PENSION // ANALYSE – Beskæftigelsen blandt ældre steg længe før de seneste pensionsreformer og er fortsat med at stige gennem skiftende ordninger. Pensionsalderen betyder noget, men den forklarer ikke alene, hvornår vi forlader arbejdsmarkedet. Helbred, arbejdsliv og store sociale forskelle i levealder spiller også en væsentlig rolle, skriver tidl. lektor Peter Bundesen.
Velfærdsforliget fra 2006 betragtes almindeligvis som grundlaget for den nuværende regulering af pensionsalderen. Forliget bygger på en antagelse om, at pensionsalderen påvirker, hvornår befolkningen trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Antagelsen er, at en højere pensionsalder betyder, at befolkningen trækker sig senere tilbage, mens en lavere pensionsalder omvendt betyder en tidligere tilbagetrækning. Det lyder umiddelbart ganske logisk, men så enkelt er det ikke altid. Hvis vi ser på den faktiske udvikling i de ældres tilknytning til arbejdsmarkedet, tegner der sig et noget mere kompliceret billede.
De ældre arbejdede mere allerede før reformerne
Vi kan begynde med nedsættelsen af pensionsalderen fra 67 til 65 år i 1999, men den fik først rigtig praktisk betydning fra 2004. Allerede dengang var de ældres beskæftigelsesfrekvens stigende. Denne tendens fortsatte med indførelsen af den lavere pensionsalder. Således steg beskæftigelsesfrekvensen for de 65 til 69-årige fra 1999 til 2006 fra 7,7 til 11,7 pct. (Bundesen 2025:197).
Det interessante er imidlertid, hvad der skete, da pensionsalderen begyndte at stige fra 2019, hvor Velfærdsforliget trådte i kraft
Det var dog heller ikke regeringens formål med sænkningen af pensionsalderen at reducere ældrebeskæftigelsen. Formålet var derimod at spare offentlige udgifter, fordi de 65-66-årige nu fik den lavere folkepension i stedet for den højere efterløn, ikke at reducere de ældres beskæftigelsesgrad.
Velfærdsforliget ændrede pensionsalderen
Velfærdsforliget blev vedtaget i 2006. Hovedprincippet i forliget var, at folkepensionsalderen i fremtiden skulle følge den gennemsnitlige stigning i befolkningens levealder, således at befolkningen fremover i gennemsnit skulle have en pensionsperiode på 14½ år.
Dog skulle reguleringen af folkepensionsalderen først have virkning fra 2024, hvorefter den skulle stige gradvist. Ikrafttrædelsestidspunktet blev dog efterfølgende rykket frem til 2019, hvorefter folkepensionsalderen igen gradvist blev øget til 67 år over en periode på 3,5 år.
Beskæftigelsen fortsatte med at stige
Velfærdsforliget havde ved vedtagelsen i 2006 af gode grunde ingen umiddelbar beskæftigelseseffekt for de ældre. Tendensen til stigende beskæftigelse blandt ældre fortsatte. Det gjorde sig gældende både for personer under og over folkepensionsgrænsen på 65 år. Hvis vi sammenligner udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen for de 60-64-årige med de 65-74-årige, var der for begge grupper en fortsat ret jævn tendens til øget beskæftigelse. Fra 2014 steg beskæftigelsesfrekvensen dog hurtigere blandt de 60-64-årige (Holme Andersen/Mathiasen 2025).
Hverken indførelsen af seniorpensionen eller Arne-pensionen har sat tydelige spor i udviklingen af de over 60-åriges beskæftigelsesfrekvens
Det interessante er imidlertid, hvad der skete, da pensionsalderen begyndte at stige fra 2019, hvor Velfærdsforliget trådte i kraft. Som det fremgår af figur 1, fortsatte de 65-66-åriges beskæftigelse med at stige og fulgte hermed stigningen for de 60-64-årige. Dog er der et lille knæk opad i beskæftigelsesfrekvensen for de 65-66-årige i 2018. Det kan pege på en mindre effekt af reformens forestående ikrafttræden. Herefter er stigningen, som det fremgår af figur 1, igen jævn.
