Liberalismen er ved at smadre vores civilisation, og væksten i arbejdsrelateret stress er et symptom. Problemet har derfor meget lidt med den enkeltes psyke eller modstandskraft og langt mere med samfundstrukturer at gøre, skriver Thomas Milsted. Han understreger, at det egentlig ikke er liberalismen som idé, der er problemet: Det er snarere liberale ideologer, der lukker øjnene for de virkelige årsager til stress, fordi det ikke passer ind i deres verdensbillede.
Måske har du undret dig over, hvorfor så mange vedholdende holder fast i ideen om, at stress er selvforskyldt. Når det meste forskning gang på gang viser, at stress udspringer af strukturelle udfordringer, kan man kun få den tanke, at den insisterende tilgang, at stress er det enkelte individs eget ansvar, må bygge på en resistens over for fakta.
En resistens som igen er styret af holdninger, der bunder i en neoliberalistisk logik. Det handler med andre ord, som jeg ser det, dybest set ikke om, hvorvidt stress er selvforskyldt eller ej, men om at fortalerne for den tilgang ønsker at fastholde ideen om, at sådan er det.
Dermed bliver de bekræftet i deres egne holdninger, og dermed kan de økonomiske og ideologiske konsekvenser af grundsynspunktet samtidig opleves som overskuelige og dermed i øvrigt også lettere at håndtere.
Stress er noget, vi mener noget om
Hvis det at forbygge stress kan have økonomiske konsekvenser for organisationen, kan det at lægge ansvaret over på individdets skuldre nemlig ikke bare være være belejligt, men også udgøre en økonomisk gevinst for arbejdsgiverne.
Hvis de økonomiske konsekvenser ved forebyggelse opleves som uoverskuelige, vil det være billigere at overbevise medarbejderne om, at deres stress skyldes “ubalancer” og “uhensigtsmæssige prioriteringer” i deres liv, primært i deres privatliv og den måde, medarbejderne har valgt at tilrettelægge deres liv på derhjemme.
Vi har ikke en gruppe af særligt sårbare på vores arbejdspladser. Vi har arbejdspladser, der udvikler sårbarhed, fordi det, der foregår tangerer regulære overgreb.
Her kan man så passende sende medarbejderne til psykolog, som for en overkommelig pris vil kunne hjælpe disse med en eller anden form for ‘personlig afklaring’.
Ja, mit bud kan virke kynisk – men set i lyset af de betragtelige økonomiske konsekvenser ved forbyggelse i det mindste forståeligt.
Når man ser på de reelle årsager, som har betydning for arbejdsrelateret stress, ifølge forskerne fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, bliver det imidlertid tydeligt, at det ikke vil være helt billigt at forebygge. Ifølge EU-OSHA (Den Europæiske Unions informationsagentur for arbejdsmiljø), handler arbejdsrelateret stress hovedsagligt om omstruktureringer, jobusikkerhed, overarbejde, stor arbejdsbyrde, mobning og chikane på arbejdspladsen,
Når det lykkes at lokke medarbejdere til at udvikle vindermentalitet og udnytte de muligheder, som forandringer fører med sig, i stedet for at lade sig slå ud af dem, er det fordi, det er lykkedes for liberale tænketanke at redefinere ideologi, så det ser ud som den skinbarlige sandhed.
Her er det tydeligt, at tanken om det selvforskyldte virker grotesk, og det bliver også nemt at gennemskue, hvorfor ideen om individdets egen skyld ikke bare er plausibel, men også rentabel. Uden at vi faktisk har tal på det, virker det oplagt, at behandling i dette tilfælde – og det til trods for de mange millioner, der bliver brugt på det – har en pris, som er væsentlig lavere end de voldsomme og ikke mindst radikale omvæltninger og tiltag, der skulle til for at forbygge.
Når vi samtidig ser på de negative faktorer for trivsel, som forskningen gennem de senere år har udpeget, er det igen tydeligt, at det ville være forbundet med store omkostninger at forebygge. Her taler vi blandt andet om høje krav/lav kontrol (anspændt arbejde), ringe udviklingsmuligheder (blandt andet uddannelse) og utryghed i ansættelsen som en reaktion på, at flere og flere bliver ansat i projektlignende stillinger (løsarbejdere, freelancere m.m.) og skifteholdsarbejde.
Når man altså ikke ønsker at konfrontere kravene kollektivt – i erkendelse af at arbejdsbetinget stress for det meste opstår, fordi medarbejderen stilles overfor krav i arbejdet, som han ikke har ressourcer til at opfylde – er det på bagrund af ideologi og ikke et rationale med fødderne i virkeligheden.
Løsningen på ovenstående ville være, at omstruktureringerne skulle begrænses og gøres langsommere, tidspres imødekommes af langt mere personale, og overarbejde erstattes med en balance mellem krav og ressourcer.
Millioner af ledere skulle efteruddannes, så de kunne medvirke til at skabe et arbejdsmiljø, der matcher menneskets grundforudsætninger. Vi er ikke økonomisk incitamenterede robotter. Det, der driver mennesket, er tænkning, abstraktionsevne, refleksion og selvrefleksion. Det kræver konkrete vilkår at arbejde under.
Videre er vi drevet af indlevelse, empati, kreativitet, glæde, vilje og kærlighed. Det igen kræver vilkår, der gør det helt klart, at hvis vi mennekser skal fungere, er det under konkrete menneskelige betingelser. Altså arbejdsvilkår der ligger unaturligt langt væk fra det, som mange medarbejdere oplever i dag. Endda ret omkostningstunge tiltag.
