VIN // REJSER – Rejsen ad de støvede sydfranske jordveje leder Max Ulrich Klinker forbi tre rosévinsproducerende vingårde, der hver især har gennemlevet både koleraepidemier og kendis-skilsmisser.
Domaine Rasque, Taradeau
I en støvsky mellem vinranker og jordvejen prøver jeg at læse druenavnene. De er her så godt som alle sammen, og i farten siger skiltene da også: grenache, cinsault og carignan. “Hvorfor kører du så hurtigt?”, afbryder min kone.
Det lange indgangsparti til Domaine Rasque, lidt tilbagetrukket fra landsbyen Taradeau, ligger kønt og snor sig gennem vinmarkerne som en rød løber til ære for den antikgræske vingud Dionysos.
“Det er som om, at druerne trækker vores personlighed frem. Se, her kommer tibouren. Det en drue, som de antikke grækere havde med til Provence for 2.500 år siden, og den står her endnu. Dens intense aroma af landskabets jord kan fordreje hovedet på enhver tvivler. Det er indbegrebet af overlevelsesvilje.”
“Chancerne for at overleve vil være bedre, hvis du sætter farten ned”, lyder svaret prompte, inden vingårdens portal og brobelægning omsider åbenbarer sig foran os.
“Brostenene er det udtrykte billede på carignan. Det er en hård og bastant drue. Selv vinpest og meldug magter sjældent at få bugt med carignan. Desværre er smagsindtrykket tæt på at være lige så uspændende som at række tungen frem. Druen sikrer kvantitet, men ikke kvalitet.”
Det er velsagtens carignan, der er årsag til, at mange hævder, at rosévine fra Provence hænger sammen med tarvelige receptioner og fedtede studenterfester, overvejer jeg at tilføje. Mens mainstream-folk og opportunister hælder vin indenbords til et løssluppent orkester, kan de bildes hvad som helst ind – så længe det ikke handler om kvalitet.
Vingårdsfamilien Biancone har inviteret til sommerfest på Domaine Rasque. For få år siden overtog datteren Sophie gården efter sine forældre og hendes søskende hjælper fortsat til. Især den yngste, Enzo, der omtales som ´l´enfant des vignes´ (navnet knytter sig til en ældre fransk roman om et vidunderbarn i vinmarkerne), hævdes at opnå særlige resultater med sine vine. I aften har familien stillet op på række for at byde velkommen. Flere hundrede gæster har fundet vej til de oprindelige 15 ha, familien anskaffede i 1983, men som siden hen er vokset mange gange.
Godt håndværk er som bekendt ikke nok, købmandskab skal der også til. Efter gæsterne på det førende jetset-sted ´Le Club 55´ ved Saint Tropez tog vinene fra Rasque til sig, åbnedes dørene til Paris og hele Frankrig.
Rosévinen cuvée Alexandra består af 50 pct. grenache og 50 pct. cinsault. Det er nemmere at beskrive i metaforer: Den ene halvdel af druerne er stærke som en spansk toreador – druen grenache er fra Spanien – med en imponerende robusthed over for varme, selv på tørre, stejle bjergskråninger – og alligevel med en let smag af skovbær i behold, mens cinsault er den elegante diplomat, der med kun en smule taninsyre glatter ud og skaber harmoni på samme måde som, når en vært skal dæmpe gemytterne, fordi hans middagsgæster er røget i totterne på hinanden om polariserede emner. Feinschmeckere kan tilmed smage sort peber og nelliker i vinen.
Vinrankerne tager sig endnu kønnere ud i månelyset, slår det mig, da vi forlader sommerfesten. Dionysos må våge et sted derude bistået af cikaderne som væbnere.
Domaine Sainte Marie, Les Bormes
Kunst er skønhed og patos bevæger beskueren. Den hvide statue af Jomfru Maria er et bevis for denne indlysende sandhed. Den dag i dag står hun prægtigt i vinmarkerne på Domaine Sainte Marie og rækker ud efter vores hjerters fornuft. Det var i taknemmelighed over, at koleraepidemien i 1884 stoppede lige uden for vingården, at statuen blev rejst. Den gang tilhørte markerne karteuserklostret La Verne, og nonnerne havde bedt ihærdigt for lokalbefolkningen. Bønnerne blev hørt.
Man betragter sine marker som en grøn lunge, der sikrer biodiversitet i vinranker og også i områdets skov med korkeg og fyrretræer
Mange vingårde i Provence forfaldt efter Romerrigets fald (år 479 e.Kr.). Det var først, da det kristne ordensliv og klostrene kom til, at kvaliteten atter steg. Ingen som munke og nonner har kunnet forælde vin i hundredvis af år.
Den store franske Revolution (1789) førte til enorme ødelæggelser af klostre i hele Frankrig og for at føje spot til skade, gjorde 1800-tallets omsiggribende vinsygdomme som oïdium (druesvamp) og phylloxéra (vinlus) kål på det, som ikke allerede var terroriseret til ukendelighed. I lange tider var møgvin et vilkår i Provence.
