USA2024 // LONGREAD – USA er det ældste moderne demokrati, der er skabt på baggrund af oplysningstiden, og det demokrati, som har den største globale økonomiske, teknologiske og miljømæssige indflydelse. Op til valget er noget bemærkelsesværdigt under opsejling i USA: Flere republikanske ledere har indset, at det demokratiske system er vigtigere end de politiske forskelle inden for systemet, og har besluttet sig for at stemme på demokraten Kamala Harris. ”Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en lignende situation i historien,” skriver Lene Rachel Andersen.
Der er ved at ske noget virkelig bemærkelsesværdigt i USA: Flere og flere republikanere indser, at det demokratiske system er vigtigere i sig selv end de politiske forskelle inden for systemet, og de har derfor besluttet sig for at stemme på den demokratiske vicepræsident Kamala Harris.
Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en lignende situation i historien. I Frankrig forenede centrum og venstrefløjen sig for nylig for at koordinere deres kandidater, så den yderste højrefløj ikke ville vinde, men ingen stemte imod deres normale politiske tilhørsforhold.
Det ville være en katastrofe, ikke kun for amerikanerne, men for menneskeheden, hvis den næste amerikanske regering ikke var demokratisk og ikke fokuserede på klimaændringer, globalt samarbejde, lighed, menneskerettigheder og de langsigtede konsekvenser af AI
Jeg vil i lyset heraf se på de dybere politiske og kulturelle strukturer i den udvikling, og jeg vil også tage fat på behovet for at gentænke undervisning og dannelse fremadrettet.
USA er det ældste moderne demokrati, der er skabt på baggrund af oplysningstiden, og det demokrati, som har den største globale økonomiske, teknologiske og miljømæssige indflydelse. Det ville være en katastrofe, ikke kun for amerikanerne, men for menneskeheden, hvis den næste amerikanske regering ikke var demokratisk og ikke fokuserede på klimaændringer, globalt samarbejde, lighed, menneskerettigheder, de langsigtede konsekvenser af AI og løsning af andre globale udfordringer.
Polykrisen og den demokratiske dannelse
Som art står vi over for en polykrise, og der er ingen måde, vi kan imødegå den på, hvis USA ikke spiller en aktiv rolle i at løse vores globale problemer. Siden det moderne demokratis begyndelse er vi blevet trænet til at se politik som en kamp mellem venstre og højre. I realiteten har der aldrig kun været to politiske ideologier: socialisme og kapitalisme eller liberale og konservative. Der har været tre ideologier: liberalisme, socialisme og konservatisme.
Når de tre har været i balance i politik, har nationer fungeret og haft det godt; når en af dem har monopoliseret politikken, har nationer fejlet.
Særligt den lavere middelklasse, ufaglærte arbejdere, unge mennesker og folk i gig-økonomien er under konstant stress
Vi har brug for den balance, som findes i det politiske centrum. At blive der og opretholde et demokratisk system kræver ikke kun politisk visdom fra systemet, men også en anden tilgang til uddannelse, end hvad de fleste lande tilbyder i dag.
Heldigvis er der mange eksempler på demokratisk dannelse, der virker, og den samme undervisning og dannelse vil også være det, vi har brug for til at imødegå polykrisen.
Politisk visdom versus demokratiets forfald
I kølvandet på Anden Verdenskrig havde USA visdommen til at indse, at Europa måske ville tage imod Sovjetunionen og falde for totalitarismen, medmindre europæere generelt oplevede økonomisk vækst, fremskridt og håb. USA havde også visdommen og viljen til at betale for demokrati i Europa, deraf Marshallplanen.
I dag har vi økonomisk vækst i hele Vesten, men den beskattes og fordeles ikke på en måde, så middelklassen, som er rygraden i ethvert stabilt demokrati, føler sig økonomisk sikker. Særligt den lavere middelklasse, ufaglærte arbejdere, unge mennesker og folk i gig-økonomien er under konstant stress. En del af årsagen er digitalisering og overgangen til en grøn økonomi, som omkalfatrer jobmarkedet og gør en masse faglig uddannelse ubrugelig.
