DAGENS POV // VÆRDIER – I kølvandet på folketingsvalget og dets resultater, hvor flere humanistiske partier er vokset, ønsker jeg at skrive dette indlæg grundet nogle iagttagelser og bekymringer, jeg har haft over en længere periode. Det, der bekymrer mig, er den evindelige italesættelse af danskhed, danske værdier, hvad er dansk og hvad er ikke dansk i forbindelse med drøftelser og debatter om integrationsemnet, skriver Baris Kaymaz.
Jeg er en dansk-tyrkisk mand, altså født og opvokset i Danmark men med tyrkiske forældre, der i sin tid kom som gæstearbejdere til Danmark.
Det, der bekymrer mig, er den evindelige italesættelse af danskhed, danske værdier, hvad er dansk og hvad er ikke dansk i forbindelse med drøftelser og debatter om integrationsemnet.
Vi har stemplet helt basale menneskelige værdier som lysten til at forsørge sig selv, at være del af et fællesskab, respekt, høflighed, hjælpsomhed og at behandle hinanden pænt som noget særligt dansk
Det er min oplevelse, at alle taler om danskhed ud fra en fejlslagen konklusion. Ikke kun højrefløjen i dansk politik, men også venstrefløjen har købt præmissen om, hvad det vil sige at være dansk og ikke dansk. Nogle mere velmenende end andre, men alle skal dog være danske, andet er simpelthen ikke godt nok, forstår man.
Det bekymrer mig, at vi i kapløbet om konstant at skulle definere danskheden, ender med at definere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
F.eks. har vi stemplet helt basale menneskelige værdier som lysten til at forsørge sig selv, at være del af et fællesskab, respekt, høflighed, hjælpsomhed og at behandle hinanden pænt som noget særligt dansk.
Jeg kan li’ dig, så du må være dansk”-tankegang
Jeg er som sagt søn af to tyrkiske forældre, og de de har opdraget mig med ovennævnte værdier. Helt uden de aktivt tænkte, at det var specielt dansk.
For sådanne værdier er de opdraget med i Tyrkiet, sådanne værdier lever deres familier efter i Tyrkiet og jeg vil vove at påstå, at de fleste mennesker ønsker at leve efter de selvsamme værdier verden over.
Jeg er tit stødt på sætningen “du virker ret dansk”, men sjældent kunne sætte mig ind i, hvad der skulle gøre mig mere dansk end andre. For den konstante omtale af danskhed og tagen patent på alt godt i verden og stemple det som dansk, gør det pludselig til en smagssag, hvem der er dansk og hvem der ikke er.
Jeg mener ikke, at værdier er noget, der ligger i menneskets nationale tilhørsforhold eller etnicitet. Værdier er noget, der opstår mellem mennesker uanset hvilke ‘etiketter’ de måtte have på sig
Der opstår en “jeg kan li’ dig, så du må være dansk”-tankegang.
Men behøver jeg i grunden være ‘rigtig dansk’ for at kunne deltage i og bidrage til samfundet? For at kunne være et godt menneske med gode intentioner eller for at være et sympatisk menneske?
Min indvending er ikke ment som og skal ikke forstås om, at jeg ikke ønsker at kalde mig dansker, men jeg ønsker altså heller ikke at skjule, at jeg er lige så meget tyrkisk. På en måde opstår der en fare for, at alt godt i mig skyldes “min danskhed”, men hvis jeg en dag skulle fejle i livet, træde ved siden af, så er det min tyrkiske side, der bære skylden.
Vi bliver nødt til at omtænke
Jeg mener ikke, at værdier er noget, der ligger i menneskets nationale tilhørsforhold eller etnicitet.
Værdier er noget, der opstår mellem mennesker uanset hvilke ‘etiketter’ de måtte have på sig.
Jeg har aldrig hørt noget menneske sige, at dets værdi var ikke at ville bidrage til samfundet, ikke at forsørge sig selv eller ikke at behandle andre mennesker godt. Jeg har til gengæld mødt mennesker, der ikke har kunnet leve op til disse ting. Men jeg har aldrig har rationaliseret mig frem til, at det skyldes deres danske, arabiske eller polske etnicitet.
Vi kan ikke kategorisere efter eller begrunde dårlige livsvilkår, menneskelige fejl eller mangler med etnicitet.
Værdier bliver ikke danske af, at vi danskere hylder dem – værdier er menneskelige. Ligeså er det menneskeligt ikke at kunne slå til i livet eller leve efter gængse normer. Det er hverken dansk, tyrkisk eller arabisk.
Kan vi ikke starte med at italesætte og acceptere at man godt kan elske og være en del af Danmark, bidrage til samfundet, værne om fælles menneskelige værdier, selvom man er kurdisk, indisk eller rumænsk?
Kunne vi ikke lægge det fra os at skulle gøre alle borgere danske, så de kan være “rigtige” og i stedet acceptere, at vi er mange mennesker i mange “farver” i dette land og at det i sig selv er helt okay?
Kan vi ikke lægge italesættelsen med det skjulte budskab om, at mennesker opnår succes, fordi de er blevet rigtige danske fra os? Og også italesættelsen om, at mennesker lever et liv udenfor de gængse normer, fordi de kommer eller stammer fra et andet land?
Kan vi ikke starte med at italesætte og acceptere at man godt kan elske og være en del af Danmark, bidrage til samfundet, værne om fælles menneskelige værdier, selvom man er kurdisk, indisk eller rumænsk?
Hvis vi med nye mandater i Folketinget skal gøre Danmark mere humant og anderledes end de sidste mange år, så bliver vi nødt til at omtænke det sprog, vi anvender overfor alle mennesker.
Hvis vi ikke kan omfavne alle borgeres forskelligheder og se disse forskelle som en del af dem på godt og ondt, så ender vi med at behandle borgere med anden etnisk baggrund som adoptivbørn, der er gode nok, når tingene går godt, men får at vide, de er uægte, når tingene ikke går godt.
Illustration: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
