POV BUSINESS // FØDEVARER – Både toprestauranter og private kunder kæmper om at få fingre i Hindsholm-Grisens koteletter, skinker og pølser – også selv om deres svinekød er blandt Danmarks absolut dyreste. Med ærlighed og gennemsigtighed som nøgleord arbejder Poul Lang Nielsen sammen med sin kone og medejer Carla Lang Nielsen kompromisløst for at overbevise danske forbrugere om at vende ryggen til det moderne fødevaresystems udhulede råvarepriser, manglende gennemsigtighed og vildledende markedsføring.
“Det er godt nok det dyreste stykke kød, jeg nogensinde har købt.”
Den ældre mand har svært ved at skjule sin overraskelse, da han finder pungen frem for at betale for de 300 kroners økologisk svinekam, der ligger foran ham. Men inden han når at få pengene op, bliver påstanden om ublu priser udfordret fra den anden side af disken til den lille salgsvogn, der danner ramme om HindsholmGrisens lokale gårdsalg.
“Tænk tilbage til, da du lige var begyndt at arbejde. Hvor meget skulle du arbejde for at tjene penge til en svinekam dengang?” spørger Poul Lang Nielsen med en kærligt spøgende, men alvorlig mine.
Lige så hårdt det er få en stædig gris ind i en fold på en grå, råkold regnvejrsdag i november, lige så smukt og tilfredsstillende er det at kunne sætte sig storsvedende ned på marken og holde frokostpause i solen på en smuk, fynsk forårsdag
Tæt på en hel dag, erkender manden efter en kort tænkepause, inden Poul Lang Nielsen hurtigt påpeger det åbenlyse. Den svinekam, han får med hjem til julebordet i dag, har kun kostet, hvad der svarer til et par timers arbejde til en gennemsnitlig løn. Og det er vel at mærke for Danmarks nok dyreste svinekød.
Så meget har kødpriserne ændret sig over de seneste 50 år, og derfor er det også i Poul Lang Nielsens øjne svært at kalde 300 kroner en høj pris for to kilo kvalitetskød.
Den korte samtale illustrerer på mange måder de altoverskyggende målsætninger for det ambitiøse landbrug, Poul Lang Nielsen og hans kone og medejer Carla Lang Nielsen gennem snart 10 år har drevet på den nordfynske halvø Hindsholm.
Her arbejder de kompromisløst for at producere Danmarks bedste svinekød med en bæredygtig tilgang til både landbrug og dyr – serveret med 100 procent gennemsigtighed og en sidevogn af venlig oplysning om et skævvredet fødevaresystem, der blandt andet er kendetegnet af historisk lave råvarepriser.
“Jeg vil ikke være prædikende og dømmende, når jeg snakker med folk, for det hader jeg selv, når andre er”.
“Men vi kommer ikke uden om, at vi har udviklet et helt urealistisk forhold til, hvad særligt kød skal koste, og det er vigtigt for mig at påpege på en høflig og imødekommende måde.”
“I dag kan vi købe en pakke hakket svin til den samme pris, som en liter vand koster nede i kiosken – men det kræver altså mindst 45 liter vand at producere et kilo svinekød. Hvordan går det regnestykke op?” spørger Poul Lang Nielsen retorisk.
Retorisk, fordi svaret er, at regnestykket netop ikke går op. En pointe, man hos HindsholmGrisen gør meget ud af at kommunikere ud til det støt stigende antal kunder, der gerne vil have fingre i det intenst smagfulde, dybrøde kød fra de godt 300 økologiske grise, der græsser, graver og grynter på Poul Lang Nielsens marker.
Frie grise hele året blandt græs, jordskokker og frugttræer
Mantraet “Gris på naturlig vis”, pryder pakningen af alt kød fra Hindsholm, og netop jagten på at sikre grisene et frit, naturligt liv er omdrejningspunkt for så godt som alle beslutninger bag HindsholmGrisen.
Det er blandt andet grunden til, at grisene lever hele deres liv under åben himmel. En luksus, den traditionelle frilandsgris kun kan nyde godt af i fem uger, før den rykkes indendørs, mens en konventionelt produceret gris som udgangspunkt aldrig ser verden fra andre perspektiver end sin staldbås på helt ned til 0.65 kvadratmeter.