Kærlighed til landet og frygten for, at indvandring vil ændre samfundet og kulturelle normer, er blevet afvist som bagstræberisk eller racistisk af globalister. Resultatet er, at millioner af vesterlændinge nu stemmer på politikere, der lover dem fortiden
Læg dertil den økonomiske og kulturelle globalisering, hvor privilegerede mennesker med akademiske grader og gode job har set ned på nationalisme og nationalstaten. De har ignoreret, at nationen giver de fleste vesterlændinge en væsentlig del af deres identitet, og at det er her, folk kan gøre sig forståelige på det ene sprog, de taler. Kærlighed til landet og frygten for, at indvandring vil ændre samfundet og kulturelle normer, er blevet afvist som bagstræberisk eller racistisk af globalister.
Resultatet er, at millioner af vesterlændinge nu stemmer på politikere, der lover dem fortiden: I fortiden følte sig økonomisk sikre, nationen virkede homogen, og verden gav mening. Men vi kan ikke gå tilbage. Vi må nødvendigvis bevæge os fremad. Men for at gøre det og for at bevare demokrati og frihed i processen skal den fremtid, vi bevæger os henimod, fungere for os alle.
Alle skal kunne se sig selv trives i vores fremtid.
Hvad handler politik egentlig om?
Hvad er det egentlig, vi forhandler om politisk og stemmer om i den moderne nationalstats demokrati?
Overordnet set to ting: vores forhold til andre lande, dvs. udenrigspolitik, militær og migration, og vores forhold til hinanden inden for landet. I den industrialiserede nationalstat inkluderer vores forhold til hinanden, ud over demokrati, kapitalisme med kapitalistiske ejere af produktionsmidlerne og arbejdere, der belønnes for deres arbejde med penge.
I den moderne, industrialiserede, demokratiske nationalstat forhandler vi primært om, hvordan vi skal fordele de penge, vi skaber.
Før dampmaskinen var det ikke tilfældet. De fleste mennesker boede på gårde og havde sjældent brug for penge. I det industrialiserede samfund har alle brug for penge.
Så i den moderne, industrialiserede, demokratiske nationalstat forhandler vi primært om, hvordan vi skal fordele de penge, vi skaber. Vores politisk-økonomiske system sætter os op til en bestemt form for politisk indhold. For omkring 200 år siden førte det til tre politiske ideologier:
Bourgeoisiet og kapitalisterne, der investerede i kolonierne og maskinerne, ønskede politisk frihed og frihed til at søge lykken, derfor var de imod det gamle feudalsystem og var liberale.
Da arbejderne først organiserede sig, ville de overtage produktionsmidlerne fra kapitalisterne gennem revolution, men til sidst ønskede de primært en løn, der var til at leve af, og beskyttelse fra staten mod kapitalismens værste sider, og de blev socialister.
Jordejere og gejstlige, dvs. de mennesker, der havde haft mest gavn af feudalsystemet, ønskede at bevare det, og de blev konservative.
Demokrati, som vi kender det, og den Demokratiske Skive
For at forstå politik i Vesten skal vi derfor ikke se det politiske landskab som en akse mellem venstre (arbejdere) mod højre (kapitalister), skal vi tilføje en akse med to andre ekstremer: Absolut Orden i toppen og Anarki/Kaos i bunden.
