KUNSTUDSTILLING // ANMELDELSE – Dansk Arkitektur Center har netop åbnet Age of Nature – en kompakt og velformidlet udstilling om, hvordan arkitekter og kunstnere forsøger at genoprette balancen mellem mennesker og natur. Her samles visionære bud på, hvordan vi med kloge valg kan hjælpe vores overophedede klode i bedre balance. “Vi har som menneskehed i alt for mange år opført os som en dårlig fugl, der skider i sin egen rede.” Men midt i erkendelsen af krisen viser udstillingen, at håbet lever i de nye måder at bygge, dyrke og skabe på. En udstilling, der forvandler krise til kreativitet, og minder os om, at naturens alder måske først begynder nu.
Først havde vi stenalder, så kom bronzealder og jernalder fulgt af vikingetid, middelalder, renæssance, barok, oplysningstid, romantik og så fremdeles, indtil vi på et tidspunkt rammer industrialisering og moderne tid.
Sådan har mange af os lært historie – og så er disse mange, lange aldre blot små tidssekvenser i Moder Naturs samlede historie.
DAC har bedrevet en lille perle af en naturudstilling, som stiller mange vigtige spørgsmål til sit publikum
Den næste alder, vi skal forholde os til, hedder angiveligt naturalderen. Det er den, vi, under evighedens synsvinkel, står på tærsklen til, hvis man eller skal tro Dansk Arkitektur Centers seneste udstilling: Age of Nature. Naturalder smager sødt og håbefuldt. Det er smagen af en ny æra, en mere afbalanceret og harmonisk verden og en tid, som skal vare i mange, mange år. Måske for altid?
En vild planet
Jordens historie er for vild. Der har angiveligt været liv på vores stadig nogenlunde blågrønne planet i ca. 3,5 milliarder år. I det tidsrum har vi mennesker været her et fingerknips – noget i retning af 300.000 år eller ca. 0,0086 pct. af livets historie. Vi har på den korte tid om ikke ligefrem hærget og voldtaget så dog formået at dominere kloden på en måde, så vi nu selv taler om den sjette masseuddøen af liv her i den antropocæne epoke, hvor mennesker bare fylder alt, alt for meget.
Temperaturerne stiger eksplosivt. Vilde arter dør hundrede gange så hurtigt, som da vi med industrialiseringen for alvor begyndte at gribe ind i naturens cyklus og overudnytte jordens råstoflagre – undergrunden, skovene, havene, engene, prærierne og kysterne. Vi er i dag 8 milliarder mennesker – eller en fordobling bare fra 1970! Det er 55 år. Ingenting i det store regnestykke. Men hvad har det betydet for naturens muligheder for at udvikle sig og trives?
Vi kan både redde og lære af naturen
DAC har bedrevet en lille perle af en naturudstilling, som stiller mange vigtige spørgsmål til sit publikum: Hvordan har vi fået skabt så mange massive problemer for naturen, biodiversiteten og klimaet på så få år? Hvorfor bliver vi ved med at forurene, reducere dyrenes levesteder, overforbruge og udrydde dyreart efter dyreart, planteart efter planteart, når vi nu ved bedre?
Hvordan kan vi rette op på miseren og give en sund og bare nogenlunde biodivers planet videre til vores efterkommere? Og hvad kan særligt arkitektur og kunst bidrage med i forhold til at skabe plads til, at både mennesker og natur kan overleve og trives i bedre indbyrdes samspil?
Alle afgrøder behøver ikke nødvendigvis at vokse på store, firkantede monokulturelle marker i stordriftsproduktion
I løbet af udstillingens i alt fire temaer præsenterer danske og internationale arkitekter og kunstnere deres bud på, hvordan vi kan forstå forholdet mellem mennesker, arkitektur, natur og biodiversitet. Kan vi fx bygge byer til mange flere arter end bare vores egen? Kan vi give plads til mere vild natur? Kan vi bruge vores teknologi til at reparere naturen og samtidig lære af naturen selv?
Lungetræer
Rune Bosse, som både er billedkunstner, skov- og naturtekniker, giver med installationen Lungetræer (fra 2019) et bud på, hvordan vi kan forstå vores relation til naturen. Levende træer er placeret i hver sit plastictelt, hvor de bliver holdt kunstigt i live af menneskeskabte maskiner med ilt og lys. Træer producerer som bekendt ilt til vores økosystemer og er dermed planetens lunger. Men bliver fremtiden, at maskiner holder træerne i live? Tanken er skræmmende. Måske fordi den ikke længere er komplet absurd, men, ja, mulig.
