Fremtiden her og nu

Fremtiden er lige her og nu – #117

i Børn & unge/Essays af
ESSAYSERIE – “Vi har været her før og haft samtalen om, hvad K skal gøre i forhold til uddannelse og sidenhen job i voksenlivet. Her er en af den slags erfaringsdannelser, der kun kan gøres ved egen kraft, det kan ikke læres ved at høre om, hvad andre har gjort.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om K, hendes 16-årige datter, der har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om de svære valg om fremtiden, som K nu skal tage.

’Det er så svært at vælge, for jeg vil ikke bruge tiden forkert!’ pruster K og skubber sig længere ned i sofaen, som om prustet gjorde hende meget tung.

Vi har været her flere gange før og haft samtalen om, hvad K skal gøre i forhold til uddannelse, og hvordan hun sidenhen skal finde et arbejde i voksenlivet.

Foran K ligger der et bjerg, måske en bjergkæde (det håber jeg ikke), som kun hun kan bestige. Hun har heldigvis den fordel at have forældre, der vil støtte hende lige så intenst, som de bedste bjerg-hjælperyttere der findes, lige så længe hun vil have det

Jeg forstår også, at min voksne og erfarne tilgang ikke nødvendigvis kan hjælpe hende. Min tilgang er ikke uden en vis overbærenhed overfor den ungdommelige forvirring, K sidder med i skødet – som en bold, hun ikke kan kaste videre.

K skal selv danne sine egne erfaringer. Og ja, det kan såmænd godt være, at jeg ved, der er mange veje til Rom, men hvad nu hvis Rom slet ikke er destinationen?

Jeg hiver heller ikke mine egne erfaringer frem. Det, jeg drømte om at blive som barn, var også det, jeg endte med at blive som voksen. Og vejen dertil var ikke den oplagte – på vejen tårnede der sig en bjergkæde af forhindringer op, som jeg først måtte bestige og delvist eliminere.

Foran K ligger der også et bjerg, måske en bjergkæde i fremtiden (det håber jeg ikke), som kun hun kan bestige. Hun har heldigvis den fordel at have forældre, der vil støtte hende lige så intenst, som de bedste bjerg-hjælperyttere der findes, lige så længe hun vil have det.

Så belært af mine fejl fra vores tidligere samtaler med at forsøge at skubbe tiden ind som en afgørende faktor i K’s ligning om hendes fremtid, undlader jeg nu at sige:

’Du har god tid, og det er ikke altid, man går den slagne vej. Måske du har kastet dig over en mulighed, som du langt senere opdager, du kan bruge sammen med det andet, du også har uddannet dig indenfor. Og måske det tilsammen kommer til at udgøre din karriere.’

Nej, alt det siger jeg intet om, for det står klart for K, at hun ikke kan give sig i kast med noget, der ikke er meningsfuldt.

Hun vil aldrig tage sig en uddannelse, hvor hun ikke føler sig overordentlig overbevist om at lande i et job, hun vil kunne være i

For K betyder ubrugt uddannelse spildtid, og spild er meningsløst i K’s optik. Hun er som mange autister udpræget effektiv og funktionelt orienteret i alt, hvad hun gør. K er nødt til at vide præcis, hvor hun skal hen, hvor hun skal ende som færdiguddannet i fremtiden og i hvilken profession.

Hun vil aldrig tage sig en uddannelse, hvor hun ikke føler sig overordentlig overbevist om at lande i et job, hun vil kunne fungere i.

K vil ikke bruge tid eller ressourcer på noget, hun ikke skal bruge. Som i skal bruge. Det at tage et par HF-fag, som ikke bliver hæftet sammen med et senere studie, er eksempelvis utopi. En 10. klasseseksamen skal nødvendigvis bestå af præcis de brugbare fag – intet skal tages for sjov.

Så jeg siger:

’Ja, jeg ved godt, du vil være helt præcis i dine valg med uddannelse og senere job. Jeg forstår godt, hvordan du tænker, skat. Og samtidig er det også bare ekstremt krævende, at man i en alder af 16 år skal vide præcis, hvad man skal og hvad man vil i resten af sit liv.’

