LONGREAD // BREXIT – Historien om United Kingdom og Brexit har udviklet sig i over tre år. Hvordan ender den? Det er som i teatret, ved slutningen af en hovedscene, hvor alle har været oppe at slås og tæppet falder midt i al uenigheden. Man sidder i teatersalen og aner ikke, hvor historien mon ender, men vi nærmer os den sidste akt, skriver H.C. Andersen i et analyserende longread og foreløbig status om britisk Brexit-politik og selvforståelse.
NEWCASTLE upon TYNE – Lad os gentage det, vi ved med sikkerhed om Brexit: Storbritannien forlader EU 31. oktober 2019, koste hvad det vil, med eller uden en aftale.
Der bliver ikke tale om endnu en udsættelse, det ved vi, for det har premierminister Boris Johnson selv sagt. Det bliver over hans lig, “I would rather die in a ditch” som han selv udtrykker det, han vil hellere ligge, død, i en grøft.
Boris Johnson har kun været premierminister siden 24. juli, men i den tid har han vist sig at være en politiker, der ved, hvad han vil. Han holder disciplin i sit parti: da 21 af hans kolleger i den konservative parlamentsgruppe stemte imod regeringen, stødte han dem uden tøven ud af gruppen.
I teatret kommer der før eller siden en afslutning, og man kan tage hjem og drikke te og tænke over, om den teaterbillet nu var pengene værd. I det britiske politiske teater føler man sig ikke sikker på, om stykket nogensinde holder op
Hans principfasthed i Brexit-spørgsmålet har også givet resultater.
Den foregående premierminister, Theresa May, måtte bede Bruxelles om endnu en udsættelse, fordi hun ikke kunne få parlamentets opbakning omkring sit forslag til skilsmisseaftale med EU.
Vælgerne straffede øjeblikkeligt de konservative (og indirekte parlamentarikerne som sådan) ved at støtte op om Nigel Farages nye Brexitparti.
Meningsmålingerne viser tilmed, at Boris Johnsons principfasthed er begyndt at lokke dem tilbage i den konservative fold. Støtten til partiet stiger.
Han relancerer sit parti som progressivt og internationalt, med en positiv indstilling til fremtiden og med noget godt at tilbyde for hele nationen. Boris Johnson er det, man i Storbritannien kalder “one-nation conservative”: hans konservative land støtter ikke bare en eller anden overklasse, men hele nationen. Theresa May havde i øvrigt helt den samme indstilling.
De frustrerede og oversete vælgere i randområderne, der stemte for at forlade EU, kan glæde sig til højere mindsteløn – nu skal den være til at leve af – og til de 20.000 nye politibetjente, der skal rekrutteres. Der bliver flere betjente til at tage sig af forbrydelserne.
Samtidig får forsvaret flere penge til højere lønninger. Vi vil igen se partiet som ægte konservativt, som et lov-og-ordens parti, som det var før premierminister David Camerons regeringstid. Militæret glæder sig over endelig at have en premierminister, der står på deres side.
Når premierminister Johnson senest 31. oktober har fået sit land ud af EU, og dermed genvundet noget af vælgernes tabte respekt for politikerne, vil han udskrive valg
Den tidligere Labour-premierminister Tony Blairs drøm om at få 50 pct. af årgangene gennem en universitetsuddannelse bliver nu udfordret: der gives flere penge til de mellemlange, mere praktiske uddannelser. Der vil ikke blive lagt så meget vægt på alt det der intellektuelle og teoretiske, og der er skal bygges boliger på gamle industrigrunde, så briterne både får flere hjem at bo i og kan gå tur i den uspolerede, ubebyggede natur i fritiden.
David Cameron og hans finansminister, George Osborne, gennemførte fra 2008 et stramt spareprogram, der i høj grad har mindsket levestandarden i lokalsamfundet: der er penge til færre og færre fornøjelser i kommunerne. Selv i Theresa Mays tid var der aldrig penge til noget. “Tror I pengene gror på træerne?” – there is no money tree”- hørte man hele tiden.
Men de tider er forbi. Den nye konservative fremtid har mere at byde på. De konservative har åbenbart haft pengetræet skjult et eller andet sted, og nu er det fundet frem igen. Ikke mere kartoffelkur.
