POV BUSINESS // INTERVIEW – ”Vi ved, hvor vi kommer fra, men vi ved endnu ikke, hvor vi skal hen. En ting er jeg dog overbevist om: vi er på vej mod et helt nyt finansielt system med øget transparens og deltagelse. Det synes jeg simpelt hen er superspændende, siger direktøren for Copenhagen FinTech, Thomas Krogh-Jensen, der står i spidsen for en radikalt anderledes tænkning om fremtidens finansielle, digitale system i Danmark – og for den sags skyld i verden, hvor det bliver en kerneopgave fremover at skabe og facilitere alternative løsninger. Her vil også grønne aspekter, kvinders rolle i det finansielle økosystem og FN’s Verdensmål skulle medtænkes, fortæller han POV’s Annegrethe Rasmussen.
Applebys Plads 7 ligger på det sydlige Christianshavn i København mellem Langebro, Inderhavnen og Christianshavns Kanal. Beliggenheden fås ikke meget smukkere i hovedstaden og området, der er opkaldt efter kong Christian 6.’s rebslager Peter Appleby, der drev sin virksomhed her i slutningen af 1700-tallet, emmer af historie og kultur.
På adressen ligger i dag en lys og moderne bygning, som kan komme til at skabe historie i fremtiden.
For her huses Copenhagen FinTech, der trods det engelske navn er en almennyttig, dansk forening og en netværksorganisation, hvis formål er at fremme brugen af finansiel teknologi i Danmark som grundlag for innovation og vækst.
Det er svært at få direktøren til at tale om sig selv. Til gengæld taler han gerne – og med stolthed – om iværksætteri, gode idéer, engagement og om alle de finansielle startups, han har under sine vinger
Det er også her, POV møder foretagendets direktør Thomas Krogh-Jensen, som står i spidsen for et storstilet eksperiment om at gøre København – og hermed Danmark – til centrum for udviklingen af nordiske, digitale finansielle startup-virksomheder i fremtiden.
Det viser sig ret svært at få direktøren til at tale om sig selv. Til gengæld taler han gerne – og med stolthed – om iværksætteri, gode idéer, engagement og om alle de finansielle startups, han har under sine vinger i Copenhagen FinTech.
Han fortæller f.eks. om Lendino, der er en markedsplads for lån, hvor private og professionelle investorer kan låne direkte til kreditværdige virksomheder – se en case her fra Coop, hvor crowdfunding fra brugerne afgør, hvilke projekter, der bliver ført ud i livet.
Han tegner og fortæller også om Matterpension.dk, og Grandhood.dk, som begge er nye pensionsselskaber, det første særligt rettet mod iværksættere, og om Lunarway, der er en app og en ”neobank” til den nye generation:
Man får på fornemmelsen, at direktøren kunne tale om gode idéer og nye startups i timer, og det er ikke svært at forstå ham; for straks man træder ind i den åbne, lyse bygning, der præges af et intenst og uhøjtideligt miljø, fornemmer man et stærkt gåpåmod. Lokalerne er fyldt med ivrige, mestendels men ikke kun, unge mennesker, der ivrigt diskuterer, hvem der har fået funding til hvilke projekter, og idérighed og entusiasme smitter som bekendt.
Når talent, skarpe idéer og troen på disse møder risikovillig kapital skabes fremtidens nye projekter
Så man kan med andre ord sagtens blive grebet af dynamikken, for nøjagtigt ligesom i store Silicon Valley i Californien, er det når talent, skarpe idéer og troen på disse møder risikovillig kapital, at fremtidens nye projekter skabes.
Over den gode og sunde frokost, som kantinen serverer – inklusive en fænomenal valnøddekage, så det hele ikke bliver alt for sundt – får POV mere at vide om tankerne bag Copenhagen FinTech.
Mellem 2015-17 blev der skabt 800 nye arbejdspladser via FinTech startups i Denmark og antallet af startups er vokset fra 71 i 2015 til 195 i 2018
Thomas Krogh-Jensen starter med at understrege, at Copenhagen FinTech er et community – et fællesskab – og en startup-fabrik, der skaber arbejdspladser i Danmark. Og det er ikke så få jobs, det drejer sig om.
Mellem 2015-17 blev der skabt 800 nye arbejdspladser via FinTech startups i Denmark og antallet af startups er vokset fra 71 i 2015 til 195 i 2018. Samtidig er FinTech investeringerne i Danmark mere end firedoblet fra 95 millioner kroner i 2015 til 420 millioner i 2017.
Direktøren understreger, at det er ”vigtigt at skabe nye jobs, for sådan kan vi selvsagt dokumentere en direkte og gunstig effekt i Danmark, også selvom mange af de penge, der bliver skudt ind, er udenlandske.