“Jeg foretrækker, at vores grise kan rode i jord på en mark, snarere end at de skal rode i deres eget lort i en stald,” konstaterer Poul Lang Nielsen kort.
I dag kan vi købe en pakke hakket svin til den samme pris, som en liter vand koster nede i kiosken – men det kræver altså mindst 45 liter vand at producere et kilo svinekød. Hvordan går det regnestykke op?
En HindsholmGris lever en varieret og stimulerende tilværelse på Poul og Carla Lang Nielsens godt 20 hektar store landbrug Hesthøjgaard, navngivet efter den 5000 år gamle gravhøj Hesthøj.
Højen troner midt på det store landbrugsareal, og omkring den strækker biodiversiteten sig i alle retninger fra åbne, frodige græsarealer og områder dækket af høje, grønne jordskokkeplanter til krogede skovområder med naturligt læ fra store klynger af æble-, pære og blommetræer.
Det er på de arealer, grisene finder deres naturlige føde, der suppleres af lokalt foder som græs, korn og ærter, der enten er produceret på gården eller købt i nærområdet.
Stressfri slagtning er altafgørende for kødkvalitet
God mad og sund motion giver ikke kun glade dyr, men også en kødkvalitet, som ganske få griseproduktioner i Danmark kan bryste sig af.
‘Som de eneste i Danmark har Hindsholm også permanent tilladelse til at slagte grisene på deres eget lille gårdslagteri – en ikke uvæsentlig detalje, påpeger Poul Lang Nielsen, da det i modsætning til normale slagteprocesser med lang transporttid og store, kaotiske slagtehaller, sikrer dyrene mod stress.
“Et dyr med et godt liv giver også bedre kød, men det er også helt beviseligt, at stress i forbindelse med slagtningen har en kæmpe indvirkning på kødkvaliteten”.
“Jeg kan knap nok koge et æg, men selv jeg kan se forskellen på vores kød og supermarkedernes. Du kan se det bare ved at kigge på farven i kødet – hvis kunder er i tvivl, viser jeg dem en pakke hakkekød og får som regel svært ved at overbevise dem om, at det er svin og ikke okse, der ligger foran dem,” forklarer Poul Lang Nielsen.
Kødet hænges og pakkes i store kølerum under det lille slagteri, hvor der også tørres og modnes et udvalg af pølser og skinker. Et opgør med negligeringen af gris som kvalitetskød, druknet i mange års stædig insisteren på oksens status som køddiskens konge.
“Griseproducenter har altid måtte afregne efter mængde, mens man inden for oksekød har haft langt mere tradition for at vurdere på kvalitetsparametre som farve, smag og marmorering”.
“Find alle svinekoteletter fra alle landets supermarkeder, og du vil ikke kunne se forskel på nogen af dem, fordi samtlige dele af produktionen er fuldstændig ensrettet, lige fra foder til slagtealder”.
HindsholmGrisens kompromisløse tilgang til dyrenes velfærd og ret til et frit, naturligt liv kræver planlægning, tid og hårdt fysisk arbejde
“Det giver en dårligere kødkvalitet – og det tvinger avlerne til hele tiden at skrue op for masseproduktionen, fordi det er det eneste parameter, de kan tjene på,” forklarer Poul Lang Nielsen.
Hårdt arbejde lønnes med værdifællesskaber og baconcroissanter
HindsholmGrisens kompromisløse tilgang til dyrenes velfærd og ret til et frit, naturligt liv kræver planlægning, tid og hårdt fysisk arbejde, men Poul Land Nielsen er aldrig i tvivl om, hvorvidt livet i den hårde og udmagrede landbrugsbranche er umagen værd.
Lige så hårdt det er få en stædig gris ind i en fold på en grå, råkold regnvejrsdag i november, forklarer Poul Lang Nielsen, lige så smukt og tilfredsstillende er det at kunne sætte sig storsvedende ned på marken og holde frokostpause i solen på en smuk, fynsk forårsdag.
Men arbejdets løn ligger lige så meget i det store netværk af madglade og nysgerrige kunder, Poul Lang Nielsen bruger mere tid, end han har, på at tage imod, vise rundt og dele erfaringer med. Enten på gården eller på en af mange ture, han tager over sundet for at besøge bæredygtighedens madhippe højborge i hovedstaden.
