KRIG // KRONIK – Krig er dehumanisering par excellence, og det ser vi i Ukraine i disse år, skriver Jakob Cold. Det kan imidlertid være svært at mærke lidelserne selv som tilskuer, især over tid, når YouTube bugner med videoer, og rædslerne bliver en del af mediernes daglige dækning. Et redskab, man kan benytte sig af til at bekæmpe denne dehumanisering, er at se på krigen med den europæiske litteraturhistories briller – fx Odysséen og Iliaden.
Beretningerne fra Ukraine kører dagligt. På YouTube scorer videoklip tusinder af thumbs up, når russere finder deres endeligt i skyttegrave, mens russerne på deres side dæmoniserer ukrainerne som satanister, nazister og vestlige agenter.
Lande, der en kort overgang efter Murens fald så ud til måske at kunne blive dialogpartnere, befinder sig i en ven-fjende-skematik i den blodigste alvor. Det er svært at se en ende på lidelserne.
Statistikken og graferne med frontens bevægelser formidler kun sjældent den makabre smerte
Og det er undertiden også svært rigtigt at se lidelserne. Statistikken og graferne med frontens bevægelser formidler kun sjældent den makabre smerte – tarmene, der vælter ud af maven, feltlazaretternes skrig og de unge ukrainske og russiske soldater, der i dødsangst kalder på deres mødre.
Iliaden og Odysséen som epos om krigens rædsler
Iliaden og Odysséen er den europæiske litteraturs fødselsskrig. Værkerne er samtidig om ikke klimakset, så et af de absolutte højdepunkter i den europæiske litteraturhistorie.
De to store epos har været inspirationskilder for senere fremragende figurer i den europæiske litteraturhistorie som Vergil, Dante, Shakespeare og Joyce. Værkerne har samtidig formet store statsmænds tanker om krigen og er stadig obligatorisk læsning på elite-militærakademier som West Point i USA.
Værkerne kan forveksles med en forherligelse af krigen. Og selvfølgelig hylder de dyder som patriotisme, offervillighed og mod, der ikke mindst inkarneres af den trojanske prins Hektor, søn af Kong Priamos.
Men snarere end forherligelse må Iliaden læses som en hårrejsende skildring af krigens dehumanisering, mens Odysséen må læses som den svære hjemrejse for en krigsveteran med posttraumatisk stresssyndrom.
Achilleus’ blinde raseri opløses af forståelsens gud
Dehumaniseringen når sit højdepunkt i Iliaden med Achilleus’ amokløb, efter fætteren Patrokles bliver myrdet af Hektor. Igennem hele to ud af Iliadens 24 kapitler dræber Achilleus i blindt raseri. Floden farves rød af blod. Og dehumaniseringen underbygges fortælleteknisk af, at ingen andre menneskers navne nævnes igennem disse to kapitler. De er intet for Achilleus. I sit blinde raseri ser han dem ikke som mennesker.
Grædende tager han Priamos’ hånd. Dehumaniseringen er brudt. Achilleus er blevet et menneske igen. Han er ikke længere en dræbermaskine
Dehumaniseringen finder også sit udtryk i, hvordan Achilleus skænder Hektors lig efter deres tvekamp uden for Trojas mure.
Den fortvivlede Kong Priamos opsøger Achilleus om natten forklædt og med rige gaver for at få udleveret sin søns lig. På vejen møder han dog Hermes. Hermes, der er guden for forståelse (som har lagt navn til hermeneutikken), giver Priamos det råd, at han skal appellere til Achilleus’ menneskelighed:
”Spørg Achilleus, om hans egen fader ikke ville være sønderknust, hvis han ikke kunne få udleveret sin søns lig?” Den tilgang virker. Achilleus hjælpes til at sætte sig i den andens sted.
Grædende tager han Priamos’ hånd. Dehumaniseringen er brudt. Achilleus er blevet et menneske igen. Han er ikke længere en dræbermaskine. Priamos kan vende hjem til Troja og holde gravfærd for Hektor, og sådan ender det 24. og sidste kapitel i Iliaden: ikke med afslutningen på krigen, men afslutningen på Achilleus’ vrede. Vreden, som simpelthen også er det første ord i Iliaden.
Odysseus med PTSD har krigen lige under huden
Det første ord i Odysséen er menneske, og dermed annonceres temaet fra start: Hvad vil det sige at være et menneske? Og hvordan bevarer man sig selv som menneske efter krigens rædsler?
I et af de første kapitler gør Odysseus og hans følge holdt på hjemrejsen på lotusspisernes ø. Mændene på denne ø spiser lotusblomster for at glemme krigen. Men prisen for beroligelsen er, at de på mange måder mister deres dømmekraft og handlekraft. De er ikke længere mænd eller mennesker for den sags skyld. Nogle af Odysseus’ folk fristes af udsigten til glemsel, men tvinges tilbage til båden og realiteterne.
