KOMMENTAR // OMSKÆRING – Religionsfriheden er kun konsistent, når den gælder individet – ikke gruppen eller klanen. Derfor er det konsistent med religionsfriheden at gå ind for et forbud imod omskæring af umyndige drenge, skriver filosof og forfatter Kai Sørlander. Han minder om, at i den virkelige verden er det principielt rigtige ikke også lig med det politisk fornuftige.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er flere, som har hævdet, at man krænker jødernes religionsfrihed, hvis man forbyder omskæring af drengebørn, før de selv er myndige og kan tage stilling. Fordi deres religion kræver, at omskæringen skal foregå kort tid efter fødslen.
På Facebook har jeg set hævdet, at danskerne er et åndsforladt folk, fordi det store flertal går ind for at forbyde drengeomskæring. Ligesom jeg også har set det hævdet, at religionsfriheden indebærer, at ”flertallet ikke bruger sin magt mod mindretallet, selvom mindretallets synspunkter og praksis forekommer sære eller endda væmmelige”.
Men er det rigtigt, at danskerne er åndsforladte, fordi de som flertal går ind for at forbyde drengeomskæring?
Er det rigtigt, at ånds- og religionsfriheden indebærer, at flertallet ikke bruger sin magt imod mindretallet?
Religionsfriheden er kun konsistent, hvis den gælder individet. Og strengt taget er den så også kun konsistent, hvis religionen selv sætter individet frit
Det er som udgangspunkt rigtigt, at religionsfriheden indebærer, at flertallet ikke bruger sin magt til at tvinge sin egen religiøse holdning igennem. Men er der en gennemført ånds- og religionsfrihed, så gælder det ethvert flertal – enhver tvang ind under en religion.
Den, der skal have ånds- og religionsfrihed, hvor disse friheder er ført igennem, er altså individet – den enkelte. Det er ikke gruppen eller klanen.
Den demokratiske hensyntagen og åndsfriheden
Religionsfriheden er kun konsistent, hvis den gælder individet. Og strengt taget er den så også kun konsistent, hvis religionen selv sætter individet frit. Dermed er kravet om religionsfrihed rent logisk bygget sammen med det krav om elementær politisk ligeværdighed, som er grundlaget for den demokratiske orden.
Der er kun ægte åndsfrihed og ægte demokrati, hvor det er det enkelte individ, som får – og som selv skal give andre – ånds- og religionsfrihed
Det er individet – den enkelte borger – der skal have politisk ligeværdighed, og som skal have ånds- og religionsfrihed. Og denne demokratiske hensyntagen til sig selv skal individet så betale med en tilsvarende demokratisk hensyntagen til sine medborgere – og medmennesker. Der er kun ægte åndsfrihed og ægte demokrati, hvor det er det enkelte individ, som får – og som selv skal give andre – ånds- og religionsfrihed.
En sådan åndsfrihed – en sådan demokratisk hensyntagen til hinanden som selvstændige personer – er et rationelt ideal. Men lader det sig realisere i praksis?
Det afhænger af, hvor rationelle menneskene faktisk er – altså hvad erfaringen siger. Ser vi på den moderne verden, så er det bedste forsøg på at realisere det demokratiske ideal gjort i den europæiske eller vestlige kultur – dér, hvor også Danmark hører til. Det er i denne kultur, at man er nået længst med hensyn til at realisere den ønskværdige åndsfrihed – og den dermed sammenhængende demokratiske hensyntagen.
når vi glæder os over, at vi har den åndsfrihed, som den demokratiske hensyntagen kræver, så skal vi også have med, at det med meget stor sandsynlighed skyldes, at vi har haft en religion, som indefra gjorde op med al udvendig religiøs lovgivning
Det næste spørgsmål er så, hvorfor dette netop er sket i denne kultur. Det er næppe, fordi menneskene her er mere rationelle end andre steder. Det er nok snarere, fordi der har været nogle specielle vilkår, som har hjulpet dem. Og et af disse vilkår kan have været deres religion. Denne religion var kristendommen, som især udmærker sig ved at forkaste religiøs udvendighed og dermed også ydre religiøs lovgivning, for i stedet at gøre troen til et personligt anliggende.
Først forkaster den jødedommens udvendighed, og så – i Reformationen – forkaster den pavesystemets udvendighed. Så når vi glæder os over, at vi har den åndsfrihed, som den demokratiske hensyntagen kræver, så skal vi også have med, at det med meget stor sandsynlighed skyldes, at vi har haft en religion, som indefra gjorde op med al udvendig religiøs lovgivning.
Foreløbig kan vi altså fastslå, at eftersom det krav om religionsfrihed, som er konsistent med den demokratiske åndsfrihed, ikke er en ret for gruppen, men tværtimod er en ret for det enkelte individ, så kan dette krav ikke bruges som begrundelse for modstand imod et forbud mod omskæring af umyndige drenge.