Tag bare sundhedssektoren. Der installeres en mængde nye kræftscannere på hospitalerne. Og hospitaler? Der skal bygges 40 nye hospitaler, fyrre spritnye sygehuse. Storbritannien bliver et godt sted at blive dårlig under de neo-konservative.
Og det vil man opnå uden at være medlem af EU. Hvad skal man også med det?
Positive signaler fra Boris
Det er sådanne positive signaler, Boris Johnson og hans regering sender ud. Han har også omhyggeligt sammensat regeringen af politikere, der ikke bare er EU-kritiske, men også ofte EU-fjendtlige. Hvis man er imod EU-medlemskabet, så ved man, at man kan stole på dem.
Og Johnson er en populær partileder. Det blev klart, da han blev valgt til leder og dermed premierminister med overvældende flertal af sit parti. Derfor fik han en fortjent positiv modtagelse ved det konservative årsmøde, som lige har fundet sted. Partiet føler, han har givet det noget af solidaritetsfølelsen og selvsikkerheden tilbage. Det er godt at være britisk konservativ igen.
Der er noget eventyrligt over historien om Johnson og hans nye greb om partiet og nationen. Normalt prøver et partis ledelse at samle partiet omkring den linje, ledelsen vil anlægge.
Sådan er “Boris” jo, noget for sig selv, den helt rigtige festtaler. Ikke for meget indøvelse før talen holdes: den må gerne virke lidt spontan, mere personlig og improviseret
F.eks. taler man med den enkelte parlamentariker om, hvad hun eller han vil have til sin valgkreds for at gå på kompromis med ledelsen og stemme for dens forslag. En ringvej, en ny skole osv. Noget for noget, når politisk solidaritet skal sikres.
Boris Johnson har set, hvor splittet hans konservative parti faktisk er blevet af Brexit, han har set, hvor stor truslen er fra Nigel Farages Brexitparti (det truer med at tage hans konservative stemmer), og så har han simpelthen skåret partiet til, så det passer.
Som i det gamle eventyr om Askepot har han hugget en hæl og skåret en tå for at få glastøflen til at passe. De 21 konservative politikere, der helt åbenlyst har nægtet at slutte op om hans Brexit-politik, blev skubbet ud af partigruppen i parlamentet. Alligevel oplevede han en personlig triumf, da han nåede frem til partiets årsmøde: han bliver tiljublet, da han træder ind i salen, han bliver tilbedt, ikke som Askepot, men som prinsen selv, som ballets vært, som alle vil danse med.
Partikongressen danser, om ikke bogstaveligt talt så billedligt.
I fire dage er Boris partiets helt
I sin store tale ved årsmødet taler han konsekvent om Brexitproblemet ikke som et problem, men som et stykke arbejde, der skal gøres, og som kan gøres godt. “Europa” er “vores venner”, som vi skal have lavet den her aftale med – briterne har det med at tale om “Europa” som noget, Storbritannien ikke er en del af.
Vi skal være medgørlige og gå på kompromis og komme med et fornuftigt udspil til en skilsmisseaftale med EU. Så skal det nok gå. Bare Bruxelles så også er lidt imødekommende, det kan jo ikke komme fra London altsammen, lyder det.
De elsker hans tale, der blander alvor med sjove, kritiske og sarkastiske bemærkninger om de konservatives modstandere i parlamentet. De griner glade ad hans vittigheder. De er sommetider lidt fjollede, og han læser dem op af sit manuskript – det er usædvanligt, han bruger ikke autocue. Sådan er “Boris” jo, noget for sig selv, den helt rigtige festtaler. Ikke for meget indøvelse før talen holdes: den må gerne virke lidt spontan, mere personlig og improviseret.
Det her er selvfølgelig ikke en festtale, der er ikke noget festligt ved Storbritanniens politiske krise. Og ikke alt er harmoni.
Da han f.eks. siger: “We love Europe,” er der mere ekko end sympatisk genlyd i salen. “I love Europe,” fortsætter han, “jeg elsker Europa”, og går videre. Det skurrer lidt. Historien vil ikke helt skrives, som Boris Johnson vil.
Men på andre områder har han styr på tingene.
En splittet familie
Da talen er forbi, får vi tv-seere et overraskende indblik i premierministerens privatliv. Som menneske er Boris Johnson lutret af erfaringen, ikke mindst af sin familie. Det får diskret udtryk ved årsmødet.
Vi ved fra flere portrætter i medierne, at han og hans søskende står hinanden meget nær, fordi de voksede op som hinandens nærmeste vennekreds – der var langt til naboerne. Hans far blev gift to gange, han selv ligeså. Han har fem børn, fire med sin første kone og et udenfor ægteskab.
Sådan. For hvor mor var på Boris’ hold, havde far Johnson kritiseret Boris for at lede anti-EU holdet i 2016. “Han gør det ene og alene for sin karrieres skyld,” udtalte Boris’ far dengang til pressen
Nu skal det her ikke være en biografisk artikel eller et forsøg på angribe ham for hans moral. Det har andre gjort, fyldigt og i detaljer, og det er ikke altid klart, at det er helt relevant. Det konservative parti står for lov og orden (det er en aktiv del af programmet nu) og for de traditionelle værdier, som f.eks. ægteskab som det naturlige udtryk for kærlighed – og på papiret også for seksuel ro og orden.
Men det var en konservativ premierminister, David Cameron, der indførte retten til homoseksuelt ægteskab i 2013 – selvom der skulle stemmer fra de liberale demokrater for at få det gennemført trods konservativ modstand. Briterne er ikke så snerpede, som de har prøvet at bilde os ind i lange tider.
Så hvorfor nævne det her? Fordi hans familie er blevet en aktiv del af historien om Boris Johnson og Brexit. I år har to af hans søskende i den ellers så solidariske søskendeflok vendt ham ryggen. Hans bror, som han havde givet en ministerpost, forlod sin post i protest imod bror Boris’ Brexitpolitik, og hans søster blev medlem af de liberale demokrater for at bekæmpe broderen politisk.
Så det undrer ikke, hvis familiens opførsel har gjort ondt og heller ikke, at familien kom til at spille en åbenlys rolle, da han holdt sin store tale.
I talen nævnte han direkte, at hans mor havde stemt for, at Storbritannien skulle ud af EU, så der har han jo et familiemedlem på sin side. Han holdt en lille kunstpause, så detaljen havde tid til at bundfælde sig i de mange konservative hoveder.
Hans far havde fået en fin plads helt fremme i salen – man er vel premierministerens far, lidt fordel må man vel godt have af det. Men da talen var forbi, steg Boris Johnson ned fra scenen, gik ud blandt sit begejstrede publikum, trykkede på næven til højre og til venstre, gik hen mod sin far, der strakte begge arme helt ud til et stort knus. Boris, hans søn, undgik helt tydeligt med vilje at tage imod det knus.
Sådan. For hvor mor var på Boris’ hold, havde far Johnson kritiseret Boris for at lede anti-EU holdet i 2016. “Han gør det ene og alene for sin karrieres skyld,” udtalte Boris’ far dengang til pressen.
En måbende befolkning
Boris’ mandat hvilede på under to procent af vælgerbefolkningen. Det kan muliggøres, fordi et britisk regeringsparti der vælger ny formand, automatisk bliver ny premierminister. Med andre ord en demokratisk afstemning, afholdt efter reglerne, men 160.000-180.000 stemmer er ikke overvældende i et forenet kongedømme med 67 millioner mennesker.
Da Boris udstødte de 21 genstridige konservative af sin parlamentsgruppe, forsvandt hans regerings mandat helt. I forvejen støttede hans regering sig på mandater fra det nordirske Democratic Unionist Party (DUP). DUP støtter stadig regeringen, men det mangler helt flertal og kan i realiteten ikke styre landet. Det var mandigt at skille sig af med modstanderne, men nu står regeringen Johnson pludselig på den høje udspringsvippe – og har selv hevet bundproppen op af bassinet.
Fordi suspenderingen skulle godkendes af dronning Elizabeth, havde regeringen bedt om dronningens underskrift på et falsk grundlag. Mange måbede med god ret
Da han udtalte, at han ville gennemtvinge sit lands udmelding af EU pr. 31. oktober med eller uden en aftale, gennemtvang parlamentet en lov, der tvinger ham til kun at forlade EU med en aftale. Hvis ikke det lykkes inden 19. oktober, forpligtes han til at bede EU om udsættelse. “Ikke på vilkår,” er hans svar: “Det bliver over mit lig” – I would rather be dead in a ditch.
