PROTESTER I IRAN // KOMMENTAR – Mens protesterne fortsætter i Iran, og styret i Teheran i stigende grad er kommet under pres, udtrykker store dele af resten af verden sympati med de iranske kvinder. At disse klipper håret, ses som et tegn på, at de har kastet handsken, og at opgøret er uafvendeligt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tilkendegivelserne strømmer ind fra hele kloden i solidaritet med de kæmpende iranske kvinder. Der iværksættes sympatidemonstrationer, erklæringer og andre symbolske handlinger.
Politisk er der også kommet opmærksomhed på internationalt topniveau f.eks. fra Élyséepalæet. Torsdag morgen i sidste uge tweetede præsident Emmanuel Macron således om, at Frankrig stiller sig på de protesterende iraneres side.
Imens fortsætter kampene i Iran. De seneste dage har regimet begået massakrer på egen befolkning i byerne Zahidan, Sanadaj, Saghez. Det skorter heller ikke på trusler fra regimet. De dukker op i medierne og regimets organer med løfter om ‘et stærkt og knusende modsvar’ til de protesterende.
Stort set alle betydningsfulde intellektuelle, kunstnere og forfattere har taget afstand fra regimet. Flere berømte tv-journalister og nyhedsoplæsere har sagt op. For nylig kom der også en vigtig meddelelse om, at arbejderne i den vigtige olie- og petrokemiske industri i byerne Abadan, Kengan and Aslaviyeh går i strejke
På trods af disse bandbuller har protesterne spredt sig til flere bye og til nye institutioner og sektorer. Universiteterne er stort set lukket ned; gymnasierne og skolerne i mange regioner er enten lukket eller er blevet forvandlet til skueplads for protesterne.
Der er strejke i byerne Shiraz og Isfahan. Stort set alle betydningsfulde intellektuelle, kunstnere og forfattere har taget afstand fra regimet. Flere berømte tv-journalister og nyhedsoplæsere har sagt op. For nylig kom der også en vigtig meddelelse om, at arbejderne i den vigtige olie- og petrokemiske industri i byerne Abadan, Kengan and Aslaviyeh går i strejke.
Et af de mere spektakulære anslag mod regimet fandt sted den 8. oktober om aftenen. Gruppen Anonymous hackede det iranske stats-tv midt i Khameneis tale.
Først dukkede der en mand op med Anonymous’ maske på. Få sekunder efter blev dette afløst af et billede af Khamenei med blod løbende ud af øjnene og et rødt sigtekorn i panden, mens billederne af flere af de unge piger, der har mistet deres liv under protesterne, kunne ses længere nede på skærmen.
Onsdagen efter erklærede Anonymous, at de havde hacket sig ind på stationens sendeflade, og at de kort efter ville begynde at transmittere live fra protesterne.
Før rotterne forlader skibet
Mange af topfolkene i den tidligere præsidents kabinet er nu begyndt højlydt at kritisere den nye administration for landsskadelig virksomhed. Stemningen kan til forveksling ligne øjeblikket før, rotterne forlader skibet.
For mange iranske kvinder er det en markant form for protest at klippe håret af – et tegn på skønhed, der er dekreteret til at være skjult i Den Islamiske Republik, men som undsiges med denne handling
I en sådan stemning går angsten og brutaliteten hånd i hånd og kan tydeligt fornemmes i udtalelsen fra en indflydelsesrig ayatollah, der bramfrit siger: “Hvis protesterne ikke stoppes, vil de snart smide os alle sammen i havet”. En anden henvender sig til sine præstekolleger med ordene: “I dag synger og danser de, mens de smider deres tørklæder på bålet, i morgen kommer de efter vores turban og kåbe”.
Det hele begyndte med drabet på en ung uskyldig iransk kvinde, der kun ønskede at besøge sit lands hovedstad. Kvinderne begyndte at klippe deres hår, og landet brød i brand. Mindre end en måned senere er der ved at være konsensus blandt eksperterne om, at Iran gennemlever en revolution.
Symbolikken i at klippe håret
For mange iranske kvinder er det en markant form for protest at klippe håret af – et tegn på skønhed, der er dekreteret til at være skjult i Den Islamiske Republik, men som undsiges med denne handling. Kvinderne undsiger regimets religiøse skønhedsideal og dennes objektivering og seksuelle instrumentalisering af kvindekroppen.
I Iran har klipningen af håret en stærk symbolsk betydning og er nævnt i iransk mytologi (Shahnameh).
Det nævnes i historien om den gode helt Siyavosh og hans elskede Farengis (navnet betyder Krølhåret). Siyavosh bliver slået ihjel. Morderen er kongen, der også er Farengis’ far. Da nyheden når Farengis, klipper hun sine lange sorte krøller, binder dem som et bælte om taljen og bærer sin sorg som et bælte om livet, mens hun sværger en blodig hævn mod sin far.
Når Irans kvinder klipper deres hår, gentager de symbolsk Farengis’ handling.
