I Italien begynder foråret først 21. marts

Cecilie Marie Meyer 01.03.2018

KLUMME – I Danmark er det officielt årets første forårsdag i dag. På en dag, hvor det vælter ned med sne, og kulden er på sit højeste. Som så ofte før. I Italien, der jo som bekendt kan mønstre et noget varmere klima end os, opererer man slet ikke med, at det allerede er forår i dag. Læs Cecilie Marie Meyers forklaring på forskellen her.

“Hov, hvad var det, du sagde”, spurgte min italienske svigerfar mig engang, da jeg var på besøg i Salerno. “I dag er det endelig forår!” gentog jeg jublende, og pegede på kalenderen, der sagde den 1. marts. Nu var vi endelig inde i den måned, der mere af navn end af gavn symboliserede årets første forårsmåned.

Men svigerfar løftede højre hånd og svingede pegefingeren fra side til side. “Næ nej, foråret begynder først den 21. marts. Så, der går lige tre uger endnu!”

“Har jeg mon hørt forkert”, tænkte jeg, men slog det så hen. Indtil jeg hjemme i Danmark kom med samme ytring overfor en italiener. Han korreksede mig straks:”Ahh, tag den med ro, det er først forår langt inde i marts!”

Jeg kom til at tænke på uenighederne, fordi vi nu skriver 1. marts, og masser af mine venner har allerede bedyret, at de ikke kan vente med at gå foråret i møde.

Men hvad er egentlig korrekt? Når jeg googler ordene ‘forår’ og ‘primavera’, siger de danske sider, at foråret starter 1. marts, mens de italienske siger, at foråret indfinder sig mellem den 19-21. marts, alt efter hvordan kalenderåret ser ud.

Selv husker jeg ikke at have modtaget undervisning i årstidernes skiften i min egen skole, men det er måske forsvundet sammen med så meget andet i tidens store sandur?

Meteorologi kontra astronomi

Med hjælp fra kloge venner ser det dog ud til, at jeg endelig har løst gåden: der er åbenbart to måder at beregne en årstid på – den ene er den meteorologiske metode, som baseres på temperatur og atmosfære, og hvor man deler året ind i fire ‘størrelser’, med begyndelse den første i måneden.

Den anden metode er den astronomiske, hvor man ser på Jordens bane og lægger årstidernes skiften i forhold til jævndøgn. Og det er netop dette system, som man i Italien benytter sig af, mens man i Danmark bruger den meteorologiske.

En forklaring på italienernes brug af sidstnævnte kan være den italienske landmands afgørende kendskab til og afhængighed af månens faser, som skulle have stor indflydelse på planternes liv. Og omkring 21. marts er det forårsjævndøgn, hvorefter de lyse timer bliver flere end de mørke.

I den italienske folkeskole bruges mange timer på at forklare børnene, hvorfor årstiderne er defineret, som de nu er. Selv husker jeg ikke at have modtaget undervisning i årstidernes skiften i min egen skole, men det er måske forsvundet sammen med så meget andet i tidens store sandur?

Ligegyldig hvad: Nyd forårets komme, hvor du end er, hvornår det end kommer.

Illustration: fotografisk gengivelse af Sandro Botticelli’s La Primavera fra slutningen af 1400-tallet. Det er Foråret, som kommer skridende ind fra højre, mens blomstergudinden Flora lige ved siden af ankommer med blomster ud af munden. Fra Wikipedia.

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorar til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk