Efter Charlotte Mandrup udgav sin nye bog, “Vær professionel på jobbet” med den provokerende undertitel, “Lad følelserne blive hjemme”, har der været en heftig debat, hvor en del aktører fra det, man kunne kalde “stressindustrien” har været oprørte over Mandrups budskab.
Stressindustrien er en industri, der, som jeg ser det, lever af at problematisere vores arbejdsforhold inden for så negativ en ramme som muligt. Udfaldet vil ofte medvirke til at bringe os endnu mere i affekt med efterfølgende krav om behandlingstilbud til den enkelte og inddragelsesprocesser for hele organisationen.
Ud fra en kynisk betragtning handler budskabet hermed ikke kun om at advare mod bekymrende tendenser men lige så meget om at sælge konsulenttimer, der kan udbedre det kæmpe problem, som eksperterne har identificeret som deres forretningsområde. Og intet sælger efterhånden bedre til de danske lømodtagere end forestillingen om, at vi nu er ofre for en slags stressepidemi, hvor danske virksomheder og ledere nærmest bevidst misbruger de stakkels medarbejdere og kører dem ud på overdrevet.
Stressindustrien er en bombe under samfundet
Men set fra mit perspektiv er hele tanken om en stressepidemi både en uholdbar præmis og en decideret samfundsnedbrydende bombe. Og jeg så gerne vildfarelsen blive demonteret så hurtigt som muligt.
Og hvad er mit perspektiv så? Jeg er pt. kreativ direktør i den danske filial af verdens største reklamebureaukæde med over 20.000 ansatte verden over, og har bestridt ledende stillinger i en af de mest stressfyldte brancher gennem de sidste to årtier, nemlig reklamebranchen.
Det betyder, at jeg både er chef og arbejdsgiver og at jeg samtidig i høj grad også selv refererer til andre. Og sjovt nok forholder det sig sådan hele vejen op igennem systemet – helt op i topledelsen, der skal stå til ansvar for bestyrelsen, der skal stå til ansvar for ejerne / aktionærerne. Alle er ansatte, når det kommer til stykket. Alle bliver honoreret af andre til syvende og sidst.
Derfor har alle også en naturlig interesse i, at systemet ikke kollapser, hvilket helt indlysende ville være tilfældet, hvis vi som arbejdsgivere gik med den skumle plan bevidst at skabe ubalancer i arbejdslivet, så vi fik lagt vores medarbejdere ned af stress for på den måde, at …. hvad? Det er nemlig det spørgsmål, som stressindustrien ikke rigtig kan finde ud af at besvare med andet end flere krumspring og faresignaler.
Stressindustrien manipulerer med dine følelser – fordi du er nem at manipulere
I stedet opererer dens udøvere med selvbestaltede konspirationsteorier, hvor de meget behændigt får skubbet problematikken over på medarbejdernes følelsesliv, da det er mere vanskeligt at måle objektivt eller diagnosticere korrekt. Dertil kommer, at mange målinger i øvrigt viser det modsatte – et stort flertal af danskerne er ikke vildt stressede på deres arbejde.
Men den enkeltes følelsesliv giver det fornødne spillerum for stresskonsulenter og andet godtfolk til selv at stille diagnoserne, som de lyster. Derfor er det gefundenes fressen for disse konsulenter at designe undersøgelser, der næsten ikke kan påvise andet, end at medarbejderne bliver kørt for hårdt og savner opmærksomhed, anerkendelse, omsorg, you name it.
Konsulenterne har med sikkerhed den negative indikation på rede hånd. Det er nemt at stille alle de spørgsmål, der gør, at svaret nærmest er givet på forhånd. Vi får indirekte fortalt, at vi har et problem. Så mærker vi det, får det dårligt, begynder at reagere på det og så er den selvopfyldende profeti pludselig en realitet. Vi er stressramte. Vi bliver ikke behandlet ordentligt. Vores leder forstår os ikke. Vi bliver ikke set. Ikke hørt. Ikke anerkendt. Alt er galt.
Og så skal det jo gå galt.
Imens sidder stressindustrien og gnider sig i hænderne, fordi de får skabt mængder af nye “patienter” og igen må ud på organisationsgangene for at udrede al den dårlige og stressforårsagende mismanagement.
Og det er ikke godt for den enkelte og det er slet ikke godt for samfundet, for mens al denne dårligdom får lov at florere og blive gjort til genstand for et enormt tidsforbrug til interne processer, evalueringer, handlingsplaner og jeg skal komme efter dig, så mister virksomheden sin produktivitet, sit fokus og til sidst sin konkurrenceevne. Til sidst er der måske slet ikke et job at komme tilbage til, når organisationen endelig er bukket under for den påførte syge. En sygdom, der kan opleves som værende meget ubehagelig og særdeles virkelig, når den gennemleves – men som også meget vel kan være antændt af vor tids brandstiftere, altså stressindustrien.
Vi står på tærsklen til en permanent krisetilstand
Ensdelig vil jeg også sige; at jeg er ked af at være sortseeren, men hvis man har en forventning om, at virksomhederne vil bruge mange ressourcer på at imødegå de stadig større krav til virksomhedsdrift og konkurrenceevne med mere “omsorg” og endnu mere uddannelse, så har man sat sig selv op til en gigantisk skuffelse. Hvis (det reelle) stressniveau er højt nu, så er det for absolut ingenting at regne i forhold til, hvad man kan frygte, vi alle vil blive udsat for i løbet af de kommende år.
For meget tyder på, at vi kommer til at befinde os i noget nær en permanent krisetilstand i erhvervslivet de næste mange år frem. Ikke på grund af dønningerne fra finanskrisen, men fordi alle virksomheder er eller skal i gang med at omstille sig til den 4. industrielle revolution. En dramatisk omstilling til en helt ny og til dels automatiseret deleøkonomi, som jeg tidligere har skrevet om her i POV. En revolution, hvor op til måske en tredjedel af arbejdsstyrken og de jobs, vi kender i dag, vil fordampe i løbet af de næste ti år.
Det kommer formentlig til at betyde stress på hidtil usete og uanede niveauer. Og hvis man tror, der er nogen kære mor i vente i form af efteruddannelser og mere omsorg, så spår jeg, at mange vil blive sørgeligt skuffet. Vi står på tærsklen til en regulær omvæltning af det etablerede arbejdsmarked, hvor indslusningslønnen kun var det første, meget lille skridt. De fleste virksomhedsledere ved nemlig godt, at tsunamien der kommer til at rykke det etablerede arbejdsmarked op med rode er lige om hjørnet – så det er dette scenarie, der bliver brugt kræfter på lige nu. Ikke om vi alle går rundt og er lykkelige. I det perspektiv er der langt større ting på spil: vores virksomheders overlevelse – og vores egen.
Vejen frem: virksomheder der sørger for mere formål end føleri
Hvem vil så overleve i fremtiden? Både som virksomhed, som leder og som medarbejder?
Nok ikke de dårligt ledede virksomheder. De virksomheder, hvis medarbejdertilfredshed er i bund og som kun har symptombehandlet medarbejdernes manglende trivsel som udtryk for “manglende omsorg”, hvorefter de måske har indført nogle få formildende tiltag som et plaster, der knap formår at dække det dybere sår – men som stressindustrien har tjent mange penge på at implementere.
På basis af mine 20 års erfaringer med at komme ud og gennemlyse erhvervsvirksomheder og organisationer, så er de virksomheder, der er i farezonen, dem der mangler en gennemført vision og mission. Det er ofte kendetegnende for virksomheder, hvor folk er “trætte” af, at organisationen driver rundt som et skib i natten i manglen på en klar strategi, der giver medarbejderne det formål, der måske mere end noget andet skaber tilfredshed og minimerer stressfaktorer.
Dét, jeg har oplevet er nemlig, at hvis der er noget, der kan kompensere for såvel både høje lønninger og spidsbelastninger, så er det følelsen af at gå på arbejde med et stærkt formål. Når du føler, du er med til at gøre en markant forskel for dem, du arbejder for (helst kunderne eller borgerne), så får dit arbejdsliv simpelthen større mening.
Det tror jeg, de fleste godt kender fra sig selv. At de dage, hvor man virkelig havde oplevelsen af at være til stede i nuet og at andre nød godt af den tilstedeværelse, det er dér, vi bliver opfyldte som mennesker og medarbejdere.
Det er de fleste kloge ledere sig meget bevidst om og derfor er de bedst præsterende virksomheder og organisationer også dem, hvor man sagtens kan lade føleriet blive hjemme og agere professionelt. Og det kan man, fordi de emotionelle behov ikke skal tilfredsstilles af alle mulige (og især umulige), kunstige evalueringer, medarbejdersamtaler og “processer” for ditten og datten men af den ansattes professionelle stolthed i at levere varen, så at sige. I den type virksomheder udlever man hver dag et stærkt formål, der danner rammen om ens arbejdsplads og som alt i alt giver en samlet, konsekvent og engagerende retning for alle medarbejdere.
Det er med andre ord den professionelle passion for hvervet, der giver det emotionelle udbytte, som vi naturligvis allesammen higer efter. Og som kan være med til at sikre, at vi også har et meningsfyldt arbejde at stå op til i morgen – og om 10 år.
Undgå at tage det hele så personligt (opdateret afsnit)
Skal vi bekæmpe stress og dårlig trivsel, så hjælper det ikke at forlange mere “omsorg” (respekt, tillid og ordentlige vilkår er til gengæld ikke alene at forvente men at forlange).
Nej, vi skal selv blive bedre til at blive mere professionelle i vores tilgang til jobbet og finde glæden i at udføre vores metier og gøre en forskel for vores kunder/klienter/patienter/elever – og ikke lægge alle vores egne, personlige og inderste drømme, følelser og forhåbninger i om, vi altid lykkedes med det. Hvis vi tager alting så personligt, bliver vi ædt op indefra. Det er der ingen grund til, hvis man kan undgå det ved, som Charlotte Mandrup siger det, at lade følelserne blive hjemme. Det betyder ikke, vi ikke kan eller skal lægge følelser i jobbet, men at vi ikke skal søge at få tilfredsstillet eller deponere en for stor del af det personlige følelsesliv på arbejdspladsen. Det bliver vi ganske enkelt ikke honoreret for. Vi er ansatte til at udføre nogle opgaver. Vi skal ikke betale for at gå på arbejde med vores sjæl:
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du må også meget gerne like vores Facebookside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
