KOMMENTAR – Engang stod kulturpolitikken centralt i den danske politiske debat, og selv politikere på topplan interesserede sig for kultur og for, hvordan kulturen kunne berige samfundet og udvikle befolkningen, skriver Nikolaj Bøgh. Kultur blev set som en vigtig modvægt til det materielle og partierne havde hver især kulturelle værdier, der betød meget for dem. I dag er det helt anderledes, kulturpolitik er en nichebeskæftigelse på Christiansborg, som konstant bliver nedprioriteret. Også selvom den måske i virkeligheden er vigtigere end nogensinde.
Der tales i disse år meget om bevarelsen af danske værdier og traditioner, men paradoksalt nok er dansk kulturpolitik samtidig i realiteten under afvikling.
I løbet af de sidste 10 år er kulturen raslet ned af den politiske prioriteringsliste i Danmark. De seneste kulturministre har enten efter mange års tro tjeneste været på politisk aftægt i ministeriet i Nybrogade, eller har været så fummelfingrede, så de næppe kunne betros at styre et ”rigtigt” ministerium.
Kulturpolitikken ligger halvdød, efterladt på perronen, mens de store politiske temaer som velfærd, skat og udlændinge løber med al opmærksomheden
I dag har Danmark en kulturminister, der tilsyneladende ikke ønsker at løfte en finger for at forsvare området, men blot henviser til, at andre må påtage sig at forklare, hvorfor vi skal bruge penge på kultur. I debatten om de ødelæggende årlige 2-procentbesparelser på statens kulturbudgetter lyder det således igen og igen fra ministeren, at hun ikke har tænkt sig at kæmpe for et stop for nedskæringerne på området, men i stedet gerne vil overlade det til lederne af de store kulturinstitutioner at forklare borgerne, hvorfor de skal være med til at betale for kultur.
Skal nedskæringspolitikken stoppes, så skal vi ”vide hvorfor”, lyder det fra kulturministeren. Men hun har åbenbart ikke selv tænkt sig selv at give nogen bud på, hvad årsagen kunne være, men vil blot lytte tilbagelænet til, hvad andre måtte have af tanker om spørgsmålet.
Bevares, penge er ikke alt, og meget i kulturlivet kan gøres på andre måder og prioriteres anderledes. Debatten om det er blot heller ikke rigtig tilstede, og den manglende vilje til at forsvare kulturens i den store sammenhæng ret beskedne budgetter er symptomatisk for et land, der er ved at miste sin kulturpolitiske debat. Kulturpolitikken ligger halvdød, efterladt på perronen, mens de store politiske temaer som velfærd, skat og udlændinge løber med al opmærksomheden.
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre stod hver især for en ambitiøs kulturpolitik og havde markante politikere, der gjorde sig tanker om kulturens rolle i samfundet
Det er en afgørende ny udvikling i dansk politik. Det er ikke mere end ti år siden, vi med den konservative Brian Mikkelsen havde en markant kulturminister, der virkelig formåede at løfte området og igangsætte væsentlige debatter og nyskabelser på området. Han var en markant og kompetent politiker, der stod helt centralt i sit eget parti og havde en bred vifte af valgmuligheder i forhold til, hvilket ministerium han ønskede at stå spidsen for ved dannelsen af VK-regeringen i 2001.
Han valgte Kulturministeriet, fordi han brændte for området, og fordi han fandt det politisk helt centralt, at kulturen spillede en væsentlig politisk rolle – i øvrigt helt i tråd med traditionen i Det Konservative Folkeparti, hvor kulturpolitikken altid stod centralt. Og det var partiet langtfra ene om.
Partier med markante kulturelle fundamenter
Op gennem det 20. århundrede spillede kulturpolitikken en central rolle i mange sammenhænge, og hver af de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – stod hver især for en ambitiøs kulturpolitik og havde markante politikere, der gjorde sig tanker om kulturens rolle i samfundet.
De fire partier udsprang alle af folkelige bevægelser eller markante samfundsgrupperinger, som hver især stod for et markant kultursyn og forfægtede bestemte måder at fremme kulturen på. Socialdemokratiet var en del af arbejderbevægelsen og havde rødder i arbejderkulturen, Venstre udsprang af højskolebevægelsen og grundtvigianismen, de konservative repræsenterede borgerskabets klassiske dannelsesidealer, og de radikale var nært knyttet til den kulturradikale bevægelse.