Med disse to akser, Orden-Kaos og Venstre-Højre, kan vi indføje liberalisme, socialisme og konservatisme som tre dele af den samme Demokratiske Skive, også kaldet det liberale demokrati:
Figur 1: Den Demokratiske Skive, © Lene Rachel Andersen, Libertisme: Begrib det 21. århundrede, Nordic Bildung 2022
Illustrationen viser også, hvordan alle tre ideologier har en ikke-demokratisk version uden for den Demokratiske Skive, hvor kompromiser ikke virker: libertarianisme, kommunisme og fascisme. Liberalismen, socialismen og konservatismen har tendens til at drive ud i deres ekstrem, hvis en af dem har det politiske flertal for længe. De tre ideologier kan også blandes med naboen, så der er seks store ideologiske profiler: liberal, social-liberal, socialist, social-konservativ, konservativ og konservativ-liberalist (sidstnævnte ville sandsynligvis typisk blive kaldt moderat):
Figur 2: Seks Ideologier © Lene Rachel Andersen, Libertisme: Begrib det 21. århundrede, Nordic Bildung 2022
Betydningen af ordet ”liberal” har drejet sig i to lidt forskellige retninger for henholdsvis de engelsksprogede og andre vesterlændinge, så på det europæiske kontinent ville vi sandsynligvis definere de fleste amerikanske liberals som social-liberale. I de fleste europæiske lande har vi de ideologiske nuancer fordelt blandt flere politiske partier, fx har vi i øjeblikket 11 partier i Folketinget i Danmark.
Den Demokratiske Skive og toparti-systemet i USA
I USA har den ideologiske mangfoldighed generelt været inden for to partier, Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti. Alligevel har vi på begge kontinenter defineret politik i binære termer: Demokrater mod Republikanere i USA og Venstre mod Højre i Europa, og de dækker nogenlunde den Demokratiske Skive som følger:
Figur 3: Demokratiske Skiver i USA og Europa, © Lene Rachel Andersen, Libertisme: Begrib det 21. århundrede, Nordic Bildung 2022
Under disse forskellige navne er vores forståelse af det åbne samfund, demokrati, politik, regering, individuel frihed, menneskerettigheder, samfund, familie, hvad det betyder at være en nation osv. dog stort set det samme i USA og Europa.
Fordi Vesten er et produkt af Gutenbergs trykpresse, kapitalisme, europæernes kolonisering af verden, moderne videnskab, dampmaskinen, demokrati og de tre kerneideologier, der opstod under oplysningstiden og industrialiseringen: liberalisme, socialisme og konservatisme. Og så længe vi opretholder deres balance, trives vores nationer.
Når nationer ikke trives
Så hvad sker der, når samfundet og ideologierne ikke længere er i balance? Når folk ikke længere føler, at det politiske system fungerer for dem?
Folk mister troen på den balancerede midte og stemmer deres nationer uden for den Demokratiske Skive. Her illustreret som mørke og ekstremistiske slagord, der omgiver den Demokratiske Skive; bemærk, at alle seks ideologier kan blive intolerante og ekstremistiske og insistere på totalitær magt:
Figur 4: Demokratisk Mørke, © Lene Rachel Andersen, Libertisme: Begrib det 21. århundrede, Nordic Bildung 2022
Men hvorfor skulle nogen ønske at forlade den ”Demokratiske Skive” og bevæge sig ud i ekstremisme og mørke?
Fordi det er hårdt arbejde at blive inde på den Demokratiske Skrive, og det kan være vanvittigt irriterende. Alle skal gå på kompromis. Hvilket kan være smertefuldt, fordi hver af ideologierne handler om moralske værdier og en følelse af retfærdighed.
Da vi begyndte at skabe moderne universiteter og gymnasier i Vesten for 200 år siden, var dannelse en integreret del af, hvad universitet og gymnasium skulle handle om
Og moral og vores følelse af retfærdighed er følelser, der går tilbage til vores abe-forfædre, de er de dybe strukturer i vores meningsdannelse – hvis du ikke tror mig, så prøv at se denne her 3-minutters video:
Så det kan gøre ondt at skulle gå på kompromis. Når vi ikke kan håndtere den smerte, kan mørket med sin totalitarisme virke attraktivt.
