MIDTVESTLIV // KLUMME – Verdens ægte storbyer har det hele: kulturen, butikkerne, vinbarerne, pengene, et højere gear. Og så har de også alt det, vi aldrig rigtig læser om i turistguiderne, men som Julie Bendtsen fremover får svært ved at lukke øjnene for, nu hvor hun er flyttet til Chicago. De amerikanske storbyer rummer et uhyrligt stort antal hjemløse og psykisk syge, og klummeskribenten føler sig “ubehageligt til mode” ved synet. Men hvorfor reagerer hun sådan, spørger hun sig selv.
CHICAGO – Jeg har altid elsket ferier i storbyer, men jeg har aldrig rigtigt boet i en før nu. Bevares, jeg har i mine studieår boet i København, som jeg altid vil elske, og jeg har taget et semester i Amsterdam. Men ingen af de to europæiske hovedstæder er jo sådan “rigtige” storbyer. Det opdager man, så snart man turer rundt i metropoler som London, New York, Paris, Los Angeles – og Chicago.
Mit kendskab til Chicago begrænser sig indtil videre til vores nye tilværelseskrydderi: Søndagsturene, hvor vi tager ind og spiser frokost og oser i butikker. Og de berømte architectural boat tours på Chicago River.
Jeg glæder mig til at hoppe på eksprestoget, når børnene er sendt i skole, og være i downtown på mindre end en halv time – og så bare udforske. Spadsere, snuse ind (mestendels min egen sure ånde, fordi hey – mundbind, amirite?), fare vild og finde ud til Lake Michigan. Der er en særlig stemning i storbyen; travlheden, intensiteten, butikkerne, caféerne, pulsen, en summen af succes.
Fortovene var proppet med telte, i nogle gader så langt øjet rakte, og efter mørkets frembrud forvandlede området sig til et sted, hvor vi låste dørene og blev inde
Og så er der den anden side. Jeg kommer aldrig til at vænne mig til synet af det overvældende antal hjemløse, jeg bliver konfronteret med hver gang, jeg besøger en storby – særligt de amerikanske.
Da vi for et par år siden besøgte San Francisco, kom det bag på mig – på sådan en vildt naiv og ignorant måde – hvor mange telte, der var rundt omkring. Alle de mange hjemløse, der gik rundt i gaderne, og hvor meget de fyldte i form af tilråb og nærgåenhed. Jeg tænkte dengang, at San Francisco måtte være den by i USA, der var ubetinget hårdest ramt af hjemløshed.
Så besøgte vi Los Angeles. På vores road trip i Californien sidste efterår havde vi et tre dages stop i Los Angeles, og med alle mine komplet outdatede minder om MTV’s 90’er-serie The Real World i mit stadig naive og ignorante baghoved besluttede jeg, at surfer-hippie-bohemeflippede Venice Beach måtte være stedet at bo. Så vi lejede en rummelig Airbnb med en på papiret helt fantastisk beliggenhed: en blok fra stranden og Stillehavets magiske solnedgange, som er en af hovedårsagerne til, at jeg altid, altid vender tilbage til Californien i mine drømme.
Det viste sig allerede ved vores ankomst en sen onsdag aften, at Venice Beach ikke kun er hjemsted for smukke solnedgange, men også for en hastigt voksende befolkning af hjemløse. Fortovene var proppet med telte, i nogle gader så langt øjet rakte, og efter mørkets frembrud forvandlede området sig til et sted, hvor vi låste dørene og blev inde.
Men et mistet job i USA kan med uhyggelig fart blive begyndelsen på en deroute, der ender på steder som Skid Row
Lige siden depressionen i 1930’erne har området Skid Row i downtown Los Angeles dannet rammerne for en stor del af byens kæmpestore hjemløsebefolkning. Af de knap 67.000 hjemløse i Los Angeles bor næsten 4800 af dem i det omkring 50 blokke store område, som i årevis ikke kun har været et sted, hvor hjemløse endte for egen hånd, men blandt andet også en veritabel deponeringsplads for nyligt udskrevne patienter, der blev sat af i området efter endt behandling på Los Angeles’ psykiatriske hospitaler. Resultatet er et berygtet og frygtet område, senest portrætteret på grusomste vis i Netflix-serien Crime Scene: The vanishing at the Cecil Hotel.
Venice Beach er godt på vej til at blive det nye Skid Row, og det blev tydeligt, mens vi boede der. Forestillingen om morgenløbeturen i gyldent Stillehavssollys langs vandet på Venice Beach Boardwalk, som er bydelens berømte cykel- og fodgængersti langs stranden, blev afløst af realiteten.
