Er dårlig opførsel i det offentlige rum en ikke-vestlig tendens?

i Politik & Samfund/Danmark af

SAMFUND // KOMMENTAR – Socialdemokratiets nye integrationsordfører Rasmus Stoklund forklarede onsdag i Information, at han ”har bemærket en ting”: Der er ikke kun en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere i forhold til kriminalitet og mangel på uddannelse og beskæftigelse, der er også en ”overrepræsentation af mennesker med ikke-vestlig baggrund, der opfører sig ‘dårligt’ i det offentlige rum”.

Identificeringen af det negative adfærdsmønster er baseret på Stoklunds egne iagttagelser – blandt andet på cykelture gennem Nørrebro og Nordvest – samt ”hvad folk fortæller og beretter om på Facebook, og hvilke billeder man kan se i nyhederne.”

Grundlaget er således betydeligt mere diffust end kriminalitets- og beskæftigelsesstatistikker, og Stoklund medgiver da også, at hans supplement til signalementet af ikke-vestlige indvandrere ikke umiddelbart kan kvantificeres.

Ikke desto mindre benytter den statskundskabsuddannede Stoklund begrebet ”overrepræsentation”, og mimer dermed statistikkens håndfaste sprog. Den særlige adfærd i det offentlige rum beskriver han med prædikater som ”pisseligeglad med alle andre” og ”’her kommer jeg’-mentalitet”.

Jeg er mærkbart overrasket over, at netop de to elever, der kunne ligne et par små rødder fra Blågårds Plads, på eget initiativ havde ryddet op efter de andre elever

Stoklunds fortælling om den dårlige opførsel i det offentlige rum er uden statistisk eller begrebslig præcision, men netop af den grund kan den fungere som en slags fluepapir for enhver dårlig oplevelse, nyhedshistorie eller erindringsstump, der inkluderer personer af ikke-vestlig herkomst.

Det er en stærk fortælling, som føjer sig til beslægtede fortællinger, der aflejrer sig som mønstre i den fælles bevidsthed. Hvor påvirket man er af forestillingsmønstrene, hvor indlejret de bliver i den enkelte, er ikke direkte afhængigt af personlige erfaringer.

Fordommenes spøgeri

Jeg har ikke selv dårlige erfaringer med personer af ikke-vestlig herkomst, tværtimod. Men alligevel er mit immunforsvar over for fortællingernes kraft ofte vaklende. Det kan illustreres med et par nylige episoder.

Forleden var jeg i en københavnsk svømmehal med min familie. Min datter og jeg befinder os i det lave, lune børneområde. Det er tæt befolket med fædre, mødre og børn. Bevægelserne rundt i bassinet foregår efter uskrevne regler, der sørger for en gnidningsfri trafik. Med ét brydes det fredelige mønster: fem-seks teenagedrenge springer støjende ned i bassinet, pisker vand op, råber hujende og spreder en uvant uro i børnebassinnet.

Med en refleksagtig førbevidst reaktion spejder jeg øjeblikkeligt efter, om der er drenge af ikke-vestlig herkomst i teenager-gruppen. Det er der ikke. Som et efterskvulp i bevidstheden melder tanken sig, at man nok havde tilskrevet optrinnet en typisk ikke-vestlig adfærd, hvis det havde været ikke-vestlige drenge. En rigtig ”her kommer jeg-mentalitet”.

At tale om “overrepræsentation” giver udsagnet et falsk skær af statistisk sandhed til trods for, at Stoklund erkender, at der ikke er statistisk grundlag for det

På min arbejdsplads – et handelsgymnasium i København – møder jeg dagligt elever med ikke-vestlig baggrund. Og efter 12 år på gymnasiet og et forudgående år som indvandrerlærer, er jeg stadig ude af stand til at opstille generelle formler for forskellene i adfærd hos elever af vestlig og ikke-vestlig baggrund. Alligevel sker det, at jeg mærker fordommenes spøgeri i baghovedet.

I denne uge havde jeg undervist en førsteårs-klasse i dagens sidste modul. Ved modulets afslutning strømmer eleverne hastigt ud ad døren. Da jeg løfter blikket fra computeren opdager jeg, at de har efterladt små bunker af affald, papkrus, papir og emballage på bordene. Der er to elever tilbage i klassen. To drenge af ikke-vestlig herkomst. De er på vej ud, men stopper op, tøver og den ene siger til den anden: ”Skal vi lige fjerne det der?” De rydder bordene og forlader lokalet med replikken ”Så, nu ligner det et klasselokale igen”.

Jeg roser dem overstrømmende, og registrerer min stemmes undertone af forbløffelse. Jeg er mærkbart overrasket over, at netop de to elever, der kunne ligne et par små rødder fra Blågårds Plads, på eget initiativ havde ryddet op efter de andre elever.

Falsk skær

Min pointe er ikke, at de to episoder kan sige noget generelt om adfærd hos forskellige etniske grupper. Det kan de selvsagt ikke. Jeg påstår heller ikke, at ikke-vestlige efterkommere på mit gymnasium er repræsentative. Det er de ikke. Men problemet er, at det mere eller mindre er det Stoklund gør, blot med omvendt fortegn.

Han vandrer og cykler rundt på Nørrebro, der er berygtet for de mest ekstreme bandeoptøjer og bølleattituder, og glider fra det særlige geografiske område til en bombastisk påstand om dårlig opførsel i det offentlige rum – ikke kun på Nørrebro, men i landet som sådan – fra ”mennesker med ikke-vestlig baggrund”.

Selvom det er nødvendigt at kategorisere og generalisere for at ordne virkeligheden, risikerer man i samme bevægelse at fjerne sig så meget fra virkeligheden, at der skabes falske kategorier, fordrejede kulturbilleder og udvidede kløfter

At han understreger, at der er tale om en ”overrepræsentation”, og at det ikke omfatter alle, virker ikke egentligt nuancerende eller præciserende. Det giver derimod udsagnet et falsk skær af statistisk sandhed til trods for, at Stoklund erkender, at der ikke er statistisk grundlag for det.

Stoklund fastholder gennem hele interviewet, at dårlig opførsel i det offentlige rum er en egenskab, der særligt knytter sig til gruppen af ”mennesker med ikke-vestlig baggrund”, man glemmer næsten, at gruppen spænder over flere kontinenter, adskillige kulturer og myriader af individer.

Udvidelse af kløfterne

De fleste kender nok den erfaring, at jo tættere man kommer på mennesker, jo mere viser de sig at være individer. Ikke statistiske generaliseringer, ikke endimensionelle manifestationer af en religion, ikke modstandsløse kanaler for en bestemt kultur. Stiger man ned fra helikopteren eller cyklen og møder menneskene ansigt til ansigt vil stereotyperne ofte fordampe og nogle langt mere levende og uforudsigelige mønstre træder frem.

Selvom det er nødvendigt at kategorisere og generalisere for at ordne virkeligheden, risikerer man i samme bevægelse at fjerne sig så meget fra virkeligheden, at der skabes falske kategorier, fordrejede kulturbilleder og udvidede kløfter.

Man skal selvsagt ikke vende det blinde øje til integrationsproblemer, men det er magtpåliggende at være specifik og præcis i udpegningen af problemerne. Ikke mindst når man indtager en toneangivende position. Maler man med en så bred og grov pensel, som Stoklund kommer til – måske fordi han har placeret sit staffeli i brændpunkter på Nørrebro – fortegnes virkeligheden og fordommene fodres.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: www.ft.dk, Steen Brogaard

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Politik & Samfund