Hver især ønskede partierne at danne og kulturelt udvikle borgerne ud fra hvert deres udgangspunkt, hvilket også var ensbetydende med adgang til udviklende kulturoplevelser. Politik handlede ikke blot om økonomi og materiel fremgang, men var i høj grad drevet af et ideal om ”det hele menneske”.
Ja, i virkeligheden var det snarere økonomien, der var drivkraft for kulturen, end det forholdt sig omvendt. I Socialdemokratiets efterkrigsprogram, Fremtidens Danmark (1945), der havde Jens Otto Krag som hovedforfatter, kunne man således læse: ”Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv”.
I realiteten var der konsensus om, at kulturpolitikken skulle opprioriteres, og ministeriet videreførte i overvejende grad aktiviteter, som allerede eksisterede som en del af andre ministeriers ressortområde
Og det var ikke kun Socialdemokratiet, der havde den opfattelse, at borgernes kulturelle udvikling var selve målet for den politiske indsats. De forskellige udgangspunkter gjorde, at man prioriterede på højre- og venstrefløjen lidt forskelligt mellem kulturarv og kreativitet, elite og bredde, vækstlag og tradition. Men der var bred enighed om, at området var vigtigt og skulle spille en central politisk rolle.
Fra borgerlig side snerrede man lidt af socialdemokraterne, som med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 forsøgte at gøre kulturpolitikken til et redskab i opdragelsen af velfærdsstatens idealborger, men Kulturministeriets oprettelse var først og fremmest et tegn på den økonomiske fremgang i samfundet og statens øgede aktivitetsniveau, og i realiteten var der konsensus om, at kulturpolitikken skulle opprioriteres, og ministeriet videreførte i overvejende grad aktiviteter, som allerede eksisterede som en del af andre ministeriers ressortområde.
Dansk kulturpolitik har dybe rødder
Det er således en vigtig pointe, at kulturpolitik og kunststøtte i Danmark langtfra blev opfundet med Kulturministeriet, som alene satte i system, professionaliserede og til en vis grad opprioriterede kulturpolitikken. Men Danmark har altid haft en kulturpolitik og altid haft kunststøtte.
Dansk kultur har i hovedsagen aldrig kunnet klare sig på ”markedsvilkår”, sådan som det liberale drømmesyn ellers tilsiger
Langt tilbage i historien var det den enevældige konge, der støttede kulturen, oftest rådgivet af kompetente folk, der hjalp med at administrere datidens ”kulturstøtteordninger”, herunder fonden ”Ad usos publicos” – Til almenvellets bedste – som støttede diverse kulturelle formål gennem en årrække, og blandt mange andre ting bl.a. finansierede flere af H.C. Andersens udlandsrejser.
De store nationale kulturinstitutioner, Det Kongelige Teater, grundlagt af Frederik V, Nationalmuseet (som udsprang af kongens kunstkammer, grundlagt af Frederik III) og Statens Museum for Kunst (udsprunget af den kongelige malerisamling, som har rødder tilbage til i hvert fald Christian IV) havde således alle rod i kongernes kulturelle interesser og prioritering af området. Dansk kultur har i hovedsagen aldrig kunnet klare sig på ”markedsvilkår”, sådan som det liberale drømmesyn ellers tilsiger.
Balance mellem krop og ånd
Tankegangen i efterkrigstiden i så godt som hele det politiske spektrum var, at med materiel fremgang var det vigtigt, at der også var åndelig føde som kunne modvirke, at borgerne sank ned i tom forbrugerisme. Som udtrykt lidt senere af den konservative forfatter, folketingsmedlem Hans Jøren Lembourn: ”Midt i det tyvende århundrede er vi i en af de voldsomste overgangsperioder i historien, måske den voldsomste, for problemerne skifter fra at være sociale og økonomiske til at blive psykologiske. Det er ikke mere maven, der knurrer … Det afgørende er, at hvis ikke vi vil ende som kæmpebaby i et vuggesamfund, hvis eneste målsætning er den vågne søvn, og hvis eneste reaktion er en universel gaben … må vi kalde på alle de udfordringer, den gode kunst giver. Derfor fører vi kulturpolitik.”
