FÆLLES KULTUR // KRONIK – Hvad gør dig og mig til danskere? Det gør vores fælles kultur. Derfor giver det mening, at vi støtter kulturen, så den kan opleves billigt eller gratis (især for unge), så alle kan være med. Men det virker selvfølgelig ikke, hvis nogle føler sig fremmede for at gøre det – og i særdeleshed ikke, hvis nogen gør det suspekt at tage del i kulturen og for eksempel kalder det elitært.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi oplever allerede en voldsom polarisering i det politiske liv – også herhjemme. Hovedstad og provins, øst og vest, brun og hvid, rig og fattig, dem og os. På nettet lever vi i algoritmernes buldrende ekkokamre. Derfor har vi brug for et andet fællesskab, hvis vi fortsat skal kunne tale om os selv som ”danskere”. Vores kultur.
Netop når vi ser på denne fælles kultur, opdager vi imidlertid, at vi deler meget med andre. Der er nok noget, der er specielt dansk, men langt det meste hviler på et fundament, der gør kulturen europæisk, eller som hviler på indlån fra fjernere egne. Vores nationaldigter H.C. Andersen lånte fx i stort omfang fra 1001 nat.
Vi har lige fået et nyt parti, der som sin eksistensberettigelse bruger forskellen på ”eliten” i København og ”de rigtige danskere” i resten af landet
På Nationalmuseet kan vi se vores nationale klenodier som Solvognen og Gundestrupkarret, men også følge teknologiens og stilarternes vandring fra Mellemøsten og Centraleuropa og op til os. Eller vi kan erkende, at vikingerne – i hvert fald principielt – udstrakte et handelsimperium med kontakt fra Bagdad til Canada. Det fælles i fælles kultur har altså vide rammer.
Fælles kultur eller dem og os
På Glyptoteket og Statens Museum for Kunst kan vi se værker, der strækker sig fra antikken og op til vor tid og netop observere, hvordan de forskellige elementer er beslægtede med hinanden. Og vi kan ofte se på kunstværkerne i selskab med turister, der som os får en æstetisk oplevelse ud af det – på tværs af vores nationale særpræg.
Vi har lige fået et nyt parti, der som sin eksistensberettigelse bruger forskellen på ”eliten” i København og ”de rigtige danskere” i resten af landet (især i Jylland). Den forskel svinder, når vi står og betragter samme maleri, ler ad samme forestilling, lytter til samme musik, ser den samme tv-serie.
Eller for den sags skyld hvis vi er uenige i tolkningen af Holbergs Jean de France – for nu at gribe jubilæet Dansk teater 300 år, som fejres over hele landet. En forudsætning for at kunne blive enige om at være uenige er, at vi har en fælles referenceramme. En fælles kultur.
Enige om af være uenige
Både når et klassisk værk fremføres, og når et nyt værk, som behandler nutiden eller fortiden, fremføres, så er der altid tale om en fortolkning. Skuespilleren får sin tekst til at leve, men vælger også sine betoninger. Instruktører og dramatikere vælger deres snit og prøver at fremhæve relevansen for os som publikum her og nu.
Vi kan være enige eller uenige i fortolkningen. Vi kan føle os opløftede og inspirerede af fortolkningen og se ny relevans. Vi kan føle os provokerede. Men vi har netop derfor et godt udgangspunkt for en samtale. Hvis ikke værket i sig selv har gjort os klogere, så kan samtalen gøre det.
Når vi ikke har en fælles kultur at referere til, så forstummer samtalen. Så råber vi ad hinanden fra modsatte ringhjørner.
Derfor føler jeg mig opløftet af at have en 16-årig gymnasieelev i POVcast-studiet til en diskussion af teater generelt, men også forestillingen En dans på kanten af friheden specifikt og opleve hans levende interesse, selv om hans marokkanskfødte forældre ikke har givet ham den kultur som dåbsgave. Han, jeg (med over 40 års aldersforskel) og hans tre kammerater havde en oplevelse til fælles og dermed et fælles udgangspunkt for samtalen.
Kulturen i skolen
Det er selvfølgelig til dels en cadeau til det danske skolesystem, at vi var på bølgelængde. Men som podcastserien Kultur for alle – fælles kultur også peger på, så er det ret tilfældigt, i hvor høj grad folkeskolen og siden ungdomsuddannelserne er i stand til at inddrage for eksempel teater i undervisningen.
Eller hvor mange gange eleverne bliver taget med på museum – det nærmeste eller i forbindelse med en længere ekskursion (du kan tilføje opera, ballet, klassisk musik og så videre, som du har lyst). Der er selvfølgelig en forskel på mulighederne for at dyrke den fælles kultur i København og de større byer og de muligheder, der byder sig i de mindre købstæder eller endnu længere fra befolkningscentre.
Men der er andre museer end SMK. Vi kan finde kunst i mange former overalt i landet. Hvis vi prioriterer det. På samme måde støttes skoler/kommuner, hvis de inviterer turnerende forestillinger på besøg. Kunst og kultur er tilgængelig over hele landet, hvis vi vil det. Selv om nogle egne er mere privilegerede end andre.
Det betyder imidlertid ikke, at københavnerne (dem med salonerne) bruger alle de kulturtilbud, de har.
Oplevelser frem for lektier
Problemet med skolen og kunst og kultur er, at det let kan blive lektier. Det er fint med en litteraturkanon, men risikoen er, at det bliver pligtstof. Vi læser ikke Nattergalen eller Svinedrengen for vores børn, for at de skal kunne deres H.C. Andersen, men fordi det er gode historier.
Det handler ikke om, at man er mere dannet eller “finere”, når man går i teatret end i Tivoli, læser flere eller de rigtige bøger og hører Wagner frem for David Bowie
Verdenslitteraturens store klassikere er ikke nødvendigvis særlig lette eller spændende at læse i klasselokalet. Men teksten vækkes til live, når den spilles – på scenen eller for den sags skyld på filmlærredet. Og, som nævnt ovenfor, når den fortolkes.
Efterfølgende er det givetvis sjovere at arbejde med teksten og få gang i en diskussion af hele fortolkningsbegrebet. Eller at diskutere sprogets udvikling, samfundets udvikling, universelle konflikter, troper og symboler inden for den fælles kultur.
Det handler ikke om, at man er mere dannet eller “finere”, når man hellere går i teatret end i biografen, læser flere eller de rigtige bøger og hører Wagner frem for David Bowie. Derimod gælder det om at introducere kunst og kultur som aktiviteter, det er værd at bruge tid (og penge) på.
Dannelse er det, du bliver introduceret for
Vores kulturforbrug handler nemlig også om ressourcer – både i tid og penge. Der dukker måske 4-5 kunstnere og grupper op i løbet af et år, som jeg gerne vil opleve live til en koncert. Det er kunstnere, jeg kender, måske nye navne inden for en genre, jeg holder af og derfor har stiftet bekendtskab med.
Nu har vi imidlertid som samfund besluttet, at både Nationalmuseet og Det Kongelige Teater skal være på finansloven
Men ofre min sparsomme tid og mine penge på helt ukendte navne og inden for en genre, jeg ikke kender? Næppe.
Derimod kan det være, at en god ven foreslår, at vi mødes og går på en klub, hvor der bliver spillet en anden type musik, end jeg er vant til. Eller i hvert fald en anden end den, jeg plejer at gå efter. Det er på den måde, jeg er blevet introduceret til jazz og blues, og det var også en ven, der gjorde mig opmærksom på gratis koncerter på Musikkonservatoriet – selv om jeg har boet lige ved siden af i fire år.
Jeg vil vove at påstå, at det er de færreste, der sætter penge og tid af til at eksperimentere med musik, billedkunst, teater, opera og alle andre former for kultur, de ikke har noget forhold til. Vi har begrænsede ressourcer og bruger dem på det, vi ved, vi får en god oplevelse med. Det er vores ”dannelse”.
Den støttede kultur
Nu har vi imidlertid som samfund besluttet, at både Nationalmuseet og Det Kongelige Teater skal være på finansloven. At vi støtter andre teatre, dansk film, kunstneriske uddannelser, museer. Ligesom en række fonde gerne skyder penge i netop denne i forvejen sanktionerede kunst og kultur.
Her i uge 37 har Golden Days faciliteret et samarbejde – K7 – med (i år) 165 museer og udstillingssteder over hele landet om gratis adgang for unge op til 27 år. Gratis kunst og kultur (herunder kulturhistorie). Dertil har 15 teatre rundt omkring i landet et tilbud til de samme unge om billetter til 40 kroner.
Det giver sig selv, at det ikke er billigere at holde åbent og spille teater i uge 37 end i alle årets andre uger, så det er en gave fra kulturstøtten til alle unge. Hvis vi altså ser bort fra, at det ikke er alle unge, der har et forhold til det at gå på museum eller i teatret og tage del i den fælles kultur.
De har måske også haft fri entré som børn sammen med voksne ledsagere, men deres forældre har ikke selv set museer som en relevant fritidsbeskæftigelse. Eller de har måske ikke haft råd til at betale deres egen billet. Eller en kombination, når ressourcerne skulle fordeles.
Kulturens ildsjæle
Straks peger fingeren på skolen. Skolen kan introducere de elever, der ikke får oplevelsen af kunst og kultur med hjemmefra, for museer, for teater, for musik. Men skolen skal altså nå meget. Der er også spørgsmålet om, hvem der skal betale. Både billetter, transport og lærernes tid.
Det er ikke al kunst, der er tilgængelig inden for normal arbejdstid. Børneteater spiller gerne (også) om dagen, turnerende teater, der spiller i gymnastiksalen, gør det selvfølgelig i skoletiden, men hvis man vil inddrage en forestilling i det normale repertoire, som henvender sig til det unge/voksne publikum, så skal aftentimerne inddrages.
Om eleverne kommer i teatret – også i skoletiden – om de kommer på ekskursion til et museum, om der bliver bestilt en forestilling hjem, afhænger i vid udstrækning af, om der er en ildsjæl på lærerværelset.