Der er ikke langt fra drivhusets kunstigt skabte indeklima til lungetræet, som det står der på DAC, afskærmet af gennemsigtig plastic. Hvad bliver det næste? Hvem ilter hvem i fremtiden? Installationen understreger, hvor afhængige mennesker er af naturens økosystemer – hvor meget vi har skadet dem, og hvor skrøbelige vi har gjort dem.
Byg til flere arter
I Amsterdam Allegorierne formidles en arkitektonisk vision om en bydel i et havneområde i det nordlige Amsterdam, hvor en række plante- og dyrearter gives plads til at leve sammen med mennesker. Studio Ossidiana forestiller sig en øgruppe med 21 flydende øer, hvor dyr og planter bor tæt sammen. Hver ø er som et mikrokosmos, der undersøger nye aspekter af dette bud på fremtidens afbalancerede økofællesskab, hvor levevilkår for dyr, planter, svampe, mikroorganismer og mennesker tænkes sammen og prioriteres på nye måder. Det er natur i byen på en gennemgribende facon, hvor økosystemiske symbioser trives og mennesker omsider, i respekt for alt andet levende, indskriver sig som en mindre del af naturens højere orden.
Plads til mere vild natur
Kun 0,7 pct. af dansk natur er strengt beskyttet, men vi dyrker godt 60 pct. af landet som industrielt landbrug. Den vilde natur er i Danmark trængt sammen på få og små frimærker. Men det behøver ikke at være sådan. Større, mere robuste og sammenhængende økosystemer og naturområder kan godt fungere sammen med landbrug.
Vi har som menneskehed i alt for mange år opført os som en dårlig fugl, der skider i sin egen rede og bagefter bevidst ignorerer svineriet
Alle afgrøder behøver ikke nødvendigvis at vokse på store, firkantede monokulturelle marker i stordriftsproduktion. Hvis vi giver naturen lov, kan den dyrke mange, også nye, afgrøder til os. Naturens spisekammer kan blive langt mere mangfoldigt og velafbalanceret i forhold vores fødevarebehov, end vi lige nu forestiller os. Naturen gemmer på hemmeligheder, viden og inspiration, som kan blive vores, hvis blot vi giver naturen tilbage – til sig selv.
Det ender forhåbentlig grønt…
Age of Nature byder ikke på voldsomt meget ny viden i forhold til at forstå klodens udfordringer på klima- og biodiversitetsfronten. Det står efterhånden klart for de fleste, at det kun kan gå for langsomt med … det hele:
Politiske beslutninger, grundforskning og teknologiudvikling, etablering af sammenhængende og biodiverse naturområder, løft af havmiljø, at få naturen mere ind i bylivet, klimavenlig landbrugsproduktion, biobaserede byggematerialer, for slet ikke at tale om markedskræfternes kommercielle motor, der skal sætte fart i alt fra vindmøller og solceller over el- og brintbiler til grøn skibs- og flytransport og dyrkningen af flere og bedre vegetabilske fødevarer.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men vi kan begynde at reparere på skaderne, genetablere en tættere relation til naturen og anlægge nye, naturvenlige spor, der bringer vores klode et bedre sted hen
Til gengæld får vi med DAC’s udstilling en række både visionære og konkrete arkitektoniske, kunstneriske og byggetekniske bud serveret i et inspirerende mulighedsfelt og dermed også konstruktive og løsningsorienterede redskaber og budskaber at tage med videre ud i samfundslivet.
Udstillingen lægger sig også fint i kølvandet på andre formidlingstiltag om natur og bæredygtighed på DAC – senest Genbrug – og sender tilsvarende hilsener til CONCITO’s håbefulde podcastserie Det Ender Grønt.
… med nye begyndelser
Vi har som menneskehed i alt for mange år opført os som en dårlig fugl, der skider i sin egen rede og bagefter bevidst ignorerer svineriet. Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men vi kan begynde at reparere på skaderne, genetablere en tættere relation til naturen og anlægge nye, naturvenlige spor, der bringer vores klode et bedre sted hen. Vi må sætte Trump i historisk parentes og selv handle.
Naturalderen på DAC viser, at det er muligt for civilsamfund, forskere, arkitekter, virksomheder og grønne organisationer at arbejde sammen om fælles, visionære løsninger for en bedre fremtid. Og hvis det er rigtigt, som filosoffen Hannah Arendt formulerede det, at overforbrug ikke alene er fattige menneskers rigdom, men at vi som mennesker også er udstyret med en fantastisk evne til hele tiden at skabe nye begyndelser for os selv og verden omkring os, er der håb forude.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og