Velfærdsstaten havde først og fremmest fokus på det materielle, mens kulturen skulle sikre det åndelige indhold, skabe balance mellem krop og ånd
Kulturpolitikken blev i virkeligheden ikke set som en del af velfærdsstatens fremvækst, men blev snarere – og navnlig blandt borgerlige politikere – betragtet som et korrektiv til velfærdsstaten, der først og fremmest havde fokus på det materielle, mens kulturen skulle sikre det åndelige indhold, skabe balance mellem krop og ånd.
Det forudsatte efter mange politikeres mening en dialog med kulturlivet, som det bl.a. blev efterlyst af statsminister Viggo Kampmann i 1960. Og det var ikke kun blandt socialdemokrater og decideret kulturradikale politikere, at man prioriterede dialogen med tidens store forfattere og kunsterne, men en interesse, der også fandtes markant blandt de borgerlige, hvor der derudover også trivedes en stor interesse for at tage vare på kulturarven.
Hvordan dialogen mellem politikere og kulturliv formede sig i velfærdsstatens unge år er fornylig fint beskrevet i Lasse Horne Kjældgaards ”Meningen med velfærdsstaten. Da litteraturen tog ordet og politikerne lyttede.” En række af efterkrigstidens ledende politikere var i øvrigt selv meget aktive kulturforbrugere og fortalte ofte om, hvilke bøger de læste, hvilke teaterstykker og udstillinger de havde set m.m.
Til gavn for ufødte slægter
Et af de mellemstore stridsemner i dansk politik op gennem 50’erne og 60’erne havde netop kulturarven som omdrejningspunkt. Det drejede sig om sagen om udlevering af de islandske håndskrifter, hvor den konservative frontfigur Poul Møller blev bannerfører for en bevægelse, der skulle forhindre udleveringen, som blev anset for også at være en væsentlig del af dansk kulturarv.
Kulturpolitikken blev først for alvor udfordret da Fremskridtspartiet kom til – og senere da vore dages nyliberale bevægelser begyndte at stille spørgsmålstegn ved så godt som alle statens aktiviteter
Poul Møller benyttede lejligheden til – med hjælp fra sin søn Per Stig Møller, der var magister i litteratur – at skrive en bog om de islandske håndskrifter. I indledningen skriver Poul Møller: ”I en politisk virkelighed, hvor alt har en tendens til at handle om kroner og ører, er det sjældent at blive konfronteret med ældgamle skindbøger, afskrifter på pergament og på papir, der beretter om slægtsfejder og kongesagn fra Nordens oldtid og tidligere middelalder … Her var problemet om, hvem der har ejendomsretten til beretningen om Regnar Lodbrog og vore forfædres hedenske guder. Var Tor og Balder islandsk kultureje? Her skulle politikeren granske i en verden af visdom, som til hverdag havde været lukket land for ham … det var hans opgave at finde ud af, om de gamle kulturskatte kunne blive til lige så stor gavn for ufødte slægter, hvis de fandt hvile i Reykjavik, som hvis de forblev i København.”
Poul Møller led nederlag i sagen, og håndskrifterne blev udleveret til Island – trods stor ihærdighed og forsøg på bl.a. at få sagen sendt til folkeafstemning. Men sagen viser, hvordan et tema, der udelukkende berører kulturarven, kunne optage selv en ledende politiker fra et af de store partier voldsomt. Samme Per Stig Møller, som hjalp sin far med at skrive bogen om håndskrifterne, var i mange år – inden han selv blev politiker – en vigtig konservativ stemme i debatten udenfor det politiske liv med centrale stillinger i DR, universitetsverdenen og som en meget aktiv forfatter og samfundsdebattør.
Kulturpolitikkens opprioritering under 1960’ernes opsving førte til oprettelsen af Statens Kunstfond i 1965. Det udløste et folkeligt oprør mod ”uforståelig” kunst og støtte til kunstnere, som senere blev kendt under navnet rindalisme, navngivet efter initiativtageren, Peter Rindal. Partierne bakkede dog helt loyalt op og afviste den folkelige protest.
Det folkeopdragende i kulturpolitikken stod stærkt i alle de gamle partier, og der skulle langt mere end en lagerforvalter fra Kolding til at ændre synet på det. Snarere end at vække en kritisk politisk røst på Christiansborg førte bevægelsen til en endnu stærkere samlet opbakning bag kulturpolitikken, som først for alvor blev udfordret da Fremskridtspartiet kom til og senere da vore dages nyliberale bevægelser begyndte at stille spørgsmålstegn ved så godt som alle statens aktiviteter.
