FOLKEMØDET // KLUMME – Janteloven er vel nok den største kliché i dansk debatkultur. Den der etikette på et folk, hvor det ikke er passende at stikke næsen for langt frem. Vi skal ikke tro, vi er noget. Men i praksis er Janteloven i den folkelige forståelse en underlig, ubestandig blanding af national højrøvethed og offerrolle – tilsat en knivspids misundelse. Det mener POV’s rullende klummeskriver, Taxamanden, der i disse dage kører sine kunder mellem Bornholms Lufthavn og Folkemødet på toppen af klippeøen.
Det er lige så sikkert som steg og rødkål juleaften: Når Folkemødet er lige op over, og tusindvis af politiske spidser, erhvervsfolk, journalister og lobbyister strømmer til det bornholmske folkemøde – så melder den klassiske surhed sig.
Det nationale kendetegn, vi kalder Janteloven – at du ikke skal tro, du er noget. At der lige skal skubbes til en succes. Nu begynder de sociale medier at boble af den hånlighed, at det der Folkemøde jo ikke er et møde for folket, men et stævnemøde for ELITEN, tidsåndens værste skældsord.
FOLKEMØDE, ja, det lyder jo meget smukt, men hvem har set folket? Hvorfor på Bornholm, der ligger så langt ude i periferien af dronningeriget? Og hvorfor går det ikke på skift mellem landsdelene, som det blev fremført af bl.a. Folketingets tidligere formand, Pia Kjærsgaard?
Ingeborg og Britt tilhører den unge generation, der ikke lader sig pakke ind i hverken politisk forførelse eller smålighed
Personligt lader jeg surmulerierne ligge i en virkelighed, hvor der både er plads til klimatosser og politikere, der i deres sene karriere har mistet den politiske lugtesans.
Men denne underlige blanding af højrøvethed og offerrolle trives også blandt genierne på de sociale medier, hvor man end ikke behøver at have deltaget i Folkemødet for at udtale sig kategorisk om arrangementets værdi.
Ingeborg og Britt tilhører den unge generation, der ikke lader sig pakke ind i hverken politisk forførelse eller smålighed. De har valgt at tage ud for at opleve Folkemødet og deltage i enkelte arrangementer.
De arbejder med bæredygtighed og forandring i den moderne verden i virksomheden ANDEL, som de driver sammen med tre andre iværksættere. Hovedfokus er arkitektur, boligbyggerier og byudvikling. De er trænede i at bygge broer mellem mennesker, der på den ene side er dygtige i deres forskellige fagligheder inden for byggeri, men på den anden side har behov for at bygge bro mellem faglighederne. Arkitekter og bygherrer, designere og ingeniører.
Det kunstneriske og det eksakte.
Og selvfølgelig har de den kritiske sans med på rejsen til Folkemødet.
Hvordan Folkemødet ville tage sig ud i deres hoveder, hvis fordommene om elitens legeplads er det dominerende udtryk efter denne ekskursion til meningsdannernes festival? Ingeborg, der arbejder med formidling og projektledelse, der gør de store dagsordener nærværende og for alle, beskriver den negative udgave sådan.
“Det vil være skuffende, hvis det bare er en event. Ligesom når man samler politikere og vigtige aktører til store konferencer. Flyver dem ud til en af verdens storbyer, hvor de som de vigtigste hjerner tager stilling til verdens problemer. Så debatterer de i nogle dage og flyver hjem igen, uden at de på nogen måde er kommet tættere på virkeligheden.
Det modsatte, ønskedrømmen, er et Folkemøde, der skaber en dialog, som får betydning på lang sigt. Debat som har til formål at skabe den forandring, som verden i den grad trænger til midt både fråseriet med vore naturressourcer og konflikter.”
Strejfet af Jante
Der er reelt ikke megen højrøvethed i de to unge konsulenter. De bor i den store lejr af tipi-telte i udkanten af Allinge, hvor jeg sætter dem af i Teslaen, der er et våben mod verdens fråseri i olie og benzin. Hvor er det billede af forhistorie og nutid smukt. Men det er også et symbol på en så umådelig personlig rigdom, at det har givet Elon Musk, som drev virksomheden Tesla frem mod succes, mulighed for at gå ind i raketbranchen.
Jeg når lige at mærke strejfet af Jante.
Udviklingen – den er sgu for meget.
Det er den unge service-medarbejder på Circle K, der får mig tilbage i lyssynet, mens hun serverer dagens bedste kop kaffe. Hun taler mere ”rigsdansk” end Taxamanden her, der synger endnu mere i sit sprog, når han besøger sin hjemegn.
At være bornholmer er ikke at fryse fast i udkanten
“Jeg havde en lærer i folkeskolen, der sagde, at jeg skulle lære at tale rigtigt dansk. Så det gør jeg, når jeg snakker med folk ”ovrefra”,” forklarer kassedamen.
“Ahr,” siger morfar her, “er det ikke lidt synd at smide det bornholmske?”
“De gør jeg da heller ikke. Jeg taler bornholmsk til de andre bornholmere,” siger hun – og begynder selv at ”synge” mere, da hun genkender min accent.
Hun er født på klippeøen. Hun elsker at leve sit liv her – og hun agter at blive her. Men hun gider ikke forpuppe sig i ”udkanten”.
“Det er derfor, jeg elsker Folkemødet. Selvfølgelig fordi der kommer gang i forretningen her. Men det gælder på mange andre områder. Selv om jeg er bornholmer med hud og hår, ville jeg da ikke bryde mig om at leve uden det tilskud af nye mennesker og idéer, som kommer til os udefra. At være bornholmer er ikke at fryse fast i udkanten.”
Find POV’s Folkemødeprogram her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