Fundamentet for demokrati
Inde på den Demokratiske Skive kan vi være uenige og diskutere fredeligt; udenfor kan vi ikke, og fundamentet for ethvert demokrati er en befolkning, der kan blive inde på Skiven.
At kunne se sine politiske modstandere som moralske mennesker, ikke som fjender eller dårlige mennesker, at kunne håndtere kompromiser, at være reelt tolerant (ikke bare råbe tolerante slagord aggressivt efter andre) og at tage ansvar for hele landets trivsel, herunder de mennesker, man ikke kan lide, det kommer ikke naturligt til os. Det skal kultiveres.
Hvilket må have været, hvad Benjamin Franklin havde i tankerne, da han blev spurgt: “Nå, Doktor, hvad har vi nu fået, en republik eller et monarki?” og han svarede: “En republik, hvis I kan bevare den.”
Den amerikanske revolution førte til politisk frihed, hvorfor skete det ikke i Frankrig? Hvorfor kunne franskmændene ikke håndtere politisk frihed?
Når vi ser på oprindelsen af vores nuværende skolesystemer, er det tydeligt, at der tidligere var en bevidsthed om behovet for demokratisk kultivering. Den tyske filosof Friedrich Schiller skrev om Bildung, dvs. dannelse, John Dewey og Eduard Lindeman skrev eksplicit om uddannelse til demokrati, og andre gjorde det også.
Hvad er dannelse?
Efter den franske revolution kæmpede Schiller og andre europæiske intellektuelle for at forstå, hvorfor den udviklede sig til et blodbad. Den amerikanske revolution førte til politisk frihed, hvorfor skete det ikke i Frankrig? Hvorfor kunne franskmændene ikke håndtere politisk frihed?
Schiller kom med en forklaring:
Der er tre slags mennesker, skrev han:
1: Følelsesmæssige mennesker. Mennesker, der er i følelsernes vold; de er ikke frie til at overtrumfe deres følelser, og derfor er de ikke selv frie og kan ikke håndtere politisk frihed.
2: Rationelle mennesker. De mennesker, der har internaliseret normerne eller rationalet i samfundet og overvåger og styrer sig selv efter andres forventninger. De er heller ikke frie, fordi de bare gør, hvad alle andre forventer eller fortæller dem, at de gøre.
3: Frie mennesker. De mennesker, der har internaliseret samfundets normer, og som har genoprettet forbindelsen med deres følelser. Nogle gange må de vælge mellem, hvad deres følelser siger, og hvad alle andre siger, og dermed er de frie: De kan træffe autonome, bevidste og samvittighedsfulde valg.
Ifølge Schiller er 1 og 2 bundet af nødvendighed og kan ikke håndtere politisk frihed, så de gik amok og skabte blodbadet; 3 er frigjort fra nødvendighed og kan håndtere politisk frihed. Der var bare ikke nok af dem til at stoppe volden. Schiller kaldte processen såvel som resultatet Bildung, som på dansk oversættes til dannelse.
Da vi begyndte at skabe moderne universiteter og gymnasier i Vesten for 200 år siden, var dannelse en integreret del af, hvad universitet og gymnasium skulle handle om. Men dette var selvfølgelig kun for borgerskabet.
For alle andre blev offentlige skoler, dvs. folkeskoler, de fleste steder til vidensoverførselsfabrikker, der primært var der for at indgyde grundlæggende viden, nationalisme og lydighed i fremtidige arbejdere.
I Danmark gjorde Grundtvigs og Kresten Kolds opfindelse af højskolerne op med, at dannelse kun var for borgerskabet: Almuen skulle også have en bred og dyb viden om verden og kunne tænke selv! Både højskolen og den filosofi blev hurtigt kopieret i Norge og Sverige, og siden har det formet vores folkeskoler og skolegang i hele Norden.