“Har De så som premierminister tænkt Dem ikke at overholde loven?” spørger man. Naturligvis vil han overholde loven “som den til den tid ser ud”, svares der, mystisk.
Og så var der suspenderingen af parlamentet.
Regeringen var sikker på, at den vidste, hvad den gjorde, men den blev hevet i retten, adskillige gange, sagen endte for landets højeste ret, The Supreme Court. Kendelsen var klar: regeringen havde handlet ulovligt, i realiteten var parlamentet ikke suspenderet, rent teknisk var det bare sat på pause, og det burde have været på arbejde i underhuset i London i hele perioden.
Fordi suspenderingen skulle godkendes af dronning Elizabeth, havde regeringen bedt om dronningens underskrift på et falsk grundlag. Mange måbede med god ret.
Var det muligt, at regeringen havde tænkt tingene igennem så dårligt, at den ikke selv var klar over risikoen for at tage fejl og konsekvenserne af at gøre det? Der var rigeligt med advarsler og modstand i parlamentet.
Hvis man ikke er til monarkier, kan man jo synes, det er ligemeget, om man kommer til at “misbruge” sin dronning. Men ligesom i Danmark har den britiske monark en ægte og væsentlig plads i toppen af det politiske system, som hun er med til at støtte, om ikke lede. Den slags skal man ikke fjumre med, det er dybt alvorligt. En dronning er en dronning, det forventes, at en regering kan finde ud af bruge hende korrekt, helt oppe i toppen af systemet skal der være rene linjer.
Ingen undskyldninger for vildledning
Underhusets formand, John Bercow, beordrede parlamentet tilbage på pladserne dagen efter dommen. Den lange tepause var forbi. Boris Johnson, der havde været i New York og været bedsteven med præsident Donald Trump – den globale politiks to lyse hoveder – måtte tage flyveren hjem og finde på noget at sige til underhuset.
Geoffrey Cox og hele regeringen kan prøve at undskylde sig med, at “vi vidste jo ikke, I ville tage det så alvorligt.” Prøv den på betjenten, hvis I bliver taget i at køre 150 km/t i en byzone
Så man kunne have ventet, at de konservative var vendt tilbage med en lille smule ydmyghed – anger er nok for meget at forlange. Om ikke et “undskyld” så dog et “ups”.
Men nej, de konservative havde helt andre planer.
De sendte deres juridiske bulldog, rigsadvokat Geoffrey Cox, ind i parlamentet for at forklare, at kendelsen naturligvis skulle respekteres, men at det ville ske på trods af, at kendelsen var så besynderlig og urimelig.
Den lov, dommerne havde dømt efter, den fandtes nemlig ikke som egentlig lov, før de afsagde kendelsen, tordnede Geoffrey Cox med sit tågehornsorgan.
Briterne har ingen nedskrevet grundlov. De støtter sig til en mængde lovtekster og til præcedens – “den måde, vi gjorde tingene på sidste gang”.
Højesteret gjorde simpelthen det, briterne plejer at gøre i parlamentet: de overvejede, om suspenderingen var foretaget på den måde, man altid havde gjort det på. Men så besluttede de også, at “den måde vi plejer at gøre tingene på” ikke bare er en “tradition”, når det drejer sig om at suspendere parlamentet, men faktisk har status af en lov – ellers havde de heller ikke kunnet afsige en kendelse. Og, skulle jeg mene, fungerer sådan et system jo heller ikke, hvor man blander lovtekst og præcedens. Enten har det hele samme status eller også skal man gøre tingene på en anden måde.
Og da Supreme Courts 11 dommere havde afsagt kendelsen, blev den til lov.
Geoffrey Cox og hele regeringen kan prøve at undskylde sig med, at “vi vidste jo ikke, I ville tage det så alvorligt.” Prøv den på betjenten, hvis I bliver taget i at køre 150 km/t i en byzone.
Der skete faktisk noget juridisk spændende her, for briterne har i århundreder arbejdet med et princip om, at dem, der regerer, er ordentlige mennesker, og de kan godt finde ud af at tale om tingene og nå frem til en rimelig afgørelse.
