SPROG // DEBAT – Det behøver ikke at handle om hverken sarthed eller krænkelsesparathed, når vi ændrer ord og begreber. Vi har altid kæmpet om ordene, når de ikke længere har rakt til at beskrive vores verden og forståelse af den tilstrækkeligt godt. Og kampen for fornyelse er altid blevet fulgt af beskyldninger om politisk korrekthed, populisme og plathed. Men det er sundt for sproget at blive rusket op i – hvad enten de gamle eller de nye ord går af med sejren, siger Susanne Sayers.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Midt i 70’erne gik folkesangeren Cæsar med det borgerlige navn Bjarne Rasmussen på nationalt TV med sangen om ‘Malkepigernes Fagforening”. Nogen stor tekst er det ikke – det er det her med, at de ikke længere vil hedde malkepiger, men ‘kopatte-hiv-og-træk-og-slippe-assistenter’ på melodien til ‘Den toppede høne’.
Man kan bruge ord til at hælde glasur ud over, hvad der i stedet burde ændres grundlæggende. Det ulykkesramte atomkraftværk Windscale i Storbritannien blev ikke mindre ulykkesramt af en navneforandring til Sellafield
Teksten, som måske er lidt ældre end hans optræden, ramte lige ned i tidens debat om, hvad ting skulle hedde. Det var på et tidspunkt, hvor rengøringskoner så småt var ved at blive rengøringsassistenter, skraldemænd renovationsarbejdere, og ikke så mange år senere skulle man også begynde at søge efter en kantinedame og dagplejemor m/k, høhø.
Det var alt sammen meget nyt og meget mærkeligt og frygteligt fjollet, var der enighed om i mit barndoms- og ungdomshjem, hvor der var en generel afsky mod alt, hvad der lugtede af vedtaget god smag og påduttet pænhed. Ikke at hjemmet var anti-intellektuelt, men der var en forkærlighed for det barokke og bramfri og uortodokse.
Og det var jo noget pjat, at rengøringskoner og skraldemænd og alle mulige andre nu ikke længere måtte hedde, hvad de altid havde heddet. Som om deres job blev anderledes af det.
Det synspunkt kan jeg stadig have sympati for. Man kan bruge ord til at hælde glasur ud over, hvad der i stedet burde ændres grundlæggende. Det ulykkesramte atomkraftværk Windscale i Storbritannien blev ikke mindre ulykkesramt af en navneforandring til Sellafield. Og at kalde straf for motivationsfremmende foranstaltninger, som vi for eksempel gør i forbindelse med asylsøgere, er decideret newspeak.
Åndssvageanstalter for ‘idioter, svagsindede og epileptikere’ er afløst af psykiatriske hospitaler og hjælp til udviklingshæmmede, fordi det bedre rummer den viden om sindslidelser, vi har i dag. Det handler ikke om sarthed eller politisk korrekthed, men om større respekt og forståelse for mennesker og grupper, vi før i tiden så ned på
Men i andre tilfælde er ændringen af ét udtryk til et andet en senere tids større forståelse for historie og omstændigheder. De fleste af os siger ikke længere mongol, men mennesker med Downs Syndrom. Hareskår er blevet til læbe-ganespalte.
Vi bruger sjældent i dag spasser som nedsættende betegnelse for mennesker med spastisk lammelse (selv om udtrykket sidder så meget fast fra min barndom, at jeg uden at tænke over det kan fyre det af til f.eks. en af mine yngre søskende).
Sproget ændrer sig hele tiden, og der er hele tiden debat om det. Det er et sundhedstegn. Det er ikke nødvendigvis tegn på hverken sarthed eller krænkelse, men på at sproget skal være et redskab, som vi både forstår og skaber vores samfund igennem. Og så opstår der kamp om den forståelse.
Nogle ord klarer debatten, fordi det er ord, som stadig giver mening. Skraldemand har f.eks. overlevet, selv om de fleste jobannoncer søger efter renovationsarbejdere, mens det nedsættende og stigmatiserende natmand forsvandt. Vi siger heller ikke smausere eller smovsere om jøder i dag, selv om det på Holbergs tid ikke var en ualmindelig betegnelse.
Åndssvageanstalter for ‘idioter, svagsindede og epileptikere’ er afløst af psykiatriske hospitaler og hjælp til udviklingshæmmede, fordi det bedre rummer den viden om sindslidelser, vi har i dag. Det handler ikke om sarthed eller politisk korrekthed, men om større respekt og forståelse for mennesker og grupper, vi før i tiden så ned på.
Jeg har ikke noget religiøst forhold til et ord som eskimo. Jeg ved for lidt om dets nuancer og underbetydninger til at have en fast holdning. Jeg har brugt det i en stor del af mit liv, men når grønlændere fortæller, at det for dem er nedsættende, så synes jeg, at jeg bør lytte og prøve at forstå. Og så må vi tage slaget om ordet, hvis vi er uenige.
https://www.facebook.com/122568742917/posts/10157342719062918/?d=n&refid=52&_ft_=qid.6850025614248213968%3Amf_story_key.1327864771604765759%3Atop_level_post_id.10157551274647648%3Acontent_owner_id_new.577932647%3Asrc.22%3Astory_location.5%3Astory_attachment_style.share%3Aview_time.1594895872%3Afilter.h_nor
Selv overlever jeg nok, at min is får et andet navn. Jeg har også overlevet, at jeg skal sige flødeboller i stedet for negerboller, og at min tidligere favoritlakrids, negerhoveder, ikke længere findes i det danske sliksortiment.
En ny forståelse for racisme og undertrykkelse har efterhånden gjort ordet neger så belastet, at man i dag skal bruge det mod bedre vidende og i trods, selv om det engang var neutralt.
Selv ser jeg det som sagt som et sundhedstegn, at vi hele tiden diskuterer vores sprog. Det holder det levende, og det viser, at det betyder noget.
Når samfundet og vores liv, etik, moral og forståelser ændrer sig, må sproget følge med. Ganske som det gjorde dengang i 70’erne, hvor det også var skrækkeligt, at der var ord, vi ikke længere måtte bruge.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SUSANNE SAYERS HER
Topillustration: Harald Nyborg – Gammeldags Flødeis Kæmpe Eskimo 100 ml.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her