Han tilføjer, at udviklingen er ”gået virkelig hurtigt. I slutningen af 2016 sad vi på 1000 m2 og var 4-5 virksomheder tilknyttet. I dag sidder vi på 2000 m2, 170 mennesker med 50 virksomheder, der er fysisk til stede og vi er i alt 150 firmaer, som er medlemmer”.
”Vi har berøring med 230 virksomheder, og foreningen har 10 ansatte samt et par studentermedhjælpere. Vi er et meget bredt team, og diversiteten er en styrke, for vi har brug for mange forskellige kompetencer.”
Thomas Krogh-Jensen håber, at ”vi med Copenhagen FinTech har etableret et nyt rum til kreativ fornyelse i en ofte meget traditionel og til tider konservativ finansiel sektor. Formålet er selvfølgelig at skabe vækst, innovation og nye arbejdspladser, men det er også at skabe et miljø omkring de nye teknologier, der begynder at udfolde sig på arbejdsmarkedet og i virksomhederne.
Kombinationen af private og offentlige penge er god og stimulerer forskellige ting. De private penge gør, at vi kommer tættere på udviklingen, som foregår i virksomhederne … det offentlige input giver et længere perspektiv
Copenhagen FinTech blev formelt etableret i september 2016. Der ligger et ”solidt offentligt-privat samarbejde bag etableringen og foreningen er primært privat finansieret af allerede etablerede virksomheder”, fortæller direktøren, og fortsætter:
”Kombinationen af private og offentlige penge er god og stimulerer forskellige ting. De private penge gør, at vi kommer tættere på udviklingen, som foregår i virksomhederne og i den finansielle sektor; her er fokus meget på at få skabt nye virksomheder og hermed nye penge til Danmark.”
”Det offentlige input giver et længere perspektiv, hvor fokus er på de større linjer i udviklingen.”
”Vi arbejder agilt og er ikke afhængig af tunge handlingsplaner med mange år ud i fremtiden. Vi taler om innovation og fornyelse i samspil med universiteter og startups,” siger han:
”Egentlig er det jo enkelt. Vi vil simpelt hen gerne positionere Danmark som et økosystem – en hub for FinTech. Og det går faktisk ret godt.”
– OK, lad os sige, at jeg er en FinTech-startup. Hvordan kan jeg så bruge jer?
”Der er 3 forskellige samarbejdsmodeller: Vi kan hjælpe allerede etablerede firmaer, vi kan yde assistance til dem, der gerne vil konkurrere med de etablerede og endelig håber vi, at vi også kan give et heads-up til helt nye modeller, der vil gøre tingene på en måde, der endnu ikke har etableret sig i markedet og som typisk leder efter funding”, svarer han og fortsætter:
”Så alt efter, hvilken type virksomhed, du har i tankerne eller opererer indenfor, vil vi kunne være nyttige for dig på forskellig vis.”
Intet er perfekt, ingen brancher og ingen lande, men Danmark indtager som bekendt ofte pladsen som verdens lykkeligste land og det skal forstås i en bred kontekst om tillid … Danskerne stoler i høj grad på hinanden, og det er en af de væsentligste grunde til, at mange er tilfredse
Direktøren taler også gerne om narrativet om Danmark, som et stærkt og nyttigt nation brand, der er hjælpsomt, når det gælder ambitionen om at fremme København som det skandinaviske centrum for FinTech-teknologi og -udvikling.
Men hvordan hænger det egentlig sammen?
Der er vel ikke så meget ”hygge” over finanssektoren, indvender jeg; endsige over teknologisk innovation, der mere fremkalder billeder af robotter, chip, computere og måske crypto currencies og blockchain, der heller ikke umiddelbart fremkalder billeder på nethinden af rappende ænder i Nyhavn eller Den Lille Havfrue.
POV’s udsendte får også afleveret en bemærkning om svindel, skattetænkning og gyldne faldskærme i den finansielle sektor, der har stået for skud i stor stil i både medierne og befolkningen i et stykke tid.
Direktøren smiler venligt, og svarer:
”For det første er det sandt, at man har set lyssky transaktioner som en del af en ’Wild West’ stemning omkring f.eks. Bitcoins, men grundlæggende er det sundt, at der nu bliver set kritisk på brugen af mellemænd. Og vi er jo netop ved at skabe nye systemer”.
”Hertil kommer, at intet er perfekt, ingen brancher og ingen lande, men Danmark indtager som bekendt ofte pladsen som verdens lykkeligste land og det skal forstås i en bred kontekst; vi er alt i alt indehavere af et endog meget stærkt brand, der er bygget på et nøglebegreb om tillid.”
Hvor svindel og bedrag styrer, følger mistillid; og hvis det er situationen, er det ikke muligt at opbygge en FinTech-sektor, som virksomheder og enkeltpersoner kan stole på. Brugerne skal føle sig trygge ved de systemer, der udvikles
”Danskerne stoler i høj grad på hinanden, og det er en af de væsentligste grunde til, at mange er tilfredse.”