I 1936 blev hijab forbudt i Iran, og i 1961 fik kvinderne stemme- og valgret til alle landets organer. De nåede helt til toppositioner som ministre, direktører, professorer mv. Denne proces fortsatte indtil den islamiske revolution i 1978/79
Vreden er på hævntogt. Faderskikkelsen er ikke længere en mytologisk konge, men Den Islamiske Republik og dens patriarkalske altfavnende faderskikkelse. Håret er derfor en ultimativ tilkendegivelse af, at kvinderne er beredte til kamp på liv og død. Patriarkalismen skal derfor slås ihjel i en dyst, som de er klar til at dø i.
I 1936 blev hijab forbudt i Iran, og i 1961 fik kvinderne stemme- og valgret til alle landets organer. De nåede helt til toppositioner som ministre, direktører, professorer mv. Denne proces fortsatte indtil den islamiske revolution i 1978/79.
Iranske kvinder har siden kæmpet imod revolutionens reaktionære tilbageslag. Parallelt med denne kamp gik kvinderne institutionernes vej. På trods af stærk modstand fra den islamiske elite forsøgte de at skabe rum for andre organisationsformer og senere et andet liv. Resultaterne viser sig bl.a. i, at andelen af kvindelige studerende på universiteterne i dag er over 60%, og at disse også dominerer flere vægtige sektorer.
Den massive samfundsmagt kan ikke ignoreres, selvom om den islamiske elite forsøger netop det. Men efter 43 års kamp i systemet er kvinderne nået til den erkendelse, at Den Islamiske Republik ikke kan reformeres, men kun destrueres. Guds stat må dø, for at menneskets stat kan bygges.
Indrømmelsen kommer 43 år for sent. Kvinderne er nu på gaden for at gøre op med denne altomfattende beskyttende patriarkalske faderskikkelse. Kampen er ikke begrænset til Iran men har fået rækkevidde verden over.
Irans nye revolution og dens helte
En rapport med titlen “Kyskhed og hijab-projekt”, der cirkulerede i den iranske administration tidligere på året, tegnede et bekymrende billede af “værdiernes sammenbrud” og talte for en række nye stærke foranstaltninger til at påtvinge kvinderne hijab ved hjælp af patruljer, videoovervågning og rehabiliteringscentre.
I disse dage kan det iranske regime som efter et pavlovsk reaktionsmønster gentage, at protesterne er orkestreret af “uromagere”, der bruger “en ung piges ulykkelige død til at så kaos”. Men de burde ikke være overraskede over den stærke tsunami, der har ramt landet. I rapportens 219 sider forudsiger de nemlig begivenhederne. Rapporten kaster også et lys over statens nylige kampagne for at pålægge kvinder en endnu mere konservativ anvendelse af hijab.
Med deres kamp genintroducerer de begrebet om et normalt liv i Iran
Målet med kampagnen er at dæmme op for tabet af regimets ideologiske indflydelse og svækkelsen af dets kontrol over samfundet ved at insistere på kvinders forpligtelse til at bære tørklæde. Men denne indflydelse, påpeger de, ville smuldre hurtigt og farligt, og det iranske samfund ville ikke længere være i harmoni med landets ledere.
Rapporten erkender, at ”over 62% af kvinderne ikke ønsker hijab” og forudsiger, at antallet af iranere, der er imod hijabben, vil stige dag for dag, samt at nogle borgere vil begynde at modsætte sig sædelighedspolitiet.
Deres spådom er gået i opfyldelse.
Irans nye helte er uden tvivl kvinder, der klipper håret og sætter sig til modværge. Deres våben er lige så smart og lige så simpelt, som det er dødbringende. Med en frygt- og respektindgydende courage begår de civil ulydighed. De nægter ganske enkelt at adlyde landets patriarkalske faderskikkelse.
Et dagligt stigende antal af dem betaler også den ultimative pris, men de opgiver ikke. Man ser kvinder uden hijab spise morgenmad på restauranter; unge piger uden hijab give gratis klassisk violinkoncert på byens gader eller stille sig på et gadehjørne og invitere folk til at give dem knus. Fysisk er de nogle gange så små, at de minder om luftige feer med smukke vinger, men i styrke og mod overgår de alle forestillinger. Med deres kamp genintroducerer de begrebet om et normalt liv i Iran.
Kvindekamp i Iran og de regionale magters angst
De råber “Kvinder, liv, frihed!”. Sloganet er universelt og derfor ikke begrænset til et specifikt land.
Hjemsøgt af mindet om ”det arabiske forår” forholder lederne i nabolandene sig tavse, på trods af at de er modstandere af Teheran.
En lang række arabiske lande, der er naboer til det persiske Iran, ville ellers have al mulig grund til at glæde sig over revolutionen. Det er dem, der konstant fordømmer landets reelle eller formodede indflydelse i Mellemøsten. Grunden til tavsheden bør søges i landenes frygt for sloganet “Kvinde, liv, frihed”, for dette slogan appellerer til befolkningerne i hele Vestasien, for ikke at nævne det andet slogan, “Død over diktatoren”.