Hver uge står han klar på Bondens Marked på Østerbro, for sammen med andre små, etisk bevidste landmænd og producenter at sælge gris fra sin lille salgsvogn. Deres lille afhentningssted i indre København skal også have fyldt køleskabene med de varer, som kunder bestiller fra HindsholmGrisens netbutik.
Gode snakke og glade, trofaste kunder er grund nok for Poul Lang Nielsen til at holde begge kanaler i live, selv om det langt fra er der, den primære omsætning ligger.
At møde andre nørder med samme værdisæt og samme lyst til at skabe forandring er noget af det bedste ved mit arbejde
Den kommer fra de mange restauranter, caféer og bagerier, han også jævnligt besøger for at aflevere bestillinger og få en nørdet snak om alt fra nye baconcroissanter til en kritisk evaluering af sidste leverance – noget, Poul Lang Nielsen altid beder insisterende om at få.
Op mod 10 ugentlige leveringsstop bringer ham hver tirsdag omkring hele den københavnske madscene, fra Relæ’s polerede Michelin-lokaler på Nørrebro til Refshaleøens marskandiserhippe økobageri Lille Bakery.
“At møde andre nørder med samme værdisæt og samme lyst til at skabe forandring er noget af det bedste ved mit arbejde. Der udvises så stor entusiasme for de råvarer, vi leverer, og det er hele vejen fra bagermestrene og køkkencheferne ned til dem, der skal servere et stykke svinebryst på Relæ eller et pølsehorn på Lille Bakery.”
“At de kan stå inde for deres produkt og har entusiasme til at viderebringe budskabet, tror jeg smitter rigtig meget af på kunder,” forklarer Poul Lang Nielsen, der hver uge må takke nej til mange kopper kaffe på sin rute, hvis han vil nå hjem til det fynske inden for anstændig arbejdstid.
“Set fra et regnskabsperspektiv er det måske ikke pengene værd at bruge så meget tid på selv at køre rundt med leveringer. Men de her oplevelser og de her bånd havde jeg aldrig fået, hvis jeg bare hyrede en tilfældig chauffør og ikke selv tog turen.”
“Igen er det et spørgsmål om at genfinde den nærhed og ærlighed, vi har mistet i vores fødevaresystem.”
Forbrugere har krav på at vide, hvor deres mad kommer fra
De mange besøg i København og de mange samtaler og små rundvisninger med kunder hjemme på gården er ikke kun et spørgsmål om at dele fornøjelse, værdier og madglæde.
Vores kunder skal se og høre om vores grise, og de skal vide, hvad de får at spise. At deres landmand selv kan spise grisenes foder og at de i det hele taget lever et godt liv
Det er også en vigtig del af Poul Lang Nielsens bidrag til kampen for at gøre op med et moderne fødevaresystem, der efterhånden er blevet så uigennemskueligt, at den almene forbruger umuligt kan finde hoved og hale i, hvor deres mad egentlig stammer fra.
Det er blevet for nemt at hoppe over hvor produktionsgærdet er lavest, mener han og påpeger, at når det er juridisk forsvarligt at markedsføre produkter til en grad, der ofte er decideret vildledende, ja så må det jo være juraen, der er noget galt med.
Indtil håbet om strengere retningslinjer og håndhævning af etik i fødevareproduktion og markedsføring bliver indfriet, insisterer han på selv at sprede ordet til alle, der gider lytte til ham.
“Det er vores ansvar som landmænd at vise forbrugerne, hvordan deres mad bliver til, på en ærlig og gennemsigtig måde.”
“Vi går meget op i ikke at stramme vores fortælling, og tager i stedet folk med ud i marken eller tager en snak med dem på markedet.”
“Vores kunder skal se og høre om vores grise, og de skal vide, hvad de får at spise. At deres landmand selv kan spise grisenes foder og at de i det hele taget lever et godt liv,” siger Poul Lang Nielsen.
Hvordan gør man forsvarlig fødevareproduktion økonomisk bæredygtig?
