NATION I FRIT FALD // REPORTAGE – Unge libanesere har mistet troen på politisk forandring. I håbet om en fremtid med stabilitet, bedre arbejdsvilkår og med et ønske om ikke at skulle bekymre sig om strømsvigt og høje benzinpriser, flygter de højtuddannede i hobetal. “Brain drain” lurer nu som endnu en potentiel katastrofe i et kriseramt Libanon.
BEIRUT: Under revolutionen i oktober 2019 var der sort af mennesker på Martyrpladsen i det centrale Beirut. Størstedelen af demonstranterne var håbefulde unge, der gik på gaden, fordi de havde troen på, at korrupte politikere og årevis af inkompetent ledelse endelig skulle få sin ende. Atmosfæren sitrede af håb og samhørighed. Men i dag er håbet svært at finde blandt den unge generation. På to-årsdagen for revolutionen tilbage i oktober måned blev de unge hjemme.
27-årige Yara Said var sikker på, at revolutionen skulle føre store forandringer med sig, men heller ikke hun var på gaden for at sætte fokus på toårsdagen i år.
“Jeg ville føle mig som en hykler, hvis jeg deltog. Jeg ved, at det ikke vil ændre noget”, fortæller Yara, der er uddannet læge og er ved at færdiggøre sit speciale i psykiatri på LAU Medical Center-Rizk – et universitetshospital i Beirut.
Yara er et eksempel på den tendens, der er begyndt at tegne sig i Libanon i takt med, at den økonomiske krise er blevet forværret – brain drain – at unge nyuddannede, og de, der er undervejs i deres uddannelse, rejser ud for at finde jobs i andre lande.
40 procent af lægerne er rejst
Flere og flere unge libanesere forlader deres stillinger, eller søger om at flytte deres studier til udlandet, for at skabe sig en bedre fremtid end den, de har udsigt til at få i Libanon.
For Yara blev håbet om en tryg fremtid i Libanon for alvor slukket, da 2000 tons ulovligt opbevaret ammoniumnitrat sprang i luften kun tre kilometer fra hendes hjem. Nu er hun, sammen med sin mand, begyndt at planlægge en vej ud af sit hjemland, der lige nu, ifølge Verdensbanken, gennemgår en økonomisk krise, der potentielt ligger i en top tre over verdenshistoriens værste.
En undersøgelse foretaget af analysebureauet PSB Insights i juni 2021 viser, at næsten halvdelen af de 18-24-årige i Libanon ønsker at rejse ud af landet. De libanesiske myndigheder oplever, at forespørgsler på pasfornyelser er steget eksplosivt og ifølge den fransk-libanesiske avis L’orient Today udsteder myndighederne på landsplan i gennemsnit 6.000 nye pas hver dag. Særligt i sundhedssektoren er brain drain mærkbar. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fastslår, at mindst 40 procent af lægerne, mange af dem nyuddannede, allerede er rejst ud af landet.
En nærmest værdiløs lønseddel
For Yara og kollegerne på psykiatrisk afdeling på LAU Medical Center-Rizk, har arbejdslivet ændret sig meget de sidste to år. Først og fremmest er værdien af lønnen faldet med omkring 50 procent på grund af inflationen. Men også stemningen på afdelingen tynger dagligdagen.
“Vi plejede at tale om, hvad folk skulle lave i weekenden. Nu handler samtalerne om, hvor høje benzinpriserne er, og hvornår strømmen går. Det har en stor indflydelse på arbejdsmiljøet, at vi er så bekymrede”, fortæller Yara.
Yaras arbejdsplads er dog et af de mere ressourcestærke hospitaler i Libanon. Hospitalet har blandt andet med hjælp fra internationale donorer haft mulighed for at kompensere for inflationens negative indvirkning på lønnen. Men for langt de fleste af libaneserne gælder det, at deres løn nærmest er værdiløs. Den libanesiske lira har mistet 90 procent i værdi siden 2019, og FN vurderer, at tre ud af fire libanesere i dag lever under fattigdomsgrænsen.
