NEKROLOG – Forhenværende udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen døde i dag efter længere tids sygdom. Han blev en politisk legende i levende live, skriver POV’s Frank Korsholm.
Sikke en køn lille dreng. Han skal da hedde Adolf. Sådan sagde jordemoderen i den lille fynske by, Haarby, da hun under en vinterstorm i 1941 hjalp en dreng til verden. Sådan kom det heldigvis ikke til gå.
Forældrene, hvor faderen var det kendte folketingsmedlem og chefredaktør på Fyns Tidende, Jens Peter Jensen – også kendt som døgnbrænderen, lod sig heldigvis ikke besnakke af den nazivenlig jordemoder – og sammen med Edith Ellemann valgte de i stedet det danskeste navn, de kunne finde på, Uffe.
Og heldigvis for det. Selv om Uffe Ellemann-Jensen gennem tiderne har måttet lægge navn til mange øgenavne, har indkasseret et hav af politiske næser og blev kåret som årets torsk i Ekstra Bladet adskillige gange, så er det svært at forestille sig, at Uffe kunne havde gjort en så imponerende karriere inden for både journalistik og politik med fornavnet Adolf.
I hvert fald var han nok aldrig blevet en så folkekær politiker, man kunne være på fornavn med.
Uffe blev en politisk legende i levende live. Faglig kompetent og fræk som en hønsetyv
Uffe er her ikke mere. Mange års kræftsygdom tog til sidst livet af den 80-årige fhv. udenrigsminister, der så sent som i maj optrådte til et offentligt debatmøde i Hillerød for at tale for et ja til den danske folkeafstemning om at ophæve forsvarsforbeholdet.
Uffe nåede aldrig at blive statsminister. Venstre kæmpede for at kunne indsætte ham, da den konservative statsminister Poul Schlüter trak sig ovenpå Tamilsagen, men hverken de konservative eller de radikale ville det sådan tilbage i januar 1993. Uffe formåede ikke at opnå den samme popularitet blandt kollegerne i Folketinget, som han gjorde i store dele af befolkningen. Dertil var hans stil for provokerende.
Uffe blev i stedet den længst siddende danske udenrigsminister til dato og måske ovenikøbet også den bedste, hvis den slags overhovedet lader sig måle.
Uffe var udenrigsminister under hele fodnotepolitikken i 1980’erne, som i dag anses som en skamplet over datidens socialdemokratiske hardlinere, Svend Auken og Lasse Budtz o.a.
Uffe stod op imod dem og rejste trodsigt til Bruxelles og håndhævede flertallets beslutninger over for Nato, mens han herhjemme blev tildelt den ene længere næse efter den anden, så han med egne ord til sidst kunne snuse sig selv i bagdelen.
Højtprofileret politisk karriere
Uffe var cand.polit. og har arbejdet på Berlingske Aftenavis, blev derefter økonomisk journalist på Danmarks Radio, og mange husker måske stadig hans indslag fra energikrisen i 1972, hvor han stak hovedet ud fra den kolde bruser.
Fra DR gik turen i 1975 til dagbladet Børsen som chefredaktør. Det blev aldrig nogen succes. Uffe nåede at blive fyret, genansat og fyret igen inden for få timer. Samlet set var han ansat på avisen i ca. et års tid, men Uffe og Børsens medarbejdere blev aldrig det perfekte match.
De baltiske landes selvstændighed var en særlig politisk slagmark for den danske udenrigsminister – også i en sådan grad, at mange i de tre lande lod deres nyfødte drengebørn døbe Uffe i taknemlighed
Fiaskoen på Børsen blev til gengæld springbrættet til en 24 år lang og glorværdig politisk karriere. Han blev valgt til Folketinget i 1977, og i Venstres folketingsgruppe fandt Uffe Ellemann-Jensen sit helt rette element. Han var derfor også den helt naturlige udenrigsminister i Schlüters første firkløverregering i 1982, ligesom han var oplagt til at overtage formandsposten i Venstre efter Henning Christophersen var udnævnt til kommissær i EF i 1984.
