PORTRÆTINTERVIEW//BUSINESS – Andreas Steno har aldrig læst en bog i hele sit 33-årige liv. Alligevel – eller måske netop derfor – er det på rekordtid lykkedes ham at banke en økonomisk indbringende virksomhed op, som har givet genlyd i den internationale finansverden. I dag kan man opleve ham som uafhængig kommentator på både CNN, Fox News og Real Vision Finance, og store internationale investeringsfonde labber hans analyser i sig – mod behørig betaling selvfølgelig. Poul Arnedal har mødt den succesfulde analytiker.
Andreas Stenos transformation fra velbetalt lønmodtager til frontfigur i sin egen virksomhed, Steno Research, skete, da hans tiårige karriere som ‘topøkonom’ i Nordens største bank, Nordea – og med titel af strategisk chefanalytiker for de globale markeder – fik en brat slutning i efteråret 2021.
Årsag? Han havde på sin egen bramfri måde udtalt sig om corona-håndteringen på “en mindre elegant vis”, som han selv udtrykker det.
Resultatet var en øjeblikkelig suspension, hvorefter chefanalytikeren nødtvunget valgte et exit fra Nordea.
“Men selv om jeg måske udtalte mig lidt firkantet, så er jeg i dag glad for, at jeg blev nødt til at forlade mit job. Det var en blessing in disguise, som man ville sige på engelsk. Det blev et godt startskud til at tage den beslutning, jeg i virkeligheden altid gerne har villet tage: bare at være mig selv!”
TV-indslag til alverden hjemme fra stuen
Sammen med kollegaen Mikkel Rosenvold, der har en fortid som økonom i Finansministeriet, grundlagde han virksomheden Steno Research med sig selv som frontfigur.
Han har inviteret mig indenfor i sin og hustruens hjørnelejlighed på Madvigs Allé på Frederiksberg i København. Her er der kunst på væggene. Forårssolen skinner ind gennem hjørnevinduet. På gulvet står der noget, som mest af alt ligner en kunstnerisk assemblage, men viser sig at være hans 13 måneder gamle søns legeredskab.
Vores uafhængighed betyder, at der ikke er nogen, der betaler mig for at mene noget specifikt. Og det er noget meget særegent i den her branche
Og selvom Steno Research efter blot godt et halvt års eksistens nu består af 10 mennesker og har lejet sig ind kontorlokaler i 3F’s bygning i Nyropsgade, så er det herhjemme i Andreas Stenos private stue, at en væsentlig del af hans arbejde foregår. Det er her, han tænder for kameraet på sin telefon eller pc, når han toner frem på skærmene hos flere hundrede tusinde husholdninger i USA.
Allerede trekvart år efter sin fyring – og kort efter hans pålagte konkurrenceklausul med Nordea var udløbet – blev han hyret som senior market editor af den amerikanske streamingkanal Real Vision Finance til bl.a. at optræde i deres nye faste udsendelser Steno’s Signals.
Samtidig kan mange andre amerikanere og øvrige seere møde hans ansigt og stemme, når han på CNN og Fox News, hvor han er fast gæst i programmet Fox Business, på sin helt egen facon delagtiggør dem i sine aktuelle og strategiske betragtninger af de finansielle markeder.
“I dag kan jeg sige, hvad der passer mig”
“Det vigtigste for mig har været at skabe et uafhængigt analysefirma,” understreger Andreas Steno, der samtidig ser uafhængigheden som en væsentlig årsag til virksomhedens hurtige succes.
“Vores uafhængighed betyder, at der ikke er nogen, der betaler mig for at mene noget specifikt. Og det er noget meget særegent i den her branche. Langt de fleste mennesker, som man ser udtale sig om regnskab, økonomi og markeder, er ansat i en eller anden form for stor finansiel virksomhed. Derfor har de nogle bestemte dagsordner og økonomiske interesser, de skal varetage.”