”Man kan naturligvis ikke reducere det danske til blot én enkel kontekst eller et begreb, men eksistensen af tillid giver sammenhængskraft og tryghed – og faktisk også vægtningen af hygge set i lige den kontekst – giver tilsammen gode muligheder for innovation.”
– Men hvorfor er tillid en forudsætning for innovation. Er det ikke når man er usikker og bliver tvunget til at tænke nyt, at der sker noget – brændende platforme og den slags?
”Det er ikke tilstrækkeligt i sig selv, men tillid er faktisk en nødvendig del, ligesom transparens også er det, for en god dataetik f.eks.,” svarer han og udbygger:
”Hvor svindel og bedrag styrer, følger mistillid; og hvis det er situationen, er det ikke muligt at opbygge en FinTech-sektor, som virksomheder og enkeltpersoner kan stole på. Brugerne skal føle sig trygge ved de systemer, der udvikles”.
”Hertil kan man så også lægge nogle enestående forskningsinstitutioner som DTU, hvis banebrydende forskning konstant viser sig i skabelsen af nye virksomheder og Københavns Universitet, der er Nordens største universitet, og som også ligger lunt i svinget, når det gælder rankingen af IT studier”.
Andre faktorer, der tæller opad for Danmarks vedkommende er en solid, landsdækkende og særdeles stabil og velfunderet realkreditsektor samt en pensionskasse-industri, som mange andre lande ser på med misundelse.
Vi har i dag 2 milliarder mennesker på verdensplan, som er udenfor det finansielle system. Det skal laves om. Vi skal skabe en ny finansiel inklusion i de dele af Asien og Afrika, der halter bagud
”Alt dette betyder, at der findes et eksisterende finansielt økosystem, som man kan tappe ind i. Det er ikke – efter min mening – tilfældigt, at Saxo Bank var verdens første globale, digitale bank i sin tid. Det er et godt eksempel på en dansk, teknologisk, finansiel front runner.”
Og det er langt fra det eneste. Direktøren taler videre om det verdensberømte ”human centered Danish design”, hvor en udpræget sans for det æstetiske går hånd i hånd med en ”løsningsorienteret tilgang” der også er unik i en global sammenhæng, og hvor Danmark igen udmærker sig.
Han husker også at fortælle POV, at der er Copenhagen FinTech Week den 14-20 juni, hvor man som borger kan møde op og lytte og få meget mere at vide.
Selv har Thomas Krogh-Jensen, en længere karriere bag sig i Danica, Danske Bank, Aon samt Nordea Liv og Pension. Men hvis man forestiller sig en bogholder-type, kan man godt tro om igen, og det er næppe tilfældigt, at han også sidder i regeringens disruptionråd.
For nok har direktøren en skjorte (men intet slips eller jakke) på og nogle uskyldige lærredsbukser, men journalistens øje fanger et par manchetknapper, der er formet som dødningehoveder og et armbånd, som tyder på besøg på enten en musikfestival eller en rockkoncert.
Den rastløse energi fra startup-miljøet passer ham også godt, fornemmer man, og han understreger flere gange, at Copenhagen FinTech som projekt er ufærdigt og derfor er under forandring og hele tiden genskabes.
Vi kan ikke ændre et finansielt system, der har mange hundrede år på bagen i løbet af få år. Men vi er i gang med at etablere nye standarder og nye institutioner
”Vi ved, hvor vi kommer fra, men vi ved endnu ikke, hvor vi skal hen. Vi kan ikke ændre et finansielt system, der har mange hundrede år på bagen i løbet af få år. Men vi er i gang med at etablere nye standarder og nye institutioner”, siger han og konkluderer:
”Jeg er sikker på, at vi er på vej mod et helt nyt finansielt system med øget transparens og øget deltagelse. Det synes jeg simpelt hen er super spændende.”
”Hvis jeg må slutte i det internationale, har vi i dag 2 milliarder mennesker på verdensplan, som er udenfor det finansielle system. Det skal laves om. Vi skal skabe en ny finansiel inklusion i de dele af Asien og Afrika, der halter bagud.”
Hvordan får vi kvinderne med? Det er blot noget af det, jeg gerne vil støtte fremover.”
”Det bliver en kerneopgave fremover at skabe og facilitere alternative løsninger, hvor også grønne aspekter og FN’s Verdensmål medtænkes. Hvordan spiller solenergi i de afrikanske lande f.eks. ind i nye måder at betale på? Hvordan får vi kvinderne med? Det er blot noget af det, jeg gerne vil støtte fremover.”
For de særligt interesserede har Thomas Krogh Jensen skrevet en artikel (på engelsk), som er værd at læse i onlinemediet, Medium. Den kan læses her: https://medium.com/@ThomasKrogh/how-do-we-stay-ahead-af3a6f015da4
Topfoto: Copenhagen FinTech, pressefoto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her