, hvorefter hændelsen blev holdt skjult indtil halvfemserne.
Men det jeg lagde særligt mærke til er, at der nærmest ingen shot/reverse shot-sekvenser er. I ved alle sammen godt, hvad en shot/reverse shot sekvens er, I har set det en milliard gange. Det er de der samtale-sekvenser, hvor vi først ser et shot af et ansigt, der taler, og så det modsatte shot af samtalepartnerens ansigt, et reverse shot, mens den anden siger noget.
Hvis det er lavet ordenligt, så kommer de to ansigter nærmest til at fremstå, som om de er hinandens spejlbilleder, og man får fornemmelsen af, at de hænger sammen i samtalen, og man kan i god ro og orden koncentrere sig om, hvad der bliver sagt.
Men sådan er det ikke i Kammerater! Og det giver rigtig god mening. For der er nemlig ikke mulighed for ‘samtale’ i den verden, som filmen skildrer. Da en partileder på et tidspunkt fortæller, at han vil have en ‘særlig samtale’ med en soldat, forstår vi godt, at det må være en eufemisme for noget rigtig ubehageligt. Men der kan simpelthen ikke samtales i Sovjet, for samtaler foregår mellem mennesker, og her er der kun ‘kammerater’. Man kan ikke snakke ægte sammen på grund af 1) hierarkiet og 2) overvågningen.
Hvis shot/reverse shot er lavet ordenligt, så kommer de to ansigter nærmest til at fremstå, som om de er hinandens spejlbilleder
Der er enkelte tilløb til shot/reverse shot. F.eks er der to kvinder, der forsøger at snakke sammen i baglokalet af en butik, men da den ene spørger om noget hemmeligt, svarer den anden: ‘Er du ikke en sovjetisk kvinde? Den slags snak kan skabe kaos’.
Til sidst i filmen er der faktisk den sædvanlige klippen frem og tilbage mellem to mennesker, men den ene af de to gemmer sig på et tag, og hendes ansigt er oplyst af månelyset, mens den anden står indenfor, og hendes ansigt er mørknet af skyggerne.
Det ser overhovedet ikke ud, som om de to ansigter hører til i samme verden, og det gør de heller ikke rigtigt. Der er for stor magtforskel imellem dem.
Pagten
Jeg kom til at tænke på det, fordi man egentlig skulle tro det samme ville gøre sig gældende i Bille Augusts Pagten. Egentlig er her heller ikke ret megen mulighed for ligeværdige samtaler menneskene imellem, for Karen Blixen er så åbenlyst dominerende både intellektuelt og magtmæssigt, at ingen andre kan følge med.
Men alligevel er der tonsvis af shot/reverse shot. Hele tiden er der spejlninger mellem Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen, mens først den ene, og så den anden får lov til at tale.
Derefter taler Thorkild så med de andre personer i hans liv – især hans kone Grete og hans veninde Benedicte – og igen er der spejl og shot/reverse. Det er alt sammen klassisk og nemt at følge med i.
Det er nemt at følge med i – og æstetikken i Kammerater! kan rigtig nok godt være lidt forvirrende – men man får ikke noget ekstra foræret. Og det er et af mange eksempler på, at filmen ikke enten tør eller gider at gøre noget ekstra ud af de mange tematikker, den behandler, men det ender også med at skubbe tilskueren væk.
Der er ingen æstetik, for uden vision, pointe, idé, så kommer filmiske virkemidler aldrig over det tekniske.
Problemet er her, at æstetikken ikke indtænker de ekstremt ulige magtforhold filmens karakterer imellem. Det burde være langt tydeligere skildret, langt grusommere skildret, og det ville være virkelig ubehageligt at se på.
Men uden den grusomhed, så bliver Grete og Benedicte paradoksalt nok ladt i stikken. De to karakterer har nemlig grundlæggende ikke nogen personlighed – de er brikker i det spil, som Karen Blixen har gang i, så det skal de heller ikke nødvendigvis have – men filmen behandler dem på samme måde, som den behandler Karen Blixen.
Resultatet bliver, hvad der ligner overspil fra Nanna Skaarup Voss og Asta Kamma August, men med de her personlighedsløse karakterer, så er der ikke noget at spille, og så bliver ethvert spil til overspil.
Pagten er det måske tydeligste eksempel på en æstetisk krise, der har præget dansk film i årevis. Egentlig har vi de seneste mange år forsøgt at tage et opgør med den, men den bliver hængende. Man kan nærmest sige, at der ingen æstetik er i Pagten. Der er en hel masse filmiskhed, meget af den faktisk glimrende lavet. Birthe Neumann er vitterlig fabelagtig i hovedrollen, og Simon Bennebjerg er også rigtig god. Der er også kompetente kræfter overalt med f.eks Manuel Alberto Claro bag kameraet.
Men det er alt sammen teknik. Der er ingen æstetik, for uden vision, pointe, idé, så kommer filmiske virkemidler aldrig over det tekniske. Pagten er fuld af god teknik, men det burde være så meget mere.
Man skal have sin auteur-æstetik i alle sine film, men samtidig skal hver film have sin egen æstetik, og endelig gider publikum som regel heller ikke for megen æstetik
Det er særskilt groteskt i en film om kunstnere. Pagten handler for faen om en digter, og Thorkild Bjørnvig havde – efter sigende – en hel særlig naturæstetik i sin digtning. Der var en æstetisk vision man kunne have kopieret! Naturbillederne i Pagten er også teknisk flotte, men der er ingen idé i det. Hvordan i alverden laver man en film, hvor hele pointen med filmen er en kamp om Thorkild Bjørnvigs poetiske kreativitet, hvor vi aldrig hører så meget som et eneste Bjørnvig-digt?
I stedet får vi til sidst fortalt, at Bjørnvigs mest kendte bog er Pagten, som filmen selv er baseret på, hvilket er vidunderligt cirkulært. Hvem finder dog på at lave en film om Bjørnvigs kamp for at blive en god kunstner, og så ikke inkludere Bjørnvigs kunst?
Man kan ikke lave alle film på samme måde. Afhængigt af emnet kan der være særlige ting, man får foræret – hvis f.eks man laver film om kunstnere, der selv har æstetiske idéer, man kan låne – men der kan også være særlige problemer, fordi ens emne kommer i karambolage med ens sædvanlige praksisser. Som f.eks når magtforholdene bliver for skæve til shot/reverse shot. At være filmkunstner er også at kunne ændre stil, i stedet for bare altid at lave alt på samme tekniske og kvalitetsmæssige høje niveau. Så risikerer det at blive ligegyldigt.
Det er virkelig svært at være filminstruktør. Man skal have sin auteur-æstetik i alle sine film, men samtidig skal hver film have sin egen æstetik, og endelig gider publikum som regel heller ikke for megen æstetik. Der rives og flås i en fra alle sider.
Men når man med Kammerater! kan se, hvor godt det kan laves, uden at det ligefrem er hardcore avantgarde, så er det så ekstra meget skuffende at se ansigter tale efter tur i Pagten.
Kammerater!
121 minutter
Angel Films
Pagten
115 minutter
SF Studios
Fotos: Pressefotos
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