Netop ærlighed og gennemsigtighed er den primære årsag til, at HindsholmGrisen i dag stadig kun kan købes direkte fra Poul Lang Nielsens gård, hjemmeside eller salgsvogn. Der har været dialog med potentielle samarbejdspartnere, men frygten for at drukne i budgetorienterede indkøbspolitiker har altid lagt låg på idéen.
“Mange ender med at blive fanget i den store industrimaskine, og pludselig er der en masse, der vil til at have indflydelse på alt fra dine priser til din produktion og dit budskab. Det bliver en driftskamp om at få sænket priserne, og det er jo fair nok, at dem der er ansat til at varetage driften for eksempelvis supermarkedskæder prøver at sikre de laveste råvarepriser”.
“Det er det, de er ansat til – men det spil gider jeg bare ikke være en del af,” siger Poul Lang Nielsen.
Alle små, passionerede producenter kan ikke leve af at levere til restauranter, som vi i vid udstrækning gør. Vi er nødt til at finde en måde at gøre etisk og kvalitetsbevidst landbrug til noget, der er økonomisk bæredygtigt for flere
Han oplever imidlertid at mange andre mindre producenter ender med at gå på kompromis med deres produkt for i højere grad at kunne appellere prismæssigt til distributører og forbrugere. Og han forstår dem fuldt ud, når de skal konkurrere med discountgrøntsager og hakket svin til 15 kroner.
Der drives rovdrift på vores fødevareproducenter i en grad, der gør det stadig sværere at drive en rentabel forretning, insisterer han og priser sig i samme åndedræt lykkelig for sit indbringende netværk i restaurationsbranchen.
“Vi har ramt en god niche, fordi kødkvaliteten for gris generelt er så lav, at der ikke skal meget til for at gøre det bedre, og derfor er vi heldigvis blevet mødt af en enorm opbakning.”
“Problemet er bare, at alle små, passionerede producenter ikke kan leve af at levere til restauranter, som vi i vid udstrækning gør. Vi er nødt til at finde en måde at gøre etisk og kvalitetsbevidst landbrug til noget, der er økonomisk bæredygtigt for flere end nu,” siger han.
Og derfor har HindsholmGrisen også gennem hele sin eksistens insisteret på ikke at søge og tage imod eksempelvis fondsstøtte.
Pt er Poul Lang Nielsens næste drøm at samle små producenter i et stort andelslandbrug bygget op om et fast, fælles værdisæt … han er langt fra er færdig med at gå i flæsket på kampen for kvalitet og gennemsigtighed
Man vil vise et økonomisk bæredygtigt og selvkørende projekt, som andre kan inspireres af – for Poul Lang Nielsen ser både lysten og passionen hos mange andre små, spirende landbrug, og han tror på, at markedet for kvalitetsråvarer produceret med god samvittighed vil fortsætte med at vokse.
Pt er Poul Lang Nielsens næste drøm at samle små producenter i et stort andelslandbrug bygget op om et fast, fælles værdisæt.
Det skal være et moderne, bæredygtigt, cirkulært landbrug, hvor grøntsagsmarker, får, høns og grise alle kan harmonere og bidrage til, at landbrugets næringsregnskab går op. Og hvor andelshaverne med en m
ere robust, fælles økonomi står stærkere i kampen mod – og på sigt måske også samarbejdet med – det store, etablerede fødevaresystem.
“Vi er jo bonderøve, ikke købmænd. Jeg tror virkelig på, at vi kunne stå stærkt og få en stor stemme, hvis vi i højere grad kunne samle os som kollegaer og sparringspartnere snarere end konkurrenter,” appellerer Poul Lang Nielsen.
Hans idéer er omtrent lige så mange og hans ambitioner omtrent lige så store, som hans tid er knap.
I første omgang er der lige en juletravlhed, der skal overstås. Der er flere kopper bagerkaffe, der skal drikkes og flere tallerkener med restauranters spændende nye griseretter, der skal smages.
Og vigtigst af alt er der mange flere samtaler og diskussioner, der skal haves om et fødevaresystem, Poul Lang Nielsen og HindsholmGrisen langt fra er færdige med at gå i flæsket på kampen for kvalitet og gennemsigtighed.
Alle fotos: Karl Ejnar Jørgensen
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her