Nye pensionsordninger satte ikke tydelige spor
Mens efterlønnen var ved at ebbe ud, blev der indført to nye pensionsordninger. Løkke Rasmussen-regeringen indførte seniorpensionen som en lettere adgang til førtidspension for personer, der maksimalt har 6 år til folkepensionsalderen. Den trådte i kraft i 2020.
Arne-pensionen, eller tidlig pension, trådte i kraft i 2022. Det er en frivillig tilbagetrækningsordning, og dens ydelsesniveau svarer til folkepensionens. Den kan fås efter mindst 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet og i op til 3 år før folkepensionsalderen. Selvom seniorpensionen nok var tænkt som et afværgeforslag i forhold til planerne om Arne-pensionen (fremsat som forslag til ret til tidlig person før valget i 2019), har søgningen til seniorpensionen været betydelig, mens søgningen til Arne-pensionen har været beskeden. Denne forskel i søgningen skal nok forstås ud fra forskellen i ydelsesniveauer.
Hverken indførelsen af seniorpensionen eller Arne-pensionen har sat tydelige spor i udviklingen af de over 60-åriges beskæftigelsesfrekvens. Beskæftigelsesfrekvensen er fortsat med at stige i tråd med den hidtidige udvikling (se figur 1 og 2).
Heller ikke ændrede modregningsregler flyttede meget
Det sidste skud i rækken af indsatser for at holde flere ældre på arbejdsmarkedet er, at Folketinget har begrænset modregningsreglerne i folkepensionen, hvis man fortsat er i beskæftigelse. Tidligere blev både ægtefællens og pensionistens egen arbejdsindkomst modregnet i pensionstillægget, men det er nu afskaffet. Det gælder fra 2023.
Hvis alle borgere skal have mulighed for nogle gode år som pensionister, taler forskellene i levetid og helbred for et mere differentieret pensionssystem
Jesper Grunnet-Lauridsen har undersøgt beskæftigelseseffekten af dette, målt både på beskæftigelse og arbejdstid. I den deskriptive analyse synes der at være en mindre beskæftigelseseffekt af ændringerne i folkepensionens modregningsregler; men i den dybere analyse kan han ikke finde nogen beskæftigelseseffekt. Den eneste mærkbare effekt, som han kan analysere sig frem til, er, at færre beskæftigede ældre bruger muligheden for at opsætte deres folkepension til fordel for at få den udbetalt (Grunnet-Lauridsen u.å.).
Alt i alt ser det ud til, at de forskellige reformer måske nok kan have nogle mindre og mere midlertidige effekter, men hovedtendensen i borgernes tilbagetrækningsmønstre synes kun i begrænset omfang at være politisk styrbar.
Det ses måske tydeligst i nedenstående figur. Den viser, at beskæftigelsen blandt lønmodtagere over pensionsalderen har været jævnt og stærkt stigende både i perioden før 2019 og i perioden fra og med 2022. Når beskæftigelsen falder i den mellemliggende periode, er det primært, fordi folkepensionsalderen i denne gradvist blev hævet med to år.
Det giver grund til at stille spørgsmål ved, hvor stor en selvstændig effekt Velfærdsforliget og de øvrige lovændringer har haft på beskæftigelsen blandt ældre. Stigningen var i gang, længe før forliget trådte i kraft, og den er fastholdt siden.
Tilbagetrækning handler om mere end økonomiske incitamenter
Det, som man har overset i reformbestræbelserne, er nok, at beslutningen om at forlade arbejdsmarkedet for mange har en eksistentiel karakter. Det er ikke blot en økonomisk beslutning mellem forskellige tilgængelige muligheder.
Årsagerne til at forlade arbejdsmarkedet er desuden meget forskellige, og for en del er det slet ikke en frivillig beslutning. Nogle bliver afskediget, og for ældre kan det være meget vanskeligt at finde et nyt arbejde. Man kan også være så syg og nedslidt, at man ikke længere kan klare arbejdet. For andre er arbejdet en så væsentlig del af identiteten, at det kan opleves som et alvorligt tab at afslutte arbejdslivet. Man kan heller ikke se bort fra, at stadig flere har fået en længerevarende uddannelse.