I det 20. århundrede var der også tænkere i USA, som indså, at dannelse eller demokratisk kultivering var nødvendig for alle, hvis de skulle blive borgere, der kunne bevare et demokrati. Blandt dem var John Dewey og Eduard Lindeman.
Vi er født som følelsesmæssige væsener i følelsernes og instinkternes vold, og det er kun gennem socialisering, kultivering og uddannelse og gennem at lære at spille efter andres regler, at vi kan opnå den dannelse, der gør det muligt for os at trives og være tolerante blandt andre
Her er Dewey i How We Think, 1910: “Den primære nødvendighed for videnskabelig tænkning er, at tænkeren bliver frigjort fra sanse-indtrykkenes og vanens tyranni, og denne frigørelse er også den nødvendige betingelse for fremskridt”.
Lindeman, The Meaning of Adult Education, 1926: “Intet menneske kan trygt betros magt, før han har lært at udøve magt over sig selv. Vi er langsomt ved at indse, at alle “magttagere” og diktatorer, der rækker ud efter unormal magt, i virkeligheden kompenserer for indre mangler i deres personligheder”.
Vi er født som følelsesmæssige væsener i følelsernes og instinkternes vold, og det er kun gennem socialisering, kultivering og uddannelse og gennem at lære at spille efter andres regler, at vi kan opnå den dannelse, der gør det muligt for os at trives og være tolerante blandt andre.
Ifølge Schiller sker det gennem æstetik, der kan påvirke, inspirere, løfte og forme vores følelser. Ifølge en anden tysk filosof, Johann Gottlieb Fichte, sker dannelse gennem anstød eller modstand: Når vi står over for overraskelser, ubehag, fornærmelser og kunst og litteratur, der bevæger eller chokerer os, der er det, vi vokser og finder ud af, hvem vi virkelig er, og det er sådan, vi bliver frie mennesker.
For at opretholde samfundsmæssig stabilitet, politisk frihed og demokrati har vi alle brug for dannelse, kultivering.
Vi skal kunne rumme vores følelser, være holdspillere på samfundets vegne og have den moralske rygrad til at finde vores egen stemme og sige, hvad vi mener, selv når det kan være upopulært — og ikke mindst:
Vi skal kunne tolerere, at andre gør det samme. Kun frie mennesker kan gøre dette, og det kræver en skolegang og dannelse, der fremmer det. Det kræver også en opdateret skolegang, der gør det muligt for folk at forsørge sig selv, når teknologierne og økonomien ændrer sig, og som gør det muligt for dem at forstå, hvad der foregår, og hvordan det politiske system fungerer.
Nationalstaten selv er under pres fra globalisering, digitalisering, migration og klimaændringer. Da disse spørgsmål er svære at forstå, er det lettere at fokusere på det, vi allerede kender: det, der giver os vores kultur, sprog og en væsentlig del af vores identitet, og at føle frygten, når vi tror, vi risikerer at miste det. Når vi ikke uddanner på måder, der håndterer dette, svigter vi os selv og demokratiet
Vi har brugt de sidste 200+ år i Vesten på at opbygge vores nationalstater og gøre dem stadig mere inkluderende og demokratiske. Vi har også uddannet og dannet os henimod en national identitet og en følelse af at være et folk, så vi kunne kere os nok om vores land til at være aktive og loyale borgere.
For millioner af mennesker betyder det at være en god, moralsk person at elske sit land og sit folk og bekymre sig om dem.
For nogle af dem betyder det at være en god, moralsk person også at tilpasse sig flertallet, mens det for andre betyder at sige fra over for flertallet, når det ikke opfører sig moralsk.
Jakob Boserup.
En moralsk kløft
Det, vi i øjeblikket ser i Vesten, er en moralsk kløft langs en brudlinje, der er defineret af loyalitet over for begreber om folkelighed og nation.
