ALKOHOLMISBRUG // BØRN & UNGE – Marie-Louise Ravnsberg er barn af alkoholikere. Som voksen opdagede hun, at flere havde været bekymrede for hende. Først blev hun flov. Så blev hun skuffet. ”Hvorfor gjorde de ikke noget for at hjælpe?” Marie-Louise er debuteret som forfatter med den dystre roman ”Stines sonetter”. Hun lever i en harmonisk familie med mand og børn, men sorgen fra barndommen har sat sine spor.
Marie-Louise har en mørk grundtone i livet. ”Jeg er meget optaget af sorg og den mørke side af livet. Jeg tror, jeg prøver at forberede mig på skuffelser.” Hun ville ønske, at familien havde fået hjælp, da hun var barn, og glæder sig over de mange tilbud, der findes i dag.
Hvem tager ansvaret?
Hvis der i Marie-Louises barndom havde været tilbud til børn af alkoholikere, så ville hun ikke have tænkt, at det var relevant. ”Vi var sådan en pæn familie,” siger hun med skepsis i stemmen. Dengang var det hemmeligt, hvordan forældrene nogle gange ikke var til at vække, selvom det var tidligt om aftenen. ”En gang som ung var jeg til fest og havde glemt mine nøgler. Det var umuligt at banke mine forældre op, så jeg måtte tage hjem til en veninde og lade, som om det var noget andet, der var sket.”
Frit fald. Sådan beskriver Marie-Louise følelsen, når de personer, der skal passe på dig, er helt uden for rækkevidde. ”Når mine forældre var påvirkede, kunne de ikke tage sig af mig. I stedet var det mig, der havde ansvaret for dem. Sådan følte jeg det.”
”Det er forfærdeligt, men jeg stoler ikke på nogen”
Det var meget skræmmende at stå med det store ansvar. På et tidspunkt som barn fik Marie-Louise et angstanfald, uden der var nogen, der hjalp hende. Forældrene var fulde og optagede af deres eget.
I Marie-Louises roman er der en pige, som minder en del om Marie-Louise som barn. ”Ligesom romanens Line var jeg meget optaget af at passe på min mor. Jeg troede, at det ville være min skyld, hvis der skete hende noget. Samtidig var jeg jo ude af stand til at gøre noget.”
Det er ikke mig, der skal være flov. Hvorfor har de ikke gjort noget?
Marie-Louise Ravnsberg
Marie-Louise fortæller, at det har givet en stor ensomhed, som hun ikke rigtig kan slippe af med. Hun har også svært ved at stole på andre mennesker. ”Det er forfærdeligt, men jeg stoler ikke på nogen.” Hun tilføjer, at der er masser af mennesker, hun ved, der vil hende det godt, men mistroen har sat sig i hende. ”Jeg er altid overrasket, når nogen vil være venner med mig.”
Troede, det var en hemmelighed
Marie-Louise har ikke altid været bevidst om, at der var noget galt i hjemmet. Men selvom hun ikke kunne sætte ord på det, undgik hun ofte at tage venner med hjem. Det var først, da hun var teenager, at hun rigtig forstod, hvad der var på spil. Hun og hendes søskende talte med hinanden om, at forældrene var alkoholikere. Men de talte ikke med andre. ”Det var meget flovt,” fortæller hun.
I sine voksne år fik Marie-Louise den samme læge, som da hun var barn. Lægen fortalte, at der havde været stor bekymring for hende og hendes søskende. ”Det ramte mig hårdt. Jeg blev så flov. Jeg troede ikke, nogen vidste det.”
Da skammen havde lagt sig, fik hun også en reaktion. ”Det er ikke mig, der skal være flov. Hvorfor har de ikke gjort noget?”
Efter hendes forældre var døde, var der flere, som fortalte, at de havde tænkt meget på familien og ikke mindst børnenes ve og vel.
Marie-Louise har i årevis oplevet at skifte mellem håb og skuffelse. ”Som barn kan man tro på, at ting ændrer sig. Der har været perioder, hvor det gik bedre med mine forældre, hvor de drak mindre. Men hver gang blev skuffelsen hårdere.”
Den vigtige dialog i familielivet
Marie-Louise ved, hvor utryg man føler sig, når man er angst for, at der sker noget med ens mor. Den erfaring har hun trukket på i sin roman ”Stines sonetter”, hvor en familie falder helt fra hinanden, da familiens store datter bliver stalket og siden dræbt.
Historien er ren fiktion, men mens Marie-Louise skrev om det, så ledte det også til gode samtaler med Marie-Louises datter om, hvordan man håndterer anonyme henvendelser på nettet. Datteren har fået flere skumle henvendelser, som de sammen har kunnet grine af og tale alvorligt om. ”Det betyder meget for mig at være en mor, som min datter vil lukke ind i den slags samtaler.”
Hun håber, at flere i dag vil reagere, hvis de oplever eller fornemmer nogle børn, hvor der er noget galt derhjemme
I romanen taler familiemedlemmerne meget lidt sammen. Havde de haft en fortrolig dialog, så ville de muligvis have opklaret mysteriet om, hvad der skete med den dræbte storesøster Stine. Både mor og datter mister Stine, men tabet opleves forskelligt. Lillesøsteren var ikke morens favorit, og døden tager mere end søsteren fra hende.
”Jeg føler dybt med Line, der bare gerne vil have sin mor,” siger forfatteren, der altid har været optaget af børn, der bliver overset i ramte familier. ”Det er så vigtigt, at vi ikke glemmer søskende, når en familie er i sorg. Som mor skal man kunne være noget for sine børn, uanset hvad der sker.”
Det har været en svær bog at skrive. Den går ind i mange svære følelser om at miste og blive forladt. Set i bakspejlet så har det nok være en måde at forsøge at skrive det ud, fortæller Marie-Louise. ”Jeg tror, at jeg har fået skrevet noget af angsten ud. Jeg har taget de ting, som jeg frygter mest, og så skruet helt op for det værste, der kunne ske.”
Kender du en, der har brug for hjælp?
Hvis du kender et barn, der har brug for hjælp, fordi forældrene drikker, så er der hjælp at hente flere stedet. Eksempelvis tilbyder TUBA gratis rådgivning til unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Hjælpen er anonym. Læs mere på Tuba.dk
Så skete det værste
”Jeg har altid gravet mig ned i sorgen. Det er nok for at blive tryg ved sorgen. Hvis man er forberedt, så bliver det ikke så slemt,” siger Marie-Louise, der til sidst lærte at håndtere sine forældres svigt. Faren stoppede til sidst med at drikke, da alkoholen til dels ødelagde hans helbred. Moren blev ved med at drikke meget og var ofte meget grænseoverskridende. ”Hun fejlede altid noget, som hun gerne ville have os til at hjælpe med,” fortæller Marie-Louise, der som lille fandt al sin omsorg frem. Senere blev hun vred og fjernede sig. ”Det blev meget voldsomt for mig at være i.”
Da Marie-Louise var i 30’erne, døde hendes mor. ”Var det ikke andet.” Sådan tænkte Marie-Louise, der havde brugt store dele af sin barndom på at frygte netop det.
Måske bliver det helt normalt i næste generation
Marie-Louise har arbejdet med at komme videre. Det har blandt andet betydet, at hun er ekstremt beskyttende overfor den familie, hun selv har skabt. ”Jeg er nok lidt kontrollerende. Jeg drikker fx aldrig i selskab med mine børn, fordi det i mine øjne er en basal tryghed, der forsvinder for børnene. Det er sikkert også for meget. Jeg tror nok, mine børn synes, jeg er for beskyttende. Der skal nok en generation til, at det bliver helt normalt,” siger Marie-Louise.
OM MARIE-LOUISE RAVNSBERG
Romanen ”Stines sonetter” udkom september 2022 fra forlaget Lindbak + Lindbak. Marie-Louise har studeret dansk litteratur på Københavns Universitet suppleret med en Mastergrad i Retorik fra Aarhus Universitet.
Professionelt har Marie-Louise i mange år skrevet artikler og noveller til forskellige medier; i de seneste år suppleret med digte og salmer. Stines sonetter er hendes skønlitterære debut.
I dag er Marie-Louise 51 år, og hun er stadig mærket af sine forældres alkoholmisbrug. Hun håber, at flere i dag vil reagere, hvis de oplever eller fornemmer nogle børn, hvor der er noget galt derhjemme. ”Heldigvis er der kommet mere fokus på det i dag, men undersøgelser viser jo desværre, at vi ikke er kommet problemet til livs,” siger Marie-Louise, der tænker at hjælpen kan komme fra fx lærere og pædagoger.
”Man kan ikke forlange, at børn selv skal gøre noget, men jeg håber, at det er tydeligt for børnene, hvor de kan hente hjælp, hvis de har brug for det. Og at der er voksne omkring dem, der kan støtte op omkring det.”
Marie-Louise tænker, at åbenhed er vigtig. Når man kan tale om det, så er hjælpen også tættere på. ”Det er vigtigt, at sorgen ikke må ødelægge alt, og børnene må ikke stå alene.”
BOKS: OM ”Stines sonetter”
14-årige Stine dør under tragiske omstændigheder og efterlader et tomrum i sin familie. Stine efterlader 14 sonetter, der er skrevet til hende af en ukendt afsender. Fragmenterne fletter sig om sonetterne, og tilsammen tegner de et billede af Stine. Eller flere billeder. For sådan er det for os mennesker. Små brikker af sandhed og usandhed danner det aftryk, vi sætter her på jorden. Alle, der har mødt os, kender os, men ingen kender os rigtigt.
Fragmenterne fortælles af Stines mor og lillesøster og handler om livet før og efter Stine, men måske mest af alt om de svære følelser, der opstår, når en mor elsker sit ene barn mere end de andre.
Stines sonetter er på 338 sider, 229 kr.
Forlag: Lindbak og Lindbak
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
