Fra politisk ansvarsfralæggelse til dødspolitik

af i Debat/Politik & Samfund

POLITIK // DEBAT – I løbet af de sidste snart fire år har en gruppe af mennesker i Danmark været i risiko for at dø, skriver Emil Søbjerg Falster. Han efterlyser en politisk løsning, der igen kan sikre handicappede og deres familier livsnødvendig overvågning. 

Siden 2015 har personer med handicap, der får hjælp efter servicelovens § 95 stk. 3, ikke kunne få bevilliget hjælp til overvågning om natten med henblik på at afværge anfald, der kan føre til dødsfald. Det drejer sig typisk om mennesker med betydelige funktionsnedsættelser af både fysisk og psykisk karakter og som f.eks. lider af epilepsi.

Ændringen for bevillingen af hjælp til overvågning blev virkeliggjort med en landsretsdom, som fastslog at der i § 95 stk. 3 ikke var hjemmel til at bevillige overvågning – selvom det var praksis i flere kommuner på daværende tidspunkt. Siden da har kommuner frakendt hjælp til overvågning, men har ikke kunnet bevillige et alternativ – grundet den manglende hjemmel hertil.

En ung mand får frakendt hjælp til overvågning. Hjælpen forhindrede ham i at komme til skade ved livstruende anfald om natten f.eks. grundet kvælningsfare. Efter frakendelsen er forældrene nu tvunget til at varetage overvågningen selv

Tilbage i 2016 lovede daværende indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) en løsning. Det samme gjorte Mai Mercado (C), der var børne- og socialminister fra 2017-2019, som dog måtte indrømme, at der ikke var de økonomiske midler til at dække hjælpen. Med andre ord: Økonomien vandt igen, og en løsning for de mange familier, der er påvirket af ovenstående, er udeblevet.

Frakendelsen af hjælp har konsekvenser

I løbet af de sidste snart fire år har en gruppe af mennesker været i risiko for at dø, fordi der ikke er fundet en politisk løsning. I stedet må den nærmeste familie, oftest forældre, træde til og overvåge deres barn om natten og passe deres arbejde om dagen.

Lad mig give tre eksempler fra virkeligheden.

En ung mand får frakendt hjælp til overvågning. Hjælpen forhindrede ham i at komme til skade ved livstruende anfald om natten f.eks. grundet kvælningsfare. Efter frakendelsen er forældrene nu tvunget til at varetage overvågningen selv.

Dødspolitikken opstår i det sekund vi undlader at reagere, og når vi blindt accepterer den kulturelle nedvurdering af bestemte grupper, hvor visse må leve, mens andre må dø

En identisk situation gør sig gældende i en anden familie. Her har frakendelsen af hjælp resulteret i, at forældrene har mistet deres job. Familien står derfor tilbage med hverken hjælp fra det offentlige eller et arbejde.

I en tredje familie blev presset med overvågningen så stort, at de til sidst ikke så andre udveje end at få deres barn overført til et botilbud. De følte, at de havde opgivet og tvangsflyttede deres eget barn – en følelse som de færreste kan sætte sig ind i.

Det gennemgående ved alle tre eksempler er, at frakendelsen af hjælp får konsekvenser for hele familien, og hvis forældrene ikke selv kunne overtage overvågningen, var deres børn formentlig døde. Således er det gennem fraværet af politisk handling i snart fire år accepteret, at visse liv er mere værd end andre. Hvad der for nogle mennesker er en glemt politisk sag eller en økonomisk prioritering, er for andre deres indirekte dødsdom. Manglende hjælp til overvågning bliver dermed en særegen form for dødspolitik.

Når vi undlader at reagere

Den camerounske filosof Achille Mbembe definerer dødspolitik som den politik, der dikterer, hvilke grupper der skal dø og hvilke der skal leve. Men politik indeholder ikke nødvendigvis rationelle og velkalkulerede intentioner, men kan også være drevet af mere eller mindre ubevidste handlinger eller ved selve fraværet af politisk handling og prioritering. Dødspolitikken virkeliggøres altså også ved de tilfælde, hvor der helt overlagt ikke handles eller reageres i situationer, hvor mennesker dør eller er i risiko herfor.

