PORTRÆT // POV BUSINESS – Indtil for 20 år siden røg forfatteren til denne artikel 50 cigaretter om dagen. Så tog han en ’kold tyrker’. Det, som fik ham igennem krisen, og som reddede ham fra fuldstændig at ødelægge sine lunger, var en lille håndrullet tobakspastil ved navn Oliver Twist. Pastillen har siden holdt ham fra smøgerne. POV’s Poul Arnedal har talt med direktøren for det 217 år gamle ’tobaksspinderi’, hvor 77 pct. af de beskæftigede i produktionen er kvinder. Trods stadig skrappere salgsrestriktioner er fremstillingen af den lille sorte tobakspastil fortsat en pæn forretning for tobaksvirksomheden i Odense.
Jeg har en tilståelse. Jeg indtager tobak!
Efter at have røget i over 35 år var jeg til sidst oppe på 50 cigaretter om dagen. Samtidig blev mine tilbagevendende vinterforkølelser med kraftige og hyppige hosteanfald værre og værre og længere og længere.
En dag for 20 år siden blev det for meget. Jeg tog ’en kold tyrker’. Stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg havde et par måneders pause i mit arbejde som tv-tilrettelægger på Nordisk Film. Pausen skulle bruges til at skrive en biografi om couture-designeren Isabell Kristensen. Allerførst skulle jeg til Monaco i en lille uges tid og lave nogle supplerende interviews med hende. Bagefter skulle der skrives.
Men det er sin sag at koncentrere sig, når man pludselig savner sine 50 daglige smøger – uro i kroppen, permanent rastløshed. Hvor skulle jeg gøre af mine hænder, og hvad med mit suttebehov? Jeg manglede min nikotin og noget at putte i munden.
”Føj, hvor ulækkert”
Jeg forsøgte mig med nikotintyggegummi, og det var rart at have noget at tygge på, men det gav mig konstant kvalme, hikke og svimmelhed. Så faldt jeg over noget, som hed ’tobakspastiller’. I gamle dage hed det skrå, men i den moderne udgave var – og er – det små tynde og delikate tobaksruller med lakridssmag på en centimeters længde.
I hvilken udstrækning, tobakspastillerne i øvrigt kan være sundhedsskadelige, er aldrig blevet undersøgt, fordi de udgør et så relativt lille nicheprodukt
Med sådan en lille krabat lagt diskret ind i kinden og suppleret med almindeligt tyggegummi kunne jeg styre min uro og rastløshed.
Takket være de små pastiller fik jeg lavet mine interviews og skrevet min bog. Og jeg må tilstå, at jeg har brugt dem stort set lige siden. De giver kroppen et nikotintilskud, som er blevet svært at undvære. I dag har jeg en lungekapacitet på 50 procent, siger lægerne. Var jeg blevet ved med at ryge, ville jeg sandsynligvis gå rundt med et iltapparat i dag, hvis jeg overhovedet havde været i live.
Når folk, jeg har kendt i adskillige år, så hører, at jeg bruger ’skrå’, siger de ofte: ”Føj, hvor ulækkert.”
Men når jeg så spørger, om de nogensinde har lagt mærke til, at jeg bruger disse tobakspastiller, har svaret altid været: ”Nej!”.
Og så er det jo nok ikke så ulækkert, som folk forestiller sig.
Danmarks ældste tobaksvirksomhed
De håndrullede tobakspastiller bliver fremstillet på virksomheden House of Oliver Twist A/S i Odense og på stort set samme måde, som da virksomheden blev grundlagt i København for 217 år siden. Et tobaksspinderi kaldte man det dengang.
I dag spindes tobaksbladene stadigt med håndkraft til de lange, fem millimeter tynde strenge, som udgør grundmaterialet i de tobakspastiller, der produceres på den lille fabrik med omkring 25 medarbejdere i det sydlige Odenses Munkebjerg-kvarter. Her er 74 % af medarbejderne i produktionen kvinder, og de udgør 64 % af Oliver Twists samlede medarbejderstab.
Vi er oppe imod en del fordomme og restriktioner, men det er noget, vi har lært at leve med. Og det ændrer ikke ved, at vi er stolte af det håndlavede produkt, som vi producerer
Ifølge dansk lovgivning er det forbudt på nogen måde at reklamere for enhver form for tobaksprodukter. Men det er ikke forbudt at fortælle, hvordan tobakspastillerne fremstilles, og hvilken historie, der gemmer sig bag Danmarks ældste tobaksvirksomhed, som kan spores tilbage til 1805, hvor den københavnske tobaksfabrikant Peter Abraham Boch annoncerede for sit tobaksspinderi.
Igennem de næste knap 170 år havde virksomheden forskellige ejere, og allerede i 1924 flytter den til Odense, hvor den i 1974 overtages af den lokale familie Drest Nielsen.
Blev nærmest familiens ”uægte søn”
I dag ledes virksomheden af den 55-årige direktør Peer Dyhr, som kommer fra en gård i landsbyen Vindinge lige uden for Nyborg. Han er oprindelig uddannet maskiningeniør og havde forskellige topstillinger inden for metalindustrien, før han i 2009 kom til den familieejede tobaksvirksomhed.
”I modsætning til mine tidligere job, hvor fokus lå på at omorganisere, rationalisere og outsource, så kom jeg til en lille virksomhed, som rummede hele værdikæden, og hvor det handlede om at underbygge og udvikle det brand, man levede af at sælge. Det, syntes jeg, var både spændende og sjovt.”
