MIDTVESTLIV // KLUMME – En midlertidig ophævelse af mundbindspåbuddet har skabt vild røre i Julie Bendtsens del af Midtvesten. Det har også skabt mere splittelse – denne gang blandt skolebørnene.
CHICAGO – “Hey, giv lige en hånd til min ven fra Danmark her! I hendes land har de lige ophævet ALLE restriktioner! Wu-huuuu!”
Ordene gjaldede ud over poolen fra den swim up-bar jeg befandt mig tirsdag den 1. februar på vores længe ventede solferie.
Jeg har et princip om ikke at indgå i ophedede diskussioner, når jeg er iført badedragt og sidder på en undervandsbarstol
De faldt fra en stor amerikansk mand med et stort amerikansk flag tatoveret på overarmen, og de faldt lige efter han i meget tydelige vendinger havde gjort rede for, hvad han mente om coronarestriktioner.
“Det er jo for fanden bare en almindelig forkølelse. Det er jo bare fede røvhuller som mig, der burde være bekymrede”, harcellerede han og efterlod ikke den mindste tvivl om, at det var han ikke. Bekymret, altså. Til gengæld var han himmelhenrykt over det lillebitte land, der nu altså i hans øjne kæmpede den ultimative frihedskamp.
Jeg har et princip om ikke at indgå i ophedede diskussioner, når jeg er iført badedragt og sidder på en undervandsbarstol, så jeg undlod at gøre ham opmærksom på en himmelråbende mangel i hans skamros: At Danmark har kunnet hæve restriktionerne, fordi så stor en andel af befolkningen er vaccineret.
I stedet valgte jeg den oplagte udvej: At smile, vinke og svømme væk med min piña colada.
Alt imens jeg som så ofte før – på trods af dugfriske undtagelser – følte mig så uendelig mere dansk end amerikansk. Ikke fordi jeg har nogen særlig holdning til mundbind. Men fordi det, de – og andre restriktioner – repræsenterede for ham, ligger så milevidt fra det, de repræsenterer for mig.
Sagsanlæg – the American way
For en uge siden blev mundbindspåbuddet midlertidigt ophævet i vores skoledistrikt her i Illinois. Ikke fordi man har fundet ud af, at mundbind ikke virker, og ikke fordi så mange nu er vaccineret, at man med en vis sikkerhed kan sige, at risikoen for alvorlige sygdomsforløb er så minimal, at det kan forsvares.
Hvorfor er den ene elevs frie valg vigtigere end den andens helbred?
Nej, ophævelsen bunder i, at en gruppe forældre på bedste amerikanervis har lagt sag an mod guvernøren for at tvinge deres børn til at bære mundbind i skolen. Indtil den sag er afgjort, er det op til forældrene selv, om deres børn skal bære mundbind i skolen eller ej.
Det er sådan cirka den mest katastrofale beslutning, jeg nogensinde har været vidne til på lokalt plan.
Ikke fordi færre bærer mundbind – jeg ville såmænd have foretrukket en klar streg i sandet om ikke flere mundbind, og dét selv om jeg er absolut fortaler for dem, og vores børn stadig bærer dem præcis som før – men fordi dét at lade en så betændt, så politisk ladet og så konfliktoptrappende beslutning være op til forældrene, er dømt til at skabe splittelse så stor, at skaden kan synes uoprettelig.
På min datters middle school – som dækker 6., 7. og 8. klasse – er spændingerne udtalte. En ven fortalte mig frustreret, at hans syvendeklasse-søn den første dag med det nye valgfri scenario så en gruppe af klassekammeraterne – nu uden mundbind – komme gående i en kæde ned gennem skolens gange, alt imens de råbte “pussy” efter dem, der stadig bar mundbind – og skubbede dem til side.
En anden gruppe valgte bevidst at hive mundbindet ned under hagen, så snart de kom inden for skolens døre for at demonstrere over for deres lærere, at de ingen ret havde til at bede dem bære det ordentligt.
Skoleansattes mareridt
Et par dage efter, at mundbindspåbuddet var blevet midlertidigt ophævet, og skolen var gået over til “kraftigt at anbefale” mundbind, fik vi en mail fra rektoren.
Han informerede os om, at der i vores datters anden, fjerde og femte time på det daglige skema var en elev med et kronisk meget svækket immunforsvar, og rektor appellerede derfor indtrængende til, at vi lod vores datter bære mundbind, når hun var i samme lokale som den pågældende elev. Han understregede også, at han godt vidste, at han ikke kunne kræve det.