Et kynisk menneskesyn
Hvis vi kun tænker arbejdsmiljø som det muliges kunst, og tænker det i markedslogikker, hvor angsten for globaliseringen er større end opmærksomheden på medarbejdernes ve og vel. Eller hvis arbejdsmiljø ledes af politikere, for hvem det offentlige opleves som en kræftsvulst, hvor medarbejderne repræsenterer kræftceller, der skal skæres væk, så forebygger vi ikke stress. Vi skaber derimod et miljø præget af høj omstillings- og effektiviseringsintensitet, organisatorisk utryghed og organisatorisk uretfærdighed.
Mange ser stress som en kompleks størrelse, men kompleksiteten er et narrativ, som skal holde os fra løsningerne.
Når man altså ikke ønsker at konfrontere kravene kollektivt i erkendelse af, at arbejdsbetinget stress for det meste opstår, fordi medarbejderen stilles overfor krav i arbejdet – krav, som han ikke har ressourcer til at opfylde – er det på bagrund af ideologi og ikke et rationale med fødderne i virkeligheden.
Når ledere og politikere ikke vil ændre organisationen og imødekomme kravene med tilsvarende ressourcer, handler det altså ikke kun om økonomi, men også om holdninger, hvor stress forklares som et negativt ’mindset’ og kun opstår, fordi vi handler irrationelt og ikke har den rette indstilling.
Når medarbejderne konstant bliver introduceret for yoga, meditation, coaching, lykkepsykologi og kurser i robusthed, er det ikke, fordi det er det, som virker. Men fordi liberalismen, ikke som ide men som det repræsenteres i liberale partier, har præget alle sider af vores samfund lige fra læren i skolen til psykologien på arbejdspladsen, der velvilligt stiller op og lærer os at tænke ’konstruktivt’ og ’proaktivt’, så vi kan arbejde med vores motivation.
At opfordre medarbejdere til at udvikle vindermentalitet og udnytte de muligheder, som forandringer bringer i stedet for at lade sig slå ud af dem, er udsprunget af holdninger og et resultat af, at det er lykkedes liberale tænketanke at transformere og redefinere ideologi til skinbarlig sandhed. Vi tror på den med, at vi er vor egen lykkes smed.
En ideologi i frit fald
Mange ser stress som en kompleks størrelse, men kompleksiteten er et narrativ, som skal holde os fra løsningerne. Hver gang vi har løsninger i vest, skal vi se på problemer i øst. Hver gang vi opstiller eksperimenter, der ville kunne vise os vejen ud af stress, bliver de forpurret af opfordringer til motion og frugtordninger.
Men det betyder også, at de skulle erkende konsekvenserne af deres ideologi. Liberalismen er ved at smadre vores civilisation.
Jeg er med på, at mange politikkere og ledere ikke ved, at højt arbejdspres betyder tab af værdi og mening, og at det er tilintetgørende og dybt angstfuldt. På sigt betyder fører det til psykisk sammenbrud.
Jeg er med på, at ledere ikke er godt nok uddannet – og dermed ikke kan se den sammenhæng, der er mellem det organisatorisk skabte arbejdsvilkår og neurobiologisk højt stressniveau, undertrykte højere mentale/følelsesmæssige funktioner, og det at blive fremmedgjort. Men så lyt da til os, der ved det. Vi har ikke en gruppe af særligt sårbare på vores arbejdspladser. Vi har arbejdspladser, der udvikler sårbarhed, fordi det, der foregår, tangerer regulære overgreb.
Er sagen ikke den, at medarbejderne og lederne er i samme båd, når det gælder den magtesløshed, de oplever overfor de vilkår, som knækker flere og flere mentalt? Politikkerne mangler simpelthen grundlæggende at erkende konsekvenserne af deres reformer.
Men det betyder også, at de skulle erkende konsekvenserne af deres ideologi. Liberalismen er ved at smadre vores civilisation. Jeg ved, at civilisation er et meget diffust begreb, men mon ikke de fleste vil tolke det i forlængelse af deres ideologiske ståsted?
Tolkningen handler ikke så meget om civilisationens DNA, hvor begrebet for de fleste dækker over fænomener som sociale, kulturelle, politiske og materielle fremskridt. Tolkningen skal mere forstås som måde og metoderne til civilisationens beståen.
Når flere og flere borgere oplever tilbagegang, ulighed og fattigdom hos den mest udsatte del af befolkningen, og utryghed, bekymring og tab af kontrol (stress) hos den brede del, må noget jo være gået galt. De problemer, vi ser på arbejdspladserne, er en spejling af det samfund, vi lever i. Og det er vel nok der, vi skal ændre noget, før vi kan ændre og gøre noget ved stressproblematikken på vores arbejdspladser.
Torsdag 1. juni sætter POV International fokus på stress, herunder hvordan vi imødegår stress, der er blevet en af den moderne hverdagslivs alvorligste mentale udfordringer. Politikere og virksomhedsledere må tage problemet alvorligt, hvis ikke vi skal opleve en mental nedsmeltning. Vi giver både vores faste skribenter og gæstebloggere mulighed for at komme med deres bud på, hvad samfundet stiller op med et fænomen, der efterlader mennesker med angst, depression og andre psykiske lidelser.
Foto: Pixabay
Hvis du kan lide min artikel, kan du sende penge via MobilePay. Jeg har valgt ikke at modtage pengene selv, men at donere dem til Kirkens Korshærs arbejde. Deres MobilePay på tlf. 40 16 87 88
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her