Nationalstaten selv er under pres fra globalisering, digitalisering, migration og klimaændringer. Da disse spørgsmål er svære at forstå, er det lettere at fokusere på det, vi allerede kender: det, der giver os vores kultur, sprog og en væsentlig del af vores identitet, og at føle frygten, når vi tror, vi risikerer at miste det.
Når vi ikke uddanner på måder, der håndterer dette, svigter vi os selv og demokratiet. Især når de forskellige eliter i politik, handel, teknologi, finans eller de akademiske miljøer glemmer, at ikke alle har de ressourcer og muligheder, som de selv har, og når de derfor mister interessen for gode offentlige skoler for alle.
Hvis eliterne ovenikøbet begynder at tale dårligt om den største kulturelle og juridiske enhed, der giver størstedelen af befolkningen mulighed for at have politisk indflydelse, dvs. nationalstaten, og de begynder at bruge nationalisme som et skældsord, underminerer de mennesker med mest indflydelse fundamentet under det system, inden for hvilket de er eliter.
Når den økonomiske struktur ændrer sig, bryder samfundsmæssige og moralske strukturer sammen, kulturen og dens symboler kan ikke længere udtrykke, hvad der foregår, folk kan ikke længere anvende deres viden, og de lider under, hvad Fromm kalder moralsk ensomhed
Når folk føler sig ignoreret eller ligefrem mobbet af dem med magten (som i Hilary Clintons “basket of deplorables”) hvorfor skulle de så føle sig hjemme i og være loyale over for det system, der virker til at være sat op til at være imod dem?
Hvorfor skulle de stole på, hvad der foregår inde i den Demokratiske Skive? Hvis de også er fagligt underuddannede i forhold til de færdigheder, der er nødvendige i den økonomi, der er skabt af de privilegerede mennesker, og de frygter at miste deres levebrød, hvorfor skulle de så være interesserede i at opretholde det nuværende system?
Flugten fra friheden
Den tysk-jødiske psykolog og filosof Erich Fromm skrev bogen Flugten fra friheden i 1941. I den udforsker han, hvad der sker, når en eksisterende økonomi og et samfund er i en overgang:
Når den økonomiske struktur ændrer sig, bryder samfundsmæssige og moralske strukturer sammen, kulturen og dens symboler kan ikke længere udtrykke, hvad der foregår, folk kan ikke længere anvende deres viden, og de lider under, hvad Fromm kalder moralsk ensomhed:
At føle sig fuldstændig alene og isoleret fører til mental opløsning, ligesom fysisk sult fører til døden. (…) Denne mangel på tilknytning til værdier, symboler, mønstre, kan vi kalde moralsk ensomhed og konstatere, at moralsk ensomhed er lige så uudholdelig som fysisk ensomhed, eller snarere at fysisk ensomhed kun bliver uudholdelig, hvis den også indebærer moralsk ensomhed. (…)
Ifølge Fromm udvikler folk en autoritær karakter og falder for autoritære, totalitære ledere for at undgå denne rædselsfulde følelse. Han bruger to historiske eksempler: Først opfindelsen af trykpressen, der førte til Luthers reformation. Senere sammenbruddet af den tyske økonomi i 1920’erne og Hitlers magtovertagelse.
Den historiske udvikling er let at relatere til den nuværende yderste højrefløj, som mere og mere ligner potentiel fascisme. Men hvordan kan det forklare venstrefløjens absolutisme, intolerance, ekstremisme, cancel culture og voldelige angreb på fx mennesker, der siger, at der kun er to køn, og at man ikke kan skifte køn?