Vi har aftalt med vores børn, at de beholder mundbindet på, når de er i skole, så mailen – der naturligvis ikke kun var sendt til os, men alle forældre, hvis børn har timer sammen med den (eller en anden) immunsvækkede elev – var som sådan overflødig, men det kunne rektor jo ikke vide.
Og den professionelle og respektfulde, men alligevel på en eller anden måde opgivende tone i mailen understregede det, som siden er blevet bekræftet: Beslutningen om at lade de enkelte forældre tage stilling til, hvorvidt deres børn skal bære mundbind eller ej – ud fra et politisk motiv – har igangsat et decideret mareridt for skolernes ansatte.
Friheden bliver til egoisme, og det er ikke en køn forvandling
En ven, som er skolelærer, kom forleden forbi for at hente sin datter hos os efter en legeaftale med vores datter.
Da jeg på helt amerikansk autopilotmaner spurgte hende, hvordan det gik, var hun ved at græde. Den første uge med den nye mundbindssituation havde været et helvede. Elever, der nu ikke længere bar mundbind, drillede dem, der stadig gjorde, og mange af de børn, hvis forældre havde bedt dem beholde det på, tog det af, så snart de kom i skole for at undgå konflikter med vennerne.
Proportionsløse sammenligninger
Allerede inden ophævelsen trådte i kraft, kunne stemningen vejres i den Facebook-gruppe af lokale mødre, jeg er medlem af. Jublende opslag om “vores” nyvundne frihed, krydret med slagord om amerikanske værdier og billeder af matchende flag.
Og dem, der var lidt bekymrede over den nye situation, som allerede på det tidspunkt virkede lidt ude af kontrol, holdt sig tilbage, for hver gang de pippede med lidt modstand, blev de sat på plads. Det handlede jo om frihed, måtte de forstå.
Det er i situationer som denne, at jeg bliver så gennemtræt af amerikanere og deres egocentrerede trang til at gennemtrumfe deres fortærskede frihedsdyrkelse som et principielt symbol. En frihed, som i øvrigt for mig mister al sin værdi, når den bruges til at gøre andres liv sværere.
Hvorfor er den ene elevs frie valg vigtigere end den andens helbred? Det er et af de aspekter af den amerikanske mentalitet, der ind imellem gør landet svært at elske. Friheden bliver til egoisme, og det er ikke en køn forvandling.
Det handler ikke om mundbind eller ej
Personligt har jeg helt utroligt svært ved at forstå, at noget så ubetydeligt som et mundbind kan få nogen til at føle sig så frihedsberøvet. Det må være den samme mekanisme, der får folk til at gå til angreb, når de bliver bedt om at vise et vaccinationskort.
Hos nogen fører den slags krav eller daglige pandemiske genvordigheder til mild irritation – hos andre bliver det opfattet som et indgreb i deres personlige frihed på linje med jødeforfølgelser og andre proportions- og historieløse sammenligninger.
Den enes frihed, den andens liv eller død
Jeg føler helt ubeskriveligt med de forældre, som nu ikke bare skal være bekymrede over den øgede risiko for, at deres alvorligt immunsvækkede barn bliver smittet med en virus, der kan være dødelig for ham – de skal også forholde sig til, at hans klassekammerater kalder ham en “pussy”, fordi han stadig bærer mundbind.
Det er klassekammerater, der, beklædt og bevæbnet med deres forældres holdninger, skaber splittelse og frygt i skolens gange, fordi de mener, at deres frihed vejer tungere end alt andet – også andres liv.
Det handler om, hvor giftigt det er, når forældre bruger deres børn som fartøjer for deres egne politiske budskaber
Det her er ikke et partsindlæg for eller imod mundbind.
Hvis alle regler om mundbind blev skrottet i morgen, fordi konklusionen var, at de ikke længere gjorde en forskel eller var nødvendige, ville jeg brænde dem lige så hurtigt som enhver anden, der har ventet på bedre tider.
Det handler ikke om mundbind eller ej. Det handler om, hvor giftigt det er, når forældre bruger deres børn som bannerførere for deres egne politiske budskaber og sender dem i skole med en overbevisning om, at de andre elever, der ikke er, gør eller tænker som dem, er forkerte.
Som forældre – ja, faktisk bare som voksne mennesker – burde vi alle vide bedre – og være bedre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