I stedet for at kigge ud mod vandet holdt jeg blikket stift rettet mod mine fødder, dels for at sikre mig at jeg ikke trådte på en brugt kanyle og dels for ikke at skabe uønsket øjenkontakt med nogle af teltenes beboere, der var tidligt oppe og i gang med dagens første fix. Og så kom skyldfølelsen over de tanker. For hvad kunne øjenkontakten dog skade?
Da vores søn senere samme dag faldt ned af en lille trækonstruktion på vej mod stranden for at se solnedgangen, som unægtelig er fuldstændig ubeskrivelig smuk i Venice, var min første frygt, om han i faldet havde stukket eller skåret sig på noget, der krævede et skadestuebesøg eller sågar en indlæggelse.
Det havde han naturligvis ikke, og vores ophold i Venice Beach endte med at være både sjovt, givende og spændende. Og i bagklogskabens lys kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvordan det jo ikke er de hjemløse – menneskene i sig selv – der er det største problem.
Det er vilkårene, når man er født her, hvor det selvfølgelig heller ikke skader at være født med en guldske i måsen. Det er trods alt markant nemmere at være sin egen lykkes smed, når smedjen allerede er etableret og kører med overskud
Problemet er behandlingen af de mennesker, der af den ene eller anden grund er endt i en trøstesløs og uoverskuelig situation, og at selv om man i de rigeste byer i de rigeste lande ikke kan finde ud af, hvordan man på en værdig og human måde sameksisterer med dem, der lever og ånder uden opsparing, et American Express, en arv eller bare fire vægge og et tag at holde sig oven vande.
Og så er problemet jo mig. Mig og alle de andre, der bliver “ubehageligt til mode” ved synet af de mange hjemløse. Os, der går i en bue udenom, mens vi ærgrer os over, at vores eventyrlige forestilling og forventningsglæde om mødet med endnu en summende storby med al dens lys og eksotiske magi nu har fået en skuffende fernis af beskidt realitet.
Det er ikke en følelse, der gør mig særlig stolt af mig selv, kan jeg godt afsløre. Det er privilegeret og uempatisk og en masse andre ting, jeg ikke har lyst til at være, men som jeg åbenbart heller ikke har menneskelig båndbredde til ærligt at kunne sige mig fri for.
Det er også en følelse, der gør det krystalklart for mig, hvor forkælet jeg er. Og hvordan det er forkælede personer som mig, der er skyld i, at mennesker med dårligere kort i livet bliver betragtet som en ubelejlig gene, der enten skal indhegnes i en afgrænset enklave eller helt flyttes til nye områder, så gentrifikationen kan fortsætte ufortrødent, og de nye hippe beboere og besøgende kan glemme, at problemet nogensinde fandtes.
Jeg er født og vokset op i et land, hvor jeg ikke blot har haft alle muligheder for at skabe det liv, jeg ønskede mig, men også har haft bevidstheden om et samfundsskabt sikkerhedsnet, der griber mig, hvis jeg begynder at falde. Et mistet job ville ikke sende mig på gaden i Danmark.
Men et mistet job i USA kan med uhyggelig fart blive begyndelsen på en deroute, der ender på steder som Skid Row. Det samme kan manglen på en ordentlig sundhedsforsikring, hvis ulykken rammer, og et hospitalsophold bliver et menneskes – eller måske en hel families – ruin.
Måske lykkes det. Måske er jeg stadig bare naiv
Måske er det mine danske rødder, der gør, at jeg overhovedet bemærker det i den grad, jeg gør, og måske er det mine amerikanske venners amerikanske ditto, der gør, at de ikke ser det i samme grad. Det er den amerikanske drøm på godt og ondt, og det er vilkårene, når man er født her, hvor det selvfølgelig heller ikke skader at være født med en guldske i måsen. Det er trods alt markant nemmere at være sin egen lykkes smed, når smedjen allerede er etableret og kører med overskud.
USA er mange ting og på mange måder ikke et sted for sarte sjæle eller tabte skæbner. Personligt håber jeg, at vores flytning til storbyen kan lære mig lidt mere om de mennesker, der også bor her, men som bor på en anden måde, end jeg gør. Måske lykkes det. Måske er jeg stadig bare naiv.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen fotograferet i solnedgangen med en cocktail i Venice Beach, Californien. Kig en ekstra gang på fotoet. Lige dér, midt i billedet nederst, sidder en hjemløs, psykisk syg kvinde på hug og tager sig til hovedet. “Jeg så det først senere og skammede mig over hele billedets udtryk”, skriver Julie Bendtsen. Alle fotos: Julie Bendtsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
