Amanda Gorman nedgøre

Glæden over Amanda Gormans digt blev spoleret af de Bedrevidende Poeters Klub

i Civilsamfund/Debat af
NEDGØRELSE & SOCIALE MEDIER // DEBAT – Den heftige kritik af Amanda Gormans optræden ved præsident Bidens indsættelse udstiller endnu en gang bagsiden af de sociale medier: Vi har alle så svært ved ikke at kritisere, finde fejl og pege fingre ad andre. Men hvorfor? Hvorfor kan vi ikke bare lade andre nyde glæde og begejstring – bare en gang imellem? Journalist Bjarke Larsen undres over, at klubben af ‘bedrevidende poeter’ har trang til at spolere glæden over et digt, og foreslår, at vi tænker os om, inden vi skyder den næste kritiske kommentar af.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det store flertal af tv-seere var grebet af begejstring og for manges vedkommende også rørt til tårer over den kun 22-årige poet og aktivist, Amanda Gorman, da hun reciterede sit digt ”The Hill We Climb” ved indsættelsen af Joe Biden.

Med sin lysende gule frakke, sit flot-opsatte hår og sin energisprudlende fremtoning var hun det store, samlende lyspunkt i en halvkedelig ceremoni. Hun indgød millioner af mennesker verden over glæde, begejstring og tro på en bedre fremtid end det fire år lange mareridt, verden har været igennem med Trump ved roret.

Amanda Gormans oplæsning var så tydeligt lige præcis det, publikum – både de tilstedeværende og de hundreder af millioner af tv-seere – havde brug for og havde længtes efter

Så skulle man tro, at alt var fryd og gammen – i hvert fald hos den del af seerne, der ikke holdt mere med Trump. Men nej: Grupper af bedrevidende, mavesure digtere, forfattere og tilgrænsende heppekor kunne selvfølgelig ikke nære sig for at skulle fortælle alverden, at det var et dårligt digt:

”Det var jo bare noget poetry slam”. ”Det lød som noget fra fredagsbaren på litteraturstudiet”. ”Det rimer – føj”. Og så videre i den dur kunne jeg læse i mit feed på de sociale medier.

Kritikken var så udbredt, at Informations litteraturredaktør Peter Nielsen ligefrem skrev, at ”Danmark var splittet” på spørgsmålet og fredag skrev en i øvrigt glimrende gennemgang af digtet og hvilke traditioner, det trækker på.

Hvorfor dette behov for at nedgøre?

Jeg forstår ikke denne trang til at nedgøre en digter og et digt, der så åbenlyst skabte begejstring og håb for fremtiden. Hvorfor ikke bare nyde øjeblikket?

Hvorfor var det så vigtigt for medlemmerne af det, jeg kalder de Bedrevidende Poeters Klub at påpege, at de syntes, at nogle af rimene var banale, at nogle af ordspillene og billederne var klichéagtige, at der ikke var tale om rigtig poetry slam eller spoken words eller noget tredje, og at det i det hele taget var helt vildt kikset at skrive et digt med rim. Her i 2021! Altså, hvad tænkte hun dog på …

Det gør ekstra ondt, hvis den bedrevidende eller sure kritiserer noget, der betyder ekstra meget for én

Er det ikke tindrende ligegyldigt, når Amanda Gormans oplæsning så tydeligt var lige præcis det, publikum – både de tilstedeværende og de hundreder af millioner af tv-seere – havde brug for og havde længtes efter?

De rette ord på rette sted fremført af den rette person.

Hvorfor er det så vigtigt for medlemmerne af de Bedrevidende Poeters Klub at demonstrere for alle os andre, at de er netop det: bedrevidende. At netop de ved, hvordan et rigtigt digt skal skrives.

At der er nogle normer, man er enige om i dé kredse; det vil sige på Forfatterskolen, på litteraturstudiet på universitetet, på litteraturredaktionerne på de toneangivende medier, som digtet ikke levede op til. (Man kan i parentes undre sig over, at netop det segment, hvoraf de fleste betragter sig som meget venstreorienterede, imod det borgerlige samfund og hver især som unikke forfatterstemmer, ligger under for den slags småborgerlige konventioner).

Man kan næsten høre dem tænke ”Næh, hvis bare jeg var blevet bedt om at optræde der på Capitol, så skulle I have hørt digterkunst …”

Vi gør det alle sammen

Problemet handler ikke kun om Bedrevidende Poeters Klub og deres fanbase. Det er en indgroet del af de sociale medier. Især på Facebook og Twitter, men det breder sig også på Instagram, der ellers længe mere var et hyggemedie. Og vi gør det alle sammen (i hvert fald næsten). Også jeg selv – bare se på min Facebook-profil.

Så skal vi ikke bare lade være? Sige pyt, det behøver jeg ikke kommentere. Bare en gang imellem?

Og det gør ekstra ondt, hvis den bedrevidende eller sure kritiserer noget, der betyder ekstra meget for én. De fleste af os opbygger i mere eller mindre grad et skjold eller lægger en distance, så vi i de fleste tilfælde kan sige ”pyt” og scrolle vider. Eller skrive en kommentar, uden at lade det komme ind under huden.

Men ikke altid. Jeg husker to tilfælde, hvor jeg blev regulært ked af det. Den ene var for nyligt, hvor jeg glad lavede et opslag om, at min kone og jeg havde besøgt et vennepar, der begge havde haft corona for nylig, og at vi derfor tillod os at kramme længe og inderligt. Første kommentar var en sur bemærkning om, at ”hvordan synes du, det går ude i virkeligheden?” Det, der blev hentydet til, var stormen på Capitol – men alligevel. Var det virkelig nødvenligt, og hvem gjorde det glad eller tilfreds?

Spejl!

Den anden var for nogle år siden, hvor jeg glædede mig over en af Brøndbys sjældne sejre over FCK og især hyldede den fantastiske stemning, der var på stadion. Den første sure kommentar handlede om, at der generelt var for meget larm på stadioner af fulde mennesker. Den anden handlede om, at det afgørende mål var rent held, og at målscoreren burde havde afleveret bagud til en fri spiller.

Hvorfor? Hvorfor ikke bare give mig lov til at nyde min glæde og begejstring. Hvad enten det drejer sig om Brøndby, at kunne kramme eller at nyde Amanda Gormans optræden? Og ja, der var nogle rim, der kunne være bedre, når man fik nærstuderet digtet. Og ja, han burde have afleveret bagud. Og ja, jeg synes også, det var frygteligt med stormen på Capitol.

Men hvad så? Hvilken glæde får du ud af det? Hvad tror du, jeg får ud af at læse din kommentar?

Så skal vi ikke bare lade være? Sige pyt, det behøver jeg ikke kommentere. Bare en gang imellem?

Og spejl!

Amanda Gorman spredte glæde især i USA med sin digtoplæsning ved Bidens indsættelse. Hun blev efterfølgende rost og interviewet i adskillige medier. Her ses hun i CBS’ talkshow med James Gorden. 


LÆS MERE I POV AF BJARKE LARSEN HER


Topillustration: Amanda Gorman reciterer sit digt under Præsident Bidens indsættelse d. 20. januar 2020. Foto: ABC News.

Transskription af Amanda Gormans digt findes her: The Hill We Climb

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Civilsamfund