MUSIK // ANMELDELSE – Det er som at lytte til et animeret menneskes rasende og ensomme monolog på grænsen mellem desperation og resigneret aggression, skriver Jens Carl Sanderhoff om klarinettisten Jonas Frølund. På sit første soloalbum viser musikeren sig som et indholdsmenneske.
Hvis man er dygtig, ja, hvis man faktisk er en af de mest talentfulde på sit instrument, så kan man lidt firkantet sagt vælge to veje: Den ene fører til endeløse koncertrækker med populære værker, den anden åbner for fordybelsens ofte mindre besungne felt.
I første forsøg på at give verden noget fra sit inderste har Jonas Frølund (JF) valgt den sidste – og det er jeg personligt vild med – mere af det!
Jeg bed især mærke i, hvordan JF betoner klarheden, køligheden sammenlignet med fx Frösts udgave af Messians musik. Det er slet ikke et dårligt valg at betone netop dette
På den nye portræt-cd, udgivet på det lille fine og danske pladeselskab OUR Recordings, får lytteren en animerende rundtur i klarinetrepertoiret fra midt i 1800-tallet og frem til nu, og dertil en præsentation af instrumentets forskellige udformninger: Ni værker og tre instrumenter, som der står i bookletten, og denne mangfoldighed fungerer rigtigt godt, især fordi det hele leveres med kærlighed til musikken og stor artistisk brillans.
Frølund finder styrke i ensom monolog
Cd’en åbner med kadencen fra Carl Nielsens sidste store orkesterværk, klarinetkoncerten fra 1928 – og alene det at rive denne kadence ud af sin sammenhæng kræver mod, for netop samspillet i koncerten mellem orkester og solist er normalt dét, der giver denne solo enorm udtrykskraft – men jeg synes, JF finder styrke i sin ensomme monolog her og fint viser, hvor stærkt Nielsen skriver musik for blæsere.
Af andre stykker fra det mere klassiske klarinetrepertoire indeholder albummet fx Stravinskijs Tre stykker for soloklarinet fra 1919 og tredjesatsen fra Olivier Messiaens Kvartet til tidens ende’(1940/41) – og det er især her, man kan høre og sammenligne JF med andre solister på instrumentet, og jeg bed især mærke i, hvordan JF betoner klarheden, køligheden sammenlignet med fx Frösts udgave af Messians musik.
Det er slet ikke et dårligt valg at betone netop dette, og i denne sammenhæng, synes jeg, spiller han uafgjort med tidens største stjerne på klarinetten!
Ny dansk musik – jatak
Men albummets hovedvægt ligger på ny dansk musik og indeholder i den sammenhæng fire verdenspræmiereindspilninger. Disse valg understreger også JFs mod til at vise, hvad musik kan, og hvor nysgerrig og passioneret en klarinettist han er.
I Bent Sørensens sart forunderlige Lontanamente, Fragments of a Waltz fra 2012 fx – som har et ekko af Carl Nielsen indbygget i sin søgende struktur frem mod den omsider fremtryllede vals, der har ligget i materialet hele vejen frem gennem variationernes afsøgen – viser JF sin humor og poesi på instrumentet. Og i den efterfølgende sats, som har givet albummet sin titel, fra trilogien Alone, Together og Apart, skrevet af Mette Nielsen i 2021, får JF lagt bladet til munden, så man fornemmer ligheden til sproget.
Jeg er personligt meget begejstret for den varme, klarinetten giver stykket, som uden sammenligning er albummets mest kontemplative sats.
Det er som at lytte til et animeret menneskes rasende og ensomme monolog på grænsen mellem desperation og resigneret aggression.
Der er på albummet også et vidunderligt genhør med den kompromisløse Gunnar Berg (1909-1989), som ikke spilles nok. En sjælden fugl, der sang egenrådigt og på baggrund af overvejelser som disse: ”Den absolutte frihed er ingen frihed. Amelodik betinges af melodi. Arytme er rytmisk bevægelse. Atonalitet er uden lyd, thi lyde vil skabe tonalitet. Kunstværkets strenghed er ikke enkel, er ikke kompleks. Strenghed er alt i begrænsning.”
JF spiller Pour clarinette seule I fra 1957, og dette stykke viser tydeligt Bergs relation til Olivier Messiaen og den franske modernisme. Gunnar Berg var i øvrigt også en spændende tegner, som man kan se på Horsens Kunstmuseum.
Poul Ruders (f.1949) regnes til gengæld af de fleste som en af de vigtigste komponister i sin generation, selvom han til en vis grad har en lignende historie – fri og selvgjort – og hans Tattoo for One fra 1984 minder mig da også på en sær måde om Gunnar Bergs stykke. Måske fordi begge kompositioner har noget fugleagtigt over sig, og som vilde og uhæmmede arier kunne optræde i en drøm.
Et monofonisk indspark
Albummets ældste komposition er oprindeligt skrevet for engelskhorn og er den berømte solo fra Richard Wagners (1813-1883) Tristan und Isolde fra 1859.
Denne solo optræder i orkesterintroduktionen til tredje og sidste akt af operaen og skal illudere en hyrde på skalmeje, så konverteringen til klarinet er faktisk oplagt, for skalmejen var oprindeligt nærmest en mellemting mellem oboen (og den mørkere oboafart engelskhornet) og klarinetten, da det historiske instrument både fandtes i en enkelt- og dobbeltbladet version.
Jeg er personligt meget begejstret for den varme, klarinetten giver stykket, som uden sammenligning er albummets mest kontemplative sats. Dette lille Wagner-stykke er musikhistorie, et nærmest monofonisk indspark i den vestlige musik, der peger hen mod Edgar Varèses herostratisk berømte komposition for fløjte Density 21.5.
Kom gerne med mere af denne kaliber
Overgangen til albummets afsluttende stykke er også velgennemtænkt, for den tone, der afslutter Wagners solo, åbner Simon Steen-Andersens (f.1976) De Profundis (2000/2019), blot en oktav dybere.
Igen er der tale om en transskription, ja, vel nærmest en genkomponeret version af et værk oprindeligt skrevet for sopransaxofon, også selvom komponisten insisterer på, at det ikke er et nyt værk, for udtrykket er i mine ører helt nyt, nu hvor instrumentet er en basklarinet.
Jonas Frølund gør svær musik tilgængelig ved at spille den med engagement og stor overbevisning
Det giver stykket større mystik og danner et nærmest omvendt æterisk rum, hvor det krævende stykke (krævende især fordi solisten også skal betjene et setup af slagtøjsinstrumenter) folder sig dybere ned i noget eksistentielt end den oprindelige version for saxofon.
Det er to meget forskellige udtryk, og jeg er meget forelsket i den nye udgave! Hør fx passagen små tre minutter inde, hvor klarinettens dybe klang har en duet med mørke klokkeslag, som ender i et vildt crescendo op mod fine, lyse klokker. Det er vidunderligt!
Jeg ønsker Jonas Frølund en spændende karriere, og jeg vil med stor interesse følge hans vej, for allerede her på sit første soloalbum viser han, at han oprigtigt er interesseret i musik, og at han ikke forsøger at behage en bestemt smag, andet end ved netop at udfolde sin ekvilibrisme og gøre svær musik tilgængelig ved at spille den med engagement og stor overbevisning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