Materialismen vandt
Hvordan ændrer den politiske dagsorden sig, hvornår er tidsånden blevet en anden?
Det kan der siges meget om, men sikkert er det, at kulturpolitik er rykket væsentligt ned på den politiske dagsorden siden 60’erne. Det er ikke længere udviklingen af folkets kulturelle liv, der er målet for politikken. Og tanken om, at den materielle velfærd behøver et stærkt modspil i form af ånd og kultur, så vi undgår at blive til bedøvede bedøvede kæmpebabyer, er langt borte.
Tværtimod fylder ønsker om forbedringer i den materielle velfærd en meget stor del af den politiske dagsorden, selvom vi lever i et af verdens rigeste lande og næsten alle mennesker er blevet en slags middelklasse, uanset deres egne forudsætninger eller succes i livet.
Den dominerende politiske diskurs er materiel og økonomistisk. Det handler om effektivitet og målbar nytteværdi. Hvad kan gøre os rigere, øge eksporten, spare på udgifterne? Finansministeriet styrer.
Her kommer kulturen ofte til kort. Kultur bliver alene set som en udgift, og er underlagt en stram økonomistyring efter en logik, der hele tiden handler om at effektivisere og få mere for pengene. Men der er store begrænsninger på, hvor meget man kan effektivisere indlæringen af replikker til et Beckett-stykke eller kurateringen af en kunstudstilling. Og overskuddet til udvikling og nytænkning forsvinder helt sikkert, når al fokus må rettes mod at få den basale daglige drift til at køre bare så nogenlunde og skaffe supplerende indtægter på mange kreative – og ofte ret uvedkommende – måder.
Vi får et kulturliv, der hopper fra tue til tue i en stadig mere fragmenteret og eventorienteret dagligdag.
En nichebeskæftigelse
I dag er kulturpolitik en udpræget nichebeskæftigelse på Christiansborg, og partierne synes at være enige om, at der ikke er nogen stemmer at hente på området. Det viser de mange vælgeranalyser, som så godt som alle partier anvender til at lægge deres overordnede strategi efter.
Kan det betale sig at have en kulturpolitik? Det spørgsmål synes mange af de politiske partier at have stillet sig gennem de senere år, og det gennemgående svar er nej. Måske er det rigtigt, måske ikke.
Fortidens aktive kulturpolitik er i hvert fald gradvist blevet afløst af en kulturel afviklingsstrategi, som de færreste tilsyneladende rigtig gider protestere imod, og i hvert fald slet ikke kulturministeren.
Og når kulturpolitik en sjælden gang er på dagsordenen, så er det som skalkeskjul for andre politiske dagsordner, hvad enten den er Liberal Alliance, der bruger kulturpolitikken (og mediepolitikken) som et af redskaberne til af skrue ned for statens aktiviteter eller det er Dansk Folkeparti, der lejlighedsvis anvender kulturpolitik som et redskab i indvandringsdebatten. Men kulturpolitik som et mål i sig selv, som udtryk for at ville bevare og udvikle et dansk kulturelt fællesskab, fordi det i sig selv er vigtigt, det ses uhyre sjældent.
I virkeligheden et af de vigtigste politikområder
Behovet for en aktiv kulturpolitik synes ellers at være helt indlysende i en periode med stor indvandring af mennesker fra fremmede kulturer, der stiller spørgsmålstegn ved det fælles danske fundament samt stadig større flodbølger af udenlandsk engelsksproget kultur.
I andre europæiske lande ser man netop sådan på sagen, og både nabolandene Tyskland og Sverige hører til dem, der opruster kulturelt i disse år. Det er åbenlyst, at vores kultur og identitet er stærkt udfordret og kræver en aktiv indsats, både for at bevare det vi har og sikre, at vi udvikler os kulturelt.
At de mange nye borgere, som er kommet til landet uden videre kan identificere sig med dansk kulturarv, er mildt sagt ikke indlysende. Men skal samfundet fortsat hænge sammen, og skal vi undgå det multikulturelle samfund med dets ghettoisering, forråelse og mistillid mellem mennesker, så kræver det et levende fælles kulturelt fundament.
I det lys kan kulturpolitik i virkeligheden være et af de vigtigste politikområder, som fortjener langt bedre end at være henvist til at være en mærkelig niche der måske kan kigges på, når alle munde er mættede og alle hofter opererede.
Illustration: Constantin Hansen. Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837. Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