”Samtidig blev jeg nærmest ’den uægte søn’ i Drest Nielsen-familien, som jeg selvfølgelig kom tæt på, fordi det var en lille familiedrevet virksomhed, hvor jeg som direktør afløste, men også arbejdede tæt sammen med sønnen Michael Drest Nielsen,” siger Peer Dyhr og fortæller samtidig, at han aldrig selv har nydt nogen former for tobak – bortset fra når han i embedsmedfør har været med til at teste blandt andet nye smagsvarianter af Oliver Twists små sorte pastiller.
En succesfuld nicheproduktion
Selvom han i 2018 var med til at sælge foretagendet for et anseeligt millionbeløb til den svenske koncern Swedish Match, har han fortsat jævnlig kontakt til familien.
”Når familien valgte at sælge, så var det blandt andet på grund af de udfordringer, som et stadigt mere reguleret og konkurrencepræget marked bød en lille selvstændig virksomhed som Oliver Twist,” fortæller direktøren.
Og man må sige, at salget indtil videre er endt lykkeligt. Oliver Twist er førende på sit felt i Norden og har stort set fastholdt sit salg på trods af nye konkurrenter af røgfrie produkter som e-cigaretter og nikotinposer. Sidste år havde virksomheden et regnskabsmæssigt overskud på 20 mio. kr. efter skat, og Oliver Twist sælges på 3.000 forskellige salgssteder alene i Danmark, ligesom Oliver Twist også sælges i Norge og Sverige samt i mindre omfang i Tyskland, Storbritannien, Schweiz og USA.
Og her kommer forskellen på fortidens skrå og nutidens tobakspastiller ind i billedet
”Men vi er stadig et nicheprodukt med en lille loyal kundeskare, og sådan forventer vi, det vil fortsætte med at være,” konstaterer Peer Dyhr.
Æskerne med de små tobakspastiller må ikke længere ligge synligt fremme i butikkerne, ligesom de farvestrålende æsker med Oliver Twists logo har fået påbud om at fremstå med neutral skrift og farve – ligesom i øvrigt alle andre tobaksprodukter.
I dag har de små 5x3x1cm små plastikæsker med de vakuumpakkede pastiller en kedelig grøn-brun farve, som har den officielle betegnelse Pantone 448c, der uofficielt betegnes som ”den hæsligste farve i verden”. Indholdet er de samme smagsvarianter som tidligere.
Blev sammenlignet med cigarrullerne på Cuba
Grundmaterialet i tobakspastillerne er hele, store tobaksblade, som indkøbes i USA. På fabrikken i Odense fjernes stilken i hvert tobaksblad, hvorefter bladene rulles – eller ’spindes’ – og bliver til lange tynde ca. ½ cm tykke strenge. Oprindelig blev jobbet som tobaksspinder varetaget af særligt faguddannet personale. Læretiden for en håndspinder var fire år, og de, som kunne kunsten, blev sammenlignet med cigarrullerne på f.eks. Cuba.
I dag er der stadig en gruppe kvinder på Oliver Twist, som spinder bladene i hånden, og flere af dem har været på fabrikken i over 25 år, ligesom det er tilfældet med en væsentlig del af de beskæftigede medarbejdere.
Når tobaksstrengene er rullet op på store tromler, skæres de ud i én centimeter lange stykker, hvorefter de tilsættes smagsstoffer – eller casing, som det kaldes med et fagudtryk. Grundsubstansen i smagsstofferne er engelsk lakrids, som suppleres med andre ingredienser, så de seks forskellige pastiltyper får hver deres karakteristika.
Her kommer forskellen på fortidens skrå og nutidens tobakspastiller ind i billedet. Udover at de gamle skrå var tykkere og større end nutidens pastiller, så svømmede de også nærmest i sovs. Derfor kaldes stedet, hvor casingen foregår, også stadig for ’sovseriet. I den moderne udgave af Oliver Twist er casingen absorberet, og de svømmer ikke længere i sovs.
Bortset fra den engelske lakrids er opskriften på smagsstofferne en fabrikationshemmelighed, men de er godkendt i alle ender og kanter af myndighederne. Med hensyn til sukkerindholdet indeholder en enkelt pastil 0,04 gram sukker i modsætning til en sukkerknald eller et bolsje, som indeholder omkring 2,5 gram sukker.
Bliver ofte forvekslet med andre røgfri produkter
På æskerne med Oliver Twist skal der ifølge lovgivningen stå, at ”Denne tobaksvare skader dit helbred og er afhængighedsskabende”. At det kan skabe afhængighed pga. nikotinen i tobaksbladene, hersker der ingen tvivl om. Men i hvilken udstrækning, tobakspastillerne i øvrigt kan være sundhedsskadelige, er aldrig blevet undersøgt, fordi de udgør et så relativt lille nicheprodukt.
Derfor bliver de også ofte forvekslet med andre røgfri tobaksprodukter som de såkaldte chewbags (tyggetobaksposer), som er groftskåret tobak beregnet til at tygge, samt de senest tilkommende nikotinposer, som ikke indeholder tobak. Endelig er der også mange, som forveksler pastillerne med snus, som er granuleret tobak. Snus er imidlertid ikke tilladt i EU bortset fra Sverige, og det sælges også i Norge.
”Vi er oppe imod en del fordomme og restriktioner, men det er noget, vi har lært at leve med. Og det ændrer ikke ved, at vi er stolte af det håndlavede produkt, som vi producerer,” slutter Peer Dyhr.
Til læsernes oplysning kan det tilføjes, at House of Oliver Twist ikke på nogen måde har købt eller betalt for artiklen. Jeg nød ca. seks tobakspastiller i forbindelse med at lave research, interviewe og skrive.
House of Oliver Twist
Børstenbindervej 1, 5230 Odense M
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her