UDVIKLING // ESSAY – “Udvikling kan ikke altid puttes i velordnede kasser og opstår ikke altid intentionelt og planlagt. Det kan ske spontant og kaotisk, og i de situationer handler det blot om at være åben. Ikke bare åben overfor nye former for planlægning, men også åben overfor nye former for input til forandring. Og måske har vi ekstra meget brug for det netop nu, hvor det er, som om at udfordringerne for det moderne menneske står linet op på rad og række,” skriver udviklingskonsulent Birgitte Hvilsom, der for nylig har haft en oplevelse, hun kalder en ‘guddommelig’ åbenbaring.
Den tilpasse forstyrrelse til udvikling kræver både hjerne og hjerte. Kan man – i en moderne og oplyst verden – hente hjælp til udvikling fra andet end systematiske, rationelle, målstyrede værktøjer?
Ja, vil jeg påstå – efter mange år i udviklingsbranchen og mange etaper på egen personlige livsudviklingsekspedition. Helt uden at iføre mig konsulent-sølvpapirshat og benægte, hvad en veltilrettelagt, målrettet proces kan føre med sig af gode resultater. Jeg vil blot komme med et pip om tilsvarende vigtighed af fantasi og kreativ åbenhed, når vil skal rykkes ud af vante tankemønstre.
For udvikling kan ikke altid puttes i velordnede kasser, og opstår ikke altid intentionelt og planlagt. Det kan ske spontant og kaotisk, og i de situationer handler det blot om at være åben. Ikke bare åben overfor nye former for planlægning, men også åben overfor nye former for input til forandring.
Og måske har vi ekstra meget brug for det nu, hvor udfordringerne for det moderne menneske står linet op på rad og række.
Med hjertet som forløser
Jeg vil underbygge min påstand med en personlig historie. En af den slags, der normalt fortælles af mennesker, der er meget modigere end mig. Normalt ville jeg trygt stå inde i skyggen og lytte til deres ord. Jeg ville beundre deres mod til at beskrive en mangefacetteret forståelse af verden.
Min verden har nemlig været præget af, ja, teorier, modeller og rationelle overbevisninger. Men via grundig iblødsætning, blandt andet som følge af coronapandemien, bliver jeg mere og mere overbevist om, at det ikke er et enten-eller. Der skal være plads til både hjerne og hjerte.
Den følgende fortælling er for mig en kæmpe reminder om, at der er mange veje til udvikling. Den demonstrerer på bedste vis den kendte pointe om, at udvikling fordrer den tilpasse forstyrrelse. Og så ramte den mig med så stor klarhed, at end ikke et tvivlende menneske som mig kunne overse den.
Og som jeg sad der, skete der noget ganske uventet: Der tonede en tydelig silhuet af et hjerte frem på væggen over for mig
Fortællingen tager sin begyndelse en lidt tungsindig fredag morgen. En morgen, der på ingen måde emmede af, at der om lidt ville ske et mirakel. ET MIRAKEL. Faktisk føltes det som om, der var noget, der havde sat sig fast indeni. En frustration, en følelse af at være gledet væk fra mig selv. Og nu sad jeg her i morgenkåben med kaffen dampende foran mig i en privilegeret del af verden – og følte mig fortabt.
Og som jeg sad der, skete der noget ganske uventet: Der tonede en tydelig silhuet af et hjerte frem på væggen over for mig. Jeg kiggede vantro på figuren og tænkte, at det måtte være genskin fra noget blankt. Jeg spejdede rundt efter kilden, men den var der ikke. Der var ikke noget, der kunne projektere en hjertefacon op på min væg. Hjertet var der ved egen kraft.
Først var jeg forvirret. Skete det her virkelig? Kunne det passe, eller så jeg syner? Men den var god nok: Der var en tydelig skygge af et formfuldendt hjerte på min stuevæg. Det her var virkeligt, og det skete lige nu og her. For mig. Jeg sad der i min sofa og blev ganske overvældet af dyb taknemlighed. Jeg modtog lige der al den kærlighed, jeg overhovedet kunne drømme om. Jeg skulle blot åbne mit hjerte og tage imod.
Landede i verden igen
Midt i al min fortabthed kom der nu hul til forståelsen af mig selv. Det hele var jo åbenlyst. Hvad jeg drømte om, mine dybeste behov, mine stærkeste længsler. Lige der stod det hele lysende klart. Så klart, at jeg måtte skrive det ned, og jeg greb ud efter en blok og noterede alt det, der så længe havde været skjult for mig. Alt det utilgængelige, der havde arbejdet under overfladen. Tonsvis af tanker og (psykolog)-samtaler havde kredset om det, men svarene var altid udeblevet – indtil nu.
Jeg ved ikke, hvor lang tid skriveriet stod på, for tiden var uden betydning. Men på et tidspunkt var alt ude, indfanget, noteret. Energien aftog, og jeg landede i verden igen.
Det interessante var dog, at hjertet ikke forsvandt. Det aftog ikke i styrke. Det vedblev med at være synligt og tilgængeligt. Jeg fik mod til at gå tættere på og se, hvad der ville ske. Så jeg nærmede mig. Langsomt. Fuld af ærefrygt og spænding. Lidt tættere. Til sidst ganske tæt.
Og der slog det mig. Jeg havde siddet op ad væggen efter en løbetur et par dage forinden. Skyggen af det formfuldendte hjerte var… den svage aftegning af mine egne svedige skulderblade.
Synkronicitet eller åbenbaring?
Det var i hvert fald min hjernes forklaring, men sammenfaldet – synkroniciteten – var næsten for tyk.
For mig er det egentlig heller ikke længere så vigtigt, for jeg har alle mine noter fra min ”guddommelige” åbenbaring i behold. Alt det, jeg har manglet den rette hjælp til at finde ind til, har jeg nu på skrift. Så betyder det egentlig noget, hvad der skabte det?
Jeg valgte en anden vej og har nu i stedet tegnet hjertet op. Når jeg kigger på det, så minder det mig om at holde hjerne og hjerte åbne for alskens hjælp til udvikling
Hvis jeg var forblevet i min sædvanlige rationelle tilgang til verden, havde jeg sikkert rejst mig og tørret ”skidtet” af min væg. Jeg valgte en anden vej og har nu i stedet tegnet hjertet op. Når jeg kigger på det, så minder det mig om at holde hjerne og hjerte åbne for alskens hjælp til udvikling. Åbne for den tilpasse forstyrrelse, der kan komme i mange former.
I en tid, hvor verden har brug for hjælp til at finde nye svar på nye og velkendte udfordringer, oplever jeg heldigvis en tiltagende åbenhed over for alternative tilgange til udvikling. Brug af naturen, kunsten, åndeligheden som forløser. De vinder mere og mere frem. Stadig med min egen oplevelse frisk i erindring, synes jeg af hele mit hjerte, at det er godt.
LÆS MERE AF BIRGITTE HVILSOM I POV HER
Topfoto: Pxfuel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