Uventet blev vinens renæssance Anden Verdenskrig, hvor den tyske besættelsesmagt – formentlig bistået af lokale lobbyister, der ud fra devisen: “intet er så slemt, at det ikke er godt for noget andet” – klassificerede en række vingårde i Provence med det attraktive kvalitetsstempel og pivstjålet til lejligheden: ´cru classé´.
I 1955 vedgik franskmændene sig beslutningen fra krigens tid samtidig med en formalisering af appellations-grupperinger som Vin de Pays, lokale AOC´er (Appellation d´Origine Côntrolée) og de mere elitære Les Appellations Communales, hvoraf mest kendt i dag er den feterede AOC Bandol.
Rosévin er altså ikke som det logiske indfald hos den venlige stewardesse på business class, der en gang tilbød at hælde halv rødvin og halv hvidvin i glasset
Familien Duburcq overtog Domaine Sainte Maries godt 40 ha i 2007. Lige siden er man gået målrettet til værks. Der er foretaget betydelige investeringer i den ypperste form for vinfremstilling og økologi, og der vises gerne frem for besøgende. Man betragter sine marker som en grøn lunge, der sikrer biodiversitet i vinranker og også i områdets skov med korkeg og fyrretræer. Nætterne er kølige såvel sommer som vinter, og familien Duburcq insisterer på, at vinhøsten kun skal finde sted om natten i tidsrummet mellem kl. 03 og 08.
Den populære rosévin cuvée Tradition Sainte Marie består af 40 pct. cinsault (den spanske toreador), 40 pct. grenache (diplomaten), 10 pct. tibouren (den seje græker), 5 pct. carignan (brostenen) og 5 pct. cabernet sauvignon (verdens mest populære drue).
Familien hævder, at denne sammensætning fører til en førsteklasses harmoni på flaske. Og skal man underholde ved bordet om al den viden, man alligevel ikke har nok af, så skyd genvej og beret for borddamen, at man i vinen kan smage citrusfrugt og hvide blomster. For det siger familien Duburcq, og så betyder det mindre, at de færreste af os nogensinde har spist hvide blomster.
Mens vi har proppen af, så lad os i brede vendinger minde os selv om, at rosévin tilvirkes af rødvinsdruer, idet hver drues skind under presningen kommer i kontakt med frugtkødet. Men ikke længe – oftest kun mellem 2 og 24 timer (den præcise tid er en produktionshemmelighed på hver vingård), for ellers bliver mosten (fr. moût) til rødvin. Rosévin er altså ikke som det logiske indfald hos den venlige stewardesse på business class, der en gang tilbød at hælde halv rødvin og halv hvidvin i glasset.
Château Miraval, Correns (Brignoles)
GPS’en oplyser, at der fortsat er 1,8 km op til slottet, da en kraftig portlåge, der kan holde selv kampvogne på afstand, spærrer vejen. ´Private property´ forklarer et skilt på amerikansk. Overvågningskameraet opfordrer ikke til at ringe på.
Det dækkes gerne i lokale aviser som Nice Matin, når kommunens borgmester besøger vingården (som regel hvert forår) for at takke for de mange arbejdspladser, som anskaffelsen af de 400 ha, heraf 50 ha vinmarker, har ført til, da filmskuespillerne Angelina Jolie Voight og Brad Pitt overtog vingården Château Miraval i 2012. Til trods for, at vingården har været en heftig skilsmisse-slagmark siden bruddet i 2019, er parterne i år (2024) endt med, at Brad Pitt kan fortsætte vingården alene.
Der skal nok være en kvinde eller to, der synes, at de oplever Brad Pitt på flaske
Man kan læse en god del om land, lys og sjæl, når det gælder Château Miravals egen beskrivelse, og man kan også konstatere, at der anvendes druer som cinsault, grenache, rolle og syrah (også kaldet for shiraz). Hvordan der sammensættes til den endelige vin, gøres der ikke meget forklaring ud af. Vingården nøjes med at hævde, at der er tale om vin af høj kvalitet udviklet af druer på leret og kalkholdig jord, og at vinhøst altid finder sted om natten.
Givetvis på grund af dygtig markedsføring har rosé-vinene fundet vej til de årlige Oscar-fester for film og det har i sig selv bidraget til den glamour, som Château Miraval omgærdes af. Vinene ses overalt på populære restauranters vinkort. Selv det Jean-de-France-agtige Ruths Hotel i Skagen anbefaler sig med Miraval.
Der skal nok være en kvinde eller to, der synes, at de oplever Brad Pitt på flaske. Om ikke andet, så er vinene fra Miraval indbegrebet af et Danaidernes Kar: konversationen hører aldrig op, desuagtet hvor lidt, vi ved.
Når druer i Provence bliver til vin, spores snart et indhold – hvad enten det er baseret på kvalitet eller fortælling – der betoner vores personlige træk. Ikke som et trolddomsspejl på væggen, men netop med det strejf af uforudsigelighed, som vin i Provence har været katalysator for, siden de antikke grækere plantede den første stilk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