Irans befolkning er højt uddannet og velorienteret om verdens tilstand. Landet har i flere perioder i det tyvende århundrede haft demokratiske styreformer. Demokrati er ikke et fremmedlegeme i det iranske samfund
Uanset om disse lande allerede var skueplads for et oprør i 2011 som Egypten, eller de undslap som Saudi-Arabien, forbliver de i dag underlagt den samme vilkårlige logik og foragt for menneskelig værdighed som før. Landenes ledere er forståeligt nok grebet af den samme frygt som lederne i Teheran for at blive kastet i de samme flammer, som deres monstrøsitet har antændt.
Irans fremtid
Måske drømmer nogle i magtens korridorer om militærets indgriben og sikring af de samme strukturer.
For det første har Irans militær ikke tradition for at blande sig i politik, og for det andet findes der to til dels rivaliserende militære organisationer i Iran. Det nationale militær sikrer landets grænser, og det andet er Revolutionsgarden, som hæger om ideologien. Disse to adskilte organisationer blev skabt efter 1978 for at undgå koncentrationen af militærmagten hos et stærkt militær, der i princippet kunne true det nye regime. Denne matrix har medført, at de to holder hinanden i skak.
Det er tanken, at hvis den ene af dem lader sig friste til at tage magten, vil det blive imødegået af den anden. Flertallet af iranere vil i så fald støtte det nationale militær. Revolutionsgardisterne har ingen chance for at overtage magten eller beholde den. En borgerkrig er heller ikke en reel mulighed, siden Iran med over 70 % af sin befolkning boende i byerne er et urbant land, hvor folk historisk har identificeret sig selv med staten og ikke med familien, klanen eller etnicitet.
Det burde derfor ikke overraske nogen, at drabet på en ung kvinde fra provinsen Kurdistan i Iran fik hele Iran til at rejse sig. Hun var og er hele Irans datter, som der råbes om i gaderne. Kampen mod Den Islamiske Republik ses også som en national kamp. Der findes ikke en region i Iran, hvor islamiske tropper i så fald ville kunne danne en base, forskanse sig og derfra være i stand til at angribe staten og resten af landet.
Vi er vidner til en af de største begivenheder i nyere tid i disse dage. En revolution ledet af kvinder, ikke kun for kvinder, men for hele folket
Irans befolkning er højt uddannet og velorienteret om verdens tilstand. Landet har i flere perioder i det tyvende århundrede haft demokratiske styreformer. Demokrati er ikke et fremmedlegeme i det iranske samfund, men er gennem tiderne blevet diskuteret og debatteret på alle planer.
De seneste års intense kontakt til omverdenen via sociale medier og de erfaringer, iranerne har gjort med demokratiet hjemme i Iran, har lært dem meget om de demokratiske spilleregler. Det er derfor, de råber frihed og er klar til demokratiet nu. Det er ikke naive råb om frihed og et abstrakt demokrati
Fremtiden tegner derfor lys, sekulær og demokratisk.
Kvinde, liv, frihed
Valget af “Kvinde, liv, frihed” som slogan er ikke tilfældigt. Denne treenighed er forbundet som en symbiose. Kvinderne er i dette slogan ikke kun bærende af livet, men de varsler også en ny forståelse af frihed.
Vi er vidner til en af de største begivenheder i nyere tid i disse dage. En revolution ledet af kvinder, ikke kun for kvinder, men for hele folket. Kvinderevolutionen i Iran vil derfor for altid ændre vores begreber om kvinder, mænd, køn, magt, ligestilling mellem kønnene, modstand og endda vores sprog og gør forståelsen af livet og livets skønhed også politisk interessant.
Det radikale ved denne kvinderevolution er på linje med den store franske revolution, der ændrede verden og dominerede vores verdensbillede i mere end 240 år. Den franske revolution gav os frihed, lighed og broderskab.
Nu giver kvinderevolutionen i Iran os et nyt verdenssyn: Kvinder, liv, frihed.
Friheden opfatter vi ofte instrumentalistisk, som økonomisk, politisk, socialt, etnisk og nationalt. Men den nye kvinderevolution i Iran sætter friheden i et langt større perspektiv. Frihed til at mærke livets skønhed. Friheden til at være til som sit væsen. Frihed som menneskets primære tilgang til livet. “Kvinde, liv, frihed” gør således det eksistentielle frihedsbegreb til centrum for den største kamp.
Med dette slogan kæmper kvinderne i Iran ikke kun imod den obligatoriske islamiske hijab, men imod umenneskeliggørelsen af kvindekønnet; de kæmper for friheden i hele verden, de kæmper for de afghanske kvinder, der frister tilværelsen i de islamiske bure; de kæmper for de muslimske kvinder verden over, der dagligt bliver fornedret; de kæmper for de afrikanske kvinder, der bliver omskåret; de kæmper for de europæiske kvinder, der bliver mishandlet og slået ihjel af deres partner, de kæmper for de amerikanske kvinder, der ikke længere må få abort; de kæmper for at befri os alle fra en fordømt og morbid religions overgreb, der slår folk ihjel over hele verden. De kæmper for en ny tid og en ny æra.
En ny graffiti i Teheran formulerer tidens stemning og dens bud på en fremtid. En mand skriver på væggen:
“Er du mand nok, vær en kvinde.”
De iranske kvinder har kastet handsken.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