I et senere kapitel afholder faiakernes konge, Alkinoos, idrætslege til ære for sin gæst, Odysseus. De unge mænd på øen ægger flere gange Odysseus til at deltage i kamp med sværd og lanser, men Odysseus afstår. Til sidst bliver han dog provokeret så meget af nedsættende bemærkninger om sin alder, at han går ind i kamplegene.
Det er tæt på at gå galt. Odysseus er et splitsekund fra at dræbe en af de unge mænd ved hoffet, før han besinder sig. Over for sin vært, Kong Alkinoos, undskylder Odysseus sig med, at krigen stadig sidder lige under hans overflade. I stresssituationer kræver det med andre ord den største selvbeherskelse at være menneske.
Han må tilstå, at han er Odysseus, og at dette var, hvad krigen havde gjort ham til. En umenneskelig krigsforbrydelse ville vi sige i vores dage og tænke på Verdun, Nanjing, Oradur-sur-Glane, My Lai, Srebrenica
Før de næsten fatale idrætslege havde Odysseus kun afsløret sin sande identitet, efter den blinde barde Demodokos (som er en inkarnation af Homer) en aften foran hoffet havde berettet om Trojas fald. Da Demodokos kommer ind på, hvordan Odysseus kastede Hektors søn, Astyanax, i flammerne fra Trojas mure for at udrydde denne slægt, lader fortællingen ikke Odysseus uberørt.
Grædende må han tilstå, at han er Odysseus, og at dette var, hvad krigen havde gjort ham til. En umenneskelig krigsforbrydelse ville vi sige i vores dage og tænke på Verdun, Nanjing, Oradur-sur-Glane, My Lai, Srebrenica. De senere historiske referencer er alt for talrige alene i det 20. århundrede. Og endnu er sløret trods medier, satellitter og internet kun løftet delvis for tragedierne i Ukraine.
Men Odysséen er også historien om at vende hjem til sin kvinde: Grækernes største konge, Agamemnon, myrdes (af gode grunde) af sin hustru, Klytaimnestra. Kong Menelaos af Sparta får den skønne Helene igen, men efter 10 år i Paris’ favntag og som vidne til en blodig krig bliver ægteskabet aldrig det samme. For at glemme krigen blander Helene et beroligende middel i vinen.
Odysseus selv vender tilbage til Penelope efter 20 år.
Kan han regne med hendes loyalitet? Hvordan er magtforholdene på hans ø?
Han vælger at optræde i forklædning, indtil han har luret tingene af. Derefter tager historien fart – og i høj grad dirigeret af Penelope. Nogle har ment, at fortællingen her er så feministisk, at Homer må have været en kvinde – blot som bidrag til diskussionen udløst af selveste Friedrich Nietzsche af, om Homer overhovedet var en historisk person.
Litteratur flytter mennesker
Ingen burde gå ind gå ad krigens vej uden at have læst Iliaden og Odysséen. Det hævdes i hvert fald af fortalere for litteraturens kraft til at åbne vores sind og hjerte.
Oversættelserne af værkerne er mange. Legendarisk er D. H. Lawrences brev til sin forlægger om, at netop hans oversættelse af Odysséen burde fremmes: ”For jeg er en dygtig bueskytte, har sejlet i Det Ægæiske Hav og slået mange mennesker ihjel.” Lawrence kunne sætte sig i både Odysseus’ og Achilleus’ sted.
På intet tidspunkt siden kapitulationen i 1945 forstod og angrede så mange vesttyskere udryddelsen af jøderne og andre såkaldt uønskede elementer, som da den Spielberg-instruerede TV-serie Holocaust med Meryl Streep i hovedrollen løb hen over vesttyske TV-skærme sidst i 70’erne
Efter Vietnamkrigen prægede bøger med titlen Achilles in Vietnam og Odysseus in America debatten. Senere kom film som The Deerhunter, Platoon og Apocalypse Now.
Et af de stærkeste belæg for fortællekunstens evne til at flytte menneskers forståelse af krig og dehumanisering i nyere tid var, da den Spielberg-instruerede TV-serie Holocaust med Meryl Streep i hovedrollen løb hen over vesttyske TV-skærme sidst i 70’erne.
Opinionsundersøgelserne viste, at på intet tidspunkt siden kapitulationen i 1945 forstod og angrede så mange vesttyskere udryddelsen af jøderne og andre såkaldt uønskede elementer.
Læs mere af Jakob Cold her.
Læs mere om Ukrainekrigen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