Tværtimod må den rent principielle konsekvens af kravet om religionsfrihed være et krav om forbud imod omskæring.
Omskæring og barnedåb
Men indebærer den samme logik så ikke også, at vi må forbyde barnedåb? Er den kristne barnedåb ikke ligeså vel et overgreb imod barnets religionsfrihed som en religiøs omskærelse? Hertil er der to ting at bemærke. Den første drejer sig om de rent ”ydre” konsekvenser. Omskærelsen har uoprettelige konsekvenser. Det har barnedåben ikke. Den anden drejer sig om indholdet af, hvad man indvies til.
I den kristne dåb indvies man til en religion, som selv forkaster religiøs politisk lovgivning, og som derfor historisk har hjulpet os til at udvikle et samfund med åndsfrihed og demokratisk hensyntagen. Med omskærelsen indvies man til en religion, som i princippet vil have en ydre religiøs lovgivning. Og havde vi ikke selv – med kristendommen – haft en religion, som netop gjorde op med en sådan lovgivning, så havde vi næppe haft den åndsfrihed, som vi nu har.
Så vi forholder os altså irrationelt til den historiske basis for vor egen samfundsmæssige åndsfrihed, hvis vi ikke kan se forskel på barnedåb og omskærelse.
Principielt må vi holde fast ved, at religionsfriheden kun er konsistent, når den gælder individet – og ikke gruppen. Og dette indebærer så videre, at det er konsistent med religionsfriheden at gå ind for et forbud imod omskæring af umyndige drenge. (Religionsfriheden kan ikke konsistent beskytte en religiøs praksis, som er uforenelig mede individets religionsfrihed).
Men betyder det så også, at man politisk bør gå ind for et sådant forbud? Ja, hvis alt var rationelt. Men dette forbehold er vigtigt. I den virkelige verden, hvor vi har opbygget vor demokratiske orden på en historisk basis af selvsekulariseret protestantisme, er alt ikke rationelt.
Derfor er det også rationelt at tage historiske hensyn til menneskenes faktiske rationalitet – eller irrationalitet. Først og fremmest skal man ikke grundlæggende ændre på noget, der faktisk fungerer nogenlunde tilfredsstillende. Og jøderne har gennem mange generationer fundet en plads i det danske samfund, uden at deres særlige omskæringsritual har været et større problem. Skal man så ikke blot lade det fortsætte? Det ideelle kan undergrave det gode.
Problemet er, at situationen ikke længere er den samme. Den muslimske indvandring har ændret den sociale virkelighed på en måde, der ikke kan ignoreres. Den har medført en ny trussel imod vort sekulære demokratiske samfund. Truslen fra et system, der vil begrunde samfundets lov på basis af en religion: islam. Truslen fra sharia-loven udgør en risiko for, at selve det folkelige grundlag for vort sekulære demokratiske samfund går i opløsning.
Vi står altså i en kompliceret politisk situation, hvor der skal tages hensyn til indbyrdes modstridende faktorer. Principielt og ideelt kræver en konsistent religionsfrihed, at vi forbyder religiøs omskæring af umyndige børn. Men den virkelige verden er ikke sådan at det principielt rigtige også er lig med det politisk fornuftige
Der skal politisk modenhed til
Den politiske kamp imod sharia-loven må selvfølgelig primært føres gennem indvandringspolitikken. Men det er ikke irrationelt, at nogle også kan mene, at den kan begrunde et forbud imod omskæring af umyndige drenge. I den forbindelse kan det være problematisk, at det kan ramme jøderne. Men skal jøderne fortjene vort forsvar, så skal de også selv hjælpe os i kampen imod sharia-loven.
Vi står altså i en kompliceret politisk situation, hvor der skal tages hensyn til indbyrdes modstridende faktorer. Principielt og ideelt kræver en konsistent religionsfrihed, at vi forbyder religiøs omskæring af umyndige børn. Men den virkelige verden er ikke sådan, at det principielt rigtige også er lig med det politisk fornuftige. Man overvinder ikke uden videre irrationaliteten med lovgivning.
Der skal snarere politisk modenhed til. Indtil da må vi gebærde os i irrationelle vande. Kan Danmark tillade sig at gå politisk enegang, når verdenssamfundet stadigt er så politisk irrationelt, som det er? Det spørgsmål har ikke noget entydigt rigtigt svar.
Der er plads til, at det kan diskuteres demokratisk. Og selvom vi ikke når til enighed, skulle vi alle gerne blive politisk klogere.
Denne kommentar er redigeret efter publicering.
LÆS KAI SØRLANDERS TIDLIGERE INDLÆG PÅ POV HER
Foto: Lex.dk/Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
