TEATER // ANMELDELSE – She Loves You and you know that can´t be bad. Nej bevares, Lennon/McCartney-musicalen She Loves You kan ikke gå helt galt i byen med det rige musikalske univers, den har at bygge på. Selv om det er en såkaldt jukebox-musical, er der bare tidspunkter, hvor man godt kunne have ønsket, at skaberne havde taget filosofien less is more til sig. Men det skal være dem tilgivet, når Maria Lucia og Rikke Hvidberg folder sig ud. Især i duet.
Det er ikke nogen original idé at se en fortløbende fortælling i The Beatles’ sange. Hvis vi rykker rundt på rækkefølgen, blander de forskellige album og måske ændrer et ”he” og ”she” undervejs, så kan vi få det hele til at passe. Der er nok til adskillige historier.
Faldgruben, som She Loves You også falder i, er at ville have det hele med fra Lennon/McCartney-kataloget eller næsten. I musicalen løses det behov ved at have tre forskellige kærlighedshistorier – den ene endda dubleret med det ældre par Peter og Anne som unge hippier dengang i 60’erne.
Gamle hippier
Handlingen går – nogenlunde – således. Peter og Anne har levet sammen et langt liv. Nu dukker der så en livstruende diagnose op for Anne. Engang sagde hun nej til ægteskabet (en institution opfundet af patriarkatet til undertrykkelse af kvinden), men nu er de jo også nået frem til de 64, som de så sødt sang om dengang.
Altså har alle masser af lejlighed til at synge både forelskelsessange, skænderisange, længselssange, genforeningssange
De har to børn; den adopterede Louise, der har gjort karriere som designer, og den lægestuderende Daniel. Hun er kæreste med Sara, han er rodløs, en studie-dropout og misbruger. Men han bliver også forelsket i Louises assistent Molly, hvis kæreste er bortrejst.
Altså har alle masser af lejlighed til at synge både forelskelsessange, skænderisange, længselssange, genforeningssange. I den forbindelse er det selvfølgelig meget sjovt, at Louise og Daniel kan opfordre hinanden til at give kærligheden en ekstra chance i She Loves You som duet.
Sideløbende har vi en historie om Louises karriere og vanskeligheder på jobbet med en chef, der ikke vil give hendes kreativitet frit løb, og historien om Daniels tiltagende stofmisbrug.
Power-duoen Maria Lucia og Rikke Hvidbjerg
Det er her, She Loves You vil for meget. Vi skal nå for mange sange, nogle skal endda gentages som en slags ledemotiver, hvilket ender i en noget uoverskuelig fortælling og alt for meget ”sampling”, hvor bidder af sange bliver givet med mindre bid og mindre karakter end originalerne – og alt for kort til, at vi kan sanse, om musicalsangerne kan tilføre dem noget nyt.
Deres stemmer supplerer simpelthen hinanden fantastisk, og det alene legitimerer, at historien også skal handle om et homoseksuelt par
Det kan de så til gengæld i det, vi kan kalde ”arierne”, hvor stjernerne får lov til alene eller i duet at give deres egne versioner. Her er det naturligvis især forestillingens stjerne Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der folder sig ud, og der kommer lige et ekstra niveau på, når hun synger duet med Rikke Hvidbjerg. Alt fra ”And I Love Her” til rockende ”A Hard Day’s Night”.
Deres stemmer supplerer simpelthen hinanden fantastisk, og det alene legitimerer, at historien også skal handle om et homoseksuelt par. Det er derimod en smule bagstræberisk at beskrive Louise som bukseklædt karrieremenneske over for Saras feminine, kjoleklædte omsorgsmenneske.
Generation Beatles
Det handler også om generationer, og det kan høres. Egentlig irriterede det mig, at Karsten Jansfort (som Peter) ikke for sin død kan synge på engelsk. Det skurrer mod de yngre performeres næsten accentfrie fremførelse (altså bortset fra lidt midtatlantisk forvirring), men det ender med at blive meget sødt, fordi det samtidig fortæller om vores – danskernes/publikums – sprogudvikling gennem de seneste 50 år med accenten som generationsmarkør.
Det er lidt forvirrende, at handlingen udspiller sig på dansk, sangene på engelsk. Beatles-versionerne har naturligvis vist sig mere holdbare Peter Bellis danske. Men det bliver altså heller ikke helt klart, hvor handlingen udspiller sig, hvilket understreger, at historien bare er en undskyldning for at høre sangene.
Så når der skal lires sange af på stribe, nærmest en dialog mellem forskellige sange med en linje fra hver, bliver det lidt ost med ost på. Ja, Lennon/McCartney skrev omkring 200 sange sammen, men vi behøver ikke høre dem alle sammen. En af Louises skræddersakse i manuskriptet havde måske givet plads til flere originale fortolkninger i stedet for – og måske også lidt mindre musical-sound.
Kommercielt kærlighedsbudskab
She Loves You sampler sange, hvor Into the Woods sampler eventyr. Hvor sidstnævnte har ironisk distance til stoffet, griber førstnævnte – uden nogen distance – efter nogle lidt for oplagte musical-troper for at legitimere de forskellige sange.
Men det budskab kan vel heller ikke spredes for tit.
Der er et dødsfald, så vi alle kan finde trøst i ”Let It Be”, og – surprise – et bryllup for at vi kan svømme hen i ”All You Need Is Love”.
Men det budskab kan vel heller ikke spredes for tit.
Slutresultatet bliver mere kommercielt end ambitiøst. I sine bedste øjeblikke lever She Loves You i kraft af sine performere. Jeg er ikke i tvivl om, at de mange, der allerede har købt billet vil få, hvad de forventede, og være i humør til at synge med i kor på ”She Loves You” med hele ensemblet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