Der er ingen, der har sagt, at kunst og kultur ikke må være underholdende
Det er langt fra sikkert, at der er sådan en ildsjæl på dine børns skole. Det er heller ikke sikkert, at ildsjælens indsats vækker genklang hos ledelsen, resten af lærerkollegiet eller for den sags skyld blandt forældre, der ikke selv dyrker disse kulturformer.
Der er med andre ord ingen garanti for, at alle har fået åbnet øjnene for, at vi med kulturstøtte kan opleve kunst og kultur gratis eller til en brøkdel af, hvad det koster at producere/fremvise den. Støtten alene er ikke nok til at sikre, at vi har en fælles kultur.
Kunsten taler for sig selv
Der er ingen, der har sagt, at kunst og kultur ikke må være underholdende. Du behøver ikke at forstå et kunstværk for at nyde dets skønhed. Du kan naturligvis få en stor oplevelse ud af at dykke ned i, hvad der gemmer sig af forhistorie, sammenhænge og referencer, men den viden er som regel ikke en forudsætning for at nyde værket.
Tværtimod er det mere sandsynligt, at du vil undersøge baggrunden for det enkelte værk, hvis det i sig selv har givet dig en oplevelse. Maleriet får dig til at stoppe op. Filmen får dig til at grine. Genstanden fra fortiden appellerer til din fantasi og nysgerrighed. Skuespilleren på scenen rører dig til tårer.
Du kan ikke se det, men der er kulturstøtte i det alt sammen. Selv i øvrigt i kommercielle produktioner – musicals som She Loves You og Den skaldede frisør – er afhængige af, at der er skuespillere og musikere, der er uddannet på offentligt finansierede uddannelser, og som tjener en del af deres årsløn og forfiner deres kunst på de støttede teatre.
Problemet med kulturstøtten er, at den gør kunst og kultur tilgængelig for dem, som har lært at sætte pris på den
Det kan godt være, at Det Kongelige Teaters Hobbitten fik lidt ekstra muskler af samspillet med den danske sommeraften, men forestillingen ville ikke findes, hvis ikke de samme skuespillere, scenografer, skræddere og andre teknikere arbejdede året rundt på Skuespilhuset, Operaen og Gamle Scene.
Algoritmerne modvirker en fælles kultur
En fælles kultur handler ikke om, at vi skal være enige om, hvad der er godt. Det handler om ikke at have en blind vinkel, hvor vi udelukker noget, bare fordi vi ikke kender til det.
Problemet med kulturstøtten – både den offentlige og den private – er, at den gør kunst og kultur tilgængelig for dem, som har lært at sætte pris på den. Hvad den pris nu end måtte være i det givne tilfælde.
Vi opdager ikke, at der er gratis-onsdage på Glyptoteket, hvis ikke vi tjekker hjemmesiden
Men i en tid, hvor algoritmerne sørger for, at vi ser mere af det samme, er det vigtigt at sikre, at vi ikke låser os inde i kulturelle ekkokamre.
Vi opdager ikke, at der er gratis-onsdage på Glyptoteket, hvis ikke vi tjekker hjemmesiden. Vi opdager ikke, at der er gratis gadeteater på Frue Plads, at der er gratis Shakespeare i Ørstedsparken, at der er gratis koncerter på Musikkonservatoriet, at alle unge kan gå gratis på 165 museer landet over … Hvis ikke vi følger de rigtige opslag på de sociale medier.
Dine penge, din kultur
Vi må huske, at ”gratis” i forbindelse med kunst og kultur betyder, ”andre betaler for det”. Hvor vi i sportens verden er vant til sponsorlogoer på cykelrytternes trøjer og på bannerne på stadion, så står kunststøtten som regel med småt på sidste side i kataloget. Men den er der.
For vores fælles kulturs skyld
Og præcis som sponsorstøtten betales af, at vi køber nogle af sponsorens produkter, er vi alle sammen med til at finansiere kunststøtten. Det er vores egne penge, vi går glip af, når vi ikke tager del i den støttede kultur. Hvilket kan få nogle til at mene, at ”Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet” – eller i hvert fald skelne mellem ”eliten i København” og ”de rigtige danskere”.
Jeg håber inderligt, at der er rigtig mange, der går på museum i uge 37 eller benytter sig af den tilsvarende ungdomsrabat på de 15 teatre. For vores fælles kulturs skyld.
POVcast-serien Fælles Kultur kan høres her:
Hvor meget koster det at gå i teatret – fire gymnasieelever taler om teater
Det klassiske dannelsesideal i gymnasiet – teater i undervisningen set med en lærer øjne
Forestillingen finder sit publikum – Anna Malzer og Jon Stephensen om at nå publikum
Teater er en fælles oplevelse – Benjamin Boe Rasmussen og Karoline Brygmann ser publikum fra scenen
Kulturens økonomiske barrierer – Svante Lindeburg og Morten Krogh taler om K7, gamification og andet, der taler til de unge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