Det er trist at se, for det er dem med en lav socioøkonomisk baggrund, der har mest brug for hjælpen
Den økonomiske krise har sendt størstedelen af middelklassen ud i pludselig fattigdom. Og det mærkes på den psykiatriske afdeling, hvor Yara og hendes kollegaer plejede at kunne behandle både Libanons nedre- og øvre middelklasse. I dag er de patienter, der har råd til behandling af psykiske problemer, udelukkende fra den velhavende del af befolkningen.
“Det er trist at se, for det er dem med en lav socioøkonomisk baggrund, der har mest brug for hjælpen”, fortæller Yara, der til gengæld oplever, at flere unge søger hjælp til behandling af lidelser som udbrændthed, angst og depression.
Yara kender selv til flere nyudklækkede læger, der har svært ved at finde motivationen til at fortsætte karrieren i Libanon. De har, ligesom hende selv, valgt at flygte fra en værdiløs valuta og hospitaler, hvor det kan være svært at udføre sine arbejdsopgaver på grund af daglige strømsvigt og mangel på medicin. Yara fortæller, at fem af hendes tidligere medstuderende fra medicinstudiet har forladt deres turnusforløb på libanesiske hospitaler for i stedet at færdiggøre dem i lande som Canada og Schweiz.
Yara bebrejder ikke de venner og kollegaer, der rejser væk, for hun har selv planer om at gøre det samme. Men det berører hende alligevel:
“Det er ikke kun på det personlige plan, at det er trist. De er jo mine venner, og jeg kommer til at savne dem, men det er også trist, fordi de er dygtige folk, som har gjort en masse godt for landet.”
Uddannelse er en billet ud af Libanon
Jasmin Lilian Diab, forsker i migration ved Lebanese American University, forklarer, at man i de seneste år er begyndt at se en ny slags migrationsbølge. Det er ikke længere kun de nyuddannede som Yara, der flygter, men også unge der er midtvejs i deres uddannelser, som er begyndt at søge mod udlandet.
“De kan ikke se noget lys for enden af tunnelen. Det er ikke muligt for dem at færdiggøre deres uddannelse i Libanon”, fortæller Diab.
En af dem er 21- årige Hussein Faour, som er medicinstuderende på Lebanese American University. Han forklarer, at universitetet også er påvirket krisen.
“Laboratorierne er små, udstyret mangelfuldt, og der mangler undervisere. Jeg kan ikke udvikle mig her som akademiker eller som læge”, fortæller Hussein.
Til næste sommer bliver Hussein færdig med sin bachelor, og han håber på at kunne fortsætte sin kandidat i enten Europa, Australien eller Canada. Men det kræver høje karakterer og ikke mindst god økonomi. Derfor fokuserer Hussein nu udelukkende på at klare sig godt igennem studiet, så han har gode chancer for at kunne få tildelt stipendier.
“Jeg tror, min generation har fået nok. Vi orker ikke at være aktivistiske. Mine studiekammerater og jeg fokuserer kun på høje karakterer, så vi kan forlade landet”, fortæller han.
Generationer på flugt
“Det eneste stabile i Libanon er, at det ikke er stabilt.” Det siger migrationsforsker Jasmin Lillian Diab.
Yaras generation er heller ikke den første, der har set sig nødsaget til at flygte fra Libanon. Under borgerkrigen, som varede fra 1975-1990, rejste hendes forældre til Rusland for at arbejde og studere men vendte efterfølgende hjem og fortsatte et arbejdsliv som praktiserende læger i Tripoli i det nordlige Libanon. Det var her Yara og storebroren, som i dag er bosat i Canada, tilbragte deres barndom.
Selvom Yara er født i en fredstid, beskriver hun sit 27-årige liv som en række af hændelser præget af voldsom utryghed.
“I Tripoli, hvor jeg voksede op, kæmpede ekstremistiske grupper mod hinanden, og somme tider måtte jeg blive hjemme fra skole, fordi skyderierne var så voldsomme. Jeg har også været vidne til utallige eksplosioner i mit liv.”
Landet er ved at falde fra hinanden, og det er en mislykket stat, hvis man sammenligner med karakteristika for fejlslagne stater
De omtrent 900.000 mennesker, der ligesom Yaras forældre flygtede fra krig og ustabilitet i 70’erne og 80’erne, havde status som krigsflygtninge, hvilket gjorde det lettere at rejse væk. Jasmin Lillian Diab mener dog, at landet i dag reelt set befinder sig i en tilstand, der kan sammenlignes med nutidens krigshærgede lande.
“Landet er ved at falde fra hinanden, og det er en mislykket stat, hvis man sammenligner med karakteristika for fejlslagne stater. Folk har ikke de basale nødvendigheder som vand, elektricitet, mad og medicin. På mange måder er dagligdagen i Libanon og det krigshærgede Syrien ens”, fortæller hun.
Jasmin Lillian Diab forklarer, at man derfor nu ser en anden form for desperation blandt folk, der flygter fra Libanon. Mens Canada, USA, Frankrig og golflandene i lang tid har været oplagte valg, grundet en sproglig og kulturel fællesnævner til Libanon, er helt nye destinationer nu blevet attraktive.
“Folk rejser i dag alle mulige steder hen, blandt andet til Østeuropa, hvor stort set ingen har et tilhørsforhold. De skal bare væk, og så er det mere underordnet hvorhen”, fortæller Jasmin Lillian Diab.
Et tab af “friske hjerner” og “friske idéer”
Seniorforsker ved Lebanese Emigration Research Center ved Notre Dame University i Beirut, George Labaki, har beskæftiget sig med migration i Libanon gennem de sidste 30 år. Han fortæller, at spørgsmålet, om Libanons unge vil vende tilbage igen eller ej, afhænger af den rette timing.
“Hvis økonomien forbedres inden for de næste par år, vil de fleste vende tilbage. Men det afhænger af den rette økonomiske politik”, fortæller George Labaki, der mener, at hvis den nuværende krise bliver langvarig, så vil de unge libanesere være for etableret i de nye lande til at have motivationen til at vende hjem igen.
Jasmin Lilian Diab har dog svært ved at se en politisk forandring, der vil kunne dreje økonomien ind på rette spor inden for den nærmeste fremtid i et land, hvor korruption er så indgroet i økonomien og de politiske processer. Ifølge hende bevæger forandringsprocesserne sig ikke hurtigt nok. Hun beskriver de unge ressourcestærke som ‘friske hjerner med friske idéer’, som netop kan udgøre et værn mod en korrupt, politisk ledelse og skubbe til en politisk forandring.
“Der kommer til at være stor mangel på ekspertise”, forklarer Jasmin Lilian Diab og tilføjer, at hvis udviklingen fortsætter som nu, så vil libanesere snart få svært ved at finde specialiseret lægehjælp i et land, der hidtil har været kendt i Mellemøsten for sin dygtige lægestand.
Fugl Fønix orker ikke længere
Både Yara og Hussein tog del i demonstrationerne under revolutionen i 2019. Men i dag lyder råbene om retfærdighed i Libanon som et fjernt ekko.
Hussein Faour er netop gået i gang med at skrive ansøgninger til forskellige universiteter i Europa. Han håber på at komme ind i enten Belgien eller Holland. Om han planlægger at tage tilbage til Libanon efter hans studietid, er han endnu ikke sikker på.
“Det afhænger virkelig af den finansielle situation. Hvis det bliver bedre, vil jeg helt sikkert komme tilbage, men det er ubærligt lige nu, og jeg taler endda fra et privilegeret perspektiv fra den øvre middelklasse”, forklarer Hussein.
Mest af alt ønsker Yara sig bare et liv med sikkerhed og normalitet
Heller ikke Yara forestiller sig en fremtid i hjemlandet.
“Libanon har op- og nedture. Men jeg ser ikke for mig, at jeg rejser hjem til Libanon, som mine forældre gjorde efter krigen”, fortæller Yara, der også ser det som et stort sats at tage tilbage til Libanon igen efter at have etableret sig i et liv i Canada med børn og så måske være nødsaget til igen at forlade landet, hvis der endnu engang kommer problemer.
Mest af alt ønsker Yara sig bare et liv med sikkerhed og normalitet. Og indtil videre findes det ikke i Libanon.
“Der findes den her retorik om, at libaneserne er resistente, at vi er som en slags Fugl Fønix, der altid rejser sig. Men jeg orker ikke længere at være resistent. Jeg er træt, og vil bare gerne have en form for normalitet.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
