VINKLUMME // TILBAGEBLIK – Efteråret har en tendens til at bringe eftertænksomhed med sig. Måske fordi året er ved at gå på hæld og vi tvinges mere eller mindre frivilligt til at tage stilling til tiden, der er gået. Men én dag i november sætter vi retroperspektivet på pause, drikker piv-ung vin og ser fremad.
Oprindeligt udgivet torsdag 19. november 2020 på selve Beaujolais Nouveau-dagen giver denne måneds klumme et indblik i en verden, der så væsentlig anderledes ud for et år siden. Selvom smittetallene nu stiger igen, kan det kræve lidt tankevirksomhed at huske, hvordan vores verden så ud dengang og det kan måske være en god idé at reflektere over det forgangne år, mens du drikker den Beaujolais Nouveau, du købte igår. Skål!
Har du set Druk? Forlod du også biografsalens afsluttende, skærende lys med en uendelig trang til bare at sætte hele vores corona-inficerede verden på pause, bare for et kort sekund, et par timer eller en aften?
Du og jeg er ikke de eneste. Måske ville vi slet ikke være i en situation med forbud mod salg af våde varer og tidlige dørlukninger, hvis det ikke var for alkoholens forbandede, berusende virkning. De unge fester for meget, de andre mødes til fødselsdage og jubilæer, og resultatet dukker frem på vores smartphoneskærme hver eftermiddag, hvis man er til den slags masochisme.
Romerne forædlede kunsten at dyrke og lave vin, og selvom Moses og de andre gammeltestamentlige rødder ikke var de helt store drankere, plantede Noah som det første en vinplante, da han gik i land
Men alkoholens, og især vinens, forløsende egenskaber har været en fast bestanddel af livet siden oldtiden. Ordet ‘symposium’ betyder ‘drikke sammen’ og det gjorde grækerne i stor stil. Romerne forædlede kunsten at dyrke og lave vin, og selvom Moses og de andre gammeltestamentlige rødder ikke var de helt store drankere, plantede Noah som det første en vinplante, da han gik i land.
Hvorfor al den glorificerende snak om vin? Jo, det er fordi vinen velsigner vores liv, vores mad og vores mærkedage. Men faktisk har vinen selv sine egne mærkedage. Og om lidt er det tredje torsdag i november, såmænd. Hvad sker der på den dag? Vi skal drikke ung vin, skal vi – det er tid til Beaujolais Nouveau.
Snedig markedsført “juicy red”
Traditionen for at drikke den nye Beaujolais begyndte som en fejring af, at årets høst var i hus. Hele drueklaser udsættes for et iltfrit miljø og druerne sprænges af indestængt gæringstrang. Saften driver, gæringen går i gang og det hele presses hurtigt, inden tanninerne i skallerne kommer på banen. Det giver saftig, frugtig og, ærlig talt, bællevenlig vin med noter af banan, kirsch og kanel.
Selv i Paris, som jo ellers er lukket og slukket i disse dage, ligger vinen klar. Vinbutikkerne regnes nemlig – man fristes til at sige selvfølgelig – til de ’essentielle’ butikker, der må holde åben under corona, og de reklamerer i dag med små skilte, der melder at vinen kan rekvireres her
Men selv afslappede bællevine er underlagt strenge foreskrifter. For når man tager i betragtning, hvilken afslappende drik vin er, så findes der faktisk utrolig mange regler omkring produktionen af vin. Hvilke druer må bruges til hvad, hvilke områder har patent på hvilke vine, hvilke metoder anvendes til hvad – intet er overladt til tilfældighederne. Den regelrette bonde må ikke engang selv bestemme, hvornår hans vin kommer på markedet og oprindeligt måtte Beaujolais Nouveau ikke blive solgt før efter den 15. december i høståret. Så kunne franskmændene ikke dy sig og fremrykkede det til den 15. november i høståret.
Nu blev det en konkurrence om at få vinen frem inden denne dag, først til Paris og senere resten af verden. Men de glade gallere er også snedige forretningsmænd, og ved at ændre reglen for frigivelse til den tredje torsdag i november, sikrede de at weekenden derefter blev opstemt, festlig og særdeles våd.
Denne tradition hamrede da også, som en ildrød Ferrari, ind i yuppie-Danmark i 1980’erne, hvor smallæbede racerkørere med politieskorte brændte dæk for på kortest mulige tid at levere kassevis af blårød ung vin til de hedonistiske menigheder på Gråbrødre Torv. En skik, der heldigvis forsvandt sammen med skulderpuder og trekantede plasticørenringe.
Gør det for Frankrig!
Hele verden deltager nu i det, der egentlig var bøndernes fest, og i vinkældre verden over ligger der lige nu kasser med datoen 19/11/20. Selv i Paris, som jo ellers er lukket og slukket i disse dage, ligger vinen klar. Vinbutikkerne regnes nemlig – man fristes til at sige selvfølgelig – til de ’essentielle’ butikker, der må holde åbent under corona, og de reklamerer i dag med små skilte, der melder at vinen kan rekvireres her.
Beaujolais Nouveau er lavet til at skulle drikkes i store, tørstige slurke, til at fejre høsten, til at give slip og give los, give et pusterum. Lige i år burde vi alle drikke en flaske Beaujolais Nouveau eller fem
Høsten er gået som ønsket med sunde druer, og det resulterer i den saftige og lette vin, der i meget høj grad egner sig til løssluppen samtale i gallisk stil, måske med et uprætentiøst fad godt charcuterie – pølser, nogle skiver god skinke og en klat rillette – og lidt hyggelige oste i den mildere, bløde ende – den ultracremede Brillat Savarin, en ung Comté og lidt frisk ged. Beaujolais Nouveau er lavet til at skulle drikkes i store, tørstige slurke, til at fejre høsten, til at give slip og give los, give et pusterum. Lige i år burde vi alle drikke en flaske Beaujolais Nouveau eller fem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her