POV BUSINESS // LEDELSE // DAGENS POV – Når vi skal beskrive det, som kommer, men som vi endnu kun aner konturerne af, har vi mennesker en tilbøjelighed til at skrive vores egne værdier, præferencer og ikke-erkendte antagelser ind i forudsigelsen af fremtiden. Det er naturligt, men det kan også være snæversynet og i sidste ende undergrave fremskridtet, siger Louise Orbesen, som har brugt de sidste to år på at finde og formulere fremtidens lederskab. På sin vej har hun mødt mennesker, der har stirret sig blinde på egne kæpheste.
Når man – som jeg har gjort – kaster sig ud i et at finde, forstå og formulere fremtidens lederskab, møder man hurtigt en masse åndsfæller. Mennesker, som ser nye veje, og som længes efter bedre måder at lede og gå på arbejde på.
Det er som udgangspunkt dejligt. Men det kan af og til også være udfordrende.
Enhver teori er en spejling af sin skaber
I Holland findes nogle ultra-seje mennesker, Corporate Rebels, som har rejst rundt i verden og talt med forskere, meningsdannere og praktikere, der har markeret sig på scenen for fremtidens lederskab.
De spurgte for nylig forfatter og tidligere taleskriver for Al Gore, Daniel Pink, om frihed, mestring og mening også var noget, der betød noget for ham personligt.
Pink har i flere af sine bestseller-bøger beskrevet, hvordan netop frihed, mestring og mening er det, vi nu går på arbejde for og motiveres af.
Efter at have givet det en tanke kom Daniel Pink frem til, at det faktisk netop var de tre elementer, han selv satte pris på i sit eget liv og arbejde. Altså var det, han selv havde præference for, også det, han så komme i fremtiden.
Corporate Rebels besøgte også Frederic Laloux, som har skrevet den banebrydende ”Fremtidens organisation” og fandt ud af, at både Frederic og hans kone, Heléne, er spirituelt interesserede.
For dem er det vigtigt at leve på en måde, der afspejler wholeness, self management og evolutionary purpose, som er de tre hegnspæle, han først og fremmest sætter i bogen. Den har et tydeligt afsæt i det spirituelle, f.eks. i Ken Wilbers Spiral Dynamics (en spirituel udviklingstrappe), egoundertrykkelsen og opfattelsen af organisationen som en selvstændig organisme med eget liv.
Igen ser vi altså Lalouxs egen præference afspejlet i det, han ser fremtiden byder på.
Min pointe er, at når vi mennesker skal beskrive fremtiden – det som kommer, men som vi endnu kun aner konturerne af – har vi en tilbøjelighed til at skrive vores egne værdier, præferencer og ikke-erkendte antagelser ind i den fremtid, vi ser. Det gælder naturligvis også mig selv. Og det kan blive lidt anstrengende – og til tider lettere udfordrende.
Fremtidskæmpere med en menneskelig agenda
Jeg har mødt en del mennesker af den slags de sidste to år i min jagt på fremtidens lederskab.
Jeg har blandt andet mødt den spirituelle, den bæredygtige, den feminine, den terapeutiske og den samskabende fremtidskæmper.
Fremtiden er ikke kun feminin, spirituel eller samskabende. Den er også hardcore resultatskabende – og tal, logik, eksekvering og markedsforståelse vil være lige så vigtigt, som det altid har været
De har det til fælles, at de sætter det menneskelige højt på agendaen. De har også det til fælles, at de er overbeviste om at nu, endelig, er tiden kommet til deres agenda. Det er den på en måde også.
Det problematiske er blot, at fremtiden ikke kun er feminin, spirituel eller samskabende. Den er også hardcore resultatskabende – og tal, logik, eksekvering og markedsforståelse vil være lige så vigtigt, som det altid har været.
Med andre ord: når budskaber bliver for snæversynede og insisterende, bliver resultatet udfordrende. For med det snæversynede falder en stor – og vigtig – del af målgruppen fra. Desværre ofte den del af målgruppen, der reelt kan rykke ved strukturerne, nemlig nutidens magthavere og beslutningstagere i de store organisationer.
Hvis fremtidens lederskab reelt var feminint, ville budskabet om lyttende, støttende og konfliktløsende egenskaber jo få langt større gennemslagskraft, end det faktisk har fået. Det får det ikke nu, fordi det er nogle få menneskers agenda.
Løsningen bliver fremstillet som en modsætning af det, der er i dag. Derfor ender de ivrige budbringere med at stå i vejen for det fremskridt, som de selv ønsker.
Der er en dybere forretningsforståelse blandt fortalerne for det feminine lederskab, men retorikken bliver hurtigt polariseret, simplistisk og modsætningsskabende
Jeg er sikker på, at der er en dybere forretningsforståelse blandt fortalerne for det feminine lederskab, men retorikken bliver hurtigt polariseret, simplistisk og modsætningsskabende.
Noget lignende gælder dem, der har ophøjet sig selv til spirituelt udviklede mennesker blottet for ego og fyldt med så meget selvforståelse og rummelighed, at de kan opløse krig, vold og konflikt i verden, hvis bare der kunne komme flere af dem.
Igen er der rigtig meget godt at hente her, men står de spirituelle fortalere alene bliver budskabet for afkoblet fra den pragmatiske virkelighed, og snæversynet skaber igen mere modstand end det modsatte.
Jeg er selv ved at uddanne mig til gestaltterapeut, og jeg har underholdt mange med de åbenbaringer, der viser sig for mig i arbejdet med nuets kraft og det, der sker mellem mennesker, der mødes i reel kontakt.
Men jeg tror heller ikke, at vejen til fremtidens lederskab alene ligger her. Selvfølgelig ikke. Jeg tror dog, at svaret ligger i en mere sofistikeret forståelse af mennesket og evnen til at folde en større menneskelig intelligens ud, end det vi kan i dag.
Jeg er derfor selv lige så skyldig som andre i at fremme det, jeg ønsker mest. Der er gode svar at hente hos alle fremtidskæmpere, men de kommer først for alvor til at stå stærkt i samspil med sin umiddelbare modsætning.
Resultater, værdiskabelse, vækst og disciplin
Desværre har jeg – i de sidste års jagt på fremtidens lederskab – mødt færre, som sætter resultater, værdiskabelse, vækst, konkurrence og hardcore disciplin øverst på skamlen.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at mange af de problemer, vi oplever i disse år, netop opstår i det nuværende ledelsesparadigme.
Der er problemer med organisationers rigiditet og manglende evne til at navigere i komplekse systemer.
Problemer med for meget pesudoarbejde, egopositionering, meningsløshed og stress.
Problemer med kortsigtet værdiskabelse på bekostning af naturens og menneskers ressourcer. Problemer med koncentreret kapitalejerskab og i sidste ende en polarisering af økonomi, adgang til viden, uddannelse, netværk og magt.
Det vil stadig være de ledere og virksomheder, som er visionære, innovative, modige, sætter barren højt, tiltrækker de dygtigste, udøver disciplin og vedholdenhed, der vil gøre en forskel
Ikke desto mindre handler fremtidens lederskab også om hardcore værdiskabelse. Det vil stadig være de ledere og virksomheder, som er visionære, innovative, modige, sætter barren højt, tiltrækker de dygtigste, udøver disciplin og vedholdenhed, der vil gøre en forskel.
Det nye er, at de ledere der ikke forstår mennesker – og kan arbejde i det menneskelige felt på et langt mere sofistikeret plan – får et stort problem i fremtiden.
De kan simpelthen ikke skabe værdi i samme grad, som de virksomheder, der klikker ind i næste generations lederskab.
Det er virksomheder som Bridgewater, Morning Star, Patagonia og Buurtzog, som alle dyrker grader af formålsdrevet forretning, dedikeret udvikling af mennesker, selvledende teams, procesarbejde og det, der gør at mennesker kan folde sig ud i sit reelle potentiale. Samtidig med at de er drevet af resultatskabelse gennem visioner, disciplin, forretnings- og markedsforståelse samt tiltrækning af de dygtigste.
Det er summen af det hele, der gør, at de trækker fra i forhold til dem, der kun gør det ene eller det andet.
Topillustration: Creative Commons, http://www.thebluediamondgallery.com/typewriter/l/leadership.html
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her