“Når man bliver sendt i medierne, følger der altid et eller andet bestemt budskab med. Det mærkede jeg på min egen krop gennem de ti år, jeg var i den branche. Og jeg mente ikke nødvendigvis altid, det var det bedste budskab, jeg skulle aflevere. Det blev jeg simpelthen træt af. Og der blev ikke ligefrem dannet espalier for mig, da jeg gik ud af døren hos Nordea. Men i dag kan jeg tale med min helt egen stemme. Jeg kan sige, hvad der passer mig.”
Det skulle være en eller anden form for ADD-lidelse, som er en afart af ADHD, men uden H’et, som står for ’hyperaktiv’, men det er egentlig ikke noget, jeg går særlig meget op i
For ikke at give mig ud for at være nogen ekspert i den finansielle verden og for at være sikker på at jeg forstår, hvad han siger, erkender jeg blankt over for ham, at jeg absolut ingen forstand har på aktier og aktiehandel.
“Det ved jeg heller ikke, om jeg selv har,” siger Andreas Steno med et stoneface, som skjuler et selvironisk smil, inden han tilføjer: “Men jeg har altid syntes, det var interessant at lave analyser af de store internationale markeder.”
Han har aldrig læst en eneste bog
Han er vokset op i “et fuldstændigt gennemsnitligt parcelhuskvarter” i Birkerød med en far, der er økonom og bankansat, og en mor, som er indvandrerlærer. Og han har aldrig været i tvivl om, at han skulle lave noget med økonomi.
“Det med penge var noget, jeg begyndte at tale om, længe inden det var normalt for små børn i min alder,” siger han.
Til gengæld har manden bag Steno Research aldrig nogensinde læst en bog.
“Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg har problemer med at læse. Jeg kan godt se ordene, men har problemer med koncentrationen. Det fæstner sig ganske enkelt ikke inde i min hjerne.”
“Det skulle være en eller anden form for ADD-lidelse, som er en afart af ADHD, men uden H’et, som står for ‘hyperaktiv’, men det er egentlig ikke noget, jeg går særlig meget op i,” tilføjer han.
“Jeg har aldrig forbundet min skolegang med noget optimalt, og det vil man også kunne se i mine kontaktbøger. Jeg har skullet lære tingene på min egen måde, og her hjælper det selvfølgelig at komme fra et ressourcestærkt hjem, for skolesystemet er slet ikke klædt særlig godt på til at hjælpe børn og unge i min situation.”
Gjorde sit ‘handicap’ til sin styrke
Andreas Stenos “egen måde” at lære på var ved at røre, lytte og se. Også da familien flyttede til København, og han kom på Frederiksberg Gymnasium og bagefter tog en master i international økonomi og finansanalyse på CBS.
I dag har han gjort det, nogle måske ville kalde et handicap, til sin styrke.
“Jeg satte kun mine ben på CBS, når det var strengt nødvendigt. Min måde at lære på har været at finde ud af, hvad pensum var og så sætte mig ned og fx se videoer om det. Og det er måske en af årsagerne til, at jeg i dag har kunnet opdyrke det med at kommunikere på podcast og video. Det føles fuldstændig naturligt for mig, fordi det er den eneste måde, jeg selv kan tage tingene ind på.”
Samtidig lytter investeringsselskaber i Singapore, London og New York til hans podcasts og betaler i dyre domme for at modtage og lytte til hans analyser af verdens finansielle markeder
Sandsynligvis er det også årsagen til, at han udtrykker sig så åbenhjertigt, bramfrit og uden akademiske omsvøb. Og på den måde er det, nogle ville kalde et handicap, måske også en blessing in disguise. For da han i efteråret 2022 sammen med Mikkel Rosenvold grundlagde Steno Research, kom den første vigtige indtjening til virksomheden fra de podcasts, de sammen lavede til danske Podimo, og som Steno lavede til to amerikanske selskaber.
