FILM // ANMELDELSE – Steven Spielberg vil med Disclosure Day gerne fortælle en historie om, at hvis menneskeheden bare kunne finde ud af at være lidt mere empatisk, så stod vi ikke over for en verdensomspændende krig, som det er tilfældet i filmen. Imidlertid skal vi også tro på, at rumvæsner kan hjælpe os derhen, og filmen er langtfra – som det ellers forlød – hans bedste i tyve år.
Noget af det allerførste, man som tilskuer oplever i Steven Spielbergs nye film er at blive trampet voldsomt i hovedet af en pro wrestler. Altså af en udøver af den absurde, amerikanske teatersport, der besynderligt nok kan begejstre et millionpublikum. Og denne oplevelse forsvinder sådan set aldrig i løbet af de næste to timer og femogtyve minutter.
Men det er til et wrestlingshow, at matematikgeniet Daniel Kellner (Josh O’Connor) har aftalt med sine tidligere arbejdsgivere, at han vil tilbagelevere noget hemmeligt materiale, han har stjålet, hvis de vil frigive hans kæreste, Jane (Eve Hewson), som de har kidnappet.
Arbejdsgiveren er den gustne organisation Wardex, som under ledelse af Scanlon (Colin Firth) har til opgave at hemmeligholde – ja, nu siger jeg det bare, for det kommer også ret hurtigt frem i filmen – at den amerikanske regering og andre kumpaner har hemmeligholdt beviserne for de utallige gange, hvor udenjordiske væsener og fartøjer har besøgt Jorden.
Nå, Daniel narrer de onde agenter ved hjælp af en eller anden über-elektronisk og alien-agtig dims, som vi kommer til at møde senere, så han og kæresten kan stikke af. Vi møder nu i stedet vejrværten på tv-stationen KCXE i Kansas, Margaret (Emily Blunt), og vi hører også fra nyhederne dér, at verdensfreden er truet. Ikke på grund af rumvæsener, forstås, men på grund af os selv.
Efter at have mødt en fugl – en rød kardinal – der flyver ind i Margarets og kærestens lejlighed og kigger på hende, kan hun imidlertid pludselig tale russisk og koreansk, og hun ved nu alt muligt om alle mulige andre mennesker. Hun får derfor lidt af et sammenbrud for åben skærm og bliver bragt til hospitalet.
Samtidig hører vi, at Daniel er i ledtog med en anden frafalden Wardex-medarbejder, Hugo (Colman Domingo), der er ude på at afsløre det hele. Altså at jorden er besøgt af extraterrestrials. Han ved, at der er noget specielt ved Daniel, og da han ser Margarets nedsmeltning på tv, så ved han, at han nu har fundet den anden, som også kan ’noget’.
Noget som er blevet dem bibragt af rumvæsner, skal det vise sig, og der er åbenbart kun de to i hele verden. Hugo har i hvert fald bygget Margarets barndomshus inde i en hangar, fordi han havde en fornemmelse af, at hun modsat Daniel har fortrængt, hvad hun kan, og derfor skal hjælpes. Selvom han ikke kendte hende.
Udstrakt klimaks
Lyder det indviklet? Det er det sådan ikke, men jeg tror, jeg vil stoppe med referatet her, for det bliver alligevel lidt hektisk og bøvlet at forklare med folk, der kan rejse ind i andre folks hoveder og de utallige biljagter med paranoiafilmgenrens obligate sorte limousiner, der jagter de uskyldige helte.
For ikke at tale om de computergenererede dyr, som udover den omtalte fugl også inkluderer ræve og hjorte, der kommer og stirrer på vores hovedpersoner på en mystisk måde, og som faktisk er temmelig jammerlige at se på.
Det hele fører frem mod et udstrakt klimaks i flere tempi, som jeg nok skal lade være med at afsløre helt, udover at der til allersidst forekommer en scene (undgå det følgende afsnit, hvis du ikke vil vide mere) som af enten åbenlyse eller uransagelige grunde spejler slutscenen i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), hvor Bill Murrays karakter hvisker noget uhørligt til Scarlett Johansson. Her er det Daniel og Margaret, der hviskes til, og det er en scene, der måske afslører en intergalaktisk sandhed. Som vi ikke hører.
Steven Spielberg vil tilsyneladende igen huske os på, at aliens og E.T.’s også er en slags mennesker
Filmen vil vist dog gerne have os til at tro – via nogle absurd handlingsbremsende, overtydelige og klodsede dialogscener – at det er et budskab om, at evnen til at udvise empati og tro er menneskehedens eneste håb, men det kunne jo også være: ”Vi overtager hermed jeres planet. Forhold jer i ro.” Oh, well, der er op til en selv.
Troen og håbet, der gives udtryk for i den nævnte scene er i øvrigt ikke klart defineret som en specifik religiøs tro, men Daniels kæreste er imidlertid tidligere katolsk novice, og et nonnekloster spiller en vis rolle i filmen. Under alle omstændigheder vil Steven Spielberg tilsyneladende igen huske os på, at aliens og E.T.’s også er en slags mennesker.
Idé fra Spielberg selv
Idéen til filmens historie er kommet fra instruktøren selv. Det har han ikke for vane, og det er så vidt jeg kan se kun sket med den emnebeslægtede og temmelig meget mere vellykkede Nærkontakt af tredje grad (1977), hvor fascinationskraften i form af tro på besøg fra andre galakser er intakt.
Hans forrige film, The Fabelmans (2022), byggede endvidere på Spielbergs egen familie og opvækst og handlede blandt andet om den unge drengs/mands voksende fascination af filmmediet, og var derfor meget personlig.
