LIV & MENNESKER //KLUMME – Taxamand og journalist Jesper Grunwald tager hul på forårssæsonen med sine klummer om livet i Danmark og verden set fra førersædet i en hyrevogn. Men selv om dagene tiltager i længde, er det endnu svært at mærke, at vi går mod lysere tider. I flere betydninger.
Der burde være forårsstemning, selv om vejrliget er blæsende og pjaskende vådt.
Vi går mod lysere tider og har passeret kyndelmisse – den oldnordiske fejring af at være halvt gennem vinteren. Men i vogn 6828, hvor jeg måler folkestemningen i mit eget private feltarbejde mellem kuponklippere, vognmænd, ludere, speciallæger, VVS-kvinder og lommetyve, er det som om, der er en noget farligt indeni. Et vemod trods den stigende solhøjde og det hurtige farvel til coronaens spændetrøje.
Vi burde være glade, men vi afventer lykken.
Og hvis lalle-glæden breder sig for ukritisk hurtigt, tænder vi bare for radioen eller tabletten med de sidste nyheder i lyd, tekst og billeder.
Hva’ fa’n har den gamle idiot gang i
Der er gangsterpræsidenten. Den lille “mand uden ansigt”, som den amerikansk-russiske forfatter og journalist Masha Gessen har kaldt sin biografi om den russiske præsident Vladimir Putin.
Jeg lyd-læste den i aften- og nattetimerne uden kunder. Den ubehagelige historie om ubegribeligt medløberi. Om den korte vej fra at være uddannet kommunistisk spion til at sidde på magten som nationalistisk autokrat.
Jeg lyttede i timevis. Jeg sukkede. Men lige nu leder jeg efter en radiostation med uforpligtende popmusik.
For mig er der kun en vej ud af den depressive, politiske pessimisme. Et menneskemøde i det virkelige liv, mens banditten i Moskva sidder med fingeren på den røde knap.
To modne kvinder under halvtaget ved terminal 1 i Københavns Lufthavn.
Jeg går dem i møde, mens lufthavnsfunktionæren holder spisepause. Så rigtigt, gammeldags med øjenkontakt, et smil og udstrakte arme for at tage deres proppede weekend-kufferter.
“Hva’ fa’n har den gamle idiot gang i?”
Jeg kan læse de helt unge kollegers tanker. Men jeg smiler videre til kvinderne. Er det fedteri? Næh. Det her er taxamandens og gamlingens mentale selvmedicinering. Jeg forsøger at bekæmpe mit politiske sortsyn ved at flygte tilbage til en kliché, en høflighedsfrase.
En tryg havn.
I bakspejlet aner jeg hendes sagte hovedrysten
Og damerne, som vel er en halv snes år yngre end jeg, er nået den alder, hvor det er ok at tænde på selv en næsegrus høflighed.
Mine kunder er på ”dametur” i København for første gang i deres liv. De taler et helt andet sprog end Londons rensede storbydialekt. Jeg har ikke kundskaber til at gætte på dialektens herkomst, så de må fortælle mig, at de kommer fra Midtengland og nu skal lufte nysgerrigheden og kreditkort i København.
Det sidste er indenfor normalgrænsen. Jeg er ikke på tur med den økonomiske overklasse. Men de skulle bare ud efter afsondretheden i coronaen og alle dens restriktioner. Og nu vil de meget gerne have en orientering om hovedstadens muligheder, mens el-taxien summer sig gennem den halvtomme storby på turen til hotellet.
Jeg ødelægger ufrivilligt den hyggelige stemning med noget, jeg troede var et uskyldigt spørgsmål.
– Var det svært at komme igennem told og paskontrol?
Den mest talende og temperamentsfulde af de to veninder på bagsædet fyrer en bredside af mod Brexit og ikke mindst premierminister Boris Johnson. Ikke med en dybere politisk analyse. Hun er en kvinde af folket og beklager, at udmeldingen af EU blev et internt, britisk opgør mellem de gamle og de unge – og om indvandring. Hun er træt af den klistrede, engelske imperietænkning, som hun udtrykker det.
Selv søger jeg tilflugt i en slags objektiv høflighed overfor andre nationers frie ret til at melde til og melde fra, selv om jeg er enig med kunden.
Hun kommenterer ikke.
I bakspejlet aner jeg hendes sagte hovedrysten.
”Se solen!”, råbte min afdøde faster altid, når der var tegn på konflikt mellem ungerne på bagsædet. Det er blevet sådan et slags eskapismens kampråb i min familie, når samtalen er ved at blive pinlig, og samtaleemnet skal skifte – nu!
Ganske kort tid efter stiller sikkerhedsfolkene hos hende givetvis som en konsekvens af overvågningen på nettet
Jeg vælger at fortælle om byens frokostrestauranter, om øl og snaps og ”open sandwiches” – den elendige oversættelse af det mørke rugbrød med alle dets lækkerier.
Den stille kunde kigger gennem sideruden ud mod havnemiljøet.
Den talende lytter til min markedsføring af landets hovedstad– men skifter tilbage til det mørkere emne, da der er en kort pause i min talestrøm.
“Der er noget tosset over vores tid”, siger hun og rammer mig bulls eye i mit politiske sortsyn. På den ene side er det som om, diktatorerne er tilbage for tiden. Trods afsluttede verdenskrige og stalinismens kollaps. På den anden side er der ingen grænser for, hvor frit vi kan tale. Kold magtpolitik og de sociale mediers anarki.
Hun har tænkt over det, og vores korte samtale har åbnet hende mere end planlagt.
Fortæller om sit eget afkom, der har det godt og er veluddannede. Men også børn af deres tid. For et stykke siden gav hendes søn hende et chok, da det lokale politi og en repræsentant fra efterretningstjenesten bankede på døren og ville tale om netop ham – sønnen.
Sønnen og terrorismen
Hun går direkte til sagen. Sønnen har læst en kortere periode i USA, og i en debattråd på et af de sociale medier skrev han om en amerikansk politiker (hun vil ikke fortælle mig hvem), at vedkommende burde ”skydes en kugle for panden”. Ganske kort tid efter stiller sikkerhedsfolkene hos hende givetvis som en konsekvens af overvågningen på nettet.
“Det er jo tosset af min søn – og det ved han godt. Det var ikke det, han mente – og alt det der. Lige nu tør han ikke rejse ind i USA igen. Det er jo godt, de passer på os i jagten på vold og terror”.
Ikke et ord om politik, gale terrortrusler og tilstundende krige. Ingen af os magter mismodet
Selv leder jeg efter ordene.
Men så afbryder den anden kvinde – kunden, der ikke har sagt noget på turen. Hun henvender sig til sin ledsager:
“Det har du da ikke fortalt mig om før!”
“Nej”, svarer veninden med sønnen, der er kommet i klemme i verdenspolitikken. “Men det er jo ikke noget, jeg er glad for at tænke på – det gør mig jo både flov og bange. For jeg ved jo, at han i det øjeblik, han skrev på nettet, opførte sig som en dreng – ikke en mand. Og han fjernede sit opslag øjeblikket”.
“Men det er nok sådan, tiderne er”, siger hun nu med et hurtigt blik til veninden, der stadig kigger på hende.
Jeg nikker blot, for vi er fremme ved hotellet, og min arbejdsopgave er ved at være løst.
Den gråskæggede taxamand er usædvanligt tavs.
Ikke et ord om politik, gale terrortrusler og tilstundende krige.
Ingen af os magter mismodet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