Uffe blev partiformand på et tidspunkt, hvor Venstre var i stor krise. Folketingsvalget i 1984 havde kun givet partiet 12,1 pct. og 22 mandater, hvilket Uffe blev konfronteret med efter sit første gruppemøde, hvor journalist Mette Fugl spurgte om, om han nu skulle sælge billetter ved udgangen.
Det skulle Uffe ikke. Fra 1984 var der kun en vej for Venstre. Fremad. Sammen med sin tro væbner, den unge idealist Anders Fogh Rasmussen, lykkedes det for Venstre at være i regering og opposition på samme tid. Det gav pote – dog ikke så meget, at ”den er hjemme,” som Ekstra Bladet skrev på valgdagen i 1998. Sætningen, der var ledsaget af et billede af Uffe i sit køkken med en stiv whisky, er siden blevet en forbandelse i dansk politik, og som ingen tør tage i deres mund under en valgkamp.
Mr. Europa
Det er som udenrigsminister, Uffe vil blive husket. Som minister under fodnotepolitikken, men ikke mindst som minister under østblokkens sammenbrud i 1989-90.
De baltiske landes selvstændighed var en særlig politisk slagmark for den danske udenrigsminister – også i en sådan grad, at mange i de tre lande lod deres nyfødte drengebørn døbe Uffe i taknemlighed for deres løsrivelse fra Sovjetunionen.
Uffe var Mr. Europa med blå EU-strømper. Det provokerede mange dengang, og som en af sine sidste ministergerninger kunne han i maj 1992 opleve, hvordan flertallet af danskerne forkastede Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning, hvorefter han måtte lide den tort at rejse til Bruxelles for at overbringe det kedelige budskab.
Uffe nåede at skrive 16 bøger, hvor Din egen dag er kort blev en bestseller
Det skete med en pibe i munden og et rødt-hvidt hooligantørklæde om halsen samt de legendariske ord ved indgangen til EU’s hovedsæde: ”If you can’t join them, beat them”, der var en elegant omskrivning af et engelsk ordsprog.
Mødet i Bruxelles fandt således sted samme dag, som Danmark spillede om europamesterskabet i fodbold mod Tyskland. En kamp, vi som bekendt vandt 2-0.
Da Uffe efter to mislykkede forsøg på at slå Poul Nyrup Rasmussen ved valgene i 1994 og 1998 frivilligt abdicerede og lod sig falde ned i Folketingets grebning, var det med et Venstre på 24 pct. – præcis en fordobling over 14 år – og et toptrimmet parti, der gjorde, at Venstre kunne vinde statsministerposten i 2001 med Anders Fogh Rasmussen ved roret.
En politisk legende
Uffe blev en politisk legende i levende live. Faglig kompetent og fræk som en hønsetyv. Efter han forlod Folketinget ved valget i 2001, fik han en hæderlig, men dog ikke prangende karriere som bestyrelsesmedlem og formand i en række virksomheder, blandt andet i Royal Greenland, hvor han elskede at slå sit hverv sammen med sin store interesse: lystfiskeri.
Uffe nåede at skrive 16 bøger, hvor Din egen dag er kort blev en bestseller, og derudover var han en yndet kolumnist til det sidste med en fast spalte og skarpe holdninger i Berlingske Tidende.
Han var gift to gange. Med Hanne Johnsen fra 1963-71, som han fik Claus Elleman-Jensen og Karen Ellemann med. Karen er i dag medlem af Folketinget for Venstre.
Det er Jakob Ellemann-Jensen også. Ovenikøbet formand for Venstre og statsministerkandidat ved det nært forestående folketingsvalg. Uffe fik Jakob i sit næste ægteskab med den berømte TV2 journalist og chef, Alice Vestergaard, som han nåede at fejre guldbryllup med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her