Over 300.000 følgere på sociale medier
“Det har altid været en af mine doktriner at sige tingene ligeud, sådan som jeg ser dem, selvom det måske gør ondt på nogen. Det er jeg kommet godt af sted med i mange år, selv om det har kostet nogle ture på hjørnekontorerne. Og så havde jeg jo allerede et godt internationalt netværk, som godt kunne lide, at jeg sagde tingene uden omsvøb. Så vi fik også hurtigt mange følgere på de sociale medier som Instagram, Twitter og ikke mindst LinkedIn. Samtidig fik vi aftalen med Real Vision Finance. Og pludselig eksploderede det.”
I dag har han over 300.000 følgere på de sociale medier, og samtidig lytter investeringsselskaber i Singapore, London og New York til hans podcasts og betaler i dyre domme for at modtage og lytte til hans analyser af verdens finansielle markeder. Herhjemme kan du – mod betaling – lytte til Steno og Mikkel Rosenvolds podcast, Milliardærklubben, på Podimo flere gange om ugen.
“Ja, det er utroligt. Nogle gange handler det bare om at skrive en opdatering på sin telefon, og så får man fx en henvendelse fra en stor investeringsfond i et af verdens finanscentre,” siger analysedirektøren og ser selv ud, som om han har lidt vanskeligt ved at forstå det.
Vi kunne pludselig se på vores data, at naturgaslagrene på to af de største gaslagre i Tyskland, i modsætning til hvad der var normalt på den tid af året, ikke var fyldt op
På et halvt år er virksomheden nu gået fra kun at være Andreas og Mikkel til også at kunne ansætte otte analytikere og rykke ind i kontoret i Nyropsgade. Det er her, folk sidder og scanner utrolige mængder data.
“Vi har nogle gode set-ups, hvor vi kan scanne tusindvis af serier af data hver dag. På den måde kan vi spotte, om der er ting, der bevæger sig på en måde, som de ikke plejer at gøre. Så på mange måder er vi lige så meget en data-virksomhed som en analysevirksomhed,” siger Andreas Steno, der selv erklærer sig som analfabet, når det gælder computere, men til gengæld er skarp til at opfange uregelmæssigheder på markederne og evner at kommunikere sine analyser ud til alverden.
Forudså Putins rolle i Europas energikrise
Da jeg beder ham om et konkret eksempel, nævner han et fra sin tid i Nordea, men som stadig er lige aktuelt og efterhånden kan forstås af de fleste. Det er fra september 2021, og i den sammenhæng længe inden energikrisen i Europa og Ruslands invasion af Ukraine:
“Vi kunne pludselig se på vores data, at naturgaslagrene på to af de største gaslagre i Tyskland, i modsætning til hvad der var normalt på den tid af året, ikke var fyldt op. Og lagrene var direkte forbundet med rørledninger til Gazprom i Rusland.”
“Det var tydeligt, at russerne havde skruet ned for hanerne. Noget lignende kunne også ses andre steder i Europa. Jeg lavede en kronik i Politiken og fik skrevet til nogle danske politikere og bragt det op i forskellige europæiske sammenhænge. Men der var ikke rigtig nogen, der kunne forstå, hvad det var, Putin ville. Så det blev mere eller mindre ignoreret.”
“Nogle måneder senere begyndte priserne på naturgas at eksplodere. Og i bagklogskabens lys var der helt tydeligt tale om en bevidst strategi fra Putins side i et forsøg på at bringe Europa i knæ længe inden invasionen. Samtidig kan det også have været en medvirkende årsag til, at vi europæere fik nølet så meget i starten i forhold til at støtte Ukraine med militært isenkram,” slutter Andreas Steno.
Og således lykkes det for ham at illustrere for en absolut novice inden for den økonomiske verden, hvordan scanning af store mængder data kan afsløre ændringer på de finansielle markeder på et meget tidligt tidspunkt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her