KRIG I GAZA // KOMMENTAR – USA, Rusland, Kina og Iran har hver deres dagsordener omkring Mellemøsten, påvirket af diverse pressionsgrupper og strategiske overvejelser, og i Israel risikerer Netanyahu fængsel for korruption, når han ikke længere er ved magten. Hvem ønsker reelt fred, spørger Jakob Danneskiold-Samsøe. Problemet er, at verden ikke længere er unilateral. Ingen magt er i dag så internationalt dominerende, at den uimodsagt kan presse fred igennem. Vi mangler en voksen i huset.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 7. oktober er det to år siden, styrker fra Hamas trængte ind i det sydlige Israel, dræbte godt 1.200 israelere og tog 240 gidsler. Der foregik også mange tilfælde af tortur mod civile og en række seksuelle overgreb på jødiske kvinder og børn. Hamas har benægtet det, men i min optik er det for længst påvist, bl.a. via overlevendes fortællinger og retsmedicin. Samme dag affyrede Hamas også 4.300 raketter ind over Israel.
De fleste af de angrebne var mennesker, der i al fredsommelighed fejrede en musikfestival eller fejrede den jødiske helligdag Simchat Torah. Det var et angreb på civilsamfundet.
Hvilken stat ville tolerere et sådant angreb?
Jeg ved ikke, hvordan de mange demonstranter på gaderne havde forestillet sig, Israel skulle reagere? Hvilken stat ville tolere et sådant angreb? Uanset hvor meget Israel rykkede ind i Gaza (og siden Vestbredden), blev gidslerne ikke løsladt, og missiler (også fra Libanon) fortsatte med at regne ned over regionens eneste demokrati.
Ingen magt er i dag så internationalt dominerende, at den uimodsagt kan presse fred igennem
Jeg hører mennesker, der guddødemig godtager den palæstinensiske sentens om, at det er legalt at slå alle israelere ihjel, eftersom den israelske værnepligt gælder alle. Fair nok, men Hamas og andre terrorgrupper rekrutterer også fra alle befolkningsgrupper, så skellet mellem militære og civile mål er udvisket i området.
Solidariteten er symbolpolitik
I disse dage er det meget populært at anerkende palæstinensisk selvstyre. Så folkevalgte politikere kan tækkes de unge demonstranter og vælgere, der har frygtelig ondt af alle rapporterne om israelske massakrer på palæstinensere.
Det er populært, og det er poppet.
1) Palæstina har ikke nogen som helst legitim regering. Det dybt korrupte og autokratiske Fatah regerer på Vestbredden, mens Hamas styrer Gaza. Og især ekstremisterne i Hamas bliver understøttet af en række arabiske lande. Kan nogen fortælle mig, hvem der på palæstinensisk side kan legitimere en selvstændig stat, som ikke straks fører til ny krig?
2) Jeg har desværre ikke fantasi til at forestille mig, at angrebene på Israel vil ophøre med en tostatsløsning. Næppe har Israels naboer fået kontrol med et område, før raketter er regnet ned over Israel. I 1994 (Oslo-aftalen) trak Israel sig ud af Gaza og overlod området til palæstinenserne. Kort efter blev der affyret raketter fra Gaza mod Israel, og i 2006 vandt Hamas valget i Gaza. Så længe palæstinensiske myndigheder ikke kan (eller vil) sikre Israels grænser, er en tostatsløsning ikke nogen løsning.
3) Og her har vi problemet. ”From the river to the sea,” gentager utallige demonstranter og popmusikere, måske uden at vide, hvad der tales om. Det betyder fra Jordan-floden til Middelhavet og vil omfatte store dele af det nuværende Israel – teknisk set hele Mandatområdet Palæstina, som Storbritannien administrerede efter Første Verdenskrig og Osmannerrigets opløsning (det er ret beset et vilkårligt område fra Osmannerrigets tid og Det Britiske Imperiums dage).
Det betyder, at man ikke anerkender staten Israel. De ledende kræfter i både Hamas og Fatah ønsker ikke en tostatsløsning, men en ”samling” af hele Palæstina. Så anerkendelse af et selvstændigt Palæstina er populistisk tågesnak.
4) Og så kommer det sidste og alvorligste problem. Mellemøsten er et stormagtsspil, og der findes mange, som ikke ønsker fred. Lad os begynde med de rige arabiske oliestater, som understøtter palæstinensiske terrorbevægelser og bygger moskéer, men som reelt intet gør for en tostatsløsning og huser terrorbevægelser som Hamas i Qatar. En fredsaftale mellem Israel og især Saudi-Arabien var på vej, men det fik angrebene den 7. oktober forhindret.
Ligeledes har Ægypten for længst lukket grænserne til Gaza: De vil nok understøtte palæstinenserne, men ikke have dem inden for døren. Siden 1950’erne har den arabiske verdens ledelse anvendt ”Palæstina-spørgsmålet” strategisk ud fra ren kynisme, og oprindelig ville både Syrien og Ægypten sætte sig på området.
Ingen voksen i huset
USA, Rusland, Kina og Iran har hver deres dagsordener omkring Mellemøsten, påvirket af diverse pressionsgrupper og strategiske overvejelser, og i Israel risikerer Netanyahu fængsel for korruption, når han ikke længere er ved magten. Hvem ønsker reelt fred?
Problemet er, at verden ikke længere er unilateral. I USA’s velmagtsdage (som under Bill Clinton) fik man givet palæstinenserne selvstyre på Gaza og Vestbredden, men det fik ekstremister (på begge sider) snart forpurret. Ingen magt er i dag så internationalt dominerende, at den uimodsagt kan presse fred igennem. Vi savner en voksen i huset.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og