MELLEMØSTEN // ANALYSE – Trods de massive bombardementer viser styret i Teheran ingen tegn på at give op, og det er heller ikke til at vide, om Trump er ved at miste pusten. Krigen har udviklet sig til en prøve på viljestyrke, skriver udlandsredaktør Hans Henrik Fafner. ”Den generelle følelse i regionen er dog, at det langtfra er slut.”
HAIFA – Præsident Trump gør sit bedste for at affærdige de økonomiske følger af krigen i Mellemøsten som noget midlertidigt, der hurtigt vil rette sig. Det er ikke alle, der deler dette syn på tingenes tilstand. Ikke mindst kommer den internationale finanspresse – med Wall Street Journal i spidsen – med analyser i en helt anden retning. Mandag bragte avisen et interview med en række eksperter, der påpeger, at den iranske lukning af Hormuzstrædet allerede har ført til historiens alvorligste rystelse i olieproduktionen i Den Persiske Golf.
Da omkring en femtedel af den globale olieforsyning passerer gennem det smalle stræde mellem Iran og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), er dette i sig selv alvorlige sager. Og selv om stort set hele den iranske flåde er blevet ødelagt i løbet af krigens første 10 dage og således ikke er i stand til at lægge miner ud i Hormuz, har krigen allerede lagt sig over strædet i en sådan grad, at stort set alle tankskibe er blevet dirigeret langt bort fra krigszonen.
Volden metastaserer
Siden krigen startede med det amerikansk-israelske angreb på Teheran lørdag den 28. februar i morgentimerne, har den ført til omfattende ødelæggelser i Iran. Trump forpasser ikke en chance til at understrege, at både flåden og luftvåbenet er elimineret, mens missilbatterierne, som hidtil har været iranernes primære offensive våben, er stærkt medtagne, og ikke mindst at ayatollah Ali Khamenei og flere centrale medlemmer af ledelsen omkom under det indledende bombeangreb på krigens første dag.
Set med militærstrategiske briller har indsatsen mod Iran derfor været en succes. Men når det er sagt, er det vanskeligt at vurdere, hvor det hele bærer hen. Og her tænkes ikke så meget på den eklatante mangel på en strategi for tiden efter krigen, som afspejler sig i Trumps udtalelser. Her og nu drejer det sig mere om, hvordan selve krigen udvikler sig, samt hvor længe den vil vare.
Tirsdag morgen kom civile mål i Qatar således under iransk beskydning
Igen er Trump på banen med meldinger, der mere ligner ønsketænkning og politiske paroler end en egentlig vurdering af situationen. Mandag udtalte han således, at han regner med, at krigen snart vil være overstået, men at det nok ikke bliver i denne uge.
Dette kan man stille over for et liveinterview, som den amerikanske tv-station NBC News også mandag fik i stand med den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi. Det fandt sted, før udnævnelsen af Mojtaba Khamenei som Irans nye øverste leder var blevet offentliggjort, men udenrigsministeren søgte at udstråle en ro, som givetvis ikke stemmer helt med stemningen i Teheran. Men under alle omstændigheder var hans budskab, at nogen betingelsesløs kapitulation ikke kan komme på tale, og at Iran i øvrigt kæmper en retfærdig krig.
Den virkelige verden befinder sig et eller andet sted mellem disse to synspunkter.
Det er ligeledes vanskeligt at vurdere, hvordan det står til med Irans kapacitet til at fortsætte krigen. Siden de første dages voldsomme missilbeskydning af mål i Israel og en række arabiske stater er intensiteten faldet med omkring 80 pct.
Visse analytikere mener, at det kan betyde, at iranerne holder igen for at kunne optrappe på et senere tidspunkt, mens vurderingen fra anden side lyder, at de er ved at løbe tør for ammunition. Der kan måske også ses tegn på, at beskydningen er mindre målrettet, hvilket kan være udtryk for, at kommandostrukturen efterhånden er kraftigt udhulet, og at de resterende styrker skyder lidt på må og få.
Hvad derimod ser ud til at være lykkedes, er det kaos i store dele af Mellemøsten, som tydeligvis er en iransk strategi. Efter at krigen i de første syv dage kørte på de mål, som amerikanerne og israelerne havde sat sig, metastaserede volden ud i regionen gennem iransk beskydning med ballistiske missiler. I begyndelsen foregik dette relativt fokuseret på amerikanske anlæg i regionen, men også dette har på kort tid ændret sig. Tirsdag morgen kom civile mål i Qatar således under iransk beskydning.
Hvad ønsker Trump?
Men også på amerikansk og israelsk side begynder det at få karakter af et kapløb med tiden. Amerikanerne bliver ved med at sende skibe, fly, våben og tropper til regionen, og de har nu også fået selskab af et britisk hangarskib. Men selvom den militære overmagt på mange måder er enorm, er der også grænser for, hvor længe krigen kan holdes på det nuværende niveau. Under den 12 dage lange krig mod Iran i juni sidste år forlød det, at israelerne var tæt på at løbe tør for ammunition, og i den aktuelle situation er det også en kendsgerning, at selv de amerikanske lagre ikke er uudtømmelige. Hertil kommer, at iranerne nu i vid udstrækning benytter sig af prisbillige droner, som det er meget omkostningsfuldt at skyde ned.