En generation af unge mennesker er vokset op med den postmoderne dekonstruktion af de kollektive moralske værdisystemer og af nationalstaten. De har simpelthen aldrig haft en fælles fornemmelse af samfund, kultur og tilhørsforhold, fordi ingen har givet dem det. Ingen har vist dem et samfund, der stod for noget godt, sandt og smukt
En forklaring kunne være, at en generation af unge mennesker er vokset op med den postmoderne dekonstruktion af de kollektive moralske værdisystemer og af nationalstaten. De har simpelthen aldrig haft en fælles fornemmelse af samfund, kultur og tilhørsforhold, fordi ingen har givet dem det. Ingen har vist dem et samfund, der stod for noget godt, sandt og smukt. Et samfund med værdier at leve op til og som er værd at kere sig om. I stedet fik de politisk korrekthed og blev fortalt, at deres subjektive følelser var sandheden.
For at kompensere for manglen på en kollektiv kultur og den æstetiske og symbolske verden, der følger med kultur, og i stedet for at modnes på grund af det ubehag og de fornærmelser, modgang og anstød, der følger med andre menneskers kultur, vendte unge mennesker blikket mod deres egen krop og subjektive følelser for at finde svar, identitet og sandhed.
Det er ikke underligt, hvis de synes, at den Demokratiske Skive er et meget ubehageligt sted at befinde sig. Inden for Skiven er der mennesker, der har stødende og modbydelige synspunkter! Det føles meget bedre at være vred blandt ligesindede og at tvinge andre til tavshed ved at råbe op med slogans om tolerance.
Fromm brugte ikke Schillers termer følelsesmennesker, rationelle mennesker og frie mennesker, men i bund og grund forklarede Fromm flugten fra friheden som rationelle mennesker, der bliver følelsesmennesker i stedet for at blive frie mennesker.
Når de internaliserede normer ikke leverer de forventede resultater, kan rationelle mennesker enten blive frie mennesker, der accepterer konflikten mellem normerne og deres følelser, og de kan begynde at træffe autonome, individuelle, bevidste valg, eller de kan være afhængige af konformitet og forenes omkring de følelser, de deler: angst, frygt, vrede og længsel efter fortiden.
De får derefter en følelse af lettelse og håb, når en politisk bølle lover dem en svunden tid, og de bedøver deres angst og føler sig magtfulde, når de får lov til at bruge vold. Det ser ud til, at mange af dagens vælgere på den yderste højrefløj plejede at befinde sig inden for den Demokratiske Skive, men at de nu driver ud i mørket.
Sociale medier og amerikanske mainstream-medier viser i øjeblikket Republikanere, der vælger forfatning, frihed og demokrati frem for mørke, og annoncerer, at de vil stemme på Harris for at redde deres land
Vælgerne på den yderste venstrefløj, derimod, har måske aldrig bevæget sig inden for den Demokratiske Skive i det hele taget. De voksede op i en ultra-individualiserende, norm-dekonstruerende kultur, der måske aldrig har givet dem en fuld fornemmelse af samfundet og hvad det betyder at være borger i et demokrati.
En af årsagerne er, at de blev voksne i et uddannelsessystem, der primært så dem som en fremtidig arbejdskraft, ikke som mennesker og fremtidige borgere med moralske, følelsesmæssige, æstetiske, sociale og kreative behov. Skolen og voksenkulturen har ikke givet dem et rigt og dybt åndsliv. Vi har snydt dem. Vi har udsultet deres sjæle, og nu er de efterladt med vrede og ude af stand til at håndtere tilbageslag og kompromiser.
At redde demokratiet og undgå mørket
Frihed og demokrati skabes og opretholdes inde på den Demokratiske Skive af frie mennesker og rationelle mennesker. Frie mennesker forstår og værdsætter samfundets regler og normer, men de har også autonomi og kan frit vælge mellem deres egne følelser og samfundets normer, når der er en konflikt.
Rationelle mennesker spiller efter reglerne og opretholder reglerne og normerne, og så længe de føler sig trygge inden for det demokratiske system, spiller de med. Både frie mennesker og rationelle mennesker er holdspillere. De følelsesmæssige mennesker kan omvendt ikke tage én for holdet, dvs. det demokratiske system, og de kan ikke opretholde demokrati.