Der er en åbenbar sammenhæng mellem, at de, der er kommet senere ind på arbejdsmarkedet, også forlader det senere. Endvidere er kønsligestillingen på arbejdsmarkedet også øget. Selvfølgelig er der også hos nogle et ønske om et godt otium, og her kan ydelsesniveauet have stor betydning.
Analysen taler derfor for et pensionssystem, der i højere grad tilpasses borgernes forskellige behov frem for primært at forsøge at ændre deres adfærd. Det er også for enkelt blot at lade folkepensionsalderen stige i takt med gennemsnitslevealderen. En anden vej til at øge beskæftigelsen blandt ældre kan være at forbedre arbejdsforhold og arbejdsmiljø.
Under alle omstændigheder må de store forskelle i befolkningens levealder og helbredsforhold indgå i vurderingen. Samtidig med at gennemsnitslevealderen er steget, er forskellene i levealder og helbred i alderdommen også vokset.
Levetid og helbred er socialt ulige fordelt
Fra 1987 til 2021 er forskellen i middellevetiden mellem de 25 % af mændene, der har de laveste indkomster, og de 25 % af mændene, der har de højeste indkomster, steget fra 5 år til 10 år. Middellevetiden for de to grupper er i 2021 henholdsvis 74 og 84 år. For kvinderne er forskellen mellem de to grupper i samme periode steget fra 5 år til 7 år. Middellevetiden for de to grupper er i 2021 henholdsvis 80 og 87 år mod 75 og 80 i 1987.
Endvidere er leveår uden helbredsproblemer også socialt ulige fordelt. Uligheden i forventet levetid uden helbredsproblemer er større end uligheden i den samlede levetid. Brønnum-Hansen henviser til en undersøgelse, der viser, at en 70-årig kvinde med kort uddannelse kan forvente 7 år uden aktivitetsbegrænsninger, mens en kvinde med lang uddannelse kan forvente 10 år uden aktivitetsbegrænsninger. For mændene er forskellene lidt mindre.
De bedre stillede har altså både en betydelig længere levetid og en kortere periode med helbredsproblemer (Ernst m.fl. 2024; Brønnum-Hansen 2025).
Ét pensionssystem passer ikke til alle
Hvis alle borgere skal have mulighed for nogle gode år som pensionister, taler forskellene i levetid og helbred for et mere differentieret pensionssystem, hvor én fast aldersgrænse ikke alene afgør retten til pension.
Kilder
Andersen, S. Holme og Mathiasen, A. H.: To ud af tre 60-64-årige er i beskæftigelse, AE-Rådet 13.10.2025, https://www.ae.dk/analyse/2025-10-to-ud-af-tre-60-64-aarige-er-i-beskaeftigelse
Brønnum-Hansen, H.: Den sociale ulighed i levetid og helbred stiger fortsat. Jyllands-Posten d. 7.1.2025. https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17773937/den-sociale-ulighed-i-levetid-og-helbred-stiger-fortsat/
Bundesen P.: Sociale Problemer og Socialpolitik, Odense 2025.
Ernst, A. E., Nielsen, S. A. & Kielgast, N.: Det er kun blevet værre siden 80’erne: Fattige danskere dør flere år før deres rigere nabo. DR.dk, 17.3.2024. https://www.dr.dk/nyheder/indland/det-er-kun-blevet-vaerre-siden-80erne-fattige-danskere-doer-flere-aar-foer-deres
Grunnet-Lauridsen, J.: Effekten af de ændrede modregningsregler i folkepensionen, u.å. (upubliceret manus)
Ældre Sagen: Ældre i Tal Arbejdsstyrke og beskæftigelse 2014-2024, 2026, https://billeder.aeldresagen.dk/cdn/5cg01CHhT73L/2026-arbejdsstyrke-beskaeftigelse-2014-2024.pdf
Peter Bundesen er tidligere lektor i samfundsvidenskab på socialrådgiveruddannelsen ved UCL i Odense. Han har også været ansat som forskningslektor på Aalborg Universitet og på RUC. Han har især skrevet fagbøger og artikler om sammenhængen mellem sociale problemer og socialpolitik, styring af socialt arbejde, beskæftigelsespolitik, evaluering og frivilligt socialt arbejde.
Læs mere om pension i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og