Grunden til, at Trump således taler om krigens snarlige afslutning, kan derfor hænge sammen med, at den amerikanske offensiv er ved at komme under pres, samtidig med at den amerikanske folkestemning hjemme i USA i stigende grad vender sig mod krigen. Og i den forbindelse kan iranerne have en vis klemme på Trump, fordi de galopperende oliepriser som følge af lukningen af Hormuzstrædet vækker negativ genklang hos amerikanske forbrugere, der i forvejen stiller sig skeptiske over for idéen om at føre endnu en krig på den anden side af kloden.
Allerede nu kritiseres Trump for at have brudt med sine tidligere løfter om ikke at lade USA trække ind i nye krige, men på den anden side er han muligvis kommet i en situation, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Han er med andre ord nødt til at føre dette scenarie frem til en form for mærkbart resultat – i form af en militær eller diplomatisk sejr – også fordi han har brug for det til at redde ansigt ved det amerikanske midtvejsvalg den 3. november. Så dette kan, kombineret med et kapløb med tiden, forklare, at amerikanerne lige nu ser ud til at ville optrappe og intensivere krigen.
Den israelske folkestemning
Over for dette står Trumps våbenbroder, den israelske premierminister Benyamin Netanyahu. Denne er endnu mindre indstillet på at give slip. For ham er krigen på mange måder en politisk mission, idet han i sin lange karriere har talt uophørligt om ”den iranske trussel”. Han har tydeligvis samme dilemma som Trump, idet krigen er en satsning, der også skal kunne sikre ham den folkelige opbakning, når israelerne går til Knesset-valg i oktober.
Hverken iranerne eller Hizbollah har nogen ambition om at kunne besejre Israel militært, men det er hensigten at skabe kaos og uvished i en grad, at det skaber en bred folkelig uvilje mod USA og Israel
Hvad det angår, synes iranerne at have serveret den politiske medvind på et sølvfad, da de aktiverede deres allierede, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon. Kort efter krigens start begyndte raketbeskydningen herfra mod det nordlige Israel, og som forventet reagerede Israel med kontante modangreb. Selvom der også dér har været civile ofre, har angrebene været fokuseret mod den militære infrastruktur, som Hizbollah efter våbenhvilen med Israel i oktober 2024 har været travlt optaget af at genopbygge.
Det er gået hårdt ud over Beiruts sydlige forstæder, hvor befolkningen hovedsageligt er shiamuslimsk, samt Bekaadalen i den sydøstlige del af landet, hvor Hizbollah har store dele af deres militære isenkram gemt af vejen.
Navnlig gennem de seneste dage har man kunnet se en vis ændring i den strategi, som regimet i Teheran benytter. Selvom også Tyrkiet er blevet beskudt, har man lettet presset mod nabolandene i regionen og i stedet rettet skytset mod Israel. En enkelt gang er den palæstinensiske by Nablus på Vestbredden blevet ramt, men det hænger nok sammen med, at den ligger på missilernes rute mod Tel Aviv, som i høj grad er blevet hovedmålet. De israelske myndigheder oplyser, at der i mindst et par tilfælde har været mistanke om missiler med klyngebomber i sprænghovedet, hvoraf et enkelt slap igennem luftforsvaret og slog ned i et civilt boligområde i den sydlige del af den israelske storby.
I den forbindelse er udviklingen i Libanon dog særlig interessant, hvis man ser den som en del af den iranske strategi. Hverken iranerne eller Hizbollah har nogen ambition om at kunne besejre Israel militært, men det er hensigten at skabe kaos og uvished i en grad, at det skaber en bred folkelig uvilje mod USA og Israel og dermed fremtvinger en afslutning på krigen.
Rubicon er blevet krydset godt og grundigt, og under de givne omstændigheder er det umuligt at forudse, hvor længe krigen vil stå på
Netop i tilfældet Libanon synes dette at fungere i den modsatte retning. Den libanesiske befolkning har ikke noget specielt venligt forhold til israelerne, men i den aktuelle krig har folkestemningen vendt sig massivt mod Hizbollah, hvilket vækker ubehagelige minder fra borgerkrigen, der fra 1975 til 1990 var med til at drukne det etnisk splittede land i vold.
Dén situation ønsker de færreste libanesere at lande i endnu en gang, og derfor er der bred folkelig støtte til centralregeringen i Beirut, der den 2. marts erklærede, at alle Hizbollahs militære og sikkerhedsmæssige aktiviteter er ulovlige.
Et skridt af denne art kommer uden tvivl styret i Teheran på tværs. Og man kan se, at den iranske beskydning af de olieproducerende stater i Den Persiske Golf kun har fået dem til at rykke sammen i modforanstaltningerne mod, hvad de opfatter som en iransk aggression.
Vi står altså med to krigsførende parter, som spiller meget højt spil, og på begge sider kan man se udtryk for desperation. Rubicon er blevet krydset godt og grundigt, og under de givne omstændigheder er det umuligt at forudse, hvor længe krigen vil stå på. Det er ikke til at sige, om det iranske regime er på kanten af et sammenbrud, men det udtrykker en vilje til at fortsætte, og på samme måde kan man kun gisne om, hvorvidt Trump er ved at miste pusten. Den generelle følelse i regionen er dog, at det langtfra er slut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og