Lige nu kæmper Republikanerne inde på USA’s Demokratiske Skive med valget mellem partiloyalitet og loyalitet over for den amerikanske forfatning og principperne om retsstat og demokrati: Skal de stemme de på Trump eller på Harris
Så derfor er der to spørgsmål, som melder sig, når samfundets regler og normer mister deres forbindende kraft på grund af teknologisk og anden udvikling:
For det første: Hvor meget ubehag kan de rationelle mennesker tolerere inden for den Demokratiske Skive, før de begynder at drive ud i mørket og forsøge at gå tilbage til fortiden?
For det andet: Hvor mange mennesker indser, at de ikke kan gå tilbage og er nødt til at bevæge sig fremad ind i et nyt ”territorium”, hvor de skal være frie mennesker, der kan bidrage til at skabe nye regler og normer, der tjener de nye omstændigheder?
Lige nu kæmper Republikanerne inde på USA’s Demokratiske Skive med valget mellem partiloyalitet og loyalitet over for den amerikanske forfatning og principperne om retsstat og demokrati: Skal de stemme de på Trump eller på Harris?
Sociale medier og amerikanske mainstream-medier viser i øjeblikket Republikanere, der vælger forfatning, frihed og demokrati frem for mørke, og annoncerer, at de vil stemme på Harris for at redde deres land.
De vælger ikke at gå tilbage, men insisterer på at bevæge sig fremad.
En af de første til at forlade Trump til fordel for Harris var den republikanske borgmester i Mesa, Arizona, John Giles, som sagde, at han vil stemme på Harris, og man kan se, hvor svært det er for ham:
X-profilen, der deler klippet, er Republican Voters Against Trump
Republikanere mod Trump deler lignende budskaber, her Georgias tidligere republikanske viceguvernør Geoff Duncan:
Almindelige tidligere Trump-vælgere i en kampagne:
Og her er en tidligere republikansk vicepræsident – for Trump, Mike Pence:
Blandt de første og mest prominente er også Liz Cheney, der vel nærmest må betegnes som Republican royalty:
Og nu er hun aktiv i Harris’ kampagne:
Vicepræsident Harris siger, at de ikke går tilbage:
Den nuværende situation er ikke nem. Mange mennesker har allerede mødt alt for meget modstand i deres liv og det, som Fromm kaldte moralsk ensomhed, og uanset hvad der sker den 5. november, vil det ændre USA for evigt – på den ene eller den anden måde.
Hvis Trump bliver valgt, vil USA meget snart befinde sig i et mørke, der ikke nødvendigvis vil omfatte demokrati og retsstat.
Hvis Harris bliver valgt, har republikanere og demokrater en enestående chance for at se fremad sammen og tage fat på de grundlæggende årsager til det nuværende rod i Amerika.
Om de formår at udnytte muligheden fuldt ud, vil tiden vise. Forhåbentlig vil de beslutte at zoome ud og tage et systemisk syn på deres land og prioritere uddannelse og dannelse. Og ikke kun for de mennesker, der har mistet mest i løbet af de sidste årtier, og som finder håb, når de hører Donald Trump love dem fortiden, men lige så meget uddannelse og dannelse for de forskellige eliter, der så åbenlyst har overset, hvad der skete med de mest udsatte i deres eget samfund.
Som dansker og europæer frygter jeg for demokratiets fremtid generelt, fordi intet land uddanner og danner tilstrækkeligt til det 21. århundrede. Men jeg håber også, at vi alle vil se os selv i spejlet og spørge os selv: Vil jeg være inden for den Demokratiske Skive eller ude i mørket?
Og hvis jeg vil være inde, foretrækker jeg så, at resten af mit land også er derinde, eller vil jeg bidrage til at skubbe andre ud i mørket? Jeg ved, hvad mit svar er. Du beslutter dig for dit – og hvad du vil gøre med det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
