POP & FORÅRSSTEMNING // KLUMME – Aprilsolen bryder frem, og det er kun et spørgsmål om tid, før det hele springer ud. Thomas Johannes Erichsen anbefaler syv sitrende popsange, der garanteret får forårsfornemmelserne frem i dig.
1. Miley Cyrus: Flowers
En værdig arvtager til Gloria Gaynors ”I will survive” fra 1978, er Miley Cyrus’ ”Flowers”. Nogen mener, at Miley har solgt sin sjæl til djævlen og derfor må optræde i undertøj resten af karrieren, men tiden er nok løbet fra den slags fordomme – her er selvbestemmelse, skønhed og empowerment. Der findes ganske vist en uheldig alliance mellem mode – og musikverdenen, men når musikken er i orden, så kan det være lige meget, om man optræder i G-streng eller gorillakostume.
”We were good, we were gold, kinda dream, that can’t be sold”, synger Miley med sin hæse Tennessee-stemme, og det virker. Alle kender til den berusende start på et forhold, og alle kender til, hvordan det kan ende. Miley griber tilbage til klassikere i discoens hårde historie om, hvordan lykken pludselig kan forvandle sig til en overlevelseskamp, men der er ingen risiko for, at ”Flowers” kommer til at lide døden på hverken dansegulve eller i stuerne de næste mange år.
2. Parcels: Overnight
Havde de så også deres hjelme på, da I arbejdede med dem i studiet, blev Parcels spurgt, efter de havde lavet ”Overnight” med Daft Punk som medproducere. Naturligvis, lød svaret. Her er et vidunderligt, drømmende uptempo-nummer, og man kan roligt forestille sig, at den henfarne franske duo har været glade for Jules Crommelins funkfaste guitar, siden de gik med i kælderen.
”Overnight” giver én fornemmelsen af, at noget er for sent, forsvundet, og lige så tight alle elementerne spiller sammen, lige så stærk er følelsen af, at noget andet halter ulykkeligt bagefter. Det er en sørgmunter og aldeles suveræn sag, Parcels afvikler her.
3. Metronomy: Right on time
Musik lyder forskelligt afhængigt af, hvilket humør man er i – i øvrigt en måde at tjekke dit forårsmood. Metronomys ”Right on time” er underspillet som bare pokker direkte fra hjertet, og det britiske electronia-orkester får sangkunst til at lyde som det letteste i verden.
Fem glade mennesker, der spiller musik i en livsbekræftende video, er også en reminder om at droppe din Spotify og købe YouTube, så du kan se, hvem der faktisk laver den musik, du hører. Der er måske langt mellem snapsene hos Metronomy, men når den sidder, så sidder den fast. Og så kan det godt være, at sangen handler om forbandede følelser, ”It’s just another earthquake”, men tonerne er stærkere end pennen, og hvis man får blanke øjne af ”Right on time”, så er det glædestårer.
4. PREP: As It Was (Harry Styles cover)
Nogle gange er covernummer bedre end originalen. Eller også er det bare, fordi jeg bedre kan lide PREPs lyd fremfor Harry Styles. Faktisk synes jeg, at Styles er lige så spændende som en rasteplads bortset fra ”As It Was”, der altså fungerer endnu bedre i den her version.
Og hvem er så PREP? Jo, man skal forestille sig, at hvis Toto stadig lavede musik i dag, det gør de vist nok også, så ville de have lydt som PREP, altså med en supersoulet, vuggende 80’er sound. Tempoet på PREPs ”As It Was” er skruet ned, keyboards og slagbas er skruet op, og det hele er bundet sammen med smukke, jazzede sløjfer. Det sjælfulde bands bagkatalog kan man også roligt gå på rov i, de skriver sange på højt niveau i modsætning til Styles, som musiklynet kun slog ned i én gang.
5. Jacques: Arrivera
Franske Jacques kender sine klassikere og lyder som en elektronisk udgave af landsmanden og visesangeren George Brassens. ”Arrivera” er en skæv perle, alt hvad du drømmer om, vil ankomme, hvis det ikke er her allerede, med Jacques’ lange lokker og omvendte hanekam. Fransk er verdens smukkeste sprog, og her er verdens mærkeligste popmusiker, og alt er som det skal være. Man er i hvert fald godt på vej, hvis man kan lade sig rive med af Jacques’ ødsle vokal og så det der uimodståelige, blævrende tema, spillet på et instrument, guderne må vide, hvad er.
En af de første personer, jeg spillede ”Arrivera” for, syntes det lød vanvittigt. Så spillede jeg den igen, og hun syntes stadig, det lød vanvittigt. I mine ører bliver sangen bedre for hver gang, jeg hører den. Hvor meget kan en sang holde til? Man skal nok ikke vælte sig uendeligt i den, som med så meget andet i livet. Desværre umuligt.
6. Depeche Mode: Ghosts Again
Er man til elektronisk løbebas og en mørk vokal, der ikke tvivler et sekund på sig selv, så skal man lukke øjnene og slå ørene ud til Depeche Modes ”Ghosts Again” fra deres seneste album. Her bliver tiden spolet tilbage til de gode gamle dage, hvor gruppen lavede udødelige temaer, simple som at trække vejret.
Depeche Mode har overlevet sig selv flere gange, aldrig sejret sig selv ihjel, været forud for deres tid, men tiden går. Først var de fire, så var de tre, så var de to, en dag er de én, hvilket omsider giver bandets navn mening – på fransk depeche, på engelsk dispatch, afmonteringen er i gang, og vi må nyde dem, mens vi stadig kan.
7. HYBS: Dancing with my phone
Robyns “Dancing on my own” tog verden med storm, det samme kan ikke siges om HYBS’ “Dancing with my phone”, men sådan er verden. K-pop duoen klynger sig til telefonen, som Robyn klyngede sig til omgivelserne i sin ensomme fuldedans, og problemet er det samme i begge universer – kærlighedssmadder.
”Then our song comes on the radio, makes me wanna start to dance”, den slags gør altid ondt, ligesom synthmotiverne hos HYBS, der renser systemet igennem, så man bare sidder helt flad tilbage. Noget nær en perfekt popsang, hvilket der ikke findes nogen formular for. Til gengæld behøver man kun være heldig én gang.
Læs også Henning Høegs anmeldelse af Depeche Modes seneste album: Danseklar eksistentialisme og det uendelige groove
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