Dødspolitikken opstår i det sekund vi undlader at reagere, og når vi blindt accepterer den kulturelle nedvurdering af bestemte grupper, hvor visse må leve, mens andre må dø. Det er simpelthen nemmere og økonomisk fordelagtigt at ignorere dem og deres familier. Deres behov for hjælp og støtte er til besvær og derfor bliver de glemt ihjel – bogstavligt talt.

Visse familier kan trøste sig med, at deres barn kan få en plads på et botilbud og derigennem modtage overvågning om natten, hvilket ikke er tilfældet i alle kommuner. Men for mennesker, der har været afhængige af deres forældre hele deres liv, kan en sådan ændring være psykisk belastende – men desværre eneste udvej. Svaret på manglende bevilling af hjælp bliver derfor at tvangsflytte mennesker, der i flere tilfælde ikke er modne nok eller parate til at flytte fra deres forældre.

Offer for vores egen dehumanisering

Således bliver mennesker med handicap enten objekt for indirekte dødspolitik eller tvangsflytning. Ordsproget ”det er valget mellem pest eller kolera” ligger måske lige på læberne af de fleste, men det er som om, at ordsproget ikke indfanger ovenstående uretfærdighed.

Denne begyndende udviklingstendens, hvor mennesker med handicap frakendes eller begrænses hjælp, der forhindrer dem i at leve, vil visse politikere måske slå hen med bemærkninger som: ”Det er ikke mit bord”, relativere problemet med udsagn som: ”Det er meget værre i andre lande” eller måske ligefrem individualisere problemstillingen ved at påpege, at: ”forældrene bare kan spare mere op”. Ligegyldigt hvordan der bliver svaret og reageret, vil denne sag for evigt være et symbol på den nutidige dehumanisering, der finder sted på handicapområdet.

 Det må være dødspolitikkens nemesis: når vi accepterer at bestemte grupper må dø, bliver vi ofre for vores egen dehumanisering

Her falder ens tanker hen på, at udviklingen minder om den måde vi behandlede mennesker med handicap på i 1960’erne. Men man skal naturligvis være påpasselig med at dømme fortidens handlinger med nutidens moralske principper. Det forekommer alligevel mærkværdigt, at selvom vi nu ved, at vi handlede forkert, er vi i gang med at gentage historien, f.eks. i form af tvangsflytninger. For sådan en handling eksisterer der ikke et godt argument – heller ikke i fremtiden, og det er som bekendt svært at undskylde for noget, som man i forvejen vidste var forkert.

Set i det lys bliver man også en anelse skuffet på danskernes vegne, når vores folkevalgte med den ene hånd underskriver købskontrakter på kampfly til et tocifret milliardbeløb i 2016, mens de med den anden hånd undlader at give en håndsrækning til de mennesker, der skriger på hjælp i frygt for at deres børn skal dø om natten.

Tidligere i år kunne en amerikansk redegørelse så berette, at der er konstateret en fejl på kampflyene, hvilket er forklaringen på at de skyder skævt.

Måske skød politikerne også skævt, da de i sin tid prioriterede kampfly frem for mennesker. Det må være dødspolitikkens nemesis: når vi accepterer at bestemte grupper må dø, bliver vi ofre for vores egen dehumanisering.


Foto: www.peakpx.com

Emil Søbjerg Falster er ph.d-stipendiat ved Forskningscenteret 'Livet med mobilitetshandicap' ed Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Han forsker i børn med funktionsnedsættelse og i hvilke barrierer, de oplever i deres hverdagsliv set fra børnenes eget perspektiv. Han er derudover også optaget af, hvordan forældre og andre pårørende oplever relationen til offentlige myndigheder......

Seneste artikler om Debat