Hvis man kan gøre tingene sådan, behøver man ikke alle de regler og formaliteter. Sådan oplevede jeg selv United Kingdom i halvfjerdserne og firserne. “Slap nu lidt af, vi finder ud af det,” var indstillingen til problemløsning, og det var på sin vis forfriskende og dynamisk.
Briterne har fulgt med – men så er der selvforståelsen
Det er imidlertid netop en af de ting, der har motiveret briterne til at ville ud af EU, siger de selv: Bruxelles kan træffe afgørelser – lave regulativer – som London så er nødt til at følge. I realiteten har briterne selv været med til at skabe regulativerne i EU, men de føler det som et problem, at deres parlamentarikere og dommere kan “tvinges” til at følge EU-lov fremfor britisk lov. Pludselig er der ikke noget med, at “det finder vi ud af.”
Nu står der noget i en lovtekst, der har prioritet over ens eget parlament. Det føles meget ubritisk og truende.
Men sådan er Storbritannien faktisk ikke længere. I det juridiske system har de forlængst vænnet sig til, at man skaber en egentlig lovtekst fremfor at “snakke om tingene.” Der er kommet regler for alting, og det er ikke noget, EU er kommet med. Siden premierminister John Majors tid er det blevet helt almindeligt, men ofte meget upopulært, at skulle følge regler og forordninger.
Storbritannien er et moderne europæisk land, hvor der er orden i tingene. Det er lidt kedeligt for en gammeldags anglofil som overtegnede, men det kunne ikke gå anderledes: sådan ser verden ud nu, og hvad enten briterne kan lide det eller ej, har de fulgt med i udviklingen.
Der en uoverensstemmelse mellem “folkets” vilje og så de folkevalgtes – folket valgte nogle folkevalgte, de så vælger ikke at være enige med: britisk politik er en sælsom størrelse
Men det er ikke desto mindre et problem for mange, for det kolliderer med den nationale selvforståelse. Når vi skriver historie, prøver vi muligvis at forstå, hvordan vi er nået til, hvor vi er ved at se på en række begivenheder, der har spillet en særlig rolle i udviklingen. Ikke bare kom Danmark med i EF, fordi Storbritannien, der var vores væsentligste eksportmarked for landbrugsvarer, ville være medlem. Vi ventede ligefrem, til de gjorde det: vi handlede ikke frit. Vores historie udvikler sig ikke efter vores vilje alene.
Noget andet er den historie, vi fortæller om, hvem vi er. Vi er f.eks. fantastisk dygtige til det med landbrug, vi har været rigtigt smarte til at udvikle andelsprincippet til vores fordel, da prøjserne tog Slesvig-Holsten fra os.
Vores talent som nation har intet med historien at gøre vil vi sige, men derimod med vores evne, som danskere, til at handle, når historien giver os problemer. Og sådan har mange briter det også med deres historie og med den historie, de fortæller om sig selv: deres selvforståelse.
Det her med at styres af “Bruxelles”, det har de nu fået til noget, der ikke er “britisk” og som de skal frigøre sig fra.
Tillid og mistillid
Men tilbage til Geoffrey Cox og den lov, der skal følges, selvom den er svær at sluge. Geoffrey Cox skiftede, som man kan se videoklippet ovenfor, med et toneleje fra det buldrende til det brølende. “Dette parlament har ikke moralsk ret til at sidde på de grønne læderbænke!”
Han hentydede til det problem, at flertallet i parlamentet hellere vil blive i EU, mens flertallet af deres vælgere vil ud. Der en uoverensstemmelse mellem “folkets” vilje og de folkevalgtes ditto. Folket valgte nogle folkevalgte, de så vælger ikke at være enige med: britisk politik er en sælsom størrelse.
Ikke nok med det, men med en så magtesløs mindretalsregering som Boris Johnsons, der bliver bekæmpet af flertallet i parlamentet, må man jo indrømme, at der skal et valg til før eller siden, så vi kan se, hvem vælgerne nu helst vil se som deres repræsentanter.
Oppositionen – Labour, de liberale demokrater og de skotske nationalister – har en tid overvejet at skabe en midlertidig regering til afløsning af Boris Johnsons. På den måde kunne man gennemtvinge en aftale med EU – ikke noget med at landet skal ud, med eller uden en aftale.
Oppositionen insisterer på, at der skal være en aftale. Mange vil sige, at de har den sunde fornuft på deres side, og at de derfor burde komme til magten. Det kunne de opnå ved et mistillidsvotum til regeringen i parlamentet. Britisk lov siger nemlig, at hvis regeringen taber et mistillidsvotum, har oppositionen 14 dage til at danne en ny regering.
Hvis den ikke kan, bliver regeringen siddende. Et mistillidsvotum bliver til det modsatte, et tillidsvotum.
Geoffrey Cox – og senere premierminister Johnson – skubbede på i parlamentet for at få oppositionen til at fremsætte et mistillidsvotum, for de konservative ved, at oppositionen ikke kan enes om at danne en ny regering: i realiteten ville oppositionen ende med at styrke Boris Johnson og hans regering.
“I gør ikke jeres pligt som opposition!” råbte Johnson over til politikerne på den anden side af underhuset, og han beskyldte hånende Labour-lederen, Jeremy Corbyn, for ikke at turde tage jobbet som nationens leder.
Stemningen i underhuset blev kaotisk. Fra alle sider blev der råbt og skreget, man viftede i luften med armene, man skar vredt ansigter ad hinanden. “I har til arbejdstids ophør, hvis I skal fremsætte et mistillidsvotum,” provokerede Johnson, flere gange.
Fra hadsk tone til “humbug”
En kvindelig Labour-politiker opfordrede Boris Johnson til at føre an og dæmpe tonen lidt: den vrede debat blandt politikerne skaber en hadsk stemning ude i samfundet, kvindelige politikere er bange for de mange verbale angreb, de udsættes for. Hun mindede om, at en kvindelig Labour-politiker, Jo Cox, faktisk blev myrdet i 2016 af en højrefløjsaktivist.
I nogle kredse ude i samfundet er folk ikke bare kritiske overfor politikerne: de er direkte fjendtlige.
“Mange til humbug har jeg da aldrig hørt,” råbte Johnson tilbage. “Den bedste måde at mindes Jo Cox på er at blive færdige med Brexit!”
Det var, som hvis man hælder vand i varm madolie: salen eksploderede i totalt kaos.
Ved arbejdstids ophør var der ikke fremsat noget mistillidsvotum, Johnson sad stadig på regeringsmagten. Men med sin flabede bemærkning om Jo Cox havde han mistet støtte hos mange af de Labourpolitikere, der havde overvejet at støtte hans forslag til skilsmisseaftale med EU. Der var en fornemmelse af uvirkelighed. Kedlen var kogt tør, underhuset var ingen vegne kommet, den politiske verden stod mere splittet end nogensinde.
Regeringen, der havde tabt en flov sag, overvejede ikke afskedigelser eller at nogen trak sig tilbage. Ingen tog et ansvar. “Vi følger loven. Men vi synes, the Supreme Court tog fejl.” Og regeringen prøvede at provokere oppositionen til at fremsætte et mistillidsvotum, som regeringen vel at mærke selv ville have stemt for, for den ville have hjulpet regeringen selv.
“The backstop” er måske bare en detalje i den langt større aftale, Theresa May nåede frem til. En detalje, man kan komme forbi, så tæppet kan gå ned, briterne kan tage sig en tepause og EU komme videre sine planer for fremtiden
Samme reaktion er regeringen kommet med, når det gælder den lov, der skal tvinge Boris Johnson til at bede Bruxelles om udsættelse, hvis en aftale med EU ikke kommer på plads.
“Vil premierministeren følge loven?” “Naturligvis vil han følge loven. Som den til den tid fremstår,” kommer det mystiske svar. “
Vil han så bede Bruxelles om udsættelse?” “Aldrig i livet.”
Det var som i teatret, ved slutningen af en hovedscene, hvor alle har været oppe at slås, og tæppet falder midt i al uenigheden. Man sidder i teatersalen og aner ikke, hvor historien ender.
I teatret kommer der før eller siden en afslutning, og man kan tage hjem og drikke te og tænke over, om den teaterbillet nu var pengene værd. I det britiske politiske teater føler man sig ikke sikker på, om stykket nogensinde stopper.
Boris Johnsons skilsmisseaftale
I sin store tale ved årsmødet præsenterede Boris Johnson sit oplæg til en ny skilsmisseaftale med EU. Samme dag blev den bragt med kurer til Bruxelles.
Efter en kort overvejelse har Bruxelles nægtet at diskutere den: den kan ikke danne grundlag for en juridisk bindende aftale, der erstatter den her “nødbremse”, “the backstop”, som EU, anført af den Irske Republik forlanger. “The backstop” var en del af den aftale, Theresa May forhandlede igennem med EU, men som det britiske parlament har afvist tre gange. På grund af “the backstop.”
“The backstop” skulle træde i kraft, hvis ikke EU og Storbritannien kan nå til enighed om en frihandelsaftale, efter et Brexit. Brexit med en aftale, vel at mærke.
“The backstop” vil så “indtil videre” fastholde Nordirland, der er del af United Kingdom, i toldunionen, så der ikke opstår en egentlig landegrænse mellem Nordirland og så republikken i syd. Man er bange, ikke mindst i den irske republik, for at fjendtlighederne mellem katolikker og protestanter kan blusse op igen, hvis man ikke fastholder den åbne grænse mellem Irland og Nordirland.
Nu skabes der to grænser omkring Nordirland: en mod syd, mod Irland, og en mod øst, mod Storbritannien. Men det kan man måske leve med
De britiske konservatives nordirske støtteparti, Democratic Unionist Party (DUP), er lodret imod “the backstop” fordi det fastholder Nordirland, men ikke resten af Storbritannien, i toldunionen. Dermed ville Nordirland behandles anderledes end resten af landet og det kunne DUP ikke tolerere.
Bagstoppet har ikke nogen tidsgrænse, og den vil i teorien ensidigt give EU magt til at fastholde UK i toldunionen, så landet ikke kan komme i gang med selvstændige frihandelsaftaler med lande udenfor EU, hvilket har ført til, at det britiske parlament ikke har villet godkende aftalen.
Derfor er forhandlingerne ikke færdige endnu, og Boris Johnson kan tale om, at landet skal ud af EU pr. 31. oktober 2019, den dato Theresa May aftalte med EU, med eller uden en aftale.
Hvad tilbyder Johnson?
Først og fremmest vil premierministeren have UK ud af toldunionen, og det vil sige, at Nordirland også skal ud. For øjeblikket er der en “usynlig” grænse mellem Irland og Nordirland, ligesom der er mellem f.eks. Belgien og Holland: man mærker ikke, at man passerer fra et land til et andet. På den irske ø er den “usynlige” grænse imidlertid væsentlig, fordi den er et konkret tegn på, at fjendtlighederne mellem de irlandsvenlige nationalister og de UK-venlige unionister er ophørt.
Man frygter, at genindførelsen af en synlig grænse mellem EU (Irland) og United Kingdom (inklusive Nordirland) skal føre til en genoptagelse af den blodige konflikt mellem katolikker protestanter.
Både EU og United Kingdom har lovet ikke at genindføre den synlige grænse med grænseposter og bomme og hegn. Boris Johnson og hans regering foreslår, at man dropper den slags og blot udfører toldeftersyn på afstand af grænsen inde i landet et sted, og at toldbureaukratiet gennemføres elektronisk, med teknologi, der snart kan anvendes om end den ikke er klar endnu.
Britiske konservative politikeres reaktion på problemet omkring den nordirske grænse var klassisk britisk på den gammeldags måde: “Vi laver ikke nogen synlig grænse,” sagde de: “Så er det op til resten af EU, om de gør det.”
Udfra et lidt mere moderne synspunkt var det naturligvis et tåbeligt og uprofessionelt respons, som ikke var modne politikere værdigt. Man kan ikke bare annullere begrebet “landegrænse” ved at nægte at opstille grænsebomme.
Det har netop været en af EU’s store juridiske (og politiske) triumfer, at unionen har kunnet fjerne de synlige grænser mellem medlemslandene. At nogle af dem så er ved at vende tilbage, har ikke noget med “den europæiske idés” forfald at gøre, men med den internationale flygtninge- og migrantkrise at gøre.
Nu skabes der to grænser omkring Nordirland: en mod syd, mod Irland, og en mod øst, mod Storbritannien. Men det kan man måske leve med
Dem, der stadig husker, hvordan grænsen mellem f.eks. DDR og Forbundsrepublikken så ud, ved godt, hvor konkrete landegrænser i virkeligheden er. De er en juridisk realitet, der manifesteres på forskellige måde mellem forskellige lande. Derfor er Boris Johnsons nye forslag faktisk et tegn på, at briterne har tænkt over tingene.
De anerkender, at der skal være en form for konkret grænse mellem EU og Storbritannien, samtidig med at man skal finde ud af det med den “usynlige” grænse mellem Nordirland og Irland.
Der indføres egentligt toldbureaukrati og der skabes en toldgrænse mellem Nordirland og resten af UK, mens varer, der føres henover Det irske Hav skal toldundersøges – det er en væsentlig detalje.
Man skulle tro, at the Democratic Unionist Party netop ville modsætte sig den detalje, men den prøver man at komme omkring ved at give Den nordirske Forsamling ret til at godkende aftalen formelt hvert fjerde år.
Snart går tæppet for sidste akt
Indtil videre siger EU nej til Boris Johnsons oplæg.
Det har også væsentlige mangler. Ikke alene fungerer de digitale redskaber ikke endnu, Den Nordirske Forsamling har heller ikke kunnet enes om at samles i fire år, så hvordan skal den så kunne anerkende noget? Og hvor “the backstop” gav EU ensidig magt til at fastholde Nordirland i toldunionen, vil Boris Johnsons forslag give Nordirland magt til ensidig, at opsige den nordirske del af aftalen.
Og nu skabes der to grænser omkring Nordirland: en mod syd, mod Irland, og en mod øst, mod Storbritannien. Men det kan man måske leve med.
Der er en spinkel mulighed for at Boris Johnson kan finde et flertal sammen med det genstridige Democratic Ulster Party og de medlemmer af andre partier, der vil foretrække næsten en hvilken som helst aftale fremfor det kaos, som venter, hvis det ikke lykkes – og som også er valgt i kredse, hvor der var flertal for at forlade EU
I første omgang siger EU “nej”, men den lettiske premierminister, Krisjanis Karins, siger faktisk “måske” til BBC, og den britiske Brexitminister, Stephen Barclay, understreger, at Nordirland nok er væsentlig, men at den irske del af handlen mellem EU og United Kingdom trods alt er begrænset:
Set i et negativt lys kan man sige, at der ikke er tid til at genforhandle en aftale inden skæringsdatoen, 19. oktober 2019.
Men kræfter er ved at organisere en afstemning i underhuset den dag, og samtidig er der en spinkel mulighed for at Boris Johnson kan finde et flertal sammen med det genstridige Democratic Ulster Party og de medlemmer af andre partier, der vil foretrække næsten en hvilken som helst aftale fremfor det kaos, som venter, hvis det ikke lykkes – og som også er valgt i kredse, hvor der var flertal for at forlade EU.
Det har været et langt og vanskeligt forspil. På tre år har meget ændret sig, ikke mindst Storbritannien selv og Den Europæiske Union.
De britiske Liberale Demokrater vil gå på valg på at annullere artikel 50 og på, at briterne skal blive i EU.
I virkeligheden er det nok blot en positionering før det parlamentsvalg, der kommer. De konservative, der nu fører med 15 pct. i den seneste meningsmåling fra Gallup for ugeavisen The Observer, vil tiltrække de vælgere, der vil forlade EU og som ellers kunne stemme på Brexitpartiet. De liberale demokrater stiller op som “partiet for det modsatte: vi vil hellere blive i EU”.
Det bliver nok ikke aktuelt: briterne ender formentlig med endnu en mindretalsregering, men for borgfredens skyld – og for at bevare ro og orden på det europæiske marked – skal man nok gøre alt for at få den aftale i stand.
“The backstop” er måske bare en detalje i den langt større aftale, Theresa May nåede frem til. En detalje, man kan komme forbi, så tæppet kan gå ned, briterne kan tage sig en tepause og EU komme videre sine planer for fremtiden.
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her