’Men det er jeg nødt til, mor, for ellers har jeg ingen ro. Det er så stressende ikke at vide det!’ nærmest klynker hun, og jeg mærker stressen og hendes fortvivlelse over uklarheden, det upræcise og det ukontrollerede.

Det giver for meget plads til en fejlmargin og det kan hun ikke være i; især ikke når det omhandler hendes muligheder for at klare sig selv som voksen. Et for K uigenkaldeligt mål er at kunne ernære sig selv som voksen. Hun frygter at blive afhængig af nogen eller noget og dermed leve med den usikkerhed, der følger med, når man er overgivet til andres forgodtbefindende.

’Okay, der er umiddelbart et move, jeg synes, vi kan gøre lige her og nu. Jeg synes, vi skal have et møde med en UU-vejleder. Sådan en må kunne rådgive dig om, hvilke uddannelser der findes og hvad de kræver for at komme ind og alt det der’, foreslår jeg.

’Okay, det vil jeg gerne’.

’Fedt!’

I lettelse over, at K sagde ja, bliver mødet med UU-vejleder hurtigt sat i stand – og afviklet.

For K bliver mødet imidlertid en katastrofe.

UU-vejlederen gør, som mange fagfolk synes at gøre; ankommer med en forestilling om, hvad den unge behøver og undlader at spørge den unge selv.

Så i stedet for at sige goddag og starte let og ukompliceret med et: ’Hvad er det, du gerne vil vide noget om?’ foregår det sådan, at der hilses på og straks påbegyndes en meget lang monolog, som oven i købet tegnes også, (dog sådan, at det vender retvendt for UU vejlederen selv, men på hovedet for K).

Vejlederen moser sig gennem en rutinepræget præsentation, der betyder, at K cirka halvvejs inde i monologen afbryder med et kig på mig, og siger:

’Må jeg godt gå nu?!’

Hvilket er det eneste K får mælet under hele mødet – for hun mutede ret hurtigt, da UU-vejlederen gik i gang med sin monolog. K vidste præcis det samme som jeg gjorde efter de første par minutter: at det ikke var muligt at komme i kontakt med UU-vejlederen og starte et andet sted nemlig dér, hvor K sad og brændte inde med essentielle spørgsmål.

Efter K forlod mødet, fik jeg de sidste tegninger og ord med, som jeg høfligt tog imod og forsøgte at forklare vejlederen, at måden det blev grebet an på, ikke var dét, K havde brug for. At K havde brug for at blive bekendt med, hvad hun skal gøre uddannelsesmæssigt, for at komme til sit mål. Og ikke, som UU-vejlederen pointerede flere gange, at tage udgangspunkt i, hvad K ikke kan lige nu.

For hvis K skal sætte sine fremtidige uddannelses- og karrieremål efter, hvad hun ikke kan nu, ja, så, kan hun reelt ikke pege på noget som helst, hun vil kunne mestre og dermed ikke sætte sig noget som helst mål for fremtiden.

Havde jeg ikke været hjemme, ville K aldrig have lukket hoveddøren op

Det gi’r for mig glimrende mening at sætte målet efter, hvor K gerne vil være om ti år, frem for hvor hun er nu. Siden får jeg af omveje at høre, at UU-vejlederen havde oplevet mødet gik i fisk ’på grund af moderens tilstedeværelse. Det ville have gået meget bedre, hvis moderen ikke havde været med.’ Det er den sædvanlige fritgående jargon om autisme-mødre.

Men hvad UU-vejlederen ikke tænker ind i sin opfattelse af situationen, er, at havde jeg ikke været hjemme, ville K aldrig have lukket hoveddøren op.

Her skal man lige huske, at det er den selvsamme K, der trodsede al angst, gik til møde og konfronterede SOF-afdelingslederen og sagsbehandleren med, at de fratog hende hendes eneste mulighed for at udvikle sig, da de tog dagbehandlingsskolen fra hende – hvor hun i faktuel skoletid kun nåede at få fire måneder, før de dømte hende ude.

Det er også den selvsamme K, der kommunikerede let med sin Autisme Gudmor, selvom hun aldrig har mødt hende før.

Så ja, jeg siger, at det ikke er K, der er inkompetent; men at hun responderer prompte på fagfolk, der ikke ser eller hører hende, men døvt og blindt insisterer på at K, død og pine, skal mases ned i deres skabelon, som er destruktiv for hende.

Dem har hun mødt et hav af, lige fra hun begyndte i nulte klasse. Og mødet med dem kulminerede i, at hun blev syg og stadig hænger i efterslæbet.

Så nej, K reagerer sundt ved at passe på sig, når den, hun er, ikke får lov at eksistere, ikke bliver anerkendt, men tværtom skal møves ind til at blive en anden udgave, der passer fagfolk bedre, så de ikke behøver stille spørgsmålstegn ved, om de udfører deres arbejde ansvarligt.

Men uanset alt dette og K’s desperation, som hang hen over hende efter mødet, så er K også ualmindelig stærk og søger hele tiden at finde løsninger på det, som standser eller handicapper hende

Vi andre kan bedre sætte en skal om os selv og distancere os til personer, der ingen fornemmelse har for at skabe kontakt. Nogle har let ved at sige pyt! – jeg selv har brugt mange år på at lære at være tilstede med den slags mennesker; få det jeg har brug for og ellers verfe deres personskadende adfærd væk.

Men uanset alt dette og K’s desperation, som hang hen over hende efter mødet, så er K også ualmindelig stærk og søger hele tiden at finde løsninger på det, som standser eller handicapper hende.

’Mor, jeg vil gerne lære tegnsprog!’

’Ja?’, svarer jeg og kigger op på hende, som hun træder ned ad trappetrinene, ned til mig, som igen sidder på Kærlighedsbænken. Det er en del timer, efter vejlederen er gået og jeg ved, K har været oppe for at restituere sig, sunde sig, finde kræfter og rejse sig igen.

Derfor ved jeg præcis, hvorfor hun vil lære tegnsprog.

’Til de situationer hvor jeg ikke kan tale! Jeg kan ikke. Ordene vil ikke komme ud og det er så ubehageligt!’
’Du muter. Ufrivilligt’, spejler jeg hende.
’Mm. Så derfor tænkte jeg, det ville være godt at kunne tegnsprog!’ smiler hun. Åh, hun smiler! Tak! hvisker jeg indvendigt.
’Ja det er en god ide! Så vil du stadig kunne kommunikere med os omkring dig.’
’Ja. Det er jo klart, det ikke virker med folk, der ikke kan tegnsprog, men det behøver det heller ikke.’
’Du kan lære ’tegn til tale’ i stedet – det er ret meget lettere.’
’Kan man det? Findes der mere end et tegnsprog?’ K’s ansigt lyser op i glæde over den nye information.
‘Wauw! Kan du det?’
’Nej, jeg kan kun et par få tegn. Men måske er et par tegn nok – altså, at det er nok til dit behov?’
’Ja, wauw. Det er sjovt!’
Jeg nikker og lettelsen over, hun kommer så godt igen, er så tiltrængt og velkommen.

’Og det møde dér’, indleder jeg og får igen øjenkontakt med hende, ’fuck det! Jeg fik et godt overblik over mulighederne, så nu kan jeg hjælpe dig med at finde hoved og hale i det hele.

’Åh. Aha. Det er godt!’ konkluderer K.

Og så: ’Men det er så svært at vælge mellem de to ting, jeg gerne vil!’

’Jeg er sikker på, vi godt kan komme det nærmere. Lad os snakke mere om fremtiden en af de kommende dage, okay?’

’Okay.’

LÆS ALLE AFSNITTENE AF K’s HISTORIE HER


Topillustration: Hop ind i fremtiden. Wikimedia Commons/Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge