SOMMERSERIE #6 // SPANIEN – Med sine blot 16 faste indbyggere giver Hontanas midt på den vindblæste Meseta hvert år giver husly til tusindvis af pilgrimme på deres vej til Santiago de Compostela. Jakobsvejen, el Camino de Santiago, er blevet en livline for mennesker langt ude på landet.
HONTANAS – Den støvede grusvej snor sig blandt marker, som næsten alle er beplantet med solsikker og byg. Nogle ligger brak, og vilde valmuer giver landskabet et rødligt islæt. I horisonten kan vi skimte nogle hustage og tårnet på den lokale kirke, og da vi runder det sidste bakkedrag, ligger Hontanas for vores fødder på en bjergskrænt, som hælder ned mod en lille flod.
Hontanas er målet for dagens etape på Caminoen. Vores vært, Luís, har bekræftet, at han efter et afbud lige netop har plads til os på sit lille hotel, El Descanso.
Dagene flyder sammen – tirsdag bliver til lørdag og omvendt – og fra marts til oktober er der ikke mange fridage
Vi tjekker ind, og selv om næsten stort set alle blot lægger vejen forbi for en enkelt nat og med stor sandsynlighed aldrig kommer tilbage, så er Luís ihærdig i sine bestræbelser på at tage sig godt af sine gæster.
Han og hans familie har gjort det til deres livsværk at drive det lille hotel og sørge for, at de udmattede pilgrimme kan få en god seng, et par gode og nærende måltider og et varmt bad.
Der er tryk på, og den eneste hjælp er hans kone og deres datter, som begge hjælper til med at lave og servere maden på den tilhørende restaurant, få klargjort værelserne til de næste besøgende, få handlet, betjene telefonen og alt, hvad der ellers hører sig til driften.
Luís forsikrer, at dagene flyder sammen – tirsdag bliver til lørdag og omvendt – og fra marts til oktober er der ikke mange fridage.
Antallet af pilgrimme er støt stigende
I den periode er der tre små hoteller og et par tilhørende restauranter, som holder åbent i Hontanas. På en lille plads foran den lokale kirke har nogle nonner sat nogle brikse op, hvor de tilbyder massage til de forbipasserende, og fra forår til efterår bor her omkring 70 personer. I vintermånederne bor her blot 16 personer i alt.
I årene før corona-pandemien anslås det, at godt 300.000 personer tog turen på tværs af det nordlige Spanien
Luís og hans familie er blandt dem, der bor her fast hele året. Han driver et lille landbrug, for ud over det lille hotel er det stort set det eneste andet, man kan ernære sig af heromkring. Det til trods, uden den jævne strøm af pilgrimme fra marts til oktober ville det ikke være muligt at få familiens økonomi til at hænge sammen.
Jakobsvejen er optaget på Unescos verdensarvsliste, og det har blandt andet betydet, at mange af de historiske monumenter på ruten er erklæret bevaringsværdige og efterfølgende blevet istandsat. Caminoen trækker hvert år tusindvis af mennesker til fra nær og fjern. For nogle er det religiøse overbevisninger, der ligger til grund for den månedlange tur. For andre er det en dannelsesrejse.
Motiverne er mange, og antallet af pilgrimme har været støt stigende. I årene før corona-pandemien anslås det, at godt 300.000 personer tog turen på tværs af det nordlige Spanien.
Spøgelsesbyer
Hontanas er en lille flække som snesevis af andre, der ligger som perler på en snor på pilgrimmenes tur mod Santiago de Compostela. Det er samtidig også et klassisk eksempel på det, som spanierne kalder ”la España vaciada”, direkte oversat ”Det tomme Spanien”. Eller med andre ord: Udkantsspanien.
Jakobsvejen er blevet en livline og har i væsentlig grad bidraget til at holde gang i mange af de små byer, som ligger på turen til Galicien. Luís slår fast: ”Vi ligger på Caminoen. Der er ingen tvivl om, at det er Caminoen, som giver os en eksistensberettigelse. Uden den ville her ikke være meget andet end ruiner.”
Men mange af de omkringliggende landsbyer står tomme. Luís forklarer, at mange af de små beboelsesområder, som vi kan ane blot et par kilometer fra vores rute, er små spøgelsesbyer. ”Hvis I lagde vejen forbi, ville I se store herskabsvillaer fra en svunden tid, som står tomme og forfalder.”
Luís er skeptisk med hensyn til perspektiverne for fremtiden. ”Vi flyttede hertil for 15 år siden. Både min kone og jeg havde stressende jobs og besluttede os for at lægge vores tilværelse om. Men der er ikke mange, som træffer samme valg. De fleste af vores naboer er væsentlig ældre end os, og siden vi flyttede hertil, har det været småt med nye ansigter.”
Luís’ datter er netop fyldt 18. Hun trives i den lille flække og har ikke planer om at flytte fra Hontanas. Tværtimod så har hun allerede øje på en bolig i Hontanas, som hun måske kan købe. Den er billig. Mulighederne er ikke overvældende, og de fleste unge mennesker søger udfordringer i de større byer. Efter den obligatoriske skolegang er Luís’ datter startet på en uddannelse inden for brugen af naturmedicin. Det ville normalt betyde, at hun skulle flytte hjemmefra.
Både min kone og jeg havde stressende jobs og besluttede os for at lægge vores tilværelse om. Men der er ikke mange, som træffer samme valg
Luís fortæller: ”Der er selvsagt ingen tekniske skoler eller gymnasier heromkring. Det foregår altsammen i Burgos eller Palencia, som begge er 60-70 kilometer herfra. Tidligere havde vi en daglig busforbindelse klokken halv otte og en bus retur ved femtiden om eftermiddagen. De er begge blevet sparet væk af den regionale regering, så den eneste daglige forbindelse nu kører fra nabobyen Castrojeriz otte kilometer herfra ved ti-tiden. Min datter har fået dispensation til at studere online. Hvis ikke ville det simpelthen ikke være muligt.”
Hjertestarteren kom først
Castrojeriz har også et lille lægehus, som har åbent to dage om ugen. Den lokale læge tager sig af det, der kan håndteres i de relativt simple omgivelser, men et besøg hos specialister, skadestuen, hospital, osv. er også en god times kørsel herfra. Luís og hans kone arbejdede begge tidligere i sundhedssektoren, før de valgte at sadle om, og Luís viser os stolt den hjertestarter, han har fået sat op.
”Vi måtte kæmpe for den,” konstaterer han.
Eftersom vi ikke er ret mange mennesker, så arbejder det offentlige med et meget beskedent budget, og bevillingen til en hjertestarter var ikke gratis. Luís fortæller:
”Vi, der bor på Caminoen, har stort set alle de samme interesser og kæmper for de samme forbedringer. Hjertestarterne var en af dem. Vi vil også gerne have nogle læskure sat op til pilgrimmene på ruten. Der er langt mellem bebyggelserne, så nogle små skure, hvor de kan søge læ for regnbyer eller måske skærme sig for solen, ville være en hjælp. Regionsledelsen har forklaret os, at der ikke er råd til begge dele. Så det blev hjertestartere i første omgang.”
Luís slår fast, at de ikke et øjeblik har fortrudt, at de sagde farvel til den stressende storbytilværelse. Men samtidig fornemmer man også, at det ikke altsammen er landlig idyl.
For dem, der bor her fast, kan det være svært at forstå, at der bliver brugt enorme summer på at restaurere historiske ruiner, mens en række af de mest fundamentale offentlige serviceydelser bliver reduceret eller helt forsvinder.
Der synes at være en politisk interesse for at bevare de små lokalsamfund, men hvis man reelt set er interesseret i, at folk flytter på landet, er man nødt til at gøre det attraktivt at bo her. Og hvis der skæres i transport, uddannelse, sundhed og andre sociale ydelser, så kan det være svært at se gevinsten ved at bo her.
Luís’ historie er fængende og fascinerende, og på mange måder en rejse i tilbage til en tid, der forsvandt. Men vi skal videre. Endnu en dag på Mesetaen venter, og efter dagens etape er det retur til vores travle hverdag. Langt fra Hontanas og landlig idyl. Vi snører støvlerne, takker Luis for snakken og den gode behandling og ønsker ham held og lykke med alle hans projekter.
Han nikker anerkendende og svarer med et glimt i øjet, at hvis vi kunne tænke os at opleve definitionen af ”larmende stilhed”, så er vi velkomne til at kigge forbi hen over vinteren.
FAKTA
Spanien er blandt de tyndest befolkede lande i Europa.
Med flere store byer som Madrid, Barcelona og Sevilla, er befolkningstætheden ulige fordelt, og på den vindblæste meseta i Castilla y León i det centrale Spanien er der langt til naboen. Regionen har kun 25 indbyggere per kvadratkilometer. Til sammenligning er befolkningstætheden i Danmark 138.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