Den film havde sin del af gode eksempler på Spielbergs mesterskab som instruktør, men det er som om, at han i Disclosure Day forsømmer sine egne dyder og har alt for travlt med at få denne rablende historie ud af systemet. Der er ellers ikke mange originale idéer i handlingen, som ikke er set tilsvarende i andre scifi-film, og scenerne virker ofte forjagede, hvis ikke ligefrem sjuskede eller – i en sekvens med et tog og en bil – som en computerspilsversion af en Indiana Jones-scene.
Der er naturligvis som vanligt medfortællende John Williams-musik på lydsporet næsten konstant, men klipperytmisk bliver det undertiden lidt anstrengende at se på. Spielberg og hans klipper synes i passager ramt af actionfilm-tidsånden med det, som onde tunger kalder ”blender cutting”. Altså som om en køkkenmaskine tilfældig valgte rækkefølgen og tempoet af klip i den enkelte scene. Hurtige klip er ellers ikke et fy-ord i min bog. Montagen skal bare have eller give en ny mening, og ikke bare blive til en autotunet metronom.
Der er masser af hurtige klip i for eksempel Raiders of the Lost Ark (1981), Jurassic Park (1993) eller Klodernes Kamp (2005), og som både virker godt og understreger handlingen, men Spielberg er måske nok i endnu højere grad berømmet for sine temmelig lange indstillinger, der undervejs ændrer scenografi og baggrund og samtidig omgrupperer skuespillerne (det som kaldes blocking), for at tilføje scenen en ny dynamik. Se for eksempel denne elegante scene fra Dødens Gab/Jaws (1975).
Jeg savnede virkelig det element undervejs, selvom der var lidt ansatser til det i især tv-studie-scenerne i begyndelsen, men blev i stedet vidne til for eksempel en længere indstilling af en kameratur, hvor Margaret og kæresten skal ind i deres bil i en fart. Kameraet følger åndeløst med, men bliver pludselig lettere umusikalsk afbrudt af et hårdt klip til et tættere skud af de to skuespillere, hvor kameraet var på vej hen alligevel, men hvor filmen ikke kunne vente.
Et andet eksempel, der også virkede underligt tonedøvt, forekommer, da Daniel skal snige sig hen og stjæle en af filmens utallige sorte biler under næsen fra en flok modstandere. Han sniger sig hen for at åbne døren i førersiden, mens kameraet tager den anden vej rundt til bilens passagersæde, hvor døren mærkeligt nok står åben, og kameramanden – som ikke her repræsenterer en af filmens karakterer – stiger ind. Whaaat … !?
Emily Blunt lyser op
Formentlig kræver dette emne en nærmere shot-to-shot-analyse, men det var desværre min oplevelse. Emily Blunt er derimod et lyspunkt, og hendes første oplevelser af at være (ret) speciel er tæt på at være reelt morsomme, ligesom der er ganske få optræk til velgørende og afvæbnende komik, dog spredt alt for tyndt ud. Hendes kæreste er blandt andet den karakter, der skal bibringe den slags, hvilket Wyatt Russell (søn af ingen ringere end Kurt Russell og Goldie Hawn) gør glimrende, men han forsvinder ud af filmen. Derudover spiller Colin Firth skurk med britisk accent, uden at dét vist skal være morsomt i sig selv, og i rollen som Hugo, der vil afsløre det hele, kan Colman Domingo se endog meget salvelsesfuld ud.
Vi lever i et teater, hvor befolkningen bliver holdt hen med brød og skuespil, mens der handles hen over hovedet på den
Apropos kæresten, så har familien og de nære relationer ellers været et vigtigt element i Spielbergs fortællinger gennem tiden, og noget han har brugt til at skabe både samhørighed med og forståelse for sine karakterer. Det er så godt som væk i Disclosure Day, hvorfor det hele bliver temmelig udvendigt. Magien og den tryllebindende handling fra hans gamle scifi-klassikere som Nærkontakt af tredje grad og E.T. (1982) føles blandt andet derfor pist borte, og jeg tænkte undervejs faktisk mere på, hvordan hans Tintin: Enhjørningens hemmelighed (2011) slet ikke fangede hverken tonen eller charmen fra Hergés tegneserie.
Og nu afslører jeg alligevel lidt af slutningen, for i det lange klimaks, hvor ikke bare KCXE men samtlige tv-stationer i verden viser de hemmeligholdte videobilleder af close encounters af både første, anden og tredje grad, så sad jeg og ventede på – men jeg vidste godt, det ikke ville ske – at Spielberg i det materiale også ville inkludere scener fra sine egne, ældre rumvæsen-film. Dét havde været elegant, tvetydigt og tankeprovokerende, men den slags er ikke rigtigt hans stil.
Så er pro wrestling-scenerne i starten et billede på, at vi lever i et teater, hvor befolkningen bliver holdt hen med brød og skuespil, mens der handles hen over hovedet på den? Det var nok meningen, men desværre bliver det snarere et billede på selve filmen, hvor brødet er en ultraforarbejdet fødevare, der glider ned og nok giver næring til de mest basale behov, men ikke meget andet.
Nuvel, der er jo i virkelighedens verden lagt nogle hidtil hemmeligholdte dokumenter om UFO-begivenheder frem af de amerikanske myndigheder, og det kan man jo hygge sig med, men vi er nogle, der hellere så nogle helt andre dokumenter blive offentliggjort.
(Filmen blev set til forpremiere i fuld sal i en